Lady og en stor bredrandet landskildpaddeunge. Men europæiske landskildpadder hører i det hele taget absolut ikke hjemme på gulvet!

"Min hund kunne aldrig drømme om at gøre mine skildpadder noget!" "Vi har nu haft hunden i flere år, og den er overhovedet ikke interesseret i skildpadderne!" Sådan faldt ordene fra min gode og skildpaddeinteresserede ven for en del år siden.

Hunden vimsede rundt omkring os, mens vi nu og da trådte ind i hans frilandsanlæg og tog et nyt skildpaddeeksemplar op til nærmere inspektion og drøftelse. Vi var meget koncentrerede og dybt interesserede i skildpadderne. Det var hunden ikke. Den var kun interesseret i os. Men vi havde slet ikke tid til den.

Westover Vetenary Centre fik indbragt dette russiske landskildpaddeoffer for hundebid.

Da vi senere sad på terrassen og fik noget fornuftigt at drikke, kom hunden pludselig løbende med en skildpadde i munden. Da den havde noteret sig, at vi havde set den med skildpadden, stak den af med skildpadden i munden.

Nu bestod den efterfølgende tid af forgæves jagt på hunden og mislykkede overtalelsesforsøg.

Den ville overhovedet ikke aflevere skildpadden. Den nød, at nu var den tilbage i centrum igen, efter at vi så skammeligt havde svigtet den til fordel for skildpadderne. Til sidst gav den efter og slap skildpadden, der heldigvis ikke havde taget skade. Dette var en oplagt jalousihandling fra hundens side. Den tog kun skildpadden for at komme i centrum igen, som den plejede at være.

Selvom ikke alle hunde umiddelbart interesserer sig for skildpadder, kan det altså alligevel hurtigt blive lidt for spændende.

Det er faktisk en almindelig erfaring rundt omkring, at selvom hunde er velopdragne og aldrig har vist interesse for de skildpadder, der er i samme hjem som hunden, så kan det efter selv mange års stabilitet  pludselig ende galt. Også af andre grunde end den ovennævnte jalousi.

Er ejeren ikke hjemme, kan det gå rigtig galt. -Også når han/hun bare "vender ryggen til" for  en kortere stund. Er ejeren ikke til stede i nogen tid, kan han, når han kommer hjem, risikere at stå overfor en gennembidt og afgnavet skildpadde, der måske skal aflives hurtigst muligt, hvis den da ikke allerede er død.

Mange dyrlæger kan fortælle om skildpadder, der bliver bragt hen i konsultationen med mere eller mindre kraftige mærker i skjoldet, hidrørende fra friske hundebid, og ind imellem også med helt afbidte og ellers stærkt beskadigede lemmer.

Ihjelbidte og gennemgnavede skildpadder forekommer i ret stort tal!

Men dem begraver folk jo som regel uden at tage dem til dyrlægen. Så dem erfarer man som regel kun om af omtale.

Nogle skildpadder er så overfodrede, at de på grund af fedme faktisk ikke er i stand til at trække lemmer og hoved helt ind under skjoldet!

Så er der fri adgang for hunden til bløddelene.

Der ses da også mange skildpadder rundt omkring i kongeriget med gamle bidmærker, der hidrører fra  hundetænder. Selv har jeg efterhånden set en del.

Hvis hunden kan gabe over skildpadden, er der en hel del eksempler på, at hunden har kunnet tygge helt igennem/knuse skildpaddeskjoldet. Især, hvis skildpadden har været fodret alt for hurtigt op. Hos fejlopfodrede skildpadder er det misdannede skjold nemlig ikke alene misdannet, det er også sprødt og porøst.

Ejerne fortæller ofte, at deres hund aldrig før har vist interesse for skildpadden, og derfor troede de, at den hellige grav var vel forvaret.

Også mange ejere, der glade fortæller, at deres hund og skildpadde har gået sammen i årevis, og "hunden passer faktisk kærligt på skildpadden og beskytter den", må opleve, at pludselig endte det hele fatalt for skildpadden! Og det er altså ikke hundens skyld! Det er ejerens!

Highcroft Exotic Vets fik indbragt denne russiske landskildpadde efter hundebid.

Hvis hunden hører til de racer, der har mere eller mindre jagthund i blodet, så vil den med det samme vise en adfærd, hvor man ikke er i tvivl om, at hunden og skildpadden ikke kan være i hinandens selskab. Her passer man jo på fra starten.

Men også de hunde, der overhovedet ikke viser adfærd i den retning, kan altså pludselig i en eller anden situation gå amok og lade den urgamle og hidtil godt skjulte vilde ulv dukke frem i dagslyset!

Du bør ikke lade hunden få adgang til eller være i nærhed af din skildpadde. Er det endelig af en eller anden grund påkrævet, må du selv være meget nærværende og passe på som en smed!

