Side 2 Startside Denne artikel er senest ændret i januar 2015

Grækenland Rejseberetning for 2004 og 2005 Side 1

Vi fandt på denne felttur: Bredrandet landskildpadde (Testudo marginata)

 

September 2004

”Jeg skal til Skiathos efter 14 hunde og jeg har brug for en medchauffør til den lange tur”, sagde John. ”Det er en aftale!” svarede jeg straks. Jeg ville absolut med, dels selvfølgelig for at give en hjælpende hånd til hunde i en trængt situation, dels for  at få oplevelsen af sådan en rendyrket langtur i bil, dels (og ikke mindst) for at få mulighed for at se  landskildpadder i deres naturlige omgivelser. Jeg har i mange år holdt de 4 europæiske landskildpaddearter, og jeg har lige så længe drømt om en skønne dag at få mulighed for at se disse skildpadder og iagttage deres adfærd  i deres oprindelige biotoper.

John har lige som jeg selv holdt landskildpadder i årevis, og han var straks med på at kombinere en  hundetransport med herpetologiske feltstudier i Grækenland for at se på landskildpadder. På den smukke græske ø Skiathos ligger et internat for indsamlede græske udsultede, vanrøgtede og forvildede hunde. Grækernes holdning til dyr er som bekendt lige så kritisabel som befolkningernes holdning til dyr i de andre  middelhavslande, måske endda lidt værre. Imidlertid er Skiathos et af flere steder i Grækenland, hvor behjertede mennesker driver et ”dogcenter”.

Hundeasylet på Skiathos drives af den skotskfødte Helen, som er græsk gift, og har boet på øen i snart en menneskealder. Hertil indsamles disse hunde, og herfra bliver hundene sendt nordpå til gode familier i blandt andet Danmark, Tyskland og England, hvor dyrene kan se frem til en tryg tilværelse. Det var sådan en transport, vi skulle gennemføre.

Organisationen, som vi skulle køre for, hedder Danish Friends of Animals.

Afgang fra Næstved den 4. september 2004 om morgenen og overnatning i Innsbruck samme aften. Næste eftermiddag afgang kl. 16.00 mod Grækenland fra færgehavnen Ancona i Italien med en færge på størrelse med Oslo- båden. Vi kørte i Johns VW Caravelle, som er velegnet til en sådan opgave. Der ligger en ekstra stor bamse af en motor i den, så den har ingen problemer med at håndtere trafikrytmen på de lange  motorvejsstrækninger.

Hele ruten fra Næstved til Ancona er nem. Den udgøres af E 47 til Hamburg og derfra E 45 resten af vejen til Ancona.Ankomst næste morgen den 6. september 2004 kl. 08.00 (lokal tid kl. 09.00) i den græske færgehavn Igoumenitsa lige syd  for grænsen til Albanien, og voila, så er man allerede i Grækenland. Hvis man bliver ombord, fortsætter man sejladsen med kæmpefærgen og ankommer ved 14.30-tiden samme  dag til havnebyen Patras på det nordvestlige Peleponnes.

3 rederier besejler Italien-Grækenland fra Ancona. ANEK-lines, Minoan-lines og Superfast. Vi tog med ANEK.

Peloponnes

Adriaterhavet ER azurblåt i solskin! Vi blev ombord (undlod at køre i land i Igoumenitsa, som er skibets første anløbshavn i Grækenland), indtil færgen nåede Patras på Peloponnes. Det gjorde vi, fordi vi ville starte med at gennemgå en række biotoper for landskildpadder på denne store halvø. Under vores 7-dages septembertur 2004 gennem Grækenland var temperaturen hver dag op til og som regel mere end ca. 35 grader. Om natten var den op til og ofte mere end ca. 20 grader.

Naturen er som bekendt enestående og overvældende smuk, men al vegetation var helt afsvedet. Naturen kunne meget kort og firkantet beskrives som rød jord med sorte pinde. Næsten et marslandskab. Dette er helt almindeligt for årstiden i Grækenland. Kun om foråret og i den tidlige sommer er der rigelig føde til skildpadderne i form af friske grønne urter og græsser. Herefter tørrer det hele ud i det stabile, solfyldte og tørre græske klima.

