. ............

 

Startside Side 1 Side 2

Hong Kong

Septembertur 2013

Side 3

Søer og damme i Hong Kong Park

Mauremys sinensis i Hong Kong Park.

Hong Kong Park er en vidunderlig stor og grøn oase midt i Kowloon med vand, buske og træer. Den fylder 80.000 m2.

Dette Hong Kongs svar på Grand Central Park i New York var tidligere en britisk kaserne, som nu af gode grunde er forladt.

Som overalt på denne jord har militærets retræte fra bymæssige områder også her efterladt uvurderlige grønne områder, som af gode grunde ikke er blevet ødelagt af den sædvanlige, hensynsløse urbanisering. Parken er en smuk blanding af kunstige anlæg og oprindelig natur.

Parken er fyldt med fugle, og det er en brat overgang at forlade storbylarmen og menneskemylderet og træde ind i dette stille og frodige område med fuglefløjt.

Udover til de sædvanlige promenadeture og afslappende stunder på bænkene, ses parken også anvendt til gruppetræning i klassiske sports- og kampsportsgrene, som f.eks tai chi, tae kwon do, mv.

I parkens søer og damme lever et stort antal sumpskildpadder. Jeg så rødøret terrapin og Mauremys sinensis.

Rødørede terrapiner (Trachemys scripta) i Hong Kong Park. En af dem er helt misdannet.

 

Rødøret terrapin (Trachemys scripta) i Hong Kong Park.

 

Rødørede terrapiner (Trachemys scripta) og Mauremys sinensis i Hong Kong Park.

 

Om aftenen en slentretur gennem de menneskefyldte og varme aftengader. Hvor skal vi mon hen?

 

Jovist! Som sædvanlig har Cindy udsøgt en restaurant med helt friske madvarer til os!

 

En stor krabbe fanges op af akvariet ude i vinduet og bæres levende ind til os i gryden, således at vi ved selvsyn kan godkende den, inden kokken går i gang. Meget kort efter lander den rygende varm på bordet sammen med tilbehøret. "Om det smagte, det er ikke ordet!" Som altid bestilte Cindy mange flere retter til løbende servering, således at vi kunne smage os igennem så mange af de kulinariske specialiteter i Hong Kong som muligt. Også grønsagerne smager voldsomt godt og kraftigt. De kommer jo heller ikke fra drivhus. Hvorfor skulle de det? Hong Kong ER et drivhus. Som det fremgår af billedet, spiser jeg nu udelukkende med pinde! Man lærer det faktisk hurtigt, når der ikke er andre muligheder! På restauranterne fås øllerne meget praktisk i literflasker. Men det er normalt kun sådan nogle upolerede vesterlændinge som Henrik og jeg, der drikker øl. Der drikkes sædvanligvis te og en af de utroligt mange slags fremragende naturligt pressede juice til maden.

Man får selvfølgelig en nøddeknækker med til at knuse kløer og ben.

Skildpadder på middagsbordet

I alle kinesiske byer findes der store fødevaremarkeder, hvor man hver dag kan indkøbe helt friske og råvarer til middagsbordet. Her kan du finde alt i levende og nyslagtet fjerkræ, okse, gris, lam, osv. Alle slags helt friske frugter og grøntsager sælges selvfølgelig også her. En del af markedet er det såkaldte wet market, hvor du kan købe levende fisk, skaldyr, mv. Her ses i de enorme tilførsler af dyr også hver dag levende skildpadder klar til at kunden kan bringe den udvalgte skildpadde frisk hjem og henrette den på køkkenbordet inden tilberedningen.

Tai Po Hui Market and Cooked Food Centre 大埔墟街市及熟食中心

Vi besøgte den bydel i New Territories, hvor Cindy er født og opvokset, Tai po. Vi spiste med Anders, som er Cindys far. Der blev bagefter tid til en rundgang i den meget store markedsbygning for fødevarer i flere etager, hvor vi især brugte tid på wet market. Tidligere var dette marked et "open market" i det fri, men nu foregår det hele indendørs.

Der er lange gange, hvor utallige stader og boder med friske og levende dyr fra hav og ferskvand ligger i forlængelse af hinanden. Jeg så massevis af fiskearter, jeg aldrig har set, endsige hørt om før. Der var også massevis af alt andet godt fra havet, hvoraf jeg også måtte gætte mig til identiteten af det meste.

