... .........

 

Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 11 Side 12

Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19 Side 20 Side 21

Side 22 Side 23 Side 24 Side1 Startside

Tyrkiet Grækenland Rejseberetning april 2010 Side 2

Tyrkiet

Her slutter motorvejen. Den gule Gummibåd ses alene sammen med en forladt lastbil.

Onsdag den 14. april 2010 forlod vi Kavala om morgenen. Det småregnede, da vi kørte videre mod Tyrkiet ad den mere og mere øde motorvej. Temperaturen var 16,5 grader. Jan og jeg var taknemmelige for, at EU havde bygget hele denne flotte motorvej til os 2, bare fordi vi ville til Tyrkiet i bil. "Nu kommer Jan og Otto", tænkte de. "De er nogle flinke fyre, så vi bygger dem lige en motorvej!"

Pludselig var motorvejen slut ligesom en film, der knækker, og vi holdt helt alene foran bommen på den græske grænsestation. Efter kontrol af det græske grænsepersonale gik bommen op, og vi passerede 2 maskinpistolbevæbnede vagter og kørte op på en smal bro over ingenmandsland, der udgøres af Evros floddeltaet. På broen før grænsefloden Evros stod der 2 græske maskinpistolbevæbnede vagter iført stålhjelm, og på den anden side af broen passerede vi 2 tyrkiske maskinpistolbevæbnede vagter iført stålhjelm. Derpå passerede vi igen 2 maskinpistolbevæbnede vagter magen til.

Der var høje vagttårne som i sin tid på jerntæppegrænsen mellem Østtyskland og Vesttyskland. -Og den samme voldsomt knugende atmosfære, mens man krydsede over på den anden side.

Ved den første tyrkiske grænsebom skulle vi aflevere pas og papirer og redegøre for vores ærinde i Tyrkiet. Derpå kørte vi til den næste tyrkiske grænsebom og gentog seancen. Og vi kørte vi til den tredje og sidste tyrkiske grænsebom og igen samme forløb. 3 af hinanden uafhængige grænsekontrolposter, der kontrollerer de samme ting! Mærkeligt nok iteresserede man sig kun indgående med os som personer. Hvad vi måtte have med i bilen interesserede ikke en kat. Man ikke så meget som kikkede ind i den.

Mellem hver af disse 3 tyrkiske grænseposter kunne vagterne på stedet smække lange, spidse ståltænder op gennem asfalten og køre betonmure på tværs af kørebanen ved at trykke på en knap. Gad vide, om de i sin tid har købt alt dette jerntæppeudstyr af det østtyske fallitbo, da muren faldt?

Endelig forbi de sidste maskinpistolbevæbnede vagter, og vi kunne fortsætte. Det ser sandelig ud til at være rigtig nok, at grækerne og tyrkerne ikke kan lide hinanden! Nu afsted i Den gule Gummibåd til Gallipoli.

Denne udgave af motoriseret ladvogn kører overalt. Her på ringvejen i Kesan.

I den europæiske del af Tyrkiet ses overalt på vejene en meget enkel ladvogn. Den er monteret med en uafskærmet motor og et rat foran og er uden førerhus. Føreren har bare en stol eller en bænk. Vognen ser ud, som om den er bygget af den lokale smed. Disse simple køretøjer kan køre overalt på de elendige og hullede veje. Man tager det ikke så nøje med at tage personer med på ladet. De kan sikkert finde noget at holde fast i. Nummerplader (og forsikring?) og den slags bagateller beskæftiger man sig ikke med. Det gør det overalt synlige og sværtbevæbnede politi heller ikke. (Er det virkelig nødvendigt at udstyre hver eneste tyrkiske politiassistent med en skudklar maskinpistol?)

Gallipoli

Gallipoli ligger særdeles strategisk ved den smalle indsejling til Sortehavet.

Gallipoli eller Gelibolu, som halvøen hedder på tyrkisk, er en halvø, der rummer en af Europas helt store tragedier. Halvøen er 80 km. lang og ligger ved indsejlingen til Bosporusstrædet. Den har til alle tider haft viral strategisk betydning. Under den 1. Verdenskrig forsøgte man her i 1915 i en massiv invasion fra søsiden at tvinge tyrkerne (Det Ottomanniske Rige) tilbage på den anden side af Bosporusstrædet. 2-300.000 unge soldater på begge sider måtte lade livet. Betydeligt flere blev såret, og rigtig mange af dem døde senere af deres skader. Tyrkerne holdt stand, og den engelske marineminister Winston Churchill måtte gå af. Han vendte som bekendt senere tilbage som premierminister, men det er jo en helt anden historie.