Selvom rigtigt mange fortæller, at de aldrig har haft problemer med at have både hund og skildpadder sammen i samme hus og på samme areal, er der altså som nævnt rigtig mange uhyggelige fortællinger om det modsatte. "Adgangsforholdene" skal helst umuliggøres for hunden!

Mange hunde følger ikke egentlige rovdyrtilbøjeligheder, men betragter lige så meget en skildpadde som et spændende stykke legetøj. Men hundens "motiver" er i grunden underordnede, når resultatet er mere eller mindre fatalt for skildpadden!

Når/hvis du for første gang lader en hund (under kontrol) "kontakte" en skildpadde, vil du faktisk tit opleve, at hunden i begyndelsen er ret forvirret. Måske kan den ikke umiddelbart finde ud af, om der er tale om dåsemad, eller om der er tale om en levende sten. Men når forvirringen er overstået, kan du ikke længere (nogensinde) stole på hunden!

Vores tidligere hund, en lille King Charles Spaniel ved navn Lady, var en sød hund, der ikke kunne nænne at gøre nogen fortræd. -Tror man, når man ser på dens kære udseende. -Men vi stolede altså ikke på den, når det drejede sig om vores skildpadder. Den kom ikke i nærheden af dem, uden at vi var til stede. Selvom den faktisk aldrig viste interesse for dem.

Vores King Charles Lady, og afløseren Coco, som også er en King Charles, har dog aldrig prøvet at hoppe over indhegningerne til vores frilandsanlæg for voksne landskildpadder! Indhegningen er lidt mere end 40 cm højt, så selvom en King Charles er en lille hunderace, så kunne den godt hoppe over, hvis den ville.

Men den gør det altså ikke. Måske fordi vi har haft dem begge fra hvalp, så de aldrig har "lært", at der er noget på den anden side af indhegningen.

Coco er fascineret af skovduen på foderbrættet. Men hun hopper aldrig over indhegningen til balkananlægget i baggrunden.

Tine har oplevet, at en hund havde skambidt hendes bredrandede landskildpaddeunge.

Tines store bredrandede landskildpaddeunge var alvorligt tilredt.

Hundens tænder var gået igennem skjoldet på marginataungen.

Skildpadden blev tilset af dyrlæge, der bemærkede, at den var bidt netop, hvor lungerne sidder, og at den var meget svært skadet. Han ville give den ca 10% chance for at overleve, bla fordi den var så lille (56 gram).

Skildpadden fik smertestillende medicin og antibiotika. Den drak meget i dagene derefter. Efter 14 dage havde den det meget bedre.

North Somerset Reptile Rescue har haft den lille bredrandede landskildpadde på billedet nedenunder i behandling for hundebid.

De skriver:

"This marginated tortoises is one of the sickest we have had for some time. Not only was he attacked by a dog, which has caused extensive wounds which now had sadly caused septicaemia but he is also suffering from metabolic bone disease. To the extent that his shell is highly compressible. After weeks of medicating he has stated to eat by himself but is by no means out of the woods. Please keep your fingers crossed for him."

14 dage senere skriver de:

"Sadly this little guy didn't make it. The dog attack wound alone we could have fixed, but in addition to severe metabolic bone disease and kidney dysfunction sadly he passed away."

Du kan altså ikke stole på din hund, når det gælder dine skildpadder. Det er bare noget du tror!

Hunde og landskildpadder kan kun hygge sig sammen i animerede film og på tegnede billeder! (Som her til venstre!)

Katte og landskildpadder

Vi har ikke selv kat. Men vi har aldrig haft problemer med de katte, som nu og da kommer på strejftog gennem haven. De fleste holdes væk af hunden Coco, men nu og da har vi set en kat gå tur gennem vores frilandsanlæg. Disse katte har aldrig på nogen måde interesseret sig for vores skildpadder.

Men jeg har opsamlet skrækkelige fortællinger også om kattes mishandlinger af skildpadder. -For eksempel om en kat, der havde trukket dele af en skildpadde ud af dens skjold.

For en sikkerheds skyld må man altså nok også være meget opmærksom på forholdet kat og skildpadde på samme måde som på forholdet mellem hund og skildpadde. Se desuden foto nedenfor.

Helenes lille russiske landskildpadde blev bidt af hendes kat. Den blev inficeret af biddene og fik lungebetændelse. Dyrlægen lappede biddene i skjoldet sammen som det fremgår af foto. Herefter penicillin kur. Helene fortæller: "Havde ladet døren stå åben. Og det var en killing som ikke havde lært, at den ikke måtte røre Hugo. Så var den ude på gulvtæppet og ikke i buret længere. Og havde fået det hul i skjoldet og en flap var løs på skjoldet. Trods dyrlægens indsats døde skildpadden få dage efter.

 

Men det kan bemærkes her på falderebet, at det hævdes og fortælles af mange, at hvis man holder hund, holder rotter sig væk fra ens matrikel. De kan lugte hunden!

 

 Startside