................

 

 Startside Denne artikel er senest ændret i januar 2015

Feriepasning af landskildpadder

 

 

Man kan jo ikke hver eneste dag året rundt være hjemme og personligt sørge for, at skildpadderne har det godt. Men du behøver ikke at betragte det som et større problem, såfremt du er nødt til at tage væk fra skildpadderne i kortere eller længere tid.

Udendørs

Hvis skildpadderne går i et frilandsanlæg, hvor der vokser forskellige spiselige urter eller græsser, er fodringen ikke noget problem. Vores skildpadder går som bekendt i et større frilandsanlæg, og når vi skal væk i en periode fra 2 dage og opefter, aftaler vi bare med en nabo, ven eller bekendt, at han/hun hver dag kikker til vores skildpadder og ser efter, om der skulle være en, der ligger på ryggen. Dette er faktisk det allervigtigste! Meget vigtigere end mad til skildpadderne!!

Hvad sker der, når en landskildpadde havner på ryggen?

Det er bestemt ikke uden grund, at jeg fremhæver dette problem i en artikel om feriepasning af landskildpadder. Som de fleste ved, medfører det fatale konsekvenser for en landskildpadde, hvis den havner på ryggen uden at være i stand til at vende sig tilbage på ret køl. -Og forbliver liggende på ryggen i længere tid! Derfor aftal med en behjertet person, at der dagligt kikkes til skildpadderne i dit fravær. Formålet med tilsynet er at konstatere, om en af dine skildpadder ligger på ryggen. Hvorpå den tilsynsførende straks vende skildpadden tilbage.

Læs Skildpadde på ryggen.

Fodring

Muligvis findes der besøgsvenner til skildpadder, der gerne samler mælkebøtter til dem, men alle de andre "tilsynsførende personer" kan ihvertfald finde ud af at lægge et kinakålhoved til skildpadderne. Kål er ganske rigtigt ikke godt skildpaddefoder, men her er der tale om en absolut nødløsning. Et kinakålhoved er ret drøjt, og indeholder mad til ret lang tid (selvfølgelig afhængigt af, hvor mange skildpadder der er), og kinakål har den fordel, at det holder sig frisk meget længe. Et enkelt kinakålhoved skulle normalt holde ca. en dag til 10 voksne skildpadder. Omvendt holder det ihvertfald en uges tid til en enkelt voksen skildpadde. Så kan skildpadderne gå og gnave af det hver dag under din ferie. Hvis nødvendigt, så køb eventuelt flere kinakålhoveder hjem på lager til formålet, eller (hvis ferien er meget lang, og/eller der er tale om ret mange skildpadder) giv den pågældende "ferieskildpaddebesøgsven" penge til at købe ind for. -Medmindre du bare får ham/hende til at lægge ud! -Men igen:

Maden er ikke det vigtigste! Sunde og raske landskildpadder kan sagtens klare sig i op til 14 dage uden mad og uden, at "det er synd for skildpadderne." Det vigtigste er, at man er sikker på, at en skildpadde ikke havner på ryggen, uden at der er sikkerhed for at den bliver vendt tilbage, inden det går galt!

Indendørs

Hvis skildpadderne går i et indendørs terrarium, er det stadig det allervigtigste, at der ind i mellem kommer en person og holder øje med, at alle skildpadder vender, som de skal. Skal du bare væk i nogle dage/lang weekend, eller lidt længere, (op til en lille uges tid), behøver du som sagt ikke at tænke så meget på foder.

Landskildpadder (også små unger) kan sagtens klare sig i mange dage uden mad. Der ikke "synd" for dem. I hjemstavnsbiotoperne kan der også være lange perioder, hvor skildpadderne ikke får mulighed for at spise nogetsomhelst. Sluk for varmelampen og lyset iøvrigt. Hjemme i skildpaddens naturlige biotop findes der også perioder, hvor solen ikke skinner. Skildpadderne vil herefter ikke nå op på deres normale funktionstemperatur, men vil i stedet "skrue vægen ned."

De vil følgelig lægge sig til at sove/hvile, og højest bevæge sig sporadisk rundt. Mad behøver de så ikke. Det er en helt igennem naturlig og forsvarlig løsning. Landskildpadder er som bekendt vekselvarme reptiler. De skal ikke som pattedyr absolut spise hver dag for at opretholde en forbrænding, der skaber og opretholder en funktionstemperatur på 35-37 grader C. Landskildpadder bruger stort set alene deres foderindtagelse til vækst. Der sker absolut intet ved, at væksten holdes i ro et stykke tid. -Som regel tværtimod!

Problemet med skildpadder i fangenskab er faktisk ikke, at de får for lidt mad. Problemet er, at de normalt får alt, alt for meget mad. Er din ferie af længere varighed, så kan du også bruge kinakålløsningen indendørs. Medmindre en ferieafløser kan levere friskplukket ukrudt hver/hver anden dag. Men så skal lys og varme jo være tændt i den sædvanlige døgnrytme.

Af købegrønt kan du også anvende rucola-, krøl-og hovedsalat, osv, (også elendigt og usundt skildpaddefoder), men kinakål er altså den langtidsholdbare vare. Og kinakål har normalt et bedre calcium:fosfor forhold end de ovennævnte salater. Fint er det også, hvis du kan få din ferieafløser til at give skildpadderne Pre Alpin med kalkdrys.

Hvis du skal være væk i længere tid, og ikke vælger ordningen med at slukke for lys og varme og indføre en hvileperiode, så er det nu, at du installerer et tænd- og slukkeur. Hvis ikke du har det allerede. Så passer terrariet selv døgnrytmen, mens du er væk. Og du behøver ikke at belaste besøgsvennen med at komme både morgen og aften, for at tænde og slukke for lamperne.

Lad helst være med at sætte dine skildpadder i pleje hos en anden skildpaddeholder. Mange landskildpadder er "raske smittebærere" af virale infektionssygdomme! Så selvom den pågældende persons skildpadder tilsyneladende er sunde og raske, kan det ende med en forskrækkelse, hvis dine og fremmede skildpadder sættes sammen for en tid!

Læs Bobler i næsen Indvoldsorm

I slutningen af september 2010 var jeg bortrejst i en uge. Der var ikke mulighed for at sætte nogen på opgaven med at kikke til bedriften, så det hele måtte klare sig selv. De udendørs anlæg (Frilandsanlæg, Kindergarten og vuggestuer) kørte bare videre uden ændringer. På dette tidspunkt af sæsonen spiser skildpadderne udenfor ikke mere, end at de måtte kunne klare sig med det, der vokser i anlæggene. De 3 indendørs terrarier med græske og bredrandede unger i alderen 14 dage til 2 måneder blev sat på stand by. Det vil sige, at alt lys og varme blev slukket. Varmen i stuen, hvor terrarierne står, blev slukket. Da jeg kom hjem, var alt OK i anlæggene udenfor. Indendørs var stuetemperaturen 15 grader. De små unger i det indendørs terrarie lå bare og sov. Efter 1 time med lys og varme var de i fuld vigør, og travlt optaget med at æde de mælkebøtter, jeg havde med hjem til dem! Sådan!

Man altså roligt forlade sit indendørs terrarium i 1 uge, uden at skulle foretage sig nogetsomhelst i den anledning!

Næh, ingen mad i en hel uge!" -Men vi har det fint allesammen!"

 

 

 

 Startside