Et af de rigtig mange mindesmærker for tragedien i 1915

Jeg har læst, at et par tusinde hviderussiske krigsfanger opretholdt livet på Gallipoli efter invasionen ved at spise skildpadder. Der må jo i så fald have været virkelig mange skildpadder dengang. Jeg har også læst andre beretninger om eksistensen af landskildpadder på Gallipoli. For eksempel skriver en engelsk familie, der på rund af et faldent familiemedlem besøgte krigergravene, at "den allestedsnærværende Gallipoli skildpadde vandrede hen over gravene." Vores mission var derfor: Var der stadig skildpadder på Gallipoli?  Og i så fald, hvilken art?

Solen skinnede, og det lune tyrkiske forår lå over Gallipoli med en temperatur på 19 grader, da vi nåede frem lidt over middag. Vi begyndte at køre halvøen systematisk igennem på jagt efter mulige skildpaddebiotoper. Men det var mere end sparsomt med egnede steder for skildpaddejagt. Landbruget der på halvøen har fået råd til traktorer. Tidligere brugte man mulæsler, der trak en stor kæp gennem jorden, når man ville pløje. Dette begrænsede opdyrkningen og jordbehandlingen til de ukomplicerede arealer med god jord og uden sten.

Magtfulde traktorer kan med de rette redskaber derimod vende næsten al jord, når bare der ikke er egentlig klippegrund i vejen. Og det har man så gjort. Næsten al vendbar jord på Gallipoli var vendt. Sådanne steder er skildpadderne selvsagt væk. De, der ikke er pløjet ned, er flygtet, men når der på grund af den voldsomme indsats ikke rigtig resterer intakte biotoper at overleve i, er resultatet givet. Skildpadderne forsvinder!

Büyükanafarta

Nej, ikke græsk landskildpadde! Menr lys maurisk landskildpadde (Testudo graeca ibera).

Ved Büyükanafarta fandt vi endelig et sted, der lignede og også viste sig at være en egnet skildpaddebiotop. Der fik vi dokumentation for, at der trods alt stadig er (forsvindende få) skildpadder på Gallipoli, og arten, der lever her, er den mauriske landskildpaddeTestudo graeca ibera. Der er tale om meget smukke eksemplarer! Vi fandt denne eftermiddag 5 flotte eksemplarer på 17-20 cm. af maurisk landskildpadde i denne rigtig gode biotop.

Maurisk landskildpaddehun Testudo graeca ibera i en bunke henstillede teglsten, mv.

Skønsmæssigt lever der nok ikke mere end højst nogle hundrede skildpadder i dag i de tilbageblevne "afsnørede" biotoper på Gallipoli. I dag ville et par tusinde mennesker bestemt ikke kunne opretholde livet ved at spise skildpadder, som krigsfangerne kunne i 1915. Om ikke mange år er den mauriske landskildpadde med andre ord også helt udryddet her på Gallipoli på grund af den konsekvente ødelæggelse af biotoperne, ligesom så mange andre steder på Balkan.

Hvor er den flot, denne mauriske hun Testudo graeca ibera i Büyükanafata.

Det er fint, at man viser politisk handlekraft ved at frede skildpadderne, og signalværdien er stor, men den slags er altså ikke nok. Man skulle selvfølgelig frede biotoperne! Ikke alene skildpaddernes, men alle udryddelsestruede dyrearters biotoper. Men så langt rækker politisk handlekraft af gode grunde ingen steder! Samfunds- og privatøkonomiske  perspektiver vil selvfølgelig altid være højest prioriteret. Ingen kan/vil/tør være uenig i dette. Derfor vil denne Jords skildpaddebestand fortsætte med at skrumpe voldsomt!

4 stribet snog hyggede sig på en henkastet plastikpose. Der ligger affald overalt på Balkan.

