Bobler i Næsen (RNS) (Eller rettere: Bobler i næbbet) -Og lidt om andre sygdomme

Indholdsfortegnelse: I blokken til højre ses overskrifterne i denne artikel

Hvorfor bliver skildpadden syg?, De mest typiske pasningsfejl, Og så følger oversigt over sygdomme mv, Aflivning(Eutanasi), A-vitaminmangel?, Badning/drypning af øjne og sår, Bobler i næbbet, Baytril, Covid 19, Dehydrering, Dyrlæger, Feber, Forfrysning, Gigt, Hedeslag, Helbredelse af sig selv i naturen, Herpes, Hvide prikker på skildpadden, Hvide snirkler/ciseleringer i landskildpaddeskjold, Hvide øjenbelægninger, Indvoldsorm og parasitter, Injektioner, Kalkmangel, Karantæne, Læggenød, MBD (Metabolic Bone Disease) knogle sygdom, Misfarvet urin, Mycoplasma, Nyresten, Papegøjenæb, Penisfremfald, PHA, Røde pletter i skjoldet iøvrigt ("skjoldrødme"), Rødfarvning af rygskjold og bugskjold (beretninger), Røde pletter på bugskjold ikke altid sygdom i dyret, Regenerering, Salmonella, Sepsis, Svamp, Skjoldskader, Skjoldråd, Tarmfremfald, Tvangsfodring, Vejrtrækning, Bemærk.

Denne artikel er ikke tænkt som redskab til egen diagnosticering og behandling af syge landskildpadder! Den er kun en opregning af de fleste af symptomerne for de mest almindeligt forekommende sygdomme hos landskildpadder og eksempler på andre problemstillinger i forbindelse med syge skildpadder!

Er en skildpadde syg, så kontakt dyrlægen. Se artiklen om skildpaddekyndige dyrlæger længere nede.

Hvorfor bliver skildpadden syg?

Denne sardinske bredrandede landskildpaddes hjemstavnsbiotop rummer et ganske andet miljø og bevokses af ganske andet foder, end det miljø og det foder landskildpadder som regel tilbydes i fangenskab i DK.

Over 90 % af alle skildpaddesygdomme skyldes desværre de almindeligt udbredte suboptimale og eller forkerte pasningsforhold. Og den meget udbredte forkerte fodring! Dette viser, hvor afgørende vigtigt det er for skildpaddernes sundhed, at opfylde skildpaddernes naturlige behov, når de holdes i fangenskab.

Som reptiler kan skildpadder ikke (som pattedyr i høj grad evner) tilpasse sig omgivelserne. Omgivelserne skal tilpasses skildpadden!

Ifølge Organisationen Wild Life dør 70 % af skildpadder, der i vore dage holdes af private.

Dødsårsagen er, at de simpelthen holdes forkert!

Pasningen af skildpadder kræver altså lige lidt viden.

Men har man den, så er der altså ikke tale om raketvidenskab!

 

De mest typiske pasningsfejl som kan være årsag til sygdomme hos europæiske landskildpadder:

Skildpadderne bliver købt om efteråret

Manglende vinterhi

Foder med for højt fedt- og proteinindhold (frugt, grønsager, købte foderpiller, mv)

Foder med forkert Kalcium-fosfor forhold (for eksempel salat)

Hold i indendørs terrarium i stedet for frilandshold

Alt for tørt miljø/bundlag (især hos unger)

Der anvendes bundvarme

For koldt under eller slet ingen varmelampe

Manglende UV-lys

Der mangler adgang til vand

Hold i lukkede glasterrarier

-Og så følger her oversigt over de mest relevante sygdomme, mv. (Ordnet alfabetisk)

Aflivning (Eutanasi)

Forhåbentlig bliver det aldrig aktuelt for dig at skulle aflive en skildpadde. (-Man afliver vel iøvrigt ikke med overlæg truede dyrearter?) Men skulle det af tvingende grunde blive aktuelt, så lad være med at bruge fryseren! Det var i mange år en meget anbefalet aflivningsmåde at lægge dyret i fryseren, hvorefter dyret, som man sagde: "Stille sover ind i døden".

Aflivning (eutanasi) af skildpadder ved at lægge dem i fryseren er et emne, der har været debatteret af herpetologer i virkelig mange år. Der er ingen tvivl om, at aflivning af pattedyr på denne måde er en direkte overtrædelse af dyreværnsloven. Det vil være en utrolig smertefuld proces.

Men skildpadder er jo reptiler, og de arter, der går i vinterhi, er jo gearet til at sænke stofskiftet næsten til nul og således "følge med ned", når temperaturen gradvist sænkes i fryseren. Og reptiler er jo meget mere primitive og simple i deres opbygning end pattedyr. Er der så ikke en stor forskel på pattedyr og reptiler, når vi drøfter lige dette emne?

Jo der er forskel, men rent fysisk sker der det ved nedfrysning, at der dannes iskrystaller i blodets væskeindhold og i kroppen. Isdannelserne betyder, at cellernes karvægge sprænges. Det må med stor sikkerhed antages, at dette bestemt ikke er smertefrit, heller ikke for reptiler/krybdyr. Jeg har derfor aldrig prøvet denne aflivningsform.

Nedfrysningsmetoden er altså ikke anvendelig.

Mange hugger hovedet af. Eller klipper det af. Jeg har aldrig prøvet dette. Men jeg mener, at det dur heller ikke. Flere fortæller, at de har set skildpadden vandre rundt uden hoved længe efter. Som det også kendes fra høns, der får hovedet hugget af. Det anføres, at allerbedst er det i så fald at knuse hovedet med hurtig massiv indsats.
Men hvis ikke man er meget håndfast, er jeg er ikke i tvivl om, at den mest forsvarlige metode til aflivning af skildpadder er en sprøjte hos dyrlægen!

A-vitaminmangel?

A-vitamin er et fedtopløseligt vitamin. Det er også en antioxidant. A-vitamin underbygger immunforsvaret hos skildpadden, og det er en vigtig faktor for syn, hørelse, huden og slimhinderne. Vitamin A sikrer sammen med D-vitaminet den rigtige kalciumoptagelse.

Det sidder dybt i mange krybdyrholdere, at når skildpadden "fejler noget", så skyldes det nok A-vitaminmangel. Det vil også typisk være tilfældet hos kødædende sumpskildpadder, og i det hele taget hos krybdyr, der lever af animalsk føde. Mange ikke-skildpaddekyndige dyrlæger vil ofte rutinemæssigt give en syg skildpadde et skud A-vitamin for en sikkerheds skyld, fordi det jo er så almindeligt forekommende hos syge krybdyr, at dårligheden skyldes mangel på A-vitamin.

Men hos europæiske landskildpadder, der som bekendt lever af vegetabilsk foder, vil A-vitaminmangel være sjældent forekommende. Lad derfor være med at gå ud fra som enøjet udgangspunkt, at en syg landskildpadde "nok lider af A-vitaminmangel".

Man skal aldrig doktorere på baggrund af fornemmelser og gætterier. Hvis en skildpadde ikke lider af mangel på A-vitamin, hvilket den aldrig vil gøre, hvis den fodres korrekt, vil man tilføje skildpadden A-vitaminforgiftning, hvis man uden videre begynder at tilføre A-vitamin.

Hvis man ikke har rutine i den slags, skal man ikke selv diagnosticere sine skildpadder, og slet ikke begynde at doktorere og behandle. Hvis en skildpadde ikke er OK, og man helt ærligt ikke ved præcis, hvad der er galt: Ja, så er der kun een vej frem: Krybdyrkyndig dyrlæge.

Hvad angår medicinering af skildpadder i det hele taget, så er masser af medicin laboratoriefremstillede kemiske produkter, som overhovedet ikke er afprøvet på krybdyr og skildpadder. Så hvis der ikke er en skildpaddefaglig dyrlæges rådgivning bag, eller du selv meget præcist ved, hvad du gør, så lad være med at eksperimentere!

Badning/drypning af øjne og sår

En landskildpaddes øje kan være opsvulmet. Afsted til dyrlæge, hvis det ser voldsomt ud. Hvis der er tale om en mindre infektion (sandsynligt) er det klogt at bade øjet. (Øjet kan også svulme op, hvis der bare har sat sig en stump græs eller lignende i øjet. Skyl fremmedlegemet ud under vandhanen med rindende lunkent vand).

Sår på f eks ben fra hårdhændede parringer læges erfaringsmæssigt ret hurtigt af sig selv. Især, hvis landskildpadden holdes udendørs i solen. Andre sår fra "hanekampe" og hårde hakkeordenmanøvrer læges som regel også ret hurtigt. Men også her er det selvfølgelig ofte klogt at bade såret.

Eksempler på saltvandsopløsning, Klorhexidin, kamillete og Efficlean GEL.

En saltvandsopløsning kan anvendes. Den kan købes færdig på apoteket, Matas, osv, hvis du ikke tør/vil blande selv. Saltvandsindsprøjtning er den mildeste form for decificerende middel.

Kamillete er meget brugt. Men det er mere velmende end virksomt. Der er en del indvendinger imod det. Det anføres, at rester af indholdet kan genere øjnene.

Et virksomt decinficerende middel er Klorhexidin, som fås i håndkøb for eksempel på apoteket og over nettet. "Apotekets Klorhexidin 0,2% virker bakteriedræbende på betændte sår og kan anvendes til desinfektion af slimhinder og hud."

Også et meget virksomt decinficerende middel er Efficlean GEL. Dyrlægen har det som regel til salg. På etiketten kan man læse:

EffiClean GEL indeholder en mild opløsning afhypoklorsyre og anvendes til desinfektion, pleje og fugtning af akutte og kroniske hudproblemer.
EffiClean GEL har en bakterie-, svampe- ogvirusdræbende virkning.
EffiClean GEL skaber et fugtigt miljø for hudcellerne, hvilket fremmer normalisering af huden.
EffiClean GEL er pH-neutral, svier ikke ved påførsel og irriterer ikke hud, øjne og svælg.

For skildpadder, der holdes i frilandsanlæg, er der LANGT til kirkegården. (Foto taget i Grækenland)

Bobler i næbbet (RNS)

Det sker, at man konstaterer, at en landskildpadde har bobler i næbbet. Måske nyser den også engang imellem. (Nu kan en landskildpadde altså godt nyse et par gange, uden at være syg. For eksempel kan et alt for tørt og støvet bundlag irritere slimhinderne i næbbet.)

Når der er bobler i næseborene på skildpaddens næb, vil der imidlertid ofte være tale om den form for infektion, som kaldes RNS = Runny Nose Syndrome.

RNS er en bakte riel fremkaldt infektion i luftvejene, som ubehandlet vil medføre lungebetændelse og til sidst ende med dødsfald. Hvis skildpaddens immunforsvar er nedsat, for eksempel på grund stress (for megen håndtering, hyppige skift af bundlag, ændring af miljø, osv), er den mere udsat for angreb af denne sygdom. Træk nedsætter også skildpaddens immunforsvar, og gør den særligt modtagelig for RNS. Europæiske landskildpadder kan sagtens tåle kulde (bortset fra frost), stol på det. -Det er træk og meget pludselige, store og hurtige temperaturskift/temperaturspring, som de ikke kan tåle!

RNS kan smitte. Der skal skrides ind hurtigst muligt. Så længe der ikke høres larmende og spruttende lyde fra svælget på skildpadden under vejrtrækningen, er situationen ikke så vanskelig. -Det KAN faktisk forsvinde igen af sig selv. (Hvis der er varmt). Medmindre den angrebne skildpadde er en leopardskildpadde. Leopardskildpadder er særligt modtagelige for RNS. Her skal der ihvertfald omgående sættes ind med behandling.

Især hos bredrandede landskildpadder kan man iagttage "løbende næser", der igen forsvinder, hvis man bare lader skildpadden være i fred. (-Såfremt den går under varme forhold.) Hvis angrebet ikke er så udpræget, er der altså muligvis "bare" tale om en slags "forkølelse", der ikke når at udvikle sig til den egentlige RNS.

Men har du ikke erfaring med denne situation, så lad være med at forlade dig på, at det nok skal gå i orden af sig selv. Ofte kan situationen klares ved at skrue de omgivende temperaturer meget i vejret, herunder holde varmelampen tændt konstant. Eventuelt også sænke varmelampen lidt længere ned over dyrene, således at temperaturen på denne måde hæves. Efter en uges tid vil symptomerne så være væk. Men er du usikker og i tvivl, så er for en sikkerheds skyld en tur til en KRYBDYRKYNDIG dyrlæge påkrævet. (Hvis der kommer hvæsende og eller kraftige lyde fra skildpaddens luftveje, så er det under alle omstændigheder hurtigt afsted til dyrlægen.)

Baytril

En ikke krybdyrkyndig dyrlæge vil sædvanligvis "bare" diagnosticere tilfældet som en uspecificeret luftvejsinfektion (hvad det da også er/kan være), og injicere med et eller andet antibiotika.

Foto til venstre viser runny nose hos bredrandet landskildpadde.

Men hvis der er tale om RNS, hvilket typisk er tilfældet, når skildpadden er lidt mere medtaget, har det i praksis vist sig, at midlet BAYTRIL virker hurtigt og effektivt.

