...............

 

Startside Denne artikel er senest ændret i juli2017

Blankt skjold

hos landskildpadder

 

Stor marginatahan med det sædvanlige, flotte, glatte skjold, som landskildpadder har i naturen på Balkan. Foto taget på Peloponnes.

Når man går rundt i de europæiske landskildpadders hjemstavnsbiotoper bliver man slået af de flotte rygskjold, som skildpadderne prydes med. De er ikke alene meget glatte og velformede uden brede, lyse vækstringe, markante toppe og måske endda pyramidespidser. Men de er også rene, blanke og skinnende. Selvom man ikke selv kommer i skildpaddernes biotoper, lægger man også mærke til disse ting, når man betragter fotos af europæiske landskildpadder i deres naturlige omgivelser. Dette syn gør altid indtryk, fordi det jo er i direkte modsætning til det udseende, som de samme skildpadder har i fangenskab. Især når der er tale om skildpadder i indendørs hold.

Det fejldannede skjold med iøjnefaldende bukler, mv, kan man ikke gøre noget ved. Benet under skjoldpladerne er færdigdannet og kan ikke ændres. Skildpadden kan ikke vokse sig fra de allerede skete dannelser, heller ikke selvom den stadig er i vækst. Dog vil allerede dannede bukler i rygskjoldpladerne med årene fremtrde mindre påfaldende, hvis pasninge og fodringen optimeres.

Men blankt skjold istedet for det støvede og triste udseende skjoldet måske har fået, det må man da kunne få frem? Man kan da pudse skjoldet til det skinner flot, ligesom man pudser sko?

Mange griber derfor til forskellige kunstgreb for at opnå det samme flotte, blanke og skinnende rygskjold, som skildpadder har i naturen. Man læser/hører rundt omkring om landskildpaddeejere, der gnider deres skildpadders skjold ind med voks, olie, vaseline, eller lignende, for at give dyrene et flottere og mere skinnende udseende. Det må man aldrig gøre. Du må hverken smøre skildpaddeskjoldet med  for eksempel bivoks, produkter fra olieindustrien (raffinaderierne), som for eksempel parafinolie og vaseline, eller med plante-/madolier. Heller ikke olivenolie, selvom tanken jo er nærliggende.

Stor græsk landskildpaddehun (testudo hermanni boettgeri) i Serbien. Vi ser det sædvanlige blanke, skinnende skjold, som skildpadderne har i naturen.

For det første lukker man af for de tusindevis af mikroskopiske porer i skjoldet/hornpladerne, således at systemet ikke kan "ånde". Ilttilførslen standses. Landskildpaddens skjold er blodfyldt og "ånder", ligesom menneskets hud "ånder". For det andet risikerer man svamp og råd i skjoldpladerne på grund af denne lufttætte forsegling af skjoldet (mange skildpaddeholdere har faktisk oplevet, at deres landskildpadde har fået svamp og skjoldråd i rygskjoldpladerne, efter at de har smurt dyret med vaseline og lignende). For det tredje sætter støv og snavs sig for alvor fast i den fedtede indsmøring, og udseendet bliver endnu mere trist, medmindre der smøres med meget korte mellemrum, og så bliver det endelige resultat jo endnu værre.

Der findes produkter på markedet til at smøre/pudse skildpaddeskjoldet med. De fås i dyreforretninger og jeg har for eksempel set nogle af dem udbudt til salg på nettet og på reptilmesser i Danmark, Sverige og Tyskland. Det drejer sig især om engelske og tyske produkter, og bøtterne er selvfølgelig forsynet med flotte farvebilleder af landskildpadder med fine, blanke skjolde. Udover at blankpolere skildpaddeskjoldet, fremgår det også af den lovprisende tekst, at midlet plejer skildpadden, er nærende for keratinen i skjoldet, og at det virker svampe- og bakteriedræbende.

Men lad være med at bruge penge på den slags! Lad dig ikke narre af flotte ord på emballagen så som "Panzerpflege für Landschildkröten", "Schildkrötenglanz", "Tortoise shell care", "Tortoise shine", osv. Hvis du ser på deklarationen (når den findes), så indeholder disse produkter netop forskellige slags olieprodukter. Det fremgår også af teksten på nogle af produkterne: "Keep away from children" og "Avoid contact with animal eyes". (Uha!)

Resultatet af brugen bliver ganske rigtigt omgående et flot skjold, men konsekvenserne for skjoldet hedder som nævnt stor risiko for dannelse af svamp, skjoldråd, nekrose (vævsdød) og inflammation!

Desværre er dette påhit med at smøre skildpaddens skjold med olie, mv, et af de mange gamle og skadelige skildpadderåd, der stadig bringes videre, og derfor er det ret svært at udrydde. Især fordi man oplever, at udøvere af denne tortur henviser til råd fra ikke alene fra dyrehandlere, men også ind imellem fra dyrlæge som legitimation for oversmøringen med olieprodukter. Mange tror derfor af gode grunde, at så har "sagkundskaben" jo talt.