Vi havde nogle fine timer i denne spændende biotop ved Büyükanafarta. Biotopen startede ved landevejen som en græsbeklædt nedlagt grusrav med buskadser og krat. Når man gik videre ind i biotopen kom man igennem en tilgroet slugt, der gik over i mere åbne græsbeklædte sydvestvendte skråninger med krat og omkranset af skov. Som så mange andre biotoper skiftede den således struktur og beplantning efterhånden, som vi gik dybere ind i den. Men også dette sted vil sikkert snart vil være endt ligesom alle de andre, det vil sige med træfældninger, buskrydninger og oppløjning.

Igen et udstillingseksemplar af en maurisk landskildpadde,men hvordan er det dog, at den ser ud?

 

Elementært Watson: Det er blomsterstøv fra den blomstrende forårsbiotop i Büyükanafata!

 

Men vi skulle længere ind! -Vi skulle helt ind i biotopen!!

 

Biotopens store kalkstenspartier gav massser af inspiration til anlægget hjemme i haven.

 

Fin maurisk hun Testudo graeca ibera med masser af blomsterstøv i Büyükanafata

 

Igen en fin og blomsterstøvet maurisk han i Büyükanafata. Jorden her er tung leret kalk.

 

Autentisk balkanbiotop!

På hele Balkan smider man affald overalt i naturen. Man har åbenbart så megen smuk natur, at man ikke regner den for noget. Og man mener helt klart ikke, at naturen ( det billige skidt), kræver særlig hensyntagen. På billedet ses en maurisk landskildpadde i en autentisk balkanbiotop. Denne gang i Büyükanafarta. Dette her er endda i småtingsafdelingen. I Grækenland ligger der i sådanne bunker i naturen normalt også henkastede madrasser, køleskabe, komfurer, lænestole, sofaer, osv.

Biotopen her ved Büyükanafarta bragte nogle spændende og samtidig fredfyldte timer. Herefter fortsatte vi vores systematiske gennemkørsel af vejene på Gallipoli. Vi fik en flot køretur helt ned til sydspidsen Seddülbahir og tog derpå alle vejene på kortet på den nederste tredjedel af halvøen.

Vi så mangt og meget på vores koncentrerede Gallipoli tur, herunder mange nyistandsatte kirkegårde fra tragedien i 1915. Den ene gravplads afløser den anden langs sydvest-/vest-/nordvestkysten, hvor invasionen fandt sted, og hvor de mange, mange tusinde soldater blev udryddet på stranden og i skyttegravene på land. Sådan en idyllisk solskinsdag i april måned 2010 er det svært at forestille sig rædslerne lige her i april måned for 95 år siden i 1915. Både monumenter og krigergrave er under voldsom istandsættelse. Man har opdaget, at der kommer flere og flere turister på grund af de blodige dage dengang!

Vi brugte resten af dagen og afsøgte 2/3 af Gallipoli grundigt, men vi fandt ikke flere skildpaddebiotoper denne dag.

En edderkop har lavet dette kokosnødstore spind. Træet bliver sygt. Er der en spindoktor til stede?

I de små, fattige landsbyer i bjergene mod nordvest er alt gråt i gråt. (Her er man langt væk fra turiststederne!) Intet er malet og vedligeholdt. De hullede veje har ingen belægning. Der mangler glas i nogle af vinduerne. Tilsyneladende er der ikke indlagt vand og heller ikke elektricitet alle steder. Der lugter overalt, som der gør, når du må skaffe dig af med det, du nu skal af med, på den billigste/simpleste måde. Hunde og høns løber ind og ud af døråbningerne på husene. Hist og her ser du mænd i snavset, hullet tøj uden tænder i munden og kvinder (nogle i burka/nikap), der står og småsnakker, mens de mere end nysgerrigt følger Den Gule Gummibåd med øjnene. Hvis nogle af dem bare en gang har været så langt borte som byen Gelibolu, er det vel højden. Man fødes i landsbyen, man lever det enkle liv i landsbyen og man dør i landsbyen.

Og selv kommer man hjem til det møgforkælede Danmark efter sådan en tur og skal hver dag læse om og høre på klagesange og brokkerier over, hvor slemt det dog står til med alting her i dette land!

Om aftenen sluttede vi af og kørte til halvøens hovedby Gelibolu, hvor vi fandt et meget lille hotel på havnen.

-Og en virkelig fornem restaurant.

Læs videre på side 3

Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 11 Side 12

Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19 Side 20 Side 21

Side 22 Side 23 Side 24 Side1 Startside