Og der var også skildpadder! Salgsklare i kar, spande, bure og net!

Der er konstant travlhed med slagtning og udskæring af dyr ved alle udsalgsstederne.

 

1 stk. Pelodiscus sinensis lige fanget op og gjort klar til kunden.

I de kinesiske storbyer findes der rigtig mange fødevaremarkeder i hver by. I Hong Kong findes der ihvertfald 6 af slagsen. I Kina er alle tal ufatteligt store. Således sælges der årligt 2-cifrede millioner af tons af skildpadder til konsum på disse fødevaremarkeder. Alene i Hong Kong skal der årligt sælges rigtig mange tons skildpadder!

Pelodiscus sinensis, rødøret terrapin (trachemys scripta), mfl.

Det siger sig selv, at ikke alene Kina, men hele Asien er ved at ved at være støvsuget for vildtlevende skildpadder. Skildpadderne fanges på spyd, i net, i fælder, jordhuller og på fiskekroge. De graves ud af mudderet ved lavvande og af jorden under deres æstivation (hi). Også æggene graves op og anvendes til konsum. Særligt trænede hunde anvendes mange steder til at støve skildpadderne op. Priserne er bedst i Kina, så det meste af fangsten ender her.

Der sælges selvfølgelig også mange frøer til konsum. Hoplobatrachus rugulosus.

Det oplyses (f.eks. Tortoise Trust) at den grundige udrensning i de vildtlevende skildpadder har medført opdagelse på fødevaremarkederne af hidtil ukendte arter, som man ikke siden har kunnet genfinde i naturen. Denne deroute har kun en uundgåelig udgang. Men for vedblivende at kunne levere tilstrækkeligt med skildpadder til den krævende sult, har man -tvunget af omstændighederne- fundet andre metoder end udelukkende at fortsætte tømningen af naturen. Nemlig farme! Man har næsten fået udryddet 30 % af de til nu kendte skildpaddearter (Torsten Planck), før man i Kina er begyndt at etablere skildpaddeopdrætsfarme. Disse farme skal have en opdrætsbesætning på 20 millioner dyr. Heraf 60 % selvopdrættede og resten indsamlede eksemplarer. Der produceres nu over 100 millioner opdræt årligt. For ca. 30 år siden handledes der på de store fødevaremarkeder i Kina skønsmæssigt hvert år langt over 10 millioner skildpadder årligt. Storbyerne i Kina har op til 10 sådanne markeder i hver by. Handelen er stigende. Man anslår, at der nu handles over 50 millioner eksemplarer årligt til konsum!

Godt at sumpskildpadder kan holde vejret længe under vandet! Arterne kan vist ikke fastslås.

 

Udvalget i muslinger, konkylier og invertebrater er enormt.

 

Pelodiscus sinensis, mfl.

San Hui Market 新墟街市

San Hui Market ligger i bydelen Tuen Mun kun et par kilometer fra Hotel Gold coast. Jeg kunne mageligt have taget turen til fods, men det var ekstremt varmt.

-Og der var en Tyfon ved navn Usagi på vej til Hong Kong hen over det sydkinesiske hav! Der var dog endnu nogle timer til al færdsel blev indstillet. Jeg kunne lige udnytte ventetiden og nå en taxi til dette marked og retur. (Taxikørsel i Hong Kong er endog meget billigt!)

San Hui Market er som markedet Tai Po Hui et stort indendørs fødevaremarked i adskillige etager. Der var skildpadder her!

Skildpadder på display i hele gangen! Herunder forskellige terrapiner, Pelodiscus sinensis, mfl.

 

Pelodiscus sinensis.

 

Mauremys sinensis og rødøret terrapin (Trachemys scripta), mv.

Sha Tin Market

Jeg fik mulighed for at besøge markedet i bydelen Sha Tin flere gange. Nu havde jeg lige dagen før købt en ny smartfone med navigation. Det er jo ingen sag at gå rundt i en helt ukendt storby, når man har en GPS! Jeg fik bare adressen af Cindy, og så afsted!

Sha Tin Market er et fødevaremarked i flere etager ligesom de 2 andre, jeg allerede havde besøgt. Der var også skildpadder mellem fiskene her.

 

Pelodiscus sinensis, mv.

 

Pelodiscus sinensis.

 

Rødøret terrapin

 

Trachemys scripta. De 2 andre kan ikke identificeres!