Første dag kørte vi sydover på Peloponnes for at slutte dagen i byen Kalamata, der er en havneby på den sydlige del af Peleponnes. Herfra går der blandt andet færge til Kreta. En del gange undervejs gik vi ture i egnede biotoper, som for eksempel gamle, overgroede olivenlunde. Men vi så ingen skildpadder. Derimod så vi peloponesiske murfirben og nu og da smaragdfirben.  Murfirbenene tog vores tilstedeværelse meget roligt og tillod os at nyde synet af dem, så længe vi ønskede. Især hannerne er flotte med deres røde bryst. Smaragdfirbenene opførte sig derimod hysterisk nervøst og var væk stort set samtidigt med, at vi spottede dem.

Vi fandt et lille familiehotel ved havnen i Kalamata. I den lune forårsaften spiste vi grillet blæksprutte og fik 1 kilo rødvin på havnemolen. Næste dag kørte vi gennem Taygethosbjergene, der ligger på det helt sydlige Peleponnes. Her gik vi en del ture på egnede sydvendte makibevoksede bjergskråninger og også i olivenlunde. Men der var ingen skildpadder at se. Kun firben. Og en overdådig, vild og voldsom natur. Pragtfuldt! -Men altså ingen skildpadder! 

Poros

Vi sluttede dagen af med at tage bilfærgen over det ca. 400 meter smalle stræde til øen Poros. Straks når man kører i land på Poros, ligger det skønne gamle hotel Dionysos fra 1826 overfor færgen. Her flyttede vi ind for natten. Den idylliske ø med den pittoreske by er en voldsom kontrast til den rå natur i de vilde bjerghøjder med de  mange hårnålesving, som vi havde arbejdet os op og ned igennem denne dag. Havnemolen på Poros er et mini-Monaco med den ene flotte, store lystyacht efter den anden. Poros kan også nås med flyvebåd fra Athen/Piræus. Der arrangeres endvidere charterrejser fra Danmark til Poros. Dagen efter fik vi megen tid til at gå med at lede efter skildpadder i de grønne områder på Poros. Men vi så ingen skildpadder. Heller ikke andre krybdyr. Men vi lovede hinanden at vende tilbage til Poros igen.

Vi sejlede derfor tilbage til fastlandet og satte  kursen mod Korinth, krydsede Korintherkanalen og fortsatte videre nordpå. Vi overnattede i et billigt sidegadehotel i en havneby ca. 30 km. øst for Lamia. Stedet hed Kamena Vourla. På en fortovscafe spiste vi græske fisk og fik 1 kilo rødvin. Da vi kørte om morgenen, var der ingen portier i receptionen. Da vi havde betalt om aftenen, hængte jeg derfor bare værelsesnøglen på nøglebrættet på den knage, der var beskiltet med værelsesnummeret. -Troede jeg.

Senere på dagen skulle jeg efter mange hundrede kilometers kørsel overtage rattet fra John og opdagede nu,  at det var ikke bilnøglen, som jeg havde i lommen. -Det var hotelværelsesnøglen. Det var altså bilnøglen, som jeg havde hængt på nøglebrættet. (Min Alzheimer light!) Heldigvis havde vi begge nøgle til bilen, (det var jo derfor vi intet havde opdaget), så vi fortsatte mod Volos. Det andet måtte løses på et senere tidspunkt.

Nogle måneder senere kørte John en hundetur igen. Han kørte forbi hotellet og gik ind i receptionen. Der var igen ingen portier. På nøglebrættet hang stadig nøglerne til hans VW Caravelle. Han tog dem og hængte værelsesnøglen i stedet og kørte igen uden at se nogen. Gad vide, hvad de senere har tænkt? For de havde vel set det? Hvor tit gør man egentlig rent på værelserne på dette lille sidegadehotel?

Kalamanitsa

Vi ledte videre efter skildpadder flere steder undervejs til havnebyen Volos. Vi søgte på smukke bjergskråninger og i olivenbevoksninger. Ingen skildpadder. Ved en Klondykeagtig bebyggelse i nærheden af det nye Olympiske stadion i Volos henvendte vi os sidst på dagen i vores nød til nogle lokale beboere. De talte selvfølgelig kun græsk. John tegnede en skildpadde på et stykke papir. Straks vendte de sig om og pegede samtidigt mod et bjerg nogle kilometer væk og sagde ivrigt: ”Kalamanitsa”! Nåeh, der? Men nu var det for sent på dagen til at fortsætte jagten.