Enrofloxacin er et fluoroquinolonantbiotikum og sælges af Bayer Corporation under handelsnavnet Baytril. Virkningen af Enrofloxacin er afhængig af koncentrationen,og den bakterielle celledød forekommer inden for 20-30 minutter. Stoffet virker bedst på Gram-negativebakterier og er aktiv i både vækstfaser og stationære forhold. Blev før hen givet i fjerkræflokke, men kunne udvikle resistente stammer af Campylobacterbakterier, og er derfor forbudt i fjerkræflokke til konsum. Baytril er virksomt mod bakterier, men ikke mod virus. Derfor heller særligt anvendeligt overfor kombinerede bakterie og virus angreb.

(Baytril er iøvrigt også effektivt mod mycoplasma. Landbruget anvender Baytril til bekæmpelse af mycoplasma hos kvæg og tidligere fjerkræ (som nævnt forbudt nu til fjerkræ til konsum!). Læs om mycoplasma senere i denne artikel.)

Bartril er også virksomt overfor visse typer af salmonella.

Baytril kan injiceres i skildpadden. Dette foregår ved siden af halsroden i skildpaddens forben. Læs nærmere i afsnittet nedenfor. Så hvis din behandlende dyrlæge vil injicere i et af bagbenene, så må du straks stoppe vedkommende!

Du skal anvende udgaven: 25 mg/ml. Efter en uge med 1 daglig behandling, plejer skildpadden at være rask. Der kan dog godt ind imellem gå længere tid.

Når vi taler om Baytril, er det faktisk sådan, at det virker bedst mod RNS, hvis det gives oralt (gennem munden) og altså ikke injiceres. Noget helt andet er, at det på det seneste er opdaget, at injektioner i det hele taget, men især med Baytril kan give skildpadderne vanskeligt helbredelige sår/bylder/ardannelser. Men det er ikke så drøjt at give medicinen oralt. Og der skal nok flere medicineringer til, end hvis der injiceres.

I stedet for at injicere, fjerner du kanylen på engangssprøjten, efter at den er fyldt op med den beregnede mængde medicin.

Herefter tager du med venstre hånd fast om skildpaddens hals. I højre hånd holder du sprøjten og holder den stumpe ende af sprøjten klods mod det ene næsebor og sprøjter halvdelen af doseringen ind i næsehulen herigennem.

Derpå gentages forløbet med det andet næsebor. (Er du venstrehåndet anvendes hænderne selvfølgelig omvendt).

Udover at undgå kanylenålens beskadigelser af skildpadden, er dette en optimal metode at medicinere mod for eksempel RNS. Blodomløbet til og i næsehulen er så langsomt, at det næsten er ikke eksisterende. Derfor kan injiceret medicin have svært ved at nå virksomt helt frem til dette område. Men ved at sprøjte gennem næseborene kommer medicinen direkte ind i det inficerede område og virker straks.

Fordelen ved denne metode er, at den er meget enkel at udføre. Iøvrigt kan skildpadden være en så lille unge, at man ikke kan injicere. Allerede af den grund kan det være eneste udvej at give medicinen gennem næseborene, som her beskrevet.

Efter at have indgivet Baytril gennem næseborene, kan du med injektionssprøjten (selvfølgelig fortsat uden påsat kanyle) vride skildpaddens kæber fra hinanden og sprøjte en dosis ned i halsen på skildpadden (oralt).

Hvis skildpadden er så lille, at du har problemer med at få Baytril gennem næseborene, skal du under alle omstændigheder give det direkte ind i munden.

Hvis du beholder sprøjtens ende mellem kæberne og fortsat holder skildpadden om halsen, således at skildpaddenden holdes lodret, vil den snart sluge medicinen. -Voila! Målet er nået uden injektion!

En behandling kan vare nogle få dage, før skildpadden er symptomfri, men der kan altså også i sjældne tilfælde gå helt op til et par måneder. Behandlingen fortsættes for en sikkerheds skyld nogle dage efter, at skildpadden har vist sig symptomfri. 

Man kan også kan få Baytril i pilleform. Hvis man ikke kan/vil medicinere skildpadden ved at injicere, eller i det hele taget optræde med sprøjter og kanyler, findes der et gammelt trick til at narre medicinen i skildpadden: Man anbringer medicinen på en skive agurk eller et salatblad eller lignende. Hvis medicinen er flydende, hældes den udover foderemnet. Hvis medicinen er i pilleform, knuses den først, og drysses derpå udover foderemnet. Herefter æder skildpadden medicinen sammen med foderet.

Men er skildpadden så syg, at den er holdt op med at spise, er ovennævnte metode med næseborene/halsen vejen frem.

Våd næse kan også være et af tegnene på Herpes og mycoplasma (og så taler vi unægtelig om noget helt andet -læs længere nede på denne side), og andre virale infektionssygdomme. Men RNS er den hyppigst forekommende iattagelige sygdom med bobler i næsen som symptom.

Da Baytril i dag i modsætning til tidligere kun kan fås på recept på apoteket, skal du under alle omstændigheder i kontakt med en dyrlæge.

Der er ikke kendte oplysninger om uheldige resultater af overdosering af europæiske landskildpadder med Baytril. Doseringens størrelse til det enkelte dyr er vægtafhængig. Den oplyses af dyrlæge, kan aflæses på indlæggelsessedlen eller søges på nettet.

Mange dyrlæger trækker en skønnet vægt på skildpaddens skjold fra i kiloudregningen til skønnet over, hvor meget medicin, der skal doseres i forhold til dyrets størrelse. Det må man ikke. Skildpaddens skjold er en særdeles levende del af skildpadden med masser af blodforsyning/gennemstrømning og nervebaner. Så doseringen skal ske på grundlag af skildpaddens fulde vægt.

Hvis vedholdende RNS ikke behandles/forsvinder, vil det udvikle sig til lungebetændelse, og så er situationen alvorligere. Vejen frem er stadig Baytril, og metoden for medicineringen er som ovenfor nævnt, men turen bør først gå rundt om krybdyrkyndig dyrlæge!

Efter de senest indsamlede erfaringer, er alle europæiske landskildpaddearter lige udsatte for at udvikle RNS.

Husk: Solskin er det allerbedste forsvar for skildpaddernes sundhed. Den rigtige føde er særdeles vigtig for skildpaddens tarmflora. Tarmfloraen er ikke blot afgørende nødvendig for fordøjelsen. Den har også stor betydning for skildpaddens immunforsvar. Er tarmfloraen til stede i den rigtige afbalancerede form, giver den slimhinderne i fordøjelsessystemet en god beskyttelse mod sygdomsangreb.

Er balancen i uorden på grund af forkert føde, forkert eller for hyppig medicinering, forkert eller overflødig/hyppig ormekur, opstår der alvorlige funktionsforstyrrelser, hvilket igen medfører svækkelse og sygdom hos skildpadden. Man skal altså ikke give rutinemæssige ormekure, osv.

Al medicinering svækker skildpadden! Men solskin er som nævnt afgørende vigtig for dens velbefindende. Husk, at når skildpadderne er sat ud i solen om foråret, har de bedst af at blive ude døgnet rundt, indtil sæsonen slutter.

NB. Symptomerne på RNS kan som nævnt også sjældnere være tegn på Mycoplasma (læs senere nedenfor). Denne sygdom skyldes ganske vist en bakterie, men den er IKKE til at behandle med antibiotika (Baytril.)

Læs Foder Badning Frilandsanlæg.

Hvis skildpadderne tages ind hver aften og sættes ud igen næste morgen, er der stor risiko for våde næser og andre sygdomsangreb, hvis man ikke passer på! Det stresser skildpadderne at blive flyttet ud og ind. Stress nedsætter immunforsvaret, og risikoen for blandt andet RNS er større.

Og hvis skildpadderne udsættes for pludselige temperaturspring og forskel på luftfugtighed, mv, som det jo er tilfældet, når de flyttes ud og ind, går det let galt. Europæiske landskildpadder har derimod intet imod kulde og vekslende temperaturer, hvis bare de får lov til at "følge med" temperaturerne op og ned.

RNS er faktisk et primitivt samlebegreb uden præcis medicinsk (lægelig) indikation, og det anvendes i daglig tale faktisk om både bakteriellle og virale infektioner. Så hvis du ikke er ret erfaren indenfor dette område, skal du under alle omstændigheder straks afsted til krybdyrkyndig dyrlæge, hvis du konstaterer bobler i næsen på din skildpadde.

NB I efterårsmånederne oktober/november, hvor skildpadder, der skal i vinterhi, endnu går ude i drivhus, ol, KAN der i denne kølige fugtige periode erfaringsmæssigt godt opstå lidt vådt i næseborene på en rask landskildpadde, der går "ude". Det vil normalt være væk igen indenfor en uges tid.
Men selvfølgelig kan det da også være noget, der er lidt mere konstant. Vil du behandle, så skal skildpadden ind i varmen, ellers virker behandlingen ikke. Men så kan man ikke bagefter lægge den ud igen med henblik på vinterhi i år.

Covid 19

Fra Tortoise expert har jeg lige sakset et aktuelt spørgsmål om Covid 19

Can a Tortoise Get Covid-19?

There is currently no evidence to suggest that tortoises can catch Covid-19 or pass it to humans.

The current evidence indicates it can only be passed from human to human.

This is not to say, however, that tortoises cannot develop other types of respiratory illnesses. 

Dehydrering

Hvis en europæisk landskildpadde holdes indendørs på knastørt bundlag, kan der opstå en usund dehydrering af skildpadden, og huden ses herefter typisk gå løs flere steder på een gang og sidde og flagre i meget store stykker. Dette skal ikke forveksles med den almindelige udskiftning af huden i små flager. (Skildpadder skifter ham ligesom andre reptiler.) Bundlaget skal altså holdes fugtigt for at undgå dehydrering!

Læs Vækst

Der kan ved den skete dehydrering yderligere ske en forværring af tilstanden som følge af svampeangreb, således at der ses tab af skæl på lemmerne og af hornpladerne på hovedet. Samt af skjoldplader. Når skildpadden er dehydreret, er den åbent bytte for alle slags alvorlige infektioner, også af de indvendige organer.

Læs Bundlag.

Skildpadder i vinterhi vil også være udsat for dehydrering, hvis de ikke overvintres i fugtigt substrat (bundlag). Læs Vinterhi.

En dehydreret landskildpadde anbringes (undtagelsesvist) i vandskålen, og man vil herefter se den drikke voldsomt, og den vil under alle omstændigheder optage vand. Dette sker også gennem kloaken og gennem huden.

Dyrlæger

Krybdyrkyndig dyrlæge (med erfaring i landskildpadder)
Hvis du står med en syg landskildpadde, er der som udgangspunkt kun een vej frem! Omgående konsultation hos krybdyrkyndig og allerhelst skildpaddesagkyndig dyrlæge!

NB. Har du købt en skildpadde, som kort tid efter købet viser sig at være syg, så kontakt straks sælgeren. Måske vil dyrehandleren tage dyret tilbage.

Du kan ikke påregne, at dyrehandleren skal og vil betale dyrlægeregninger for behandlinger, som dyrehandleren ikke har forudgående kendskab til.

Du finder en liste over anerkendte dyrlæger med forstand på reptiler (landskildpadder) her:

Dyrlæger med skildpaddekundskab

Hvis din skildpadde allerede er syg, er det for det meste kun dyrlægen, der kan træde hjælpende til.

Men desuden er en konsekvent udbedring af pasningsforholdene og fodringen uomgængelig. -I modsat fald vender sygdommen selvfølgelig bare tilbage!

Forbedringen af pasningen og fodringen lønner sig med sikkerhed.

Allerede små forbedringer har iøjnefaldende effekt!

Feber

Selvfølgelig kan en landskildpadde ikke få feber! En landskildpadde er et reptil, der får varmen fra eksterne varmekilder. Den har ikke nogen selvstændig forbrænding, der kan skabe og vedligeholde en kropstemperatur ligesom pattedyr. Derfor er der ikke nogen forbrændingsskabt temperatur, der kan øges i form af feber.

Forfrysning

Det ser ud til, at europæiske landskildpadder fra de nordligste udbredelsesegne og russiske landskildpadder (ligesom mange padder) om vinteren danner et naturligt frostbeskyttelsesmiddel ("kølervæske"). Et såkaldt kryoprotektivt stof. Dette modvirker i et vist omfang egentlige frostskader!

Men hvis skildpadderne udsættes for hård frost (under 2-3 grader C) kan der let dannes egentlige forfrysninger.

En forfrysning er en beskadigelse af kropsvævet forårsaget af kulde. Det vil sige, at der opstår en krystallisering af kropsvæskerne. Som ved forbrændinger inddeler man skaderne i forskellige grader. Udsatte kropsdele (lemmer, ekstremiteter, øjne, osv) er de steder, hvor forfrysningerne først slår til.

Forfrysning kan medføre skader på forskellige organer, hud og typisk øjnene. Ved forfrysninger i og ved øjnene kan der opstå blindhed.