 

Abelone musling. Den fik jeg iøvrigt på tallerkenen nogle gange på denne tur. Smager formidabelt!

På de 3 fødevaremarkeder, jeg besøgte, var der ikke egentlige problemer med at fotografere og filme. Men når det drejede sig om at tage billeder af de udstillede skildpadder, var man meget protesterende og hindrende. Ligesom på Gold Fish Market blev udbyttet derfor noget begrænset.

Jeg så kun sumpskildpadder på de 3 Wet Markets, som jeg havde held til at få besøgt. Cindy fortæller, at der er mange flere skildpadder, og mange flere forskellige størrelser og arter af skildpadder til salg "om vinteren". Det er i den periode, at man især spiser skildpadder. Det er også i vintermånederne, at der dukker forskellige slags landskildpadder op på fødevaremarkederne! Skildpadder er vintermad i Kina! -Jeg må afsted igen om nogle måneder!

Tuen Mun Park Reptile House 屯門公園爬蟲館

I Tuen Mun Park findes The Reptile House. Man når frem til huset efter en længere spadseretur gennem den meget store og smukke park. Herunder kan man se og høre den ene sanger efter den anden, som under ledsagelse af musik fremfører især kinesisk popmusik. Det store flertal af disse kunstnere er pensionister. Der sejles også om kap med flotte modelskibe i søerne.

Reptile House er ikke stort. Det rummer kun 20 dyr. Der er tale om nogle enkelte landskildpadder, sumskildpadder, øgler og en enkelt krokodille. Alt holdes skinnende rent og højglanspoleret, som det er tilfældet med alting i Hong Kong.

Når man ankommer til The Reptile House, ser man inde bag glasset i en lukket "udestue" Sporeskildpadder (Geochelone sulcata), stråleskildpadder (Geochelone radiata) og rødfodet skovskildpadde (Geochelone carbonaria) gå rundt på helt ren og uplettet grøn nålefilt, der ser ud, som om den lige er rullet på. Der ses ingen afføring fra dyrene. Der ses ingen foderskåle. De fjernes sikkert inden åbningstid. Så rene forhold er mildt sagt ekceptionelle, når der er tale om skildpaddehold. Jeg har aldrig nogensteder set noget lignende! Men alting i Hong Kong er jo skinnende rent og højglanspoleret, så...Men herude foran huset er der over 30 graders varme. Bag glasset er der over 40 graders varme. Der var da ikke noget lettere end at indrette et frilandsanlæg i den enorme park i tilknytning til huset her. Det ville skildpadderne da være meget taknemmelige for. Måske er man bange for tyveri?

Flotte skinnende dyr i flotte skinnende terrarier med flotte skinnende glas i flotte skinnende omgivelser. Ekstremt!!

 

"Pig nosed turtle" (Carothochelys insculpta).

 

Vandagame (Physignathus cocincinus)

 

Stråleskildpadde (Geochelone radiata). På skinnende ren grøn linoleum. Der muges ud og poleres konstant også her!

Tyfonen Usagi ("I Hong Kong drikker man ikke tordenkaffe! -Vi drak tyfonkaffe!")

Typhoon Usagi was the most intense tropical cyclone worldwide in 2013 thus far. Usagi (ウサギ), which means the constellation Lepus or literally rabbit in Japanese, was the third typhoon and the nineteenth tropical storm in the northwest Pacific Ocean in 2013. Developing into a tropical storm east of the Philippines late on September 16, Usagi began Explosive intensification on September 19 and ultimately became a violent and large typhoon. Afterwards, the system weakened slowly, crossed the Basni Channel on September 21, and made landfall over Guandong, China, on September 22. (Wikipedia).

Den 20. september om aftenen så jeg på hotelværelset tilfældigt under zapning på CNN (foto herover til venstre), at en Tyfon havde forvoldt katastrofale skader og dræbt en hel del mennesker på sin vej hen over Taiwan. Den var nu muligvis på vej mod Hong Kong! Hold da op!

Den 21. september blev det til, at den ret sikkert ville gå i land i Hong Kong. Om aftenen undrede vi os over, at alle de store termoruder i Hotellet duggede voldsomt indvendig. Den 22. september om morgenen var det så sikkert, som det nu kan blive (Tyfoner er på alle måder meget ustabile og særdeles uberegnelige), at Tyfonen ville ramme Hong Kong den 23. september om aftenen. Først nu fortalte Cindy os, at de duggede termoruder i hotellet aftenen før altid var et af de sikre tegn på en kommende tyfon.