Vi boede på Hotel Aura ved havnen i Volos og spiste grillet blæksprutte og fik et kilo rødvin på havnemolen. Næste dag skulle vi med færgen fra Volos til Skiathos kl. 12.00. Men forinden måtte vi da lige en tur op på Kalamanitsa. På vejen op ad bjerget lå en lille skole. Jeg spurgte den sporadisk engelsktalende skolelærer, om der var skildpadder her. Ja, men det var der da, sagde han. Men man skulle selvfølgelig lige lede lidt først, sagde han belærende. Ham kunne man da ikke blive uenig med.

Vi så imidlertid ingen skildpadder, da vi gik rundt mellem oliventræerne og ledte her på stedet. Jeg viste skildpaddetegningen til nogle bønder, der gik og samlede nedfaldne oliven. De bekræftede, at der skam var skildpadder her, men viste med gravebevægelser, at skildpadderne for tiden  havde gravet sig ned. Med andre ord havde den høje temperatur og den afsvedne vegetation formentlig fremprovokeret en form for sommerdvale hos skildpadderne. Ihvertfald var det for varmt til, at de viste sig. Her måtte vi have forklaringen på, at vi ikke havde set skildpadder overhovedet, selvom vi havde været alle de ”rigtige” steder. Hverken græske landskildpadder eller bredrandede græske landskildpadder.

Nu graver bredrandede landskildpadder sig ikke altid ned, som græske landskildpadder gør. De kan gøre det, hvis jorden er tilstrækkelig løs til, at de kan arbejde i den med benene, men bredrandede  landskildpadder graver ikke i samme omfang, som andre landskildpadder. De gemmer sig derimod i det lave stikkende krat, der findes alle vegne. Her forsvinder de lige så totalt, som havde de gravet sig ned, ligesom de græske landskildpadder gør.

Lige før vi skulle af sted for at nå færgen, fandt John så alligevel en skildpadde. Det var en bredrandet landskildpaddeunge. Den sad helt frit fremme i det knastørre afsvedne græs i den stegende sol ca. en halv meter fra et tæt krat.  Krattet var formentlig dens tilflugtsted for natten, og det sted, som den med mellemrum må krybe ind i, for  ikke at blive for varm. Græske og bredrandede græske landskildpaddeunger ses i naturen ellers sjældent fremme i det åbne  landskab. De gemmer sig under vegetationen og helst på fugtige steder. Denne unge fulgte altså ikke disse sædvaner for unger. Der var da heller ikke hverken levende og svalende vegetation eller fugt på denne afsvedne bjergside her i  september måned.

Skildpaddeungen så aldersmæssigt ud til at være fra året før, eller måske var den 2 år gammel. Mine bredrandede landskildpaddeunger fra biotopen hjemme på Figenvej er meget lyse med meget sorte  aftegninger. Denne her var nærmest rødbrun med mørkebrune aftegninger. Mon ikke forskellen skyldes den store forskel i foderet? Selvom jeg gør mig store anstrengelser med kun at fodre med næringsfattige og fiberrige græsser og urter, vil  mit foder aldrig kunne blive det samme ekstremt karrige fodermateriale, der tilbydes her .

Glem alt om ”naturens overdådige spisekammer”. Noget sådant er en dansk specialitet, der skyldes vores våde og kølige klima. I Grækenland er forholdene mere barske, når det drejer sig om frisk grønt. Ungen var et sundt og livligt eksemplar på 5 cm. Den hvæsede, som den skal, når den blev taget op. Efter mine notater er der her i omegnen af Volos hidtil ellers kun fundet græske landskildpadder Testudo hermanni boettgeri.

En marginata var det dog uden nogen form for tvivl. Den havde de karakteristiske sorte trekanter på bugskjoldpladerne. I øvrigt vil jeg af gode grunde altid kunne kende en marginataunge, når jeg ser en. 

Efter denne hurtige tur på bjerget hastigt ned til færgen i Volos havn. Der sprang delfiner foran stavnen under den 2 1/2 time lange tur til Skiathos! Vandet var meget blåt!

Skiathos

På Skiathos, der sammen med øerne Skopolos og Alonnissos og flere øer kaldes Sporaderne,  ledte vi i de næste dage efter skildpadder. Vi fandt stadig ingen. Sporaderne ligger spredt i det Ægæiske hav. (Heraf navnet sporadisk for spredt!) Det regner mere her end i det øvrige Grækenland, så vegetationen er ikke så afsvedet. Derfor kaldes øerne også de grønne øer. Dette tilnavn passede også her i september.