Symptomer på forfrysning under vinterhi vil ofte være bevægelsesforstyrrelser som for eksempel vandring i cirkel, ulyst til bevægelse, hovedet holdes skævt, blindhed som nævnt, blod i forreste del af øjet mellem iris og hornhinden (hyfem).

Skildpadden skal straks varmes meget langsomt op. Dette skal ske i høj luftfugtighed og i tempo 3 graders temperaturstigning i timen! Og så afsted til dyrlæge (med skildpaddekundskab)! Transporten foregår i fugtigt miljø som for eksempel i en plastikbox. Forfrysning er i sig selv smertefuld. Optøningen er lige så smertefuld. Desuden frigives der toksiner (gifte) ved optøningen. Disse er opstået ved cellernes beskadigelse under nedfrysningen. Der kan ske bakterieangreb i de ødelagte væv.

Gigt

Gigt (urinsur gigt) er en stofskiftesygdom, hvor overskydende urinsyre, der egentlig skulle have været udskilt gennem nyrerne, samler sig i blodet og aflejres i led og organer. Her danner urinsyren krystaller, som medfører meget smertelig gigt for skildpadde.

Årsagerne er almindeligvis

alt for proteinrigt foder ("supermarkedsgrønt")

Mængden af affaldsprodukter i skildpaddens system øges voldsomt, såfremt skildpadden indtager det proteinrige, næringsrige og ind imellem fedtholdige foder fra supermarkedernes grøntsagsafdeling. Når der ikke længere er plads i nyrerne til at behandle tilførslen af de skadelige urater, ophobes de krystallinske affaldsstoffer andre steder i blodet og i organismen. Resultatet er gigt.

Læs Foder

fodring med frugt og bær

Affaldsstofferne fra frugt og bær ophobes landskildpaddernes blod og organer, fordi nyrerne ikke er udviklet til at nedbryde dem i tilstrækkeligt omfang. Frugt og bær som føde giver således europæiske landskildpadder gigt.

læs Foder

indtagelse af animalsk foder.

Animalsk protein, som indtages i større omfang forårsager umådeholden ansamling af giftige substanser, som herefter bliver aflejret som urinsyrekrystaller (urat) i skildpaddekroppen. Der dannes blæresten og visceral gigt. Altså urataflejring i legemshulerne og i organerne såvel som smertefuld leddegigt.

læs Foder

i visse tilfælde dehydrering.

Terrarier til indendørs hold skal have fugtigt bundlag blandt andet for at undgå, at skildpadderne dehydrerer! Men også forgiftninger fra for eksempel fejlmedicinering kan medføre gigt. For lave temperaturer i omgivelserne kan også medvirke til nyreskader, hvorefter der dannes gigt.

Du kan ikke umiddelbart se, om et dyr har gigt. Det vil dog ofte fremtræde sløvt og "søvnigt". Hvis skildpadden ikke længere kan bruge bagbenene, er der nok tale om nyreskader og/eller gigt.

Den sikre diagnose fås hos dyrlægen, der tager en blodprøve.

Som hos mennesker, er gigt bestemt ikke noget, der uden videre kan kureres, når skaden er sket. Det kan kun forebygges ved rigtigt hold og fodring af skildpadden.

Hedeslag

Hvad er hedeslag?

Ved hedeslag (hyperthermisyndrom) overophedes hele kroppen til livstruende høje temperaturer. Dette sker kun, når kroppen ikke er i stand til/får lov til, at skille sig af med tilstrækkelige mængder af den overflødige varme.

Europæiske landskildpadder kan godt få hedeslag. Der fortælles efterhånden om mange tilfælde, især i Tyskland. Hedeslag hos skildpadder er for eksempel indtruffet, når en skildpadde er anbragt i en udendørs indretning, hvor den ikke har mulighed for at undslippe solens stråler ved at søge skygge og kølighed i et skjul, og hvor den ikke har haft mulighed for at grave sig ned. Og hvor luften tillige har stået fuldstændig stille, så temperaturen har nået fatale højder. (For eksempel har man uden videre overvejelser sat skildpadden direkte ud i solen i dens indendørs terrarie).

Der har også været tilfælde, hvor skildpadderne har gået i helt lukkede mistbænke uden for eksempel automatisk vinduesløftning, og hvor man har forsømt/været ude af stand til, at åbne et vindue manuelt. Skildpadden kan "ikke bare gå ud af mistbænken". Det kan den faktisk ikke altid finde ud af, når det egentlig er påkrævet. Skildpadder er som bekendt dumme som papkasser!

Der har endvidere været tilfælde, hvor skildpadden har i gået indendørs i et lukket glasterrarie, hvor varmepæren har banket temperaturen i hele terrariet op i voldsomt høje temperaturer. Her kan skildpadden jo heller ikke undslippe.

Hedeslag ytrer sig ved at skildpadden sidder/ligger bumstille frit fremme for eksempel i solen. Den er apatisk, slap i lemmerne/lam. Den har skum om munden. (Der er utvivlsomt indtrådt kredsløbsforstyrrelser.)

Hvad nu?

Skildpadden skal køles ned til normaltemperaturen. Ikke langsomt, men i roligt tempo. Herefter til dyrlæge, hvor der skal tilføres væske. Yderligere tiltag afgøres af dyrlægen efter de konkrete omstændigheder.

Helbredelse i naturen

Når man færdes i skildpadderne hjemstavnsbiotoper ser man ofte skildpadder, der har til husbehov (selvfølgelig uden lægehjælp) har ophelet og helbredt selv voldsomme skader på skjold og lemmer, og som nu faktisk lever aktivt videre.

I naturen oplever man gang på gang landskildpadders evne til at kunne overleve og selv hele voldsomme traumatiske skader. Her ses for eksempel en maurisk landskildpadde (Testudo graca ibera) i Bulgarien, der i sin tid har fået et ordentlig knald lodret ned i den bageste del af rygskjoldet. Den levede stadig i bedste velgående og var bomstærk og meget livlig!

Igen et eksempel på landskildpadders forbløffende evne til selv at udbedre og leve videre med alvorlige skader! Her ses for eksempel en lille (20 cm) fuldvoksen Testudo marginata weissingerii (navn på lokal dværgform på sydlige Peloponnes af bredrandet landskildpadde). Den har fået et ordentlig traumatisk knald fra oven på skjoldet, men er helet op igen til husbehov. Den havde det faktisk fint og var frisk og livlig!

Set i Nordøstgrækenland. Denne noget slidt udseende græske landskildpaddehan af østarten (Testudo hermanni boettgeri) har tydeligt fået brækket/slået højre halvdel af haleskjoldet af. Men benet ser da osse noget afkortet ud? Ganske rigtigt! Nederste del af benet er væk. Hakket af? Bidt af? Men såret er helet flot op, og skildpadden færdedes sprællevende rundt!

Denne flotte, gamle marginatahan har været ude for en volsom skade. Den allerførste opheling er netop i gang. Skildpadden lever stadig i bedste velgående. Nordgrækenland

Igen en græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) der i sin hjemstavnsbiotop har været ude for et voldeligt traume. Vi er langt inde i stenet natur, hvor der ikke kan dyrkes nogetsomhelst. Da der ikke findes landbrug her, er der heller ingen veje. Men der har måske været en fåreflok med en hyrde forbi. Så måske er det atter en hyrde, der har været der med kæppen/staven, fordi "skildpadden skal ikke æde mine dyrs græs", som jeg har hørt en hyrde vrisse på en af mine ture. Som set så mange gange før er skaden vokset sammen til husbehov, og skildpadden er frisk og livlig!

Græsk landskildpadde af østarten (Testudo hermanni boettgeri) i sin hjemstavnsbiotop. Den har åbenbart fået "en med spaden". Skaden er helet op, så godt det nu kunne blive, og skildpadden fejler iøvrigt intet

Voldsomt beskadiget græsk landskildpadde af østarten (Testudo hermanni boettgeri) i sin hjemstavnsbiotop. Hvad er der sket her? Slag med spaden? Skaden er ikke frisk, men er helet noget op. Skildpadden havde det tilsyneladende fint og var frisk og livlig!

Igen en græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) i sin hjemstavnsbiotop, der har fået et hårdt traumatisk slag (med spaden? hyrdekæppen?). Skaden er af ældre dato. Det hele er vokset sammen bedst muligt. Skildpadden var frisk og livlig og fejlede iøvrigt intet!

Herpes (En voksende svøbe)

Herpes er en virus, og det er en sygdom, der kan være uopdaget til stede i landskildpadder i årevis. Det vil sige, at landskildpadder kan være "raske smittebærere" af herpes. Der er tale om en anden form for smitsom sygdom, end den vi kender som herpes hos mennesker. -Og den herpes, der går på skildpadder, den smitter ikke mennesker. Den herpesform, som findes i landskildpadder, kan i allerværste fald være fatal for skildpadderne i ordets medicinske betydning. Hvis den kommer i udbrud, er der ofte (men ikke altid) den udgang på forløbet, at skildpadden dør.

Det bemærkelsesværdige ved herpes er altså, at skildpadder som nævnt kan være "raske smittebærere" i mange år, uden at man opdager noget. Man er faktisk nødt til at tage en blodprøve fra skildpadden og analysere den, for at man kan konstatere, om en tilsyneladende rask landskildpadde er inficeret.

Man mener iøvrigt at have konstateret, at inficerede hunner ikke overfører sygdommen gennem æggene til ungerne!

Som regel kommer herpes kun/først til udbrud, når en skildpadde stresses voldsomt, for eksempel ved miljøskift eller velmenende "overpasning", hvor den hele tiden tages op og flyttes rundt, undersøges, konstant bliver udsat for ændringer i nærmiljøet, osv. Også efter netop overstået vinterdvale er det almindeligt at konstatere sygdommen. Og konstatere det på den måde, at herpesinficerede dyr er afgået ved døden i løbet af vinterhiet. Det er som bekendt under vintersøvnen, at naturen piller de syge og svækkede eksemplarer fra.

Da herpes ikke nødvendigvis kan iagttages umiddelbart, anbefales det den meget forsigtige skildpaddeholder at sætte et nyanskaffet dyr i karantæne i lang tid, inden det sættes sammen med de øvrige skildpadder. Altså under forudsætning af, at man har ladet sin hidtidige bestand af skildpadder checke for sygdommen, og den har vist sig at være sygdomsfri. Ellers er det jo irrelevant.

Men da skildpadder som nævnt kan være raske smittebærere af sygdommen, er der jo nærmest ingen ende på det antal af år, man skal holde skildpadden i karantæne! Så....

Og man tager altså på grund af smittefaren ikke andres skildpadder i pleje eller feriepasning på en sådan måde, at de kommer i nærheden af de skildpadder, der findes på stedet i forvejen. Og man tager af samme grund ikke sin/sine skildpadder med på besøg/fremvisning på steder, hvor der er andre skildpadder.

Min tyske veninde Petra Kösterkes græske landskildpadde blev inficeret med Herpes. Man ser de lyse beklægninger i munden. Den kunne ikke reddes, og døde kort efter.

Sygdommen er efterhånden også ret almindeligt forekommende hos landskildpadder i fangenskab i Danmark. Tidligere hørte man kun om den i for eksempel Tyskland, hvor den er meget udbredt og frygtet.

Der var i det store hele kun teoretisk og begrænset kendskab til sygdommen i danske skildpaddekredse. I løbet af 1980erne, 1990erne begyndte der at dukke rædselsfulde beretninger op fra Tyskland, hvor Herpes spredte sig og udryddede hele landskildpaddebestande. Det fortsatte ind i dette århundrede, og problemet er kun vokset. For eksempel fortælles om en ulykkelig familie, der havde flere bestande (ca. 50 stk. ialt) af forskellige arter af landskildpadder (Udover europæiske landskildpadder også voksne stråleskildpadder). De købte og hjembragte nogle små skildpaddeunger, der ved de senere undersøgelser viste sig at have herpes. Familiens øvrige skildpadder var i mellemtiden blevet smittet af de inficerede unger, og alle døde/måtte aflives!

I Danmark var Herpes ukendt indtil for få år siden, men nu er den åbenbart begyndt at hærge her.

Yderligere advarsel. Det oplyses fra Tyskland, at de små mauriske landskildpadder (Testudo graeca), som tilbydes på feriestederne i Nordafrika til næsten ingen penge, og som derfor tages med hjem (ulovligt) i massevis i kufferten, i stort omfang er angrebet af og/eller bærere af herpes ("raske smittebærere"). Altså hold dig fra dem, og lad være med at overtage dem. Det kan ende i en katastrofe for dine andre skildpadder.

I naturen?

I USA har man konstateret herpes (og mycoplasma) i Gopherskildpadder. I Nordafrika er der konstateret herpes og mycoplasma i mauriske skildpadder. Det kan vist heller ikke ganske afvises, at herpes (og mycoplasma) findes i europæiske landskildpadder på Balkan? Endnu er det langt fra undersøgt tilbunds, hvordan og hvor meget sygdommen er udbredt i naturen. Man må altså konstatere, at sygdommen er udbredt, og at skildpadder åbenbart lever fint med det i årevis/hele livet, uden at sygdommen nødvendigvis konstateres.

