Hvorfor europæiske landskildpadder? (Min egen historie)

 

Hvornår og hvordan startede det?

Interessen for europæiske landskildpadder startede i det herrens år anno 1950 i mit barndomshjem i Svendborg! Vores hushjælp (Ja, vi boede i Korsbæk!) kom i dette år en dag med en voksen græsk landskildpadde, som en dreng i hendes familie ikke længere var interesseret i at tage sig af.

Jeg havde aldrig før set en rigtig levende skildpadde. Jeg havde derimod hørt meget om dem. Mange børn havde nemlig landskildpadder i 50erne. Jeg var selvfølgelig straks fyr og flamme. Den var navngivet Skipper (Svendborg er som bekendt en søfartsby), og jeg fik at vide, at dette navn ikke måtte ændres.

Jeg ville hellere kalde den Pedersen, så nu hed den Skipper Pedersen.

Jeg kan i dag af gode grunde ikke vide, om det var en Testudo hermanni eller en Testudo graeca. Den slags detaljer havde almindelige mennesker ikke viden om dengang. (Russiske landskildpadder var ikke dukket op i DK endnu.)

Alle landskildpadder dengang hed bare "græske landskildpadder". Som det var almindeligt dengang, var der boret et hul i skjoldet bag til, således at jeg kunne tøjre den på græsplænen.

Jeg bandt den ene ende af et par meter sejlgarn fast i hullet og gjorde den anden ende af snoren fast i en teltpløk, der blev rammet ned i græsplænen.

Efter nogle dages forløb bemærkede jeg til min overraskelse, at selvom det var det mest pragtfulde og massive solskin, så kæmpede skildadden som en sindsyg for at komme i skygge under en busk.

Snoren var imidlertid ikke lang nok, så der blev slidt dybe furer i græsset under dens stædige forsøg på at  komme hen under busken.

Aha, den skulle/ville måske ikke opholde sig konstant ude i det dejlige solskin? Og den ville selv bestemme, hvornår den skulle være ude i solen og hvornår den skulle ind i skyggen?

Jeg flyttede derfor pløkken, således at den selv kunne bestemme længden af ophold i solen og længden af ophold i skyggen.

Uden at være bevidst om det, havde jeg nu opdaget, at skildpadden selv skaber og vedligeholder sin funktionstemperatur ved hele dagen at skifte mellem sol og skygge.

Men det her med snoren var da en rigtig dårlig ide. Den blev selvfølgelig snoet rundt om busken og græstørvene, så skildpadden "kørte fast".

Værre endnu: Ind imellem fik dyret selvfølgelig også snoet sejlgarnet rundt om snart det ene bagben og snart det andet bagben, således at der nu og da ligefrem dannedes furer i huden. Blodtilførslen var givet afskåret i kortere eller længere tidsrum. Den gik ikke!

Af nogle brædder, som jeg "organiserede" et eller andet sted, bankede jeg derfor en træramme sammen. Den var på cirka halvanden meter gange halvanden meter. Cirka 30 cm høj. Og placeret rundt om busken. Her kunne skildpadden så gå ubesværet rundt og selv bestemme, hvor den ville opholde sig og hvornår. Maden tog den selv, fordi den hele dagen græssede i sin indhegning, der hurtigt groede til med vegetation.

Jeg havde godt nok fået at vide, at skildpadder spiste salat, men der gik altså 10 salmiakstænger på et  salathovede, og jeg fik kun 1-2 kr. om ugen i lommepenge for at slå græsplænen, mv. ("-Og det var mange penge dengang!" )

Derfor måtte skildpadden nøjes med ukrudt. Ude at vide det, gav jeg altså skildpadden det rigtige foder: Ukrudt og ikke købegrønt.

Den havde ingen vandskål. Jeg fik nemlig at vide, at "skildpadder drikker aldrig."

Uden at tænke nærmere over det, havde jeg nu lavet mit livs første frilandsterrarium til skildpadder. Om natten sov skildpadden i en grube, som den med tiden fik gravet under buskens bladhang.

På biblioteket fandt jeg lidt (meget lidt) læsestof om landskildpadder. Jeg opdagede på den måde, at de græske landskildpadder gik i hi om vinteren. De skulle altså ligge koldt.

Min far havde et stort brevdueslag. (Bricoux-duer.) Under duerne, der boede på 1. salen, var der et uopvarmet værkstedslokale. Om efteråret, når skildpadden sov fast under busken, lagde jeg den ind i bunden af et skab, der stod på værkstedet. Her lå den så hele vinteren. Når den om foråret skubbede skabsdøren op, var den vågen og klar til en ny sæson!