Hvor var der smukt og grønt på den dejlige bjergrige ø Skiathos. Vi havde nogle fine dage her sammen med Johns kone Conny, og vores fælles veninde Alice, der begge havde taget flyveren  herned for at være sammen med os. Men vi fik altså ingen skildpadder at se her på skiathos i september 2004. -Og dog!

I Helens helt tilmurede og aflukkede, paradisiske have går der to store bredrandede landskildpadder. Helen er den skotskfødte leder af hundecentret på Skiathos. Grækerne har normalt ikke prydhaver. Men Helen er jo ikke græker, og sikken en have hun har, med palmer, figentræer, citrontræer, appelsintræer, nerier på 3  meters højde, blomster i massevis, osv. I denne have ligger en lille hytte med veranda. Her boede John og jeg. Helen fortalte, at hun en dag for år tilbage under et besøg i Athen havde fået øje på de to skildpadder, mens de  prøvede at finde noget spiseligt i en væltet skraldespand.  

Hun fattede medlidenhed med dem, puttede dem i et indkøbsnet og tog dem med hjem til Skiathos, hvor hun satte dem ud i haven. De stortrives her. Hun fortalte, at de ind imellem fik ”babies”. Det undrede mig en del. Jeg måtte nemlig fortælle Helen, at der var tale om to flotte hunner! Hendes græske mand mente, at han nu og da havde set små gule (hermannier? Næppe!) unger i haven. De måtte i så fald være kravlet ind i haven under porten. Eller kan der være tale om sædgemme, hvilket landskildpadder jo notorisk har? Parring. Vi ledte meget, men fandt ingen af de omtalte unger.

Skildpadderne går (selvfølgelig) ude i haven året rundt. Det skal lige bemærkes, at vinteren her kan være særdeles kold. Nogle uger med frost og sne er ikke ualmindeligt på Skiathos om vinteren. (NB: Marginataer graver sig normalt ikke ned!) Helen fortalte videre om flere bekendte i Grækenland, der på samme måde holdt skildpadder i haven. En enkelt holdt mange.

Et par kilometer fra Helens have holder også en tyskfødt dame bredrandede og græske landskildpadder i sin have. Der er også et bassin med europæiske sumpskildpadder. –Og rødørede terrapiner. Der gik unger af alle de nævnte skildpaddearter mellem de voksne. Hun fortalte, at hun selvfølgelig ikke tog sig af udrugningen af æggene. Det klarede solen naturligt nok.

Hun beklagede sig over at ”de tyske turister” hele tiden stjal af hendes skildpadder. Det var sandelig heller ikke spor svært. Haven ligger ud til en sti/trappe, der fører ned til offentlig strand. Muren ind til hendes have med skildpadder er 50 cm. høj. Man kan lige bøje sig ned i en ruf, tage en skildpadde op, stikke den ind under trøjen og gå videre. Hun hævdede, at skildpadderne var indsamlet på Skiathos. Dette Lyder ikke sandsynligt, hvad angår de rødørede terrapiner.  Hermannierne tror jeg heller ikke på skulle komme oprindeligt fra denne ø.

Jeg erfarede således her på Skiatos, hvad jeg også har læst rundt omkring: Nemlig, at det er ganske almindeligt, at folk i middelhavslandene har landskildpadder gående i deres haver. I Italien og Spanien skal det for eksempel være særdeles udbredt. Det er da også nemt, fordi skildpadderne i det sydeuropæiske klima jo ”holder” sig selv. Det ser endvidere ud til, at man (selvfølgelig) transporterer skildpadderne rundt fra egn til egn. Det kan ikke undgås, at sådanne flyttede eksemplarer nu og da undslipper, eller ligefrem bliver sat ud, med den følge, at der herved løbende sker faunaforureninger rundt omkring. Noget man altid skal have i baghovedet, hvis man gør uventede fund på uventede steder. 

 

Hjemad

Vi tog færgen tilbage til Volos med alle hundene.Vi nød aftenlivet på havnemolen og fik grillstegt blæksprutte og et kilo rødvin. Vi overnattede på hotel Aura ved havnen, som Helen fortalte, at hun og hendes mand Vagelli altid brugte. Undervejs på  turen hjemad med hundene om bord kørte vi fra Volos direkte over bjergene til færgehavnen i Igoumenitsa. Vi passerede de besynderlige, høje sandstensklipper ved Meteora. Jeg besluttede, at her ville jeg bruge tid næste gang. Grækerne kalder frygtsomt strækningen fra Meteora til Igoumenitsa for ”dødens landevej”, fordi bilerne  ifølge de græske fortælleres skrækhistorier har det med at suse i dybet fra den. Efter vores opfattelse var den altså ikke værre end de veje, som vi havde gennemkørt på de bjergrige områder af  Peleponnes.