Tyskerne mente oprindelig, at chelonia-herpesvirus var blevet indslæbt til Tyskland med ulovligt hjembragte mauriske landskildpadder fra Nordafrika (Ferienmitbringsel), men man ændrede senere opfattelse og mener nu, at smitten er kommet med ulovligt hjembragte mauriske landskildpadder fra det sydlige Tyrkiet (også som souvenirer fra charterdestinationerne).

Nu breder herpessygdommen sig så videre fra Tyskland til Danmark. (Og fra charterturisternes ulovligt medbragte landskildpadder fra Tyrkiet og Nordafrika?) Tyskerne beskæftiger sig i dag meget med Herpes, og den tyske landskildpaddelitteratur behandler emnet med stor interesse. På samme måde fylder emnet meget på de tyske skildpaddefora.

Hvordan arter herpes sig?

Man mente tidligere, at den russiske landskildpadde Testudo horsfieldii og den græske landskildpadde Testudo Hermanni var mere udsat for angreb af herpes end den bredrandede landskildpadde Testudo marginata  og den mauriske landskildpadde Testudo graeca. Dette er ikke tilfældet. Alle europæiske landskildpadder, og landskildpadder i det hele taget, er faktisk lige udsatte.

Symptomer på herpes i udbrud er sædvanligvis: Hvid/gul belægning af tunge/svælg. Bobler i næsen. Apati. Appetitløshed. Lungebetændelse. Diarre. Pludselige uforklarlige dødsfald. Neurotisk adfærd som for eksempel konstant løben i ring/drejen rundt og skæv/ekstrem holdning af hovedet.

Man har hidtil ment, at herpes hos skildpadder er en uhelbredelig sygdom. Men det er ikke helt rigtigt. Jeg er bekendt med vellykkede behandlingsforløb af skildpadder, der ved undersøgelse/blodprøvetagning havde vist sig at være bærere af sygdommen. Men det drejer sig altså om skildpadder, der alene har vist sig positive ved testning for herpes. Ikke skildpadder, hvor sygdommen allerede var kommet i udbrud.

Jeg tror som nævnt faktisk, at mange landskildpadder i fangenskab bærer rundt på herpes, uden at det nogensinde kommer i udbrud.

-Før dyret af en eller anden grund svækkes. Sådan forholder det sig også i naturen. Hvis man holder sine landskildpadder i udendørs frilandsanlæg, vil solen jo som bekendt virke som massiv decinficerende faktor. Solen "brænder" som bekendt svampesporer, bakterier og virus op i vidt omfang.

Der er tilsyneladende også konstateret flest udbrud hos landskildpadder i indendørs hold. Sikkert også fordi indendørs holdte landskildpadder generelt håndteres mere som "kæledyr" og stresses mere ved daglig "pasning", håndtering, hyppig udskiftning af bundlag, osv., end udendørs holdte landskildpadder.

Jeg har oversat en ekstraheret udgave af en artikel om emnet i tidskriftet Marginata nr. 7, 2005, og den følger her:

En update af herpesvirus hos landskildpadder

af Thomas Filip & Anna Kübber Kleis

Hvad er herpes.

Vores viden om herpes er endnu ikke stor. Herpes labialis er en sygdom hos mennesker, der udløses af arten Herpes simplex. Den optræder ved sitren ved og dannelse af blærer ved læberne. Den kan dog også optræde andre steder,  som i den frygtede udgave Herpes genitalis, der kan forårsage unormale fødsler for svangre kvinder. Fælles for alle herpesvira er, at de er DNA-vira og danner et hylster af  æggehvidestoffer.

Disse vira er udbredt over hele jorden, og mange dyrearter har deres egne herpesvira. De er endvidere værtsbestemte, og det vil sige, at mennesker ikke kan smittes med herpes fra skildpadder.

Herpes viser sig hos skildpadder ved gul, osteagtig belægning på tungen og i halsen. Skildpadden vil prøve at fjerne dette formodede fremmedlegeme ved  at gnide med forbenene. Senere vil der opstå åndenød. Dette er det sædvanlige forløb. Der kan dog også ind imellem ses en form for forkølelsessymptomer. I sjældne tilfælde sker der en infektion af hjernen. De typiske symptomer er i så fald konstant løben i rundkreds og  unaturligebevægelser med hovedet.

Under alle omstændigheder forbliver dyret smittebærer, også selvom det tilsyneladende bliver raskt igen. Det vil altid kunne udskille vira og smitte andre dyr. Man formoder også deltagelse af herpesvira ved andre sygdomsangreb på  skildpadderne. For eksempel antages det, at herpesvira spiller en rolle sammen med bestemte  bakterier ved fremkomsten af ”Running Nose Syndrome”. Men formentlig i så fald i en anden udgave/stamme.

Hvilke arter er modtagelige overfor denne infektion?

Man finder herpesvira både hos landlevende og vandlevende skildpadder. Hos de europæiske landskildpadder anses Testudo hermanni for at være mest udsat. Testudo graeca og Testudo horfieldii er lidt mindre modtagelige og Testudo marginata  er mest modstandsdygtig. Infektioner med herpesvira ses beskrevet i Europa,  Afrika, Nord- og  Sydamerika.

Hvordan forholder det sig med denne sygdom i vildtlevende populationer?

Mathes har i 2004 offentliggjort en undersøgelse. I en 3-årig periode undersøgtes i Frankrig og Marokko 133 skildpadder i  fangenskab og 196 vildtlevende skildpadder. Der var tale om Testudo hermanni hermanni, Testudo graeca og Testudo  graeca ibera,  som blev undersøgt, hvorvidt de havde dannet antistoffer mod herpesvirus.

Udfaldet af undersøgelsen blev, at betydeligt flere dyr i fangenskab havde  dannet antistoffer, end vildtlevende dyr. Dette kan muligvis skyldes, at dyr i fangenskab lever i tættere kontakt med andre dyr, og derved vedvarende udsættes for en større smitterisiko.

Men hvordan kan man vide, at belægningen i munden er forårsaget af herpesvirus?

Dette er et af hovedproblemerne ved infektionsmedicin. Nemlig at undgå tilfældige sammenfald.

Robert Koch har opstillet sine 3 berømte postulater til dette brug.

1. Optisk påvisning. Mikroorganismen skal kunne påvises i ethvert tilfælde af sygdommen.

2. Kulturel påvisning. Sygdomsfremkalderen skal kunne dyrkes i renkultur.

3. Patogenitetspåvisning. Renkulturen skal eksperimentelt kunne fremkalde sygdommen hos forsøgsdyr, og den skal igen kunne isoleres fra forsøgsdyret.

Det første postulat er relativt let at opfylde. Herpesvira danner efter infektion af cellerne typiske figurer. De kan let identificeres ved hjælp af farve tilsat tynde snit af tungevæv, der  mikroskoperes.

Det andet postulat er noget sværere at opfylde. Opdrættet foregår på såkaldte ”turtle heart cells”. Det er ikke let, men kan lade sig gøre.

Det tredje postulat lykkes kun til dels. Men man  hævder, at den anvendte undersøgelsesmetode er tilstrækkeligt  overbevisende.

Efter alle disse bemærkninger er der stadig et påtrængende spørgsmål:

Når symptomerne er så lette at overse, og et dyr hele sit liv kan være farlig  smittebærer for andre dyr, hvordan opdager jeg så for mit eget vedkommende, om jeg huser en sådan smittebærer?

Efterhånden har der udviklet sig nogle påvisningsmetoder. Den ældste og bedste er den patologiske undersøgelse i form af mikroskopi. Ulempen ved denne er, at den tager lang tid og kræver organmateriale fra dyret. Og ved mikroskopi af væv fra levende dyr, er træfsikkerheden ikke absolut. Der er risiko for, at et inficeret dyr forbliver uopdaget. Der er derfor udviklet yderligere metoder til test af levende dyr. Alle disse hviler på reaktion i form af antistoffer.

Næsten alle levende væsener reagerer på infektioner fra vira, bakterier, svampe og  parasitter ved at producere specifikke antistoffer. Dette sker i form af æggehvidestoffer, der cirkulerer i blodbanerne og opfanger smitten.

Den mest kendte metode til testning af dette er serumneutralisationstesten. Dette er den mest pålidelige undersøgelse af levende dyr. Ulempen ved den er, at den kræver en relativ stor mængde blod, og den kan derfor kun udføres på større dyr. Testen varer 14 dage. I 2001 indførtes en ny undersøgelsesmetode, der benytter sig af samme mekanisme. Også her anvendes blod fra formodet inficerede dyr.

Den såkaldte ELISA-test (Enzyme Linked Immuno Sorbet Assay) sammenkobler  antistofreaktionen med en farvereaktion og er således meget hurtigere. Denne metode anvendes dagligt hos mange dyrlæger for eksempel til at påvise bestemte kattevira. Desværre er der endnu ikke lavet et testkit, som direkte kan anvendes af dyrlægen i sin  praksis. Blodprøverne skal derfor fortsat sendes til særlige laboratorier.

Selvom man har gode resultater med disse metoder, der hviler på antistofreaktion, er der også problemer. Hver prøve har en minimumsgrænse for udslag. Der kræves et vist antal antistoffer, før en reaktion kan påvises. Efter en infektion går der nogen tid, før der har dannet sig så mange antistoffer, at man  kommer over påvisningsgrænsen og kan diagnosticere herpesvira. Efter en vis tid falder tallet af antistoffer desværre  igen under påvisningsgrænsen. 

Dette rummer den største fare, fordi dyret efter dette tidspunkt er smittet og kan  udskille vira. Men det er ikke muligt at påvise herpesvira i denne fase med  de nuværende tests. Denne viden er meget vigtig. Da afspejlingen af antistoffer synker med tiden, kan også inficerede skildpadder  fremtræde negativt ved serologiske tests! Denne viden har man dog haft længe.

Der kom dog først et gennembrud i problematikken, da man direkte kunne påvise smitten  med metoder fra molekylærbiologien. Molekylærbiologien bruges til at undersøge det enkelte dyrs specifikke DNA-kæde.

Der findes forskellige metoder. Den mest kendte og også vigtigste metode er den såkaldte PCR (Polymerase Chain  Reaction).  Man kan her opformere og undersøge bestemte dele (sekvenser) af DNA-kæden og  entydigt påvise sekvenser med herpesvirus. Der er dog en ulempe. Der kræves organprøver, og de stammer for det meste fra døde dyr. Det bør dog ikke være et problem i vore dage at skaffe prøver fra levende dyr hos specialiserede reptildyrlæger, der kan udføre endoskopi. Under alle omstændigheder har de molekylærbiologiske metoder ført til en større indsigt i sygdommen.

Gennem undersøgelse af 35 forskellige virusstammer, udvundet af 6 landskildpaddearter  (T. hermanni, T. graeca, T.  horsfieldii, T. carbonaria, Geochelone pardalis, Manouria emys), kunne det lægges fast, at de lod sig opdele i 2 grupper.

Der er tale om en ”testudotype”, der blev fundet hos alle eksemplarerne, bortset fra Testudo horsfieldii, og en ”horsfieldiitype”, der kun lod sig påvise i Testudo horfieldii. Efter alt at dømme optræder  ”testudotypen” mere alvorligt sygdomsfremkaldende end  ”horsfieldiitypen”.

Man antager, at ”testudotypen” er kommet hertil fra Tyrkiet, idet Testudo graeca overlever sygdomsangreb fra denne type, hvilket tyder på, at dens immunforsvar har forberedt sig på denne virus. Testudo hermanni overlever derimod ikke. Denne arts immunsystem er derfor tilsyneladende ikke forberedt på denne virus, og kan  ikke stille noget op imod den. Man ved intet om ”horsfieldiitypen”. Den er ikke fundet i vildtlevende eksemplarer.

Hvordan kan man beskytte sin skildpaddebestand imod udbrud af herpes?

Den vigtigste foranstaltning er at indføre karantæne overfor nye eksemplarer. Der skal sørges for rumlig adskillelse mellem de gamle og de nye eksemplarer. Der skal anvendes forskellige redskaber og gives separat foder. Pasningen i karantæneafdelingen skal foregå således, at man undgår på uvidenskabelig vis selv at overføre sygdommen. Der er ikke enighed om længden af karantænen, men 1 år vil være ideelt, selvom dette nok tit er urealistisk.

I ferieperioder skal man være udvise forsigtighed med at tage kollegers skildpadder i pleje. Forårsaget af stress ved miljøskiftet kan herpesvirus pludselig komme til udbrud i et dyr, der ellers i årevis har været symptomfri. Eller værre endnu kan skildpadden fremtræde som symptomfri og udskille virus og dermed inficere alle de andre skildpadder. Derfor skal sådanne skildpadder også undtagelsesfrit holdes i karantæne, selvom de måske er sunde og raske. Det bedste vil være at lade skildpadderne blive, hvor de er hos ejeren og passe dem der.  Man skal dog fortsat undgå selv at  overføre smitte.

En vis risikominimering kan opnås hvis man lader nyanskaffede eksemplarer undersøge serologisk. Denne ”screening” er desværre ikke 100 % sikker, men risikoen for at indføre et inficeret eksemplar i bestanden er minimeret.