Jeg var oprigtig betaget af dette interessante dyr. Sådan forløb 14 år, og jeg flyttede hjemmefra for godt. Skildpadden blev sund og rask leveret videre til en ny lille interesseret dreng. Hvad der senere er sket med den, ved jeg ikke. Men måske lever den endnu!

Den blev fra starten modtaget med begejstring af en naturinteresseret lille dreng, der tilbragte stort set hele sin fritid under åben himmel. Det var ikke så svært dengang. Der var som bekendt hverken computere eller TV.

Den "industri" af fritidstilbud og institutioner på alle niveauer til børn og unge, som samfundet i dag er indrettet med, eksisterede ikke endnu. Men naturen var der altid og hele tiden. Hjem fra skole, op på cyklen og afsted! Jeg fangede firben og stålorm. Vidste hvor der var snoge og hugorm. Jeg fangede selvfølgelig salamandre og frøer i vandhullerne. Der blev klækket indsamlede frøæg, således at jeg kunne følge forvandlingen til haletudser og videre til voksne frøer.

Jeg havde akvarier overalt med indhold, der stammede fra de lokale vandløb og søer. Men jeg fik også på et tidspunkt en sumpskildpadde! Den blev hentet i en dyrehandel i Kongensgade i Odense (hvor der kørte meget fine, røde sporvogne). -Der var ingen dyrehandel i den lille provinsby Svendborg.

Sumpskildpadden gik i et lille akvarium, hvor jeg havde lavet en landdel med en fredslilje, som voksede flot i det våde miljø. Den blev fodret med små stykker fisk. Det må have været en Europæisk sumpskildpadde (Emys orbicularis). Også den optog mig meget. -Men landskildpadden fascinerede mig alligevel mest.

Sidenhen

Årene gik, og jeg beskæftigede mig i høj grad med alt muligt andet end skildpadder. I 1989 havde min datter Trine tilløb til allergi. Vi havde ellers planlagt at anskaffe hund, men det blev droppet. Jeg foreslog, at vi købte en skildpadde. "Dem får man jo for en slik hos dyrehandleren", sagde jeg. -For det troede jeg. Jeg blev klogere.

Alle dyrehandlere meldte pas på dette tidspunkt. "De er fredet og må ikke længere importeres," var beskeden. (Der blev endnu ikke rigtig avlet på dem i større grad på dette tidspunkt.) Efter nogen tids forhøring rundt omkring overtog jeg pasningen af en hittepadde, som politiet havde sat i pleje hos finderen.

Det var en russisk landskildpadde, Testudo horsfieldi. (Fandt jeg senere ud af, da jeg blev klogere på tingene.) Den blev selvfølgelig døbt Pilskadde. Det var en hun.

Så ville min dreng Henrik selvfølgelig også have en skildpadde. Kort tid efter skulle politiet finde en plejefamilie til yderligere en hittepadde, og det blev så her hos os. Det var en (tussegammel) græsk landskildpadde, Testudo hermanni boettgeri. (Fandt jeg også senere ud af).

Den blev døbt Skofus, fordi den hele tiden bed os i skoene. Begge børnene havde nu en skildpadde. Der blev lavet et simpelt terrarium i haven, som det fremgår af billedet foroven fra 1989. Bare en træramme af brædder, der stod på græsplænen, ligesom 39 år tidligere i min barndom. Dengang fungerede det jo fint. Mine fordums indsamlede erfaringer blev straks omsat her. Det fungerede fint igen.

De første 2 vintre lå skildpadderne i hi på det svagt opvarmede gulv under et skab i badeværelset. Indenfor et års tid havde begge børn imidlertid fuldstændig mistet interessen for deres skildpadder. Sådan går det jo tit. Det gjorde intet, for nu havde far her fået skildpadder igen. Glæden over og interessen for landskildpadder blussede op for fuld styrke.

Jeg begyndte at bestille litteratur om landskildpadder hjem på biblioteket. Jeg begyndte at købe bøger om emnet. Mest tyske bøger. Det er især i de tysktalende lande, at man har massive erfaringer med frilandshold af europæiske landskildpadder. (Og i et sprogområde med ca. 90 millioner tysktalende mennesker vil der jo af gode grunde være mange flere skildpaddeholdere end i Danmark.)

