.... ..........

 

Side 23 Side 24 Side1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8

Side 9 Side 10 Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17

Side 18 Side 19 Side 20 Side 21 Startside

Tyrkiet Grækenland Rejseberetning april 2010 Side 22

Vi holdt pause i Kalamata på fortovet foran en taverna på havnemolen (sort Nescafé "Δεν το γάλα δεν ζάχαρη - no milk, no sugar!" og en vand.) Her afventede vi en stille stund, at vi gav os selv startskuddet til transportkøreturen nordpå. Kystvejen fra syd til nord på vestkysten af peloponnes er et uinspirende og møgkedeligt vejstykke uden landskabelige variationer.

Helt modsat den iøjnefaldende natur, man ellers er overvældet og omgivet af overalt i Grækenland. Engang imellem bryder en enkelt palme trivialiteten, men ellers kører du uden at se havet bare på et areal, der kun består af dyrkede marker, og hele strækningen er flad som et stuegulv ligesom på Lolland. Men på Lolland er der faktisk hyggeligere, og på Lolland kører folk (som regel) ordentligt. Også på dette vejstykke langs Adriaterhavskysten kørte grækerne som sædvanlig styrtløb på 4 hjul med hovedet under armen.

Kalogria

Base Camp Kalogria. Luftmadrasoppustning. Snart er kaffen klar.

Hen på eftermiddagen indså vi, at tiden var så fremskreden, at det ville blive lige lovligt krævende at prøve at nå fastlandet, finde en egnet teltplads og slå teltene op inden mørkets frembrud. Hvis man under tidspres i mørkningen skal etablere en teltlejr med samme tempo som i en gammel stumfilm, bliver det hele lovlig vel stresset. Vi valgte derfor det kendte og sikre: Da vi nåede frem til det nordvestlige hjørne af Peloponnes, drejede vi af og kørte til venstre mod nordvest, nemlig til det gammelkendte Kalogria.Dette pragtfulde og helt specielle sted har aldrig svigtet, når det drejede sig om feltherpetoloiske oplevelser, og så vidste vi jo fra tidligere, at man kunne slå lejr her under pinjetræerne.

På vejen til pinjeskoven kørte vi forbi Kalogriabjeret, hvor vi så en vandflyver i aktion (mere herom senere). I Strofeliaskoven etablerede vi derefter Base Camp Kalogria i solens sidste stråler. Efter oprettelsen af vores lejr indtog vi igen et fabelagtigt friluftsmåltid. Sune skulle selvfølgelig smage den unikke Kerkinigryde. Opskriften finder du som bekendt på Side 9

Vi havde en fuldstændig stille og betagende aften og nat under skærmpinjerne i fuldmånens eventyrskin blandt stammerne i den fortryllede Strofeliaskov. De extremt store og blodtørstige strofeliamyg flyver ikke, når det er mørkt! Af en eller anden grund må de åbenbart ikke flyve instrumentflyvning, og de går derfor i hangar, når det begynder at tusse.

Helt stille nat i Strofeliaskoven med fuldmånens stille skær på trækroner og stammer.

Onsdag den 28. april 2010 gik vi tur i Strofeliaskoven efter morgenkaffen. Vi så nogle græske landskildpadder i den tidlige morgensol, men med rettidig omhu forlod vi skoven, inden de velkendte enormt store Strofeliamyg begyndte at på vingerne! Dem ville vi absolut ikke udsættes for denne gang.

Skærmpinjerne i solens tidlige skin. Jeg gentager: Strofeliaskoven ligner et guldaldermaleri!

 

Græsk landskildpaddehan i Strofeliaskoven. Der ses ansats til pukler i rygskjoldet.

Vi kørte herefter ud til den meget bemærkelsesværdige knastørre og varme biotop i klitterne ude ved Adriaterhavet, hvor vi i 2008 fandt både græske og bredrandede landskildpadder. -Og her var der lige sket noget!

Græsk skov/naturbrand igen

De udbrændte områder på biotopens skråningen vises af pilene. Her foran i sandet så vi skildpadder.

Da vi i går nåede frem til Kalogria først på aftenen, fulgte vores øjne en Catalinalignende vandflyver, der fløj ind sydfra, hvorefter den i en kaskade kastede sin last af vand ud over den rygende side på Kaloriabjerget. Herefter fløj den sydpå igen. De evindelige skov/naturbrande i Grækenland startede altså tidligt i år! Normalt er disse brande et fænomen, der hærger Grækenland i august-september.

Da jeg så flyveren i sin dramatiske aktion med vandkastning, var jeg spændt på, om den vendte tilbage til endnu en slukning, så jeg kunne have fotoapparatet klar til et rigtigt handlingsmættet billede af en vandflyver i aktiv brandslukningstjeneste, men den holdt sig væk. Branden var åbenbart i det store hele færdigslukket fra luften, da vi kom forbi bjerget. Desuden blev det mørkt kort efter.