Vi skulle flyve tilbage til London mandag den 23. september om aftenen. Henrik checkede og konstaterede selvfølgelig, at alle fly var cancelled. Det lykkedes at booke om til fredag den 27. september. Så var der bare det med hotellet. Takket være Henrik havde vi vores værelse yderligere en nat, men herefter skulle vi booke nyt hotel. Det lykkedes også. Nu skulle vi bare som alle andre i byen følge med i udviklingen.

Tyfonen var allerede klassificeret til 1 på den skala, der anvendes i Hong Kong. Det er firkantet sagt bare et varsel om, at den kommer, og at man skal følge med. Den 23. september steg den til 3. Det betyder, at nu blæser det, og man skal tage sine forholdsregler. Den steg herefter til 8. Det betyder blandt andet, at om 90 minutter stopper alle tog og busser. Overalt gjorde man rutinemæssigt klar til at modtage tyfonen. Den slags har man helt faste og indarbejdede rutiner for at styre i Hong Kong. Der arbejdedes hurtigt og effektivt i hele byen med sikring af løse effekter, bred tape over vinduerne og sandsække. (Blandt andet fjernede man selvfølgelig også møblerne fra min altan).

Fra restauranten så vi gennem vinduet, at vinden pludselig med bulder og hyl tog voldsomt fat. Det regnede vandret.

Vi var derfor grounded nu, og havde tilbage alene det luksusproblem at vælge, hvilken af hotellets 6 restauranter, vi skulle spise på denne aften. Senere flyttede vi hen i hotellets "ballroom", hvor vi gennem de store ruder kunne se naturen gå amok, mens den kønne unge pige sang for os. Hvor forkælet kan man egentlig blive?

Fra vores bord i hotellets ballroom så vi, hvordan vandet i poolen blev blæst hen i den ene ende og herfra op på terrassen

Det blev en aften, hvor vi gennem vinduerne (og enkelte ture ud gennem døren under venlige advarsler fra dørvogterne) på nærmeste (men meget beskyttede) hold iagttog, hvordan Usagi greb fat i Hong Kong. Hele natten hylede og fløjtede det. Næste morgen var alt forbi. Vinden havde lagt sig. Regnen holdt stille op. Solen kom frem. Temperaturen, der var suset ned på 28 grader, steg igen til det normale. Overalt lå der afblæste blade, grene og enkelte væltede træer samt løsøre. Oprydningshold var overalt i fuld gang, og snart kunne ingen se, at der havde været en tyfon. Vi erfarede nu, at Usagi var drejet af, lige før den gik i land. Dens center havde passeret lige nord om Hong Kong, og der var det sket omfattende ødelæggelser. Endvidere var 3 mennesker dræbt af uvejret.

Hotel Riverside

Vi flyttede nu til vores nye hotel i den nye bydel Sha Tin. Det hedder Hotel Riverside. Det ligger ved bredden af Shing Mun-floden. Det er en kæmpe dobbeltklods på 15 etager og med 1138 værelser. Trine skulle også lige have et værelse, da vi ankom. Det var 200 KKD dyrere end vi andres. Da vi undrede os, oplyste den flinke portier, at hvis vi gik op på vores værelser og bookede over nettet til Trine, ligesom vi selv havde gjort, så ville det være billigere end hans pris. Priserne på hotelværelserne svinger hele tiden her afhængig af udbud og efterspørgsel. Det gjorde vi, og Trine fik nu sit værelse. 200 HKD billigere end vi andres! Også her var der masser af restauranter, mv, og i natklubben sang en flot pige for os hver aften.

Hotel Riverside er en stor dobbeltklods, men ikke nær så højt som de andre høje huse her i Sha Tin.

 

Der er fine promenader på begge sider af Shing Mun floden. Til højre over broen ligger flere malls. (Aircon!)

For mig var det en gave at få foræret yderligere 4 dage i denne spændende by. Henrik, Cindy og Trine havde derimod nok at gøre med at orientere på deres arbejde derhjemme, melde afbud til det ene og det andet, osv. Men der var jo ikke tale om "Chris fra chokoladefabrikken". Aflyst fly pga en tyfon er da den bedste grund til at udeblive, som tænkes kan.