Hvis man vil undgå syge dyr i sin bestand, skal man under ingen omstændigheder sætte positivt testede dyr sammen med de andre. Hvis alle skildpaddeholdere og kommende skildpaddeholder fik deres dyr testet, og  herefter frasorterede herpesbærere, ville problemet være væk.

Hvis sygdommen er i udbrud, og dyret udviser symptomer, er de veterinærmedicinske muligheder meget begrænset. Det er et faktum, at et sådant dyr er virusbærer og forbliver det. Herved fortsætter det med at være en trussel mod alle  andre skildpadder, og meget taler for eutanasi af dyret. Kun hvis man kan garantere,  at man vil  kunne holde dyret adskilt fra andre skildpadder  for tid og evighed, kan det retfærdiggøres at gøre et forsøg på at redde dyret. Man skal dog lige huske på, hvor længe skildpadder kan leve, før man bestemmer sig for livsvarig karantæne!

Forsøg på helbredelse består frem for alt i at inddæmme alle såkaldte  sekundærinfektioner. Dermed menes alle andre sygdomme, der opstår i forbindelse/forening med herpesangrebet. Det kan være parasitære infektioner og bakterielle infektioner. 

Parasitter bekæmper man, efter at de er konstateret i afføringsprøver. Bakterielle infektioner bekæmpes bedst ved at foretage bakteriologisk undersøgelse og gennemføre en antibiotisk  behandling på grundlag af en resistenstest.

Det tilrådes at foretage en generel understøttende behandling  med elektrolytinfusion for at styrke dyret og dermed dets immunforsvar. Med vekslende resultat har man benyttet et medikament kaldet Aciclovir. Det er et virustaticum, der hæmmer udviklingen af virus, men det kan ikke udrydde det.

Som ved human medicin er profylakse den bedste foranstaltning. Man kan måske foretage en beskyttelsesvaccination.

I en publikation fra 2001 beskrives et forsøg udført af en arbejdsgruppe under Doktor Marschang. Man forsøgte at vaccinere skildpadder mod herpesvirus. Desværre kunne der ved dette forsøg ikke aflæses en stigning i de specifikke antistoffer og dermed kunne der ikke påvises en beskyttelse i dyrene mod herpesvirus.

Som det fremgår af denne artikel, findes der ikke nogen tilfredsstillende  veterinærmedicinsk helbredelse/behandling og beskyttelse. Det er også tvivlsomt at gennemføre en bekæmpelse alene af symptomerne. Der er alene tilbage at beskytte sine dyr mod smitte. Man må under ingen omstændigheder indføre inficerede dyr i sin bestand. Der skal opretholdes langvarig karantæne. For at minimere risikoen, kan man gennemføre tests som beskrevet. En dyrlæge kan være behjælpelig ved valg af mulighederne. Desværre forbliver der fortsat en risiko. Men dog betydeligt forringet. 

(Oversat den 29. August 2009 af OHM (med bidrag fra dyrlæge Torben Mikkelsen).

Som det fremgår, er ovenstående artikel meget opgivende overfor prognosen/udsigterne, såfremt der konstateres herpes i en skildpaddebestand. Der er dog sket en del i de senere år, og jeg er som nævnt bekendt med vellykkede behandlingsforløb.

Læs endvidere Jan Lehmanns grundige artikel: Herpes, Mycoplasma og karantæne hos landskildpadder i NHF bladet årg. 2011/2012 juli/aug. nr. 2!

Du kan også linke til den på Jans fine hjemmeside:

http://www.landskildpadde.dk/ny/Herpes_%26_Mycoplasma.html

Hvis du mener, at dine skildpadder måske er inficeret med herpes og mycoplasma, og hvis du ønsker diagnose og (omfattende) behandling, så kontakt dyrlæge Beth Fledelius www.krybdyrdoktor.dk. Hun har faglig indsigt og særlig erfaring med behandlingen af disse sygdomme.

Smitte til egne unger?

Det er som nævnt den gængse opfattelse, at herpes og mycoplasma i agrebne moderdyr ikke kan smitte videre til ungerne i de lagte æg. Dette anføres mange steder i den tilgængelige litteratur. Men er det helt rigtigt? Læs Jan Lehmanns erfaringer her: http://www.landskildpadde.dk/kbh-zoo.html

Hvide prikker på skildpadden

Under vinterhi kan der dannes små hvide prikker på skildpaddens skjold og lemmer. Det er uskadelig svamp.

Læs Vinterhi

Hvide snirkler/ciseleringer i landskildpaddeskjold

Marianne Sjøholm har taget dette foto af en ung bredrandet landskildpadde (Testudo marginata) med små lyse ciseleringer/snirkler i rygskjoldpaladerne

Ind i mellem ses i landskildpadders rygskjolde små, snirklede, netformede, hieroglyflignende, lyse dannelser ligesom gange i skjoldets hornplader. Ind imellem optræder der samtidigt hermed rødfarvning af vækstringene mellem rygskjoldpladerne.

Jeg troede tidligere som så mange andre, at der var tale om angreb af parasitter, ligesom når mennesker for eksempel angribes af fnat i huden. For eksempel anfører Lutz Sassenburg i "Ratgeber Schildkrötenkrankheiten", at der er tale ædespor fra trematoder.

De angrebne skildpadder vil erfaringsmæssigt som regel være unger og ungdyr. Yderst sjældent forekommer det også hos ældre eksemplarer.

Marianne Sjøholm tog dette foto af en ung bredrandet landskildpadde (Testudo marginata) med små lyse cidseleringer/snirkler i rygskjoldpaladerne

Fænomet er der efterhånden mange sagkyndige personer, der har beskæftiget sig med. Man ved endnu ikke ikke præcist, hvad der er tale om. Man kan ikke engang med sikkerhed fastslå, om der er tale om et fysiologisk eller et patologisk fænomen.

Man har drøftet, om der er tale om svampeinfektioner eller kolesterolaflejringer. Men der er nu enighed om, at der er tale om egentlige forandringer i dannelsen af hornlaget (i den yderste del af hornlaget), og det antages generelt, at det heldigvis ikke har noget med parasitter at gøre. Tilstanden er ufarlig.

Det er efterhånden en alment anerkendt opfattelse, at tilstanden ses på landskildpadder, der har haft for hurtig vækst. De hvide aftegninger kan således skyldes protein og mineraludfældninger. De kan endvidere skyldes harmløse luftdannelser i hornlaget på grund af den stærke vækst. Men det er altså kun en antagelse!

Aftegningerne optræder hyppigst i foråret og forsommeren. De ses også hos små unger, der netop kommer frem efter deres første vinterhi. Erfaringsmæssigt aftager de små mønstre hyppigt i løbet af sæsonen. Under alle omstændigheder ser det ud til, at disse små aftegninger forsvinder ved brug af korrekt afstemt UV-lys. Og især solskin! Og ved korrekt fodring med næringsfattigt ukrudt.

Hvide ciseleringer på Jennifers bredrandede landskildpadde (Testudo marginata) ved navn Sammy

Disse kringlede mønstre er ikke altid uforanderlige. De kan ændre sig meget. Fra uge til uge kan der opstå nye punkter, der bliver til ringformede, kringlede dannelser, der smelter sammen med de allerede eksisterende.

Men under alle omstændigheder viser alle erfaringer, at disse små mønstre er harmløse og derfor ikke behøver særlige indgreb og foranstaltninger, udover at skildpadderne skal holdes rigtigt med hensyn til lys, varme, miljø og foder.

Endnu et foto af de hvide ciseleringer på Jennifers bredrandede landskildpadde

De små mønstre i rygskjoldet forekommer hyppigst hos landskildpadder i fangenskab. Især ved indendørs hold. Jeg har dog set fænomenet enkelte steder i naturen. Blandt andet hos en lille maurisk landskildpaddehan (Testudo graeca nabeulensis) på Sardinien. Jeg har også set det på en bredrandet landskildpaddeunge ved Piræus i Grækenland.

Her står jeg i naturen (Sardinien) med en lille halvvoksen maurisk landskildpaddehan (Testudo graeca nabeulensis). Den har de samme aftegninger i hornskjoldpladerne, som man kender fra skildpadder i fangenskab.

Her ses et foto af en stor bredrandet landskildpaddeunge i naturen. Man ser et tæt net af snirkler i hornpladerne. Billedet er taget på Poros

Hvide øjenbelægninger

Under vinterhi kan der opstå hvide øjenbelægninger. Der kan være tale om det såkaldte "Nachwinter Syndrom". Det er uskadeligt.

Læs Vinterhi

Indvoldsorm og parasitter

Skildpadder kan også blive udsat for angreb af parasitter. Dette er ikke i sig selv en sygdom, og behandles derfor ikke i denne artikel.

Læs  Indvoldsorm/parasitter

Injektioner (hvor?)

Det er nærliggende at foretage injektioner i en landskildpaddes bagben, fordi det på denne måde er nemmest at fastholde skildpadden og et af skildpaddens bagben under processen. Skildpaddeukyndige dyrlæger griber derfor erfaringsmæssigt ofte til at foretage injektioner i den syge skildpaddes bagben.

Det oplyses imidlertid med vægt af den skildpaddeveterinære sagkundskab, at man på grund af negative erfaringer absolut bør undgå at injicere landskildpadder i bagpartiet/bagbenene på grund af de indre organers placering og blodomløbet i skildpadden. Skildpaddens blodomløb ligger populært sagt "omvendt".

En injektion i bagbenene af et sygdomsbekæmpende lægemiddel vil derfor populært sagt betyde, at det injicerede middel går nærmest direkte i leveren og nedbrydes, inden det når at brede sig i skildpadden. Injektionen bliver derfor næsten virkningsløs.

Injektionerne foretages bedst foran på skildpadden mellem halsroden og det ene forben. Så hvis din behandlende dyrlæge vil injicere i bagbenene, så må du straks stoppe vedkommende, og tage en snak om nødvendigheden af injektion contra oral medicinering! (Injektion kan jo godt være den optimale løsning i bestemte situationer.)

-Men husk: Injektioner af landskildpadder bør undgås. Giv så vidt muligt medicinen gennem næseborene og oralt, som ovenfor beskrevet.

Kalkmangel

Den europæiske landskildpaddes knogler kræver til sund vækst ikke alene rigeligt af den nødvendige kalk, men der skal også i foderurterne være et specifikt forhold mellem kalk (calcium) og fosfor. Det bedste forhold er mindst 2:1. Altså mindst dobbelt så meget kalk som fosfor. Dette reguleres af det nødvendige D3-vitamin, som "hjælper" skildpadden til at "bruge" kalken. Nyere forskning viser, at D3 også er også meget vigtigt for immunsystemets funktion.

For meget fosfor er et problem. Den desværre ret almindelige, men forkerte, skildpaddekost i form af grønsager og salat indeholder rigeligt fosfor og meget lidt kalk. Dette har for eksempel vist sig at være en vigtig faktor i metabolisk knoglesygdom/metabolic bone disease (MBD). Læs mere om MBD senere i denne artikel

Hvis calcium/fosfor indholdet er forkert, således at der er for meget fosfor i det indbyrdes forhold, sker der meget populært sagt det, at fosforatomerne under væksten suser ind i benstrukturen og tager kalkatomernes plads. Der sker yderligere det, at skildpadden begynder at tære kalk fra knoglerne, fordi den herudover jo ikke får tilstrækkeligt kalk tilført på foderet. Så bliver knoglerne gummiagtige og svage og man ser typisk, at skildpadden ikke længere bruger sine bagben, der ikke kan bære den.

Læs Foder Vækst Kalk

Karantæne

Til venstre ses karantæneflag

Er karantæne en nødvendighed, når man anskaffer sig nye skildpadder? Umiddelbart virker det jo som en fornuftig sikkerhedsforanstaltning, at man sætter nyanskaffede skildadder i karantæne, før de sættes sammen med den eksisterende bestand.

Og som nævnt under afsnittet om herpes, sætter den omhyggelige skildpaddeholder som udgangspunkt nye dyr i karantæne, inden de sættes sammen med den øvrige bestand.

Men er karantæne ubetinget påkrævet?

Den tidsmæssige udstrækning af karantænen vil jo afhænge af, hvad man vil observere for.

Hvis man for eksempel er bange for, at den nyanskaffede skildpadde er skjult smittebærer af herpes og mycoplasma, er tidshorisonten jo nærmest uoverskuelig (flere år), med mindre man alene anvender karantænetiden til at få sit nyanskaffede dyr testet for disse sygdomme.

Men gør man ikke det, så kan man jo i grunden lige så godt droppe det!

Hvis den forhåndenværende dyrebestand ikke allerede er testet for skjulte sygdomme som for eksempel Herpes og Mycoplasma, vil det jo også være ret ligegyldigt, om man tester de nye. Smitten kan jo i så fald allerede være i bestanden!

Men der kan jo også være andre sygdomsfremkaldende vira, bakterier og andre organismer, som det nye eksemplar kan slæbe med til sit nye hjem (for eksempel også parasitter i form af indvoldsorm), så hvis man vil sikre sig herimod, er vis karantænetid (min 14 dage) altid være en god ide. Hvis man altså kan vente.