I dag onsdag gik der et par brandmænd oppe på bjergsiden og efterslukkede. Det røg endnu svagt et par steder. Der henrettedes givetvis en del bredrandede landskildpadder af denne brand i biotopen på den sydvendte bjergside.

De karakteristiske traktorspor i sandet efter lille bredrandet landskildpaddeunge.

Ligesom sidste gang vi var her, så vi overalt "traktorspor" i alle størrelser i det tørre sand. Både fra små skildpaddeunger (masser af spor), fra halvvoksne og fra voksne skildpadder.

Nu skal man jo ikke lade sig narre! De små traktorspor hidrørte ikke allesammen fra skildpaddeunger. Nogle af sporene havde en fure i midten. De var afsat af firben. Det er firbenets hale, der slæber efter firbenet og afsætter furen i midten. Men ellers var det jo bare at følge sporet. Så nåede man (som regel) ret let frem til den skildpadde, der havde afsat sporet.

Stor og meget flot bredrandet landskildpaddeunge i klitterne ud til Adriaterhavet ved Kalogria.

Denne biotop er meget anderledes end de sædvanlige landskildpaddebiotoper på Balkan. Ikke alene er den ekstremt tør og varm, og der skulle derfor i grunden kun være mulighed for at finde bredrandede landskildpadderTestudo marginata her. Men der lever altså også en del græske landskildpadder Testudo hermanni boettgeri her. Men der lever ingen mauriske landskildpadder Testudo graeca her, som tidligere nævnt i denne artikel. Mauriske landskildpadder lever ellers gerne i tørre, varme biotoper.

Tænk, at der lever skildpadder her i denne ørken!

Desuden finder du mange skildpaddeunger frit fremme i solen her. Og det er også meget usædvanligt. Unger er ikke noget, man normalt går og falder over i skildpaddebiotoperne. -Selvom de selvfølgelig er der, ser man dem sjældent, fordi de altid skjuler sig.

Halvvoksen bredrandet landskildpadde på vej ud af sin hule i klitterne ved Kalogria.

 

19 cm. stor marginatahun vender skjoldet i 45 graders vinkel op mod solen for at blive varmet op.

Denne morgen fandt vi ingen helt voksne bredrandede landskildpadder. Men der var masser af voksne "traktorspor", så selvfølgelig var de der. Nu havde vi heller ikke så meget tid som sidste gang, vi var her i dette specielle område, så måske havde vi fået nogle at se, hvis vi var blevet her noget længere. Det var en oplevelse af dimensioner at gå rundt her ved Adriaterhavet i den flotte "ørkennatur" og finde skildpadder i sandet!

Næsten voksen græsk landskildpaddehun i det endnu ikke så varme sand ved Adriaterhavet i Kalogria.

 

1 år gammel græsk landskildpaddeunge i klitterne ved Kalodiki.

 

Kratluskere Uden Grænser går grundigt og systematisk til værks, når der undersøges.

 

Og Kratluskere Uden Grænser sætter spor i sandet efter sig, ligesom skildpadderne.

Desværre måtte vi til at passe på tiden, for vi havde en længere strækning foran os. Vi skulle nordpå til Parga på fastlandet, hvor vi ville overnatte for sidste gang i Grækenland. En hurtig kop kaffe på den eneste taverna i kalogria, der havde åbent, og så afsted. Der var andre gæster end os i tavernaen. Nemlig brandmænd fra brandstederne på bjerget overfor, der udfyldte rapporter. -Altså brandmændene! Vi susede forbi Patras og kørte over den flotte nye skråstagsbro, der for nylig er bygget hen over farvandet Korienthakos Kolpos, der skiller Peloponnes fra det græske fastland. Den anden bro til fastlandet er broen over Korintherkanalen.

Hurtigt over skråstagsbroen ved Patras. Den fører til fastlandet over Korientkakos Kolpos.

Det var hurtig promenadekørsel hele vejen. Kommet over på fastlandet kørte vi meget længe på en splinterny motorvej, der ikke fandtes på kortet, så vi fik hurtigt kørt mange kilometer på klokken og nåede frem meget tidligere end planlagt.

Kalodiki

Kalodiki set mod nord 2006
Kalodiki set mod nord 2009.
Kalodiki set mod nord 2010

Først på eftermiddagen kastede vi anker ved det smukke vådområde Kalodiki, der ligger før Parga. I disse pragtfulde omgivelser ville vi nu tilbringe et par timer, inden vi fortsatte ind til byen. Vi havde jo pludselig mere tid end beregnet. Vores tidligere bange anelser med hensyn til status for denne enestående habitat er nu gjort helt til skamme. Denne biotop er slet ikke under tørlæning, ødelæggelse og afviklin.

Læs videre side 23

Side 23 Side 24 Side1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8

Side 9 Side 10 Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17

Side 18 Side 19 Side 20 Side 21 Startside