Jeg begyndte at holde tidskrifter om landskildpadder. Igen fortrinsvis tysksprogede. Flere skildpadder kom til. Både russiske, græske og mauriske. Frilandsanlægget blev selvfølgelig udvidet en del gange med årene. Der kom også strukturelle og beplantningsmæssige udvidelser til. Og mange sten og trærødder. Flere damme og i nogle år rindende vand.

Overvintring af skildpadderne skete i udhus og senere tillige i køleskab. Det er stadig tilfældet. Jeg gjorde et hav af erfaringer og afprøvede mange teorier. I 1997 fik vi landskildpaddeunger for første gang. Det var intenst spændende at se æggene blive gravet ned. Det var intenst spændende at se det første æg klække i rugemaskinen og iagttage den første lille unge kæmpe sig ud af skallen.

Det øjeblik, hvor et skildpaddeæg klækker, taber aldrig sin fascination! Det er simpelthen et lille mirakel, der sker. Pilskadde var den stolte mor. I 1998 fik Helena, som er en flot dalmatinerhun, unger for første gang.

-Og så fik vi også bredrandet landskildpaddeTestudo marginata.

Jeg havde læst meget om denne flotte og charmerende og sjældne landskildpadde. Jeg havde også tit beundret billeder af den. Skjoldet lignede jo en brandmandshjælm. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg nogensinde ville få denne skildpaddeart at se i levende live.

Men så fik jeg kontakt med en dame, der stod for at rejse fra Danmark. Hun ville derfor gerne af med sine landskildpadder. Da jeg i telefonen forhørte mig nærmere, fik jeg at vide, at de var græske og farven var sort. Jeg har en sort maurisk han (gamle Alex), som jeg søgte en partner til, så jeg opsøgte damen i den tro, at der nok var tale om artsfæller til ham. Da jeg kikkede i den kasse på køkkenbordet, hvor hun havde stillet sine skildpadder frem, troede jeg ikke mine egne øjne: Jeg så 2 fuldvoksne marginataer! En han og en hun ovenikøbet!

 Om jeg ville overtage hendes skildpadder! Theodorakis og Afrodite kom straks og aldeles omgående med hjem, og fra og med 2001 yngler de hvert år.

Siden har marginataer været mine yndlingsskildpadder. Et par stykker flere af slagsen er kommet til. Sådan begyndte det, og sådan udviklede det sig. I dag holder jeg 3 arter af europiske landskildpadder.

Nemlig græsk landskildpadde, hvor jeg holder de 2 underarter (Testudo hermanni boettgeri) og (Testudo hermanni hermanni), bredrandet landskildpadde (Testudo marginata) og russisk landskildpadde (Testudo horsfieldii). Det vil sige 2 arter, der begge lever i Grækenland og flere steder på Balkan iøvrigt. Ofte i fællesbiotoper. Og 1 art, der lever i Asien.

I de senere år fik jeg yderligere mulighed for at komme til Balkan og især Grækenland mange gange, og opleve (og grundigt fotografere) græske, mauriske og bredrandede landskildpadder i deres naturlige hjemstavnsbiotoper.

De årlige balkanture er formidable, og de giver (ud over rejseoplevelserne) solid erfaring og vederhæftig faglig viden om de europæiske landskildpadders oprindelsesbiotoper.

 

På billedet til venstre står jeg i Makedonien med en kæmpestor græsk landskildpaddehan på 31,5 cm. Den vejede over 4 kilo! (Foto Jan Lehmann)

Du kan læse mine rejseberetninger i særlige artikler, som du finder links til på  Startsiden

Mine erfaringer fra skildpaddebiotoperne her i Næstved kan i mere saglige detaljer læses på denne hjemmeside.

Du finder også links til dem på Startsiden

Finder du fejl, og herunder stave- og formuleringsfejl, og har du kommentarer, korrektioner eller supplerende bemærkninger (jeg er jo ikke klogere end et menneske), så er du meget velkommen til at benytte Forum eller sende mig en mail på otto@marginata.dk

Alle oplysninger modtages med begærlighed!

 

Frilandsanlægget for balkanskildpadder i 2008. Det er det samme anlæg som på billedet med Trine fra 1989 ovenfor. Det er udvidet adskillige gange siden dengang.

Den sidste udvidelse af balkananlægget står her færdig til Sct. Hans 2012. Vejret er det sædvanlige, våde danske Sct. Hansvejr!

Startside