Flot blankt skjold på græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) i Agia Paraskevi på Peloponnes.

Det er iøjnespringende rigtigt, at skildpadder i naturen for det meste har et friskt, skinnende, glat og rent skjold. Lige så almindeligt er det, at skildpadder i fangenskab har et trist, snavset og støvet udseende. Det blanke udseende, som skildpadderne har i deres hjemstavnsbiotop, skyldes det faktum, at skildpadder i naturen på deres daglige vej nødvendigvis passerer gennem vegetationen, og derved hele tiden bliver støvet af og gnedet rene af de strå og blade, som de presser sig igennem. Mange af væksternes blade indeholder meget lette, æteriske planteolier, som medvirker til at blanke skildpaddernes skjolde. Hvis du holder dine landskildpadder indendørs, vil de i mangel på denne vegetation altid se støvede og triste ud. Fugtigt bundlag (det binder støvet) vil hælpe meget på udseendet, men kan ikke helt afhjælpe det.

Flot ung han i Kalodiki med skinnende blankt skjold.

Hvis dit frilandsanlæg er et synsmæssigt flot anlæg af karakter og udseende som for eksempel et japansk haveanlæg, og derfor er uden tættere bevoksninger med urter, ukrudt og græs mv., vil dine skildpadder også udendørs få det samme triste udseende som ved indendørs hold. Dette skyldes, at der ingen videre vegetation er til stede i det velholdte anlæg, som skildpadderne kan passere igennem. ligesom der er i deres hjemstavnsbiotoper. Du må derfor vaske dine skildpadder ret ofte, hvis du gerne vil se dem med samme flotte udseende, som de har i deres naturlige, hjemlige omgivelser. Og det er bestemt ingen god ide. Det bliver hurtigt alt for stressende for dyrene.

Naturligt blankt skjold på græsk landskildpaddehun i Panagitsa på Peloponnes.

Hvis skildpadderne (helt undtagelsesvist) bliver alt for for snavsede, så kan du vaske deres skjold i lunkent vand. Dette er normalt fuldt tilstrækkeligt til at skildpadderne igen blver helt rene.

Når du (som nævnt undtagelsesvist) vasker skildpaddens skjold med lunkent vand , så brug en blød svamp eller en blød børste. Aldrig en børste med stive hår eller skrappere redskaber/midler. (Jeg har for eksempel set en skriftlig beretning fra en velmenende person, der brugte ståluld!) Husk på, at skildpaddens meget tynde skjoldplader er voldsomt følsomme. Der ligger rigtig mange nervebaner lige under dem.

Hvis du finder, at lunkent vand alene ikke kan klare opgaven, så må du aldrig anvende sæbe, sulfo, opvaskemiddel, og lignende fedtopløsemnde midler på skildpaddeskjoldet.

Brug en mild og ren (parfumefri og allergivenlig) hårshampoo. (Hår består jo af horn ligesom skildpaddernes skjoldplader.) Men brug ikke meget og vask varsomt!

Og vask med mild shampoo og lignende midler skal nok ikke foretages mere end en enkelt gang i løbet af en sæson. Det er jo en helt unaturlig kraftig omgang for skjoldet.

Iøvrigt bliver skildpaddens skjold skyllet i frilandsanlægget, når det regner. Lige som regnen tit kalder de europæiske landskildpadder frem i deres hjemstavnsbiotoper, ser jeg også mine skildpadder komme ud og vandre rundt i regnen, når der om sommeren kommer en regnbyge.

I sommerens løb kan jeg også finde på at overbruse skildpadderne med vandkanden. Hvis jeg forinden har lunet vandet ved også at hælde vand fra den varme hane i vandkanden, nyder de det. Ellers bestemt ikke! Så hold dig fra udelukkende at tage vand fra den kolde hane til havevandslangen til dette brug.

Ung græsk landskildpaddehan (Testudo hermanni boettgeri) nyder at trave rundt i regnen i frilandsanlægget. Skjoldet bliver rent og flot.

NB: Du kan iøvrigt vælge at lade dit anlæg gro lidt mere til med ukrudt og (lidt) græs. (Og især buske med lavthængende grene er meget fine til at "børste" og polere skildpaddernes skjolde naturligt.) Så bliver anlægget mere naturligt at se på, og skildpadderne bliver flottere at betragte. Desuden får de på denne måde adgang til en masse naturlig og sund føde. Denne løsning foretrækker jeg af gode grunde. Mit frilandsanlæg ser "naturligt" ud, men tro ikke, at det kræver mindre pasning end et velfriseret anlæg.

Se Frilandsanlæg

Her ses det blanke rygskjold på en græsk landskildpadde. Resultatet stammer fra passage gennem den grønne vegetation i mit frilandsanlæg.

Græsk landskildpadde polerer sit skjold ved passage gennem forårsvegetationen i Kroatien.

 

 

 

Startside