 Vi så dog et enkelt sættevognstog, der lige var røget ned på bjergsiden. I vejkanten var der allerede rejst det obligatoriske lillebitte kapel til stearinlys/olielampe. Langs denne strækning skulle der efter snakken også være skildpadder. Vi så ingen, men havde heller ikke rigtig tid til at lede, nu havde vi jo fået de 14 hunde ombord.

Selvom vi var i bjergene, var der også her mindst 35 grader varmt. Bemærkelsesværdigt var det at konstatere tilstedeværelsen af 4 store sneplovstationer på denne rute. Alle bestykket med masser af snerydningsmateriel, der kunne iagttages fra vejen. Med mellemrum er der opsat tavler med telefonnumre til sneplovstationerne, således at man kan kontakte dem, hvis man en vinterdag er kørt  fast i sneen, fordi det trods alle anstrengelser ikke har været muligt at holde  strækningen helt ryddet.  Ikke alle ved, at sådanne forhold er der altså også i det ellers resten af året så varme Grækenland.

I Igoumenitsa tog vi med færgen fra ANEK-lines tilbage til færgehavnen Ancona i Italien. Næste dag gik turen med hundeluftning hver 3.die time op gennem Alperne. Overnatning i et rigtigt tyrolerhotel i Brixen, fordi alt var udsolgt i Bolzano på grund af katolsk messe. Et par dage efter var vi tilbage i Danmark. Vi afleverede hundene til de forventningsfulde familier og måtte skifte den kortærmede t-shirt ud med  sædvanlig dansk efterårsbeklædning.

En fin og flot langtur her i september 2004 med masser af oplevelser, herunder også storslåede  naturoplevelser, men som det fremgår, var det mildt sagt ikke meget, vi fik set til landskildpadder i deres naturlige biotoper. Forklaringen må være den, at det åbenbart havde  været alt for varmt i den periode, hvor vi var rundt i  biotoperne. At skildpadderne med andre ord var gået i sommerdvale. 

Den effektive lærdom, jeg fik af denne varme septembertur: Vil du opleve skildpadder i det fri i Grækenland, så hold dig væk i den varme sæson. Tag afsted i april/maj måned. Det gjorde vi i 2005.

April 2005

Vi tog så afsted igen på hundeafhentningstur den 2. april 2005. Igen en tur for organisationen Danish Friends of Animals. http://www.dfas.dk/ Denne gang skulle der hentes 16 hunde og en trebenet kat. Og vi håbede selvfølgelig, at denne årstid var helt anderledes anvendelig til at betragte skildpadder i deres  naturlige omgivelser, end den steghede september året før

Fra Næstved om morgenen ad E 47 til Hamburg og fra Hamburg ad E 45 hele vejen til færgehavnen  Ancona i Italien. Igen kørte vi i Johns velegnede VW Caravelle. Overnatning i Irschenberg lige syd for München. Der ligger lige her et fremragende motel på E 45. Med søde piger, venlig betjening og et køkken, der har døgnåbent. I Ancona tog vi færgen fra ANEK-lines. Adriaterhavet er azurblåt i solskin! Igen forlod vi den enorme færge i Patras på Peleponnes. Denne gang kørte vi fra færgen til den lille fiskerby Tolo, der ligger ca. 20 km. øst for Grækenlands ”gamle”  hovedstad Nafplio på det østlige Peleponnes.

Tolo

Tolo er et lille fiskerleje beliggende i en underskøn bugt. Byen er uden egentlig havn, og den har udviklet sig til et udpræget turiststed. En strand, en lang gade, hoteller og taverner, mv. Der arrangeres i øvrigt charterture fra Danmark til Tolo. Her fandt vi et hotel, der havde et penthouseværelse med udsigt over Tolobugten.

Da vi gik tur ad hovedgaden for at finde en taverna til aftensmaden, kunne vi mærke, at turistsæsonen endnu ikke var rigtigt igang. En del restauratører gik efter os og anbefalede ivrigt lige deres Taverna. -Ham, der sagde, at hans mor stod i køkkenet, vandt. Vi fik en fremragende mousaka og 1 kilo rødvin.  