De fleste lejligheder har "flagstænger" ud ad vinduet. Men stængerne er ikke til flag. De er til at tørre tøj på. Tilsyneladende findes disse stænger kun i solsiden. Tøjet mugner vel også i skyggesiden i den høje luftfygtighed. Til gengæld er det vel meget hurtigt tørt. Forresten: Lejligheder i Hong Kong koster voldsomt meget mere end kassen! Til gengæld er de som regel mikroskopiske i størrelsen.

Varm tropeaften på toppen af New Town Plaza i Sha Tin.

Reptiler og dermed skildpadder kan som bekendt ikke selv skabe og vedligeholde deres funktionstemperatur på 37 grader. De får deres funktionstemperatur fra omgivelserne og vedligeholder den ved at skifte mellem sol og skygge. På samme måde måtte vi her i Hong Kongs klæbende tropiske temperatur hver eneste dag på turen konstant veksle mellem at være udenfor i den ubønhørlige sol og fugtige hede i skyggen, og søge ind i de mange malls/restauranter med aircon for at fastholde en udholdelig kropsvarme. Således også her i Sha Tin, hvor der tæt på hotellet lå adskillige malls med indbyrdes forbindelse. For eksempel det enorme New Town Plaza, der er sammenbygget med 2 andre malls, der igen ligger kort fra yderligere 2 malls. Det hele sammenbygget med jernbanestationen. Dette koncept er modellen over hele Hong Kong!

Boys with new toys (som Cindy formulerede det!)

Min gamle Nokia c 1 kunne som nævnt ikke længere stå distancen. Henrik og jeg købte hver sin HTC One.

Samlet indkøb gav naturligvis afslag i prisen, og som altid i Hong Kong var der free gift oven i handelen. Udover det normale cover fik vi også et fint omslag med plads til blandt andet credit cards, mv. Desuden en powerbank, således at man altid kan lade mobilen op, selvom der ikke er et elstik i nærheden.

Her arbejder vi synkront med at starte vores nye legetøj op!

Cindy tog dette foto.

 

 

 

Gode timer med Cindys familie

I Hong Kong spiser man de fleste måltider ude. Vi fik den ene overdådige servering efter den anden på fantastiske restauranter sammen med Cindys familie. De kender jo af gode grunde de helt rigtige steder! Som tidligere nævnt er maden i topklasse i Hong Kong. Den savner jeg allerede!

Fra venstre Yin (bag solen!), Shini, Raymond, Anders, Cindy, Henrik, Trine, jeg og Cher. Som altid blev der løbende serveret den ene spændende og velsmagende kinesiske specialitet efter den anden. Cindy siger, at de kinesiske restauranter i Danmark ikke serverer rigtig og ordentlig kinesisk mad som hjemme i Kina. Hun har fuldstændig ret.Det er bestemt ikke det samme!

Fra venstre Henrik, jeg, Cheung, Yin (uden sol denne gang) Trine og Cindy.Trine fik de tømte abeloneskallerne med bagefter. De er jo velegnede til at servere "alt godt fra havet" på derhjemme.

Anders, Trine, Cindy, jeg, Henrik, Kobe og Raymond

 

Her var der 2 stk hotpot i bordpladen til at koge krabber, beef, mv, efter eget ønske.

At det er almindeligt at spise måltiderne ude i Hong Kong , så vi også på den måde, at selv skolebørnene i store grupper fandt ind på den nærmeste restaurant midt på dagen og spiste deres middagsmad. Derpå gik det tilbage til skolen.

Mens Cindy var oppe i Guangzhou, var der igen brug for Octopus Card. (Indkøbstur til indkøb af bl. a.løbesko.)

Cindy fik hele den 26. september til at gå med at tage toget op til det danske konsulat i millionbyen Guangzhou langt oppe i fastlandskina og tilbage igen. Der er ikke længere nogen dansk repræsentation i Hong Kong. Hendes tilbagerejsetilladelse til Danmark udløb den 25. september, men nu var fristen jo sprunget pga tyfonen Usagis mellemkomst. Hun har opholdstilladelse i Danmark til 2016, men ifølge teletonsamtaler med Udenrigsministeriet i Danmark og konsulatet, skulle hun møde personligt op deroppe for at få en skriftlig påtegning i passet, for ikke at blive afvist ved indrejsen til Danmark.