Læggenød

Læggenød betyder, at skildpaddehunnen ikke kan komme af med ægget/æggene, der sidder fast i æggelederen. Det er af gode grunde frygtet, men forekommer reelt ikke så tit, som mange forestiller sig.

Læs Æglægning

MBD (metabolic Bone disease) Metabolisk Knogle Sygdom

Denne sygdom, som også kendes under navnene rakitis og osteomalaci skyldes kun skildpaddeholderens manglende indsigt og viden om artsrigtigt skildpaddehold! Altså forkert skildpaddehold og pasning!

Sygdommen kender europæiske landskildpadder ikke i naturen. MBD er desværre til gengæld en af de hyppigste sygdomme hos landskildpadder i fangenskab. Sygdommen opsstår gennem beskadigelse af kalciumstofskiftet. Dette medfører mineraliseringsforstyrrelse i skeletsystemet.

De to mest alvorlige faktorer til MBD er kombinationen af utilstrækkelig tilstedeværelse af kalk og utilstrækkelig tilførsel af UVB lys. Dette skaber D3 vitaminmangel og skadeligt calcium-fosfor forhold. Kalk UV-Lys

MBD er en kompleks sygdom. Den metaboliske knoglesygdom hidrører fra et forkert calcium-fosforhold i kroppen. Normalt bør dette forhold være omkring to dele calcium og en del fosfor (2: 1).

Når calciumniveauet er relativt lavt, forsøger kroppen at kompensere ved at tage calcium fra hvor det kan (som fra knoglerne). Dette fører til en blødgøring af knoglerne, der gør dem modtagelige for brud og også fører til en deponering af fibrøst væv, da kroppen forsøger at styrke knoglen i mangel på tilgængeligt calcium.

Calcium påvirker også en række andre fysiologiske systemer, herunder muskelkontraktion (herunder hjertemusklerne) og blodkoagulering.

Derfor er forholdet 2: 1 calcium til fosfor ideelt i din skildpaddes foder, men calciummetabolisme er ikke så simpelt. D-vitamin (især D3) er også afgørende for calciummetabolisme, og skildpadderne har de massivt brug for UV-lys til at fremstille deres eget D-vitamin.

To andre mineraler spiller iøvrigt også afgørende roller i optagelsen af kalk i skildpaddens knogler (calciummetabolismen). Det drejer sig om magnesium og bor. Et forhold på 2:1 mellem calcium og magnesium er meget vigtig.

Resutatet af MBD er skrækkelige skjolddeformationer hos landskildpadder, der ofte har meget svært ved at gå uden at slæbe skjoldet henover jorden og ofte uden rigtig evne til at bevæge bagbenene.

Den MBD-skabte calcium/fosfor ubalance i skildpaddens krop danner ubalance i systemet, og forårsager en svækkelse i knoglestruktrúren og skjoldet (Carapax og Plastron). Der kan yderligere opstå rystelser, alvorlig svækkelse og knoglebrud!

En ynkeligt udseende fejlopfodret og fejlpasset græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) med MBD (metabolisk knoglesygdom (rakitis). Sygdommen skyldes alene forkert hold!

På grund af deres høje vitamin- og mineralbehov er ungdyr og dyr i vækst særlig truet. Det er i den alder, man kan tale om rakitis. Hvis det drejer sig om voksne dyr, taler man tit om osteomalaci. 

Misfarvet urin

Læs Afføring og urin

Mycoplasma

Mycoplasma er (i modsætning til Herpes, der som nævnt er en virus) en smitsom bakterie/amøbe, som blandt andet angriber luftvejene og fremkalder fatal lungebetændelse. Den adskiller sig fra de fleste andre bakterier ved at mangle cellevæggen. Den er således i stand til at trække sig helt ind i "værtscellen". Den er meget resistent overfor lægemidler og er et problem for skildpadderne ligesom herpes. Problemstillingen er nemlig ganske magen til herpes.

Baytril er et effektivt middel mod mycoplasma. Landbruget anvender Baytril til bekæmpelse af mycoplasma hos kvæg og tidligere fjerkræ (forbudt nu til fjerkræ til konsum!)! Læs mere om Baytril foroven i denne artikel.

Heller ikke her ved mycoplasma overføres sygdommen gennem ægget til ungerne fra en inficeret hun. Også mht mycoplasma kan landskildpadder være "raske smittebærere" i årevis. Mycoplasma af underarten agasissizii er et nyere fænomen indenfor de smitsomme skildpaddesygdomme.

Mycoplasma er ikke almindeligt forekommende hos dyr fra Testudo hermannni arterne. Den angriber oftere arterne Testudo graeca, Testudo marginata og Testudo horsfieldii. Især angribes dyr, der er stressede blandt andet pga forkert pasning og forkert miljø.

Testning for herpes og mycoplasma

Hvis du ønsker at lade dine dyr teste hos en krybdyrkyndig dyrlæge for herpes og mycoplasma, er det nok en god idé på forhånd at gøre dig klart, hvad du i grunden vil, såfremt et eller flere dyr findes at være positiv bærer af disse sygdomme.

Hvis man ikke vil gennemføre en behandling af samtlige sine skildpadder, såfremt sygdommen konstateres hos bare eet eksemplar, er der jo ingen grund til at lade dem teste.

Men hvis en test afslører disse sygdomme hos et eller flere af dine dyr, og du gennemfører den nødvendige (og meget krævende, grundige og tidsmæssigt langstrakte) behandling, er det selvfølgelig en tilfredsstillelse at have en bestand af uinficerede dyr, når det drejer sig om disse sygdomme.

Hvor længe bestanden efter behandling så fortsat holder sig uinficeret, er jo det næste spørgsmål.

For altid?

For en årrække?

Kan bestanden smittes, uden at have været i direkte nærkontakt med smittede skildpadder?

Kan havens fugle bære smitten?

Kan mennesker, der for måske endog længere tid siden har været i kontakt med "raske smittebærere", bringe smitten videre?

Er det nok at vaske hænder efter håndtering af landskildpadder? (Det anses i fagkredse som ikke helt tilstrækkeligt at afspritte hænderne bagefter! Håndvask er mere effektiv end afspritning)

Kan andre dyr end skildpadder bringe smitten videre? Osv.

Læs endvidere Jan Lehmanns grundige artikel: Herpes, Mycoplasma og karantæne hos landskildpadder i NHF bladet årg. 2011/2012 juli/aug. nr. 2!

Du kan også linke til den på Jans fine hjemmeside:

http://www.landskildpadde.dk/ny/Herpes_%26_Mycoplasma.html

Hvis du mener, at dine skildpadder måske er inficeret med herpes og mycoplasma, og hvis du ønsker diagnose og (omfattende) behandling, så kontakt dyrlæge Beth Fledelius www.krybdyrdoktor.dk. Hun har faglig indsigt og særlig erfaring med behandlingen af disse sygdomme.

Smitte til egne unger?

Det har hidtil været den gængse opfattelse, at herpes og mycoplasma i agrebne moderdyr ikke kan smitte videre til ungerne i de lagte æg. Dette anføres mange steder i den tilgængelige litteratur. Men er det helt rigtigt? Læs Jan Lehmanns erfaringer her: http://www.landskildpadde.dk/kbh-zoo.html

I SchildkrötenIm Focus nr 2/2015 findes en artikel om alternativ medicinsk behandling af mycoplasma hos europæiske landskildpadder.

Nyresten

forbindes med dehydrering og nyresygdomme iøvrigt. Nyresten hos landskildpadder er ikke noget, man umiddelbart opdager. Der er ikke en særlig kendt indikation på tilstedeværelse af nyresten.Nogle skildpadder mister appetitten. Nogle skildpadder bliver bare generelt mindre aktive. Mere alvorlige tegn er udeblivelse af afføring.

Dyrlæge er helt nødvendig her. Den almindelige vej til helbredelse er operation gennem et hul bugskjoldet (plastron), hvorigennem nyrestenen fjernes! Det hævdes mange steder, at nyresten kan fjernes ved "bortskylning" ved at lade skildpadden drikke masser af vand! Men gå nu lige til dyrlæge som det allerførste!

Nyresten er betydeligt oftere forekommende hos landskildpadder i indendørs hold. Foderet er selvfølgelig en vigtig faktor. Og også vandet. Hårdt vand kan have indflydelse her. De stærkt dehydrerende effekter der skabes af de forskellige kunstige varmepærer/systemer er den væsentlige faktor her. Tørt miljø er også en hovedskurk her! Fugtigt bundlag er i det hele taget meget vigtigt af mange grunde!

Papegøjenæb

Papegøjenæb er den populære betegnelse for en unaturlig forlængelse af skildpaddens overnæb, der er vokset langt ned over undernæbbet. Når det er for udtalt, får skildpadden problemer ved fødeindtagelsen. Det kan ofte fremtræde i næsten ekstrem udgave, og så er det direkte helbredsødelæggende for skildpadden.

Papegøjenæb er ikke en sygdom, men er resutaltatet af fodring med forkert og blødt foder og underforsyning/fravær af kalk, mineraler og andre emner, der kan slide næbbet naturligt under væksten.

Læs Foder Vækst

Som regel vil papegøjenæb kunne afhjælpes ved klipning

Penisfremfald

Landskildpaddehanner har ind imellem penisfremfald. Det er ikke en sygdom.

Læs Penisfremfald

PHA (Rødt bugskjold)

Hvis du lader dine skildpadder gå i vinterhi, så læs lige dette her:

Det er vigtigt for dvalende pattedyr som pindsvin og bjørne, mv., at de forinden dvalen har ædt sig tykke og fede, således at de velpolstrede kan gennemleve/overleve vintersøvnens forbrænding. -Men da skildpadder i modsætning til dvalende pattedyr slet ikke er gearet til at skulle kunne forbrænde fedt under vinterhiet, fordi metabolismen/stofskiftet er helt nulstillet, skal skildpadder absolut ikke spise andet og mere end ellers, bare fordi de skal i hi. Tværtimod!

Som bekendt nedsætter europæiske landskildpadder gradvist fødeindtagelsen fra august måned, fordi de langsomt forbereder sig til vinterhi. Til sidst spiser de slet ikke mere.

Hvis skildpadden har for mange proteiner og fedtstoffer i systemet, når den går i vinterhi, risikerer man dødsfald, fordi en masse giftstoffer (urinsyre) hobes op i blodet på grund af den nedsatte/nulstillede metabolisme.

Overfede, "forspiste" skildpadder kan desuden let risikere, at der på grund af de alt for mange proteiner og fedtstoffer under vintersøvnen startes en uønsket og unaturlig forbrænding.

Derfor skal skildpadden tages op af hi, såfremt vægttabet udgør mere end 10 %, for så er dehydrering ikke længere forklaring på vægttabet! (Et vægttab på under 10 % er som regel helt uproblematisk.)

Mange skildpaddedødsfald under vinterhi finder deres årsag her!

Den her beskrevne selvigangsatte, unaturlige og ret alarmerende forbrænding/metabolisme under vinterhi medfører et resultat, der kaldes PHA = Post Hibernal Anorexi.

PHA har intet at gøre med, om tarmene tømmes helt eller delvist inden vinterhi! Det er en ofte fremsat påstand, men den har altså overhovedet intet på sig! Det er en af så mange andre myter i skildpaddehold, der er nærmest umulig at udrydde!

Det er som beskrevet i Vinterhi ikke så vigtigt, om skildpadden får tømt sine tarme helt eller delvist inden vinterhi, som man troede tidligere. Og som mange stadig tror og hævder.

Tværtimod er det faktisk vigtigt for skildpaddens velbefindene under vinterhi og problemløse genopvågning om foråret, at der befinder sig en rest afføring i tarmene under vinterhi!

På foto til venstre ses en 8 år gammel Testudo marginata, som fik PHA i vinterhi hos Gregers Gamborg

PHA kan straks konstateres ved, at der på bugskjoldene optræder røde farveaftegninger.

Hvis den røde farve opdages, når den endnu levende skildpadde om foråret tages op af vinterhi, så lad den hurtigt varme op ved at tage den ind i stuetemperatur, og lad den få adgang til en varmelampe.

Herefter skal den have så meget at drikke som muligt. Hvis den bare får drukket hver dag i nogle dage, er den faktisk reddet!

Hvis den røde farve konstateres ved inspektion under selve vinterhi, så forholdes der på samme måde! Op af hi, hurtigt ind i varmen og varmes op! Derpå vand og atter vand!

Man tvangsbader som bekendt ikke europæiske landskildpadder (men de skal som andre dyr altid have adgang til vand). Læs Vand

Men i dette tilfælde er der en klar medicinsk indikation til tvangsbadning! Fordelen ved badning af en skildpadde, der skal have systemet "skyllet igennem) er den, at en skildpadde, der placeres i vand, ikke alene naturligt anspores til at drikke, men den optager også vand gennem kloaken og gennem huden!

PHA er ikke en sepsis (infektion) og ikke en blodforgiftning (læs om sepsis længere nede i artiklen!).

Der skal altså ikke injiceres eller på anden måde indgives antibiotika! Medicinering i denne situation vil tværtimod svække skildpadden yderligere.