Næste dag, den 5. april 2005, var vi oppe på det bagved mod nord liggende høje bjerg, der skråner mod sydøst. Vi gik op ad en lille gede/trampesti, der udgår fra vejen til byens losseplads på bjergtoppen (hvor ellers?) og kl. var 10.30, da  vi begyndte at lede. Temperaturen var ca. 22 grader og det var vindstille med fuld sol.

Kl. 10.45 fangede mit blik en bredrandet landskildpaddehun med skjoldlængde på 23 cm., der gik og græssede i den forårsfriske vegetation. Sikken et betagende syn. En lun, stille og  solfyldt forårsformiddag fyldt med alle de friske dufte af fugtig  jord, friske krydderurter og dufte fra nyudsprungne vilde  blomster, som tænkes kan. -Og du står på en græsk bjergside og ser en bredrandet landskildpadde passere langsomt gennem den spæde,  grønne forårsvegetation, mens du bag skildpadden ser ud over bugten med klipper, øer og blinkende ”solvand.” Jeg glemmer det aldrig! Hvem skulle tro, at der bare 200 meter bag dig gemmer sig en losseplads, der er ved at være overfyldt.

Hunnen var et fint eksemplar med helt ubeskadiget skjold. Som alle andre landskildpadder, som vi fandt undervejs, var den befængt med flåter. Alle havde de fra en halv snes og op til 40 flåter! Størrelsen varierede fra 2 mm. til 15 mm for de mest opsvulmede eksemplarer af flåter.

Flåterne sad på hver skildpadde fordelt ved haleroden og i lysken på bagbenene. I tiden indtil kl. 11.45 fandt jeg indenfor en radius af 50 m yderligere 3 marginatahunner med skjoldlængde på 22,5 cm., 24 cm. og 26,5 cm. Alle var meget flotte med hele skjolde, på nær en enkelt, der havde en lille skade i skjoldpladen på den  forreste del og også på venstre side af rygskjoldet. De vejede alle sammen ”rigtigt”, det vil sige, at de var tunge at løfte i forhold til deres størrelse. De vejede alle sammen ”rigtigt”, det vil sige, at de var tunge at løfte i forhold til deres størrelse. John fandt en fin hun med skjoldlængde på 26,5 cm. Selvfølgelig også med flåter. Biotopen på bjergsiden ved Tolo er delvist tilgroet af tæt krat med spredte græs- og urtebevoksede lysninger  ind imellem. Med forårets græske, farverige, blomsterflor overalt. Der sås også masser af gulblomstrende gyvel.

Krattet i skildpaddebiotoperne i Grækenland er iøvrigt altid struktureret således, at enhver brug af shorts som beklædning på benene disse steder på det kraftigste må frarådes! Huden bliver revet i stykker på kryds og tværs, og du får megen tid til at gå bagefter med at fjerne torne, der har sat sig fast. Jeg bemærkede, at området, hvor vi iagttog  disse 5 marginatahunner, bestod af en affladning i den ellers  meget skrå bjergside. Der var med andre ord fuld sol her på findestedet fra tidlig morgen til sen aften, selvom bjerget skråner stejlt mod sydvest. Vi gik tilbage nedad mod Tolo og op ad en anden sti lidt østligere end den forrige. Udsigten herfra var lige så formidabel som fra den forrige sti. Kl. 12.15 så jeg her en marginatahun, der delvist camoufleret af vegetationen sad og solede sig en halv meter fra stien. Der var tale om et meget flot ubeskadiget eksemplar med en skjoldlængde på 25 cm. Den var tung at løfte. Igen var det et dyr med masser af flåter.

Vi gik videre på den stejle bjergside en halv times tid, men så ikke flere skildpadder.  Nu skulle vi altså også videre mod Poros.  Hvorfor så vi kun hunner?  Vi begyndte selvfølgelig at overveje, om det forholder sig således, at hunnerne om foråret kommer frem tidligere end hannerne? 

Biotopen ved Tolo er som så mange andre skildpaddebiotoper i Grækenland under hastig afvikling. Byen (hoteller) breder sig op ad bjerget og lossepladsen breder sig ned mod byen. En helt sædvanlig udvikling i Grækenland, hvor ikke en mors sjæl kerer sig om noget i dette land så ligegyldigt som biotoper og habitater. 

Læs videre på side 2 Startside