Imens fik vi andre pudset Hong Kong yderligere af. Mest i den nye bydel Sha Tin, men der blev også lige indlagt en supplerende indkøbstur tur til Mong Kok. Det er helt udelukket at komme til at kede sig i denne ekstreme storby. En af de mange ting, der gør indtryk, er for eksempel: Der er penge her som de færreste andre steder på denne jord. Dette ses tydeligt ikke alene på forretningerne og på arten, niveauet og mængden af varerne. Det ses også på såvel offentlige som private bygninger, veje og anlæg. Og det ses på bilparken. Du ser hele tiden og overalt masser af Rolls Royce, Bentley, Maserati, Ferrari, Lamborghini, Lexus, osv. Alligevel mangler totalt den arrogante blaserthed, som tit præger beboerne i vesteuropæiske storbyer. Folk i Hong Kong er helt umiddelbare, venlige, uspolerede, uimponerede og hjælpsomme. Mangfoldigheden er vidtstrakt. Tolerancen er uendelig. Der er højt til loftet her i byen! Og så er her faktisk rart og trygt!

Den 27. september blev vores sidste morgen i Hong Kong. For sidste gang traditionel kinesisk morgenmad med te, nudler med tilbehør mv, og en bun til Trine. Her indtages morgenmaden på fortovet i et gadekøkken i ordets egentligste forstand. Bagefter måtte vi lige finde et sted, hvor man lavede kaffe. Maden får lige sidste omgang på komfuret inden serveringen.

Det er ikke så indviklet at nå ud til lufthavnen fra Hotel Riverside. Dette store hotel har selvfølgelig en shuttlebus, der kører direkte fra hotellet til Hong Kong International Airport med hotellets gæster. Chaufføren kørte vanvittigt. Hastigheden var extrem høj. Han overhalede højre om og venstre om. Bilen slingrede voldsomt, når han ind imellem måtte hugge bremsen for en medtrafikant, der overholdt hastighedsgrænsen. kufferterne væltede rundt. Et engelsk ægtepar stod bagefter helt forstenet efter turen, der tog en halv time. De havde heller aldrig oplevet noget lignende. Det var den rene afslapning at komme op i et fly og puste ud efter dette!

I Hong Kong International airport er man praktisk. Alle nødvendige faciliteter er samlet i en enkelt bygning. Fra bederum til toilet. Man kan således hurtigt blevet lettet åndeligt og fysisk, inden man letter.

Vi var tilbage i Danmark den næste dag den 28.september 2012 efter igen en rolig nat som på udturen. Pudsigt at man passerer lige henover Næstved 2 gange, før man kommer hjem. Første gang på vej til London Heathrow og så igen på vejen til Cph. Men sådan var det jo også i omvendt rækkefølge på turen ud. Iøvrigt ikke et ondt ord om Heathrow: På vejen ud havde vi kun en lille time til at skifte til Hong Kong-flyet i Heathrow. Selvfølgelig blev vi forsinket i over 1/2 time. Vores fly blev yderligere ikke som planlagt dirigeret til Terminal 5, hvor vi skulle skifte lige over i jumbojetten til Hong Kong. Vi blev smidt ned i en bus, der i stedet kørte os direkte til hovedbygningen. Nu havde vi kun et kvarter. Enhver der kender denne mammutlufthavn, kender afstandene her. Vi måtte løbe hele distancen. Vi nåede det lige! Jeg har ikke kunnet løbe i mange år pga min diskusprolaps. Men det kunne jeg her! Hold da helt op. Efter denne hårde afsløring hjælper ingen kære mor. Nu løber jeg fast 3 gange om ugen!

Da vi gik gennem paskontrollen i Cph, lod vi Cindy passere igennem først. Vi skulle lige se resultatet af Cindys heldagstogtur til Kina for at få ny påtegning i passet. Paskontrollen stemplede bare passet uden at blade frem til påtegningen! Nok fordi Cindy talte dansk til hende? -Så gik der tid med det!

(Tak til Henrik Bringsøe for hjælp til at identificere arter af skildpadder, mv.)

(-Den massive anvendelse af skildpadder i Kina til blandt andet fabrikation af medicin, er iøvrigt forbundet med mange problemer.
Se for eksempel her: http://www.ecns.cn/cns-wire/2013/12-17/93010.shtml)

Startside Side 1 Side 2