Da PHA er en tilstand, der opstår pga de indre forhold i den enkelte skildpadde, skal du naturligvis ikke frygte, at det er smitsomt! Det er det ikke!

Umiddelbart afgørende for, at der ikke er tale om sepsis er, at skildpadden ikke fremtræder slap, svækket og apatisk.

Røde pletter i skjoldet (også rygskjoldet) iøvrigt ("skjoldrødme").

Skildpadder kan også få røde pletter i skjoldet og især i syningerne mellem skjoldpladerne, selvom de ikke er i vinterhi. Der er i så fald ikke tale om den ovennævnte PHA.

Men det er skam alvorligt nok.

Hvis den røde farve er udtalt, er der der med stor sandsynlighed tale om livstruende infektioner (bakterier) (med andre ord en såkaldt sepsis (Læs mere senere) i skildpadden, og der kan også være tale om egentlig blodforgiftning og måske også skjoldbetændelse.

Det kan du ikke selv håndtere uden en sikker diagnose. Hurtigt afsted til krybdyrkyndig dyrlæge.

Der kan tit ses rød en inflammation (bakterier) ind under bugskjoldpladerne. Den starter som regel i randen af skjoldpladerne og arbejder sig ind under hvert enkelt plade.

Marie Dahl opdagede røde områder i syningerne på denne græske landskildpadde. Det var en sepsis (infektion). Den døde kort efter.

Men igen. Sepsis er altså en opgave for dyrlægen! Og du kan nok ikke selv diagnisticere de røde plamager med sikkerhed. Der skal også bruges antibiotika. Så en tur til dyrlægen er påkrævet! Læs om sepsis længere fremme.

Marianne Sjøholms græske landskildpadde fik røde pletter på bugskjoldet. Se foto ovenfor.

Dyrlægen diagnosticerede tilfældet til at være en sepsis (forgiftning). Der ordineredes behandling med Baytril. Efter 10 dages behandling ses tydelig forbedring: Se foto nedenfor.

Skjoldrødme fremtræder herudover tit i store angrebne områder. Det behandles med antibiotika. Badning i en kamilleteopløsning siges at være gavnlig, men det er normalt slet ikke nok til at kurere skildpadden. Det er nu også min erfaring, at vil man noget med en udvendig antiseptisk behandling, er kamillete som regel et alt for svagt middel. Brug Klorhexidin (fås i håndkøb) eller noget skrappere.
Årsagerne kan være mange. Det kan opstå efter dvale under ugunstige forhold forhold og ved ugunstigt hold iøvrigt. Det startes let op, hvis skildpadden har eller bliver tilføjet en skjoldskade, hvor bakterierne kan gå i gang. Læs mere herom senere.

Man taler som nævnt ofte om samlebegrebet skjold-rødme. Dette beskriver, at skildpadden har røde pletter eller forandringer i skjoldet, som kan være opstået af et slag på skjoldet eller også kan skyldes forkert fodring, almen svækkelse og deraf følgende infektion af bakterier eller svampe. Behandlingen er under alle omstændigheder overgang til forskriftsmæssig pasning med med mad, vand og varme, samt lokal behandling af de angrebne steder eller via indsprøjtninger. Men det er ubetinget klogt at starte med dyrlægen. Skjold-rødme er som sagt bare et populært samlebegreb, og bestemt ikke en præcis diagnose.

Rødfarvning af bugskjold og rygskjold (beretninger)

1. Trumpeters beretning

Her var der tale om svag rødmen af bugskjold.

På billedet ovenfor ses en meget svag udgave af "skjoldrødme". Foto TrumPeter

Efter behandling blev den græske landskildpadde på billederne ovenover symptofri. Se foto nedenunder. Der startedes med lune bade, men det afgørende vendepunkt kom, da skildpadden kom ud i solen. TrumPeter skriver: Det verkar som att djuret nu är åteställt (raskt) - efter en vecka i utehägn så försvann det röda! Solen och utevistelsen är verkligen en viktig del i dessa djurs hälsa!

Trumpeters græske landskildpadde, hvor den røde farve nu er forsvundet. Her ser vi igen et eksempel på, at frilandshold er af afgørende betydning for sundheden hos europæiske landskildpadder!

2. Siri Stangebys beretning

Ved inspeksjon av mine grekere i vinterhi den 25. januar, oppdaget jeg at to av dem var røde både på undersiden og oversiden av skallet. Jeg tok dem straks opp fra vinterhi og ga dem mat, drikke og bad da de våknet. Den ene virket helt rask, mens den andre var tydelig slapp i flere dager. Den nøs litt også. Jeg har fortsatte å la dem få varme og mat hver dag og sett til at de drikker. Rødfargen på den som virket sprek forsvant i løpet av 10 dager, mens det tok lengre tid på den andre. Nå er det ingenting å merke på dem lenger, og jeg innfører fastedager som vanlig når de er indendørs.

Jeg passet også på, at de hadde mye 'fersk' sepiaskall i tilfelle den basiske kalken kunne nøytralisere eller oppveie urinsyren, siden jeg leste, at det kunne være årsaken til rødfargen. Men det blir jo bare spekulering fra min side. Og kalk har de aldri vondt av.

Hvis skildpaddens adfærd er helt normal, øjnene er klare, næsen er fri for bobler, svælget og tungen er fri for belægninger og den er kvik og spiser som den skal, kan en lille misfarvning/helt svag aftegning af rød farve på bugskjoldet ofte afhjælpes med (undtagelsesvist) i nogle dage at give skildpaden et par daglige (lune) bade, således at den motiveres til at drikke ekstra meget.

Men er du i tvivl, så kræves der en faglig veterinær hånd. Og hvis indtagelse af ekstra vand ikke har medført synlig ændring i løbet af nogle dage, så under alle omstændigheder afsted til krybdyrkyndig dyrlæge.

3. Emil Aggergaards beretning

Emil tog en maurisk landskildpadde op af vinterhi, fordi der havde været frost i Køleskabet. Efter 2 måneder konstateredes en mindre og ikke så kraftigt rød udseende farvning på/i bugskjoldet (Femoral skjoldet).

Her ses rødfarvningen i det ene femoral skjold på den mauriske landskildpad

Skildpadden blev taget til dyrlæge, der ikke var alarmeret over tilfældet. Han gav klorhexidrin, og sagde at det ville klare det. Han smurte skjoldet 1 gang med flydende Hexidrin og dryssede også Hexidrinpulver på bundskjoldet og "smurte" det ud med en vatpind.

Efter en uges tid var det stort set væk.

Den mauriske landskildpaddes bugskjold en uges tid efter dyrlægebesøget.

4. Tina Rousts beretning

Tina Roust sendte de 2 fotos nedenunder.

Hun skrev en måned senere:

Den lille padde jeg sendte billede med, der var rød under skjold, ser heldigvis ud til at klare den. Den var dog kritisk på et tidspunkt, blev så sat på Baytril i samråd med zoo dyrlæge. Så isolering, mange bade, masser varme, Baytril og omsorg med større mængde mælkebøtter hjalp den lille fyr

5. Lisa Levin Petersens beretning

Lisa konstaterede røde områder på bugskjoldet af en 12-årig bredrandet landskildpadde, da hun ville lægge den i vinterhi.

Lisa satte skildpadden i lune bade og gav den rigeligt at drikke. Efter 5 dage så bugskjoldet således ud. Det røde var væk.Efter yderligere en uges tid blev den lagt i hi, som den gennemstod i fin form

Dagen efter at den blev lagt i hi, blev den lige taget op til fotografering. Alt OK. Her var der så ikke tale om en sepsis.

Røde pletter på bugskjold ikke altid sygdom i dyret

De røde pletter på bugskjoldet af denne græske landskildpadde er ikke sygdom i selve skildpadden

Petra Kösterke fortæller om en skildpaddebekendt, der tog en græsk landskildpadde op af vinterhi og konstaterede røde pletter på bugskjoldet, som det fremgår af foto ovenfor. Hun tog til dyrlægen, der fastslog, at skildpadden intet fejlede. Den havde ligget i hi i fugtigt bøgeløv, der havde huset en bakterie, der afgav den røde farve, der afsatte sig på skjoldet! Altså helt harmløst for dyret. Hun fik et middel af dyrlægen til at tørre skildpadden af med over nogle dage.

Regenerering (gendannelse) af skjold

Det er almindelig kendt, at landskildpadder har en misundelsesværdig evne til at helbrede sig selv. Og at de er i stand til at gendanne beskadigede og ødelagte lemmer, indvolde. bløddele, osv, i imponerende omfang.

Kan et beskadiget/ødelagt landskildpaddeskjold på samme måde helbredes/gendannes? I naturen ses indimellem landskildpadder, der har overlevet voldsomme hændelser, hvor skjoldet blev mere eller mindre ødelagt. Der er for eksempel tale om brandskader, skader fra fald ned ad klippesider, skader fra påkørsel af biler, skader fra en ko, der har jokket på skildpadden, osv.

Denne græske landskildpadde fik en voldsom skade, som den ikke overlevede. Foto fra Peloponnes i Grækenland

Denne græske landskildpadde har i sin tid fået ødelagt en stor del af rygskjoldet, og blandt andet har de tynde hornplader ovenpå benpladerne været "brændt af". Foto fra Peloponnes i Grækenland

Det viser sig, at landskildpadder, der i naturen overlever voldsomme beskadigelser i skjoldet i et vist omfang er dygtige til at få benet til at vokse sammen og ofte ovenikøbet gendanne de ødelagte hornplader.

Og hornpladerne dannes underneden/nede i benpladerne og vokser op gennem benet og lægger sig ovenpå benpladerne påny!!

På foto ovenover ses, hvordan de nedefra kommende, nydannede hornplader efterhånden sprænger den gamle bendannelse af. Det samme ses på foto nedenunder, som viser samme dyr i lidt anden vinkel. Kvaliteten af de nydannede hornplader er tydeligt nok ikke den samme som oprindeligt, men resultatet er dog forunderligt.

Dyret har det fint, og lader ikke til at have taget sundhedsmæssig skade af det voldsomme traume.

Mellem hornpladerne og benpladerne findes en blodfyldt membran. Hornpladerne på en europæisk landskildpadde er faktisk meget tynde. I naturen er de på tykkelse med en tånegl. I fangenskab er de ofte tykkere. (Igen: Husk at holde skildpadderne så naturligt som muligt).

Læs mere her Landskildpaddens anatomi

Man ser de forskellige stadier af gendannelsen af rygskjoldpladerne på min bredrandede landskildpaddehun

I 2005 fik en af mine bredrandede landskildpaddehunner (Testudo marginata) svamp i de centrale rygskjoldplader (vertebralskjoldene), og pladerne løftede sig. De blev helt fjernet af dyrlæge, og jeg begyndte en månedlang daglig decinficerende aftørring af de blotlagte hvide benplader. Jeg brugte det effektive Virkon-S.

Efter et halvt års tid kunne man nu se den langsomme proces med gendannelse/regenerering af hornskjoldene, der "steg op" gennem benlaget.

Denne gendannelse sker meget hurtigere i naturen i skildpaddernes hjemstavnsbiotoper! Formentlig på grund af den meget voldsommere og mere gennemtrængende bestråling fra solen i disse områder. Den naturlige sol indeholder jo også det komplettete spektrum af lys og herunder UV-lys i det rigtige omfang og i den fuldendte balance.

I frilandsanlæg i Danmark går processen langsommere af gode grunde. Vi har ikke det samme massive solskin. -Og varme!

I indendørs hold sker der erfaringsmæssigt ikke meget, når det drejer sig om denne helbredelse af skjold. Det er blandt andet endnu ikke lykkedes at skabe kunstigt UV-lys, der kan konkurrere med den naturlige sol.

Denne flotte marginatahan har været ude for en volsom skade. Den lever stadig i bedste velgående. Gendannelse af ben og hornplader er endnu ikke gået synligt i gang. Foto fra Nordgrækenland

 

Salmonella

Kan landskildpadder bære rundt på salmonella? Kan det smitte til mennesker?

Læs Salmonella

Læs Æglægning

Sepsis

Sepsis nævnes mange steder i denne artikel. Her kommer en uddybende redegørelse for denne sygdom.

Hvad er en sepsis?

Ved sepsis forstår man en infektion af organismen forårsaget af sygdomsfremkaldende patogener eller deres nedbrydningsprodukter (toxiner). Alt efter sygdommens alvor og omfang sker der beskadigelser af organer, og resultatet kan blive fatalt (dødsfald)

Hvordan opstår en sepsis, og hvad forårsager den?

Det som udløser en sepsis hos skildpadder, er i reglen primære eller sekundære infektioner med forskellige bakterier. Det drejer sig hyppigt om sådanne, der også forekommer naturligt i skildpaddens system, som for eksempel mave- og tarmbakterier. Hvis ligevægten i bakteriefloraen blandt de enkelte arter forskubbes, kan enkelt arter tage overhånd og føre til en sepsis, hvis bestemte betingelser (for eksempel svækkelse af organismens immunforsvar) er til stede.

Hvordan opdager jeg, at en skildpadde har en sepsis?

Skildpadden vil hyppigt udvise almen apati og svækkelse. Der forekommer svækkede lemmer. Den kan have konstant tillukkede øjne. Der ses rød farvedannelse i skjoldet. Der kan også optræde en rødligt farvet væske under hornpladerne i rygskjoldet.

Hvilke årsager/sygdomme udover sepsis kan disse symptomer? Hvordan skelner jeg?

Hos nogle skildpadde opstår der under vinterhi sepsis-lignende symptomer. Dise optræder som rødfarvninger i skjoldet. Ind i mellem forsvinder disse røde misfarvninger afsig selv i løbet af nogle dage. Ellers kan du ved en behjertet indsats selv "klare ærterne". Der er her tale om PHA og andre mindre alvorlige svækkelser. Læs om behandlingen foran i denne artikel. Afgørende for, at der ikke er tale om sepsis er, at skildpadden ikke fremtræder slap, svækket og apatisk. Den præcise skelnen udføres her kun af en krybdyrkyndig dyrlæge.

Hvis skildpadden viser rød farve i skjoldet under vinterhi, skal den så varmes langsomt op gennem længere tid (op til flere dage), eller skal den varmes hurtigt op?

Al erfaring viser, at skildpadden under alle omstændigheder skal varmes hurtigt op. Hvad enten der er tale om sepsis eller PHA eller andet, skal den hurtigt varmes op! Jo større er chancerne for helbredelse!

Og et kontant eksempel på, hvordan sepsis kan angribe en skildpadde, er netop den situation, at en landskildpadde er lagt i hi med alt for mange indvoldsorm i mave/tarmsystemet! Læs Indvoldsorm

Foto viser en græsk landskildpadde med sepsis.

Hvordan behandles sepsis?

Jo bedre (mere sikker) diagnose, jo bedre helbredelsesmulighed. Injektion med antibiotika er den oplagte og effektive behandling. Men infusion og andre metoder kan også komme på tale.

Kun dyrlægen kan med den forsvarlige sikkerhed bestemme den helt præcise diagnose.

Og bliver diagnosen sepsis kan man under ingen omstændigheder komme uden om dyrlægen. Der skal jo udover almindelig helbredsmæssig undersøgelse suppleret med mundtlige oplysninger fra dig formentlig også anvendes yderligere redskaber og vælges mellem blodprøve, mikrobiologi, røntgen, CT, MR, ultralyd, osv. Antibiotika kan kun fås på recept fra dyrlægen.

Skjoldråd (nekrose)

Landskildpaddens skjold kan også blive udsat for skjoldråd. Sygdomsangreb ses som regel at starte i form af svag blødning i mellemrummet mellem skjoldpladerne. I voldsomt udviklede tilfælde tilfælde tabes der ligefrem helt eller delvis hornplader, og knoglevævet kan til sidst synes på vej i opløsning. Der er tale om angreb af svamp, og tilfældet er som regel kombineret med bakteriel infektion.

Gammel maurisk landskildpadde med skjoldråd. Bulgarien 2011

Denne tilstand af infektion med svampe og bakterier medfører, at det ydre hornlag nedbrydes og infektionen breder sig til de underliggende væv og knoglestrukturer. Fordi skildpaddernes knoglestruktur ikke er voldsomt kompakt alle steder, kan infektionen ofte brede sig igennem store områder af ben/knogle, og til sidst gennembryde benet/knoglen og nå ind i kropshulen.

Der behandles med lokaltvirkende svampedræbende middel udover decinficerende middel og antibiotika.

Klorhexidin og Virkon S er effektive behandlingsmidler at tage i brug her. Se billedeksempler til venstre.

Måske er tilfældet så vidt fremskredet, at der skalfjernes hornplader og foretages andre indgreb udover behandling med medicin.

Med andre ord allerførst straks til krybdyrkyndig dyrlæge!

NB! Skjoldråd er iøvrigt meget smitsomt!

Se også foroven om Svamp og Badning/drypning af øjne og sår.

Græsk landskildpaddehun (Testudo hermanni boettgeri) med skjoldråd, mv. Spottet i Nordgrækenland.

Maurisk landskildpadde (Testudo graeca ibera) med skjoldråd. Den gik i Nordgrækenland.

Græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) med voldsomt angreb af skjoldråd. Set i Nordgrækenland

Der var mange flotte mauriske skildpadder (Testudo graeca ibera) at kikke på i biotoperne i Struma dalen i Bulgarien. Men sandelig også det modsatte! Her er et gammelt eksemplar med voldsomt sygt og nedslidt skjold. Skjoldråd. Havde det været en bil, skulle den have været til ligsyn! Ikke desto mindre var skildpadden spillelevende og bomstærk, når den blev løftet op til nærmere besigtigelse!

Skjoldråd er infamt. Her ses en meget gammel maurisk landskildpadde (Testudo graeca ibera) med voldsomt ødelagt skjold. I naturen som her i Struma dalen i Bulgarien findes der jo ikke dyrlæger til at stoppe den slags! Skildpadden var iøvrigt stærk og livlig og helt upåvirket.

Bulgarsk tilfælde af en slem omgang skjoldråd. Græsk landskildpadde af østarten (Testudo hermanni boettgeri).

Skjoldskader

Det kan ske, at din landskildpadde får slået hakker i hornpladerne. Dette kan ske som følge af fald, som følge af mere voldsomme indbyrdes kampe, som følge af massive parringsforsøg fra en parringsinsisterende han, osv.

Skaderne kan være så voldsomme, at den underliggende del af skjoldet, der som bekendt består af hvidt knoglevæv (benplade), også er beskadiget.

Under alle omstændigheder er behandling af det beskadigede sted i en uges tid med et decinficerende middel som Klorhexidin (fås i håndkøb) påkrævet. Kamillete anbefales tit, men det er som nævnt slet ikke decinficerende nok.

Hvis skaden er mere alvorlig/eller først opdages efter nogen tid, kan der være gået betændelse i det beskadigede område.

Det kan derfor være nødvendigt at give skildpadden antibiotika. Dyrlægebesøg (Skildpaddekyndig dyrlæge) er nødvendigt både for recept på antibiotika og for fagkyndig behandling i det hele taget.

Der kan også opstå skjoldråd (nekrose) i det beskadigede skjold.

Mathildes græske landskildpadde fik nogle dybe slagmærker i bugskjoldet. Der blev slået huller i hornpladen og skaderne gik helt ind i det hvide knoglevæv. Der opstod knoglebetændelse. Der skulle behandles med Klorhexidin og skildpadden fik antibiotika.

Svamp

Landskildpadder kan (ikke ret tit forekommende hos landskildpadder, der holdes på friland) rammes af svampeangreb. Svamp (fungus) er som oftest nemt at konstatere pga de lyst farvede plamager, mv. Svamp kan dannes både på huden (f eks i nakken og ved haleroden) og på rygskjoldet, hvor det kan brede sig ind under skjoldpladerne, der i værste fald kan falde af. Den frygtede skjoldråd sætter igang (Læs ovenfor). Her er der kun en vej: Hurtigt til krybdyrkyndig dyrlæge, således at en fagligt forsvarlig decinficerende behandling kan sættes i gang.

 

 

 

 

 

 

 

Atamon anbefales ofte som svampedræbende middel. Men Atamon er mere velmenende end virksomt. Det er faktisk alt for nænsomt.

Effektive lokaltvirkende svampedræbende midler (f eks creme) fås for eksempel på apoteket i håndkøb. Det kan godt tage lang tid med daglige smøringer af det svampeangrebne område, før der ses et positivt resultat. Men tab ikke tålmodigheden.

Der findes endnu stærkere decinficerende midler, som kan være påkrævet, som for eksempel Virkon S. Dette middel kræver diagnose og vejledning hos dyrlæge.

En særlig form for svampeangreb kan (helt undtagelsesvist) forårsages ved den hårdhændede parring, som kendetegner landskildpadders kønsliv. Her kan der undtagelsesvist ske beskadigelser af skildpaddehunnen bagi, hvor sårdannelsen går over i svampeangreb. Her skal der smøres/bades med decinficerende middel på såret, og hvis der så alligevel dannes svamp, herefter med et svampedræbende middel. Læs nedenfor om yderligere decinficerende middel.

Svamp er også særdeles kendt i forbindelse med skjoldråd. Se særskilt artikel.

Tvangsfodring?

Det kan hænde, at en skildpadde taber appetitten helt eller delvis under behandling med Baytril. Skal man blive urolig og reagere på det og eventuelt begynde at tvangsfodre?

Som bekendt skal en landskildpadde ikke nødvendigvis spise hver dag ligesom et pattedyr for at vedligeholde en forbrænding, der kan skabe og fastholde en funktionstemperatur på 35-37 grader. Skildpadden får sin varme fra udvendige varmekilder.

Den føde, som en landskildpadde indtager, bruges i det væsentligste til vækst. En landskildpadde "dør ikke af sult", hvis den ikke får føde i meget lang tid. Der sker ikke meget andet, end at væksten berostilles lidt, (og det er iøvrigt som regel langt at foretrække fremfor det modsatte, når der er tale om skildpadder i fangenskab).

Tvangsfodring af landskildpadder er uhyre stressende for dyrene, så hvis vi har at gøre med en syg skildpadde, vil tvangsfodring faktisk forværre skildpaddens almentilstand og modstandskraft mærkbart. Hvis der i forvejen sker en belastende tvangsmedicinering af skildpadde, vil en omgang tvangsfodring oveni fordoble stressen og belastningen. Så drop tanken.

Tvangsfodring af landskildpadder skal alene foretages, hvis der er en konkret og seriøs medicinsk/lægelig indikation for det. Ikke ud fra almindelig bekymring over, "om den nu også får nok at spise".

Vejrtrækning

Skildpadder i ro vil typisk bevæge forbenene langsomt og regelmæssigt ud og ind. Hovedet kan i den forbindelse også vippe, ind imellem meget synligt. Det er i sig selv ikke tegn på en eventuel luftvejssygdom. Skildpadden trækker bare vejret helt normalt. Pga skjoldet kan skildpadden ikke hæve og sænke brystkassen som os andre.
Den trækker vejret ved at presse luften ind i lungerne med forbenene. Når den stopper presningen, falder forbenene frem igen, og den brugte luft kommer ud igen.

Det kan ske, at skildpadden har lidt kliklyde i vejrtrækningen. Det behøver ikke altid at betyde noget, men det må ikke blive ved i længere tid. Det må ikke være alt for voldsomt og højlydt. Og hvis der tillige kommer bobler i næsen, så står den under alle omstændighederne på dyrlæge og baytril.

Bemærk:

Din landskildpadde er ikke et kæledyr! Du skal lade den være i fred, ellers bliver den stresset. Stress beskadiger immunforsvaret og derefter bliver skildpadden let syg!

Landskildpadder er ekstreme tryghedsnarkomaner. De er vanedyr, og følger hver dag helt faste rutiner. De bruger meget lang tid til at tilpasse sig nye forhold. Du må derfor ikke hele tiden ændre på anlægget/terrariet. Du må ikke med korte mellemrum skifte bundlaget. Du må ikke uafladeligt ændre placeringen af sten, trærødder, mv. Du må heller ikke ændre/flytte rundt på lys, varmepærer, osv.

Du må ikke bare løfte en skildpadde op, uden at der er en særlig/saglig grund til det. En skildpadde bliver stresset og skrækslagen, når man fjerner den fra den trygge jord. Hvis den vil have ro og ikke spiser i nogle dage, og den iøvrigt ikke virker syg, så lad den være i fred. Lad være med at tage den ud/frem derfra, hvor den søger at gemme sig. Lad være med at lægge den hen under varmelampen, bare fordi den ikke selv går derhen lige nu. Lad være med at prøve at få den til at spise. Al denne omsorg er malplaceret, og tjener kun til at stresse skildpadden.

Landskildpadder skal ikke absolut spise hver dag som hunde og katte. Selv små landskildpaddeunger kan klare sig i op til 14 dage uden mad, ofte meget længere.

Hvis du lige har anskaffet dig en skildpadde, er det almindeligt, at den ikke rører på sig i flere dage. Den skal lige tilpasse sig de nye forhold. Miljøskift stresser skildpadden. Hvis du ikke lader dine landskildpadder gå i hi, er det almindeligt, at de i vinterhalvåret kan finde på, at skrue vægen ned og sove i fra 14 dage til flere måneder. Det er bare skildpaddens biologiske ur, der træder i funktion. Dette kan også ske om sommeren (altså igen, hvis skildpadden ikke har været i hi.) Det er helt normalt. Hvis du ikke bare lader skildpadden være i fred, stresser du den. Stress beskadiger immunforsvaret og giver syge skildpadder.

Du må altså heller ikke tage skildpadden op, for at give den "gåture på gulvet". Dels vil det ofte medføre et brat temperaturskift og også en risiko for træk, dels stresser det altid en skildpadde at blive løftet op. Den afleverer som regel både urin og afføring som en stressreaktion, når den kommer ned på gulvet. Disse gåture på gulvet har medført mange senere "uforståelige" sygdomsangreb.

Hvis du, fordi du tror, at din skildpadde er syg, flytter rundt på den hele iden, tager den op, doktorerer på den, ændrer på lys og varmepositioner, ændrer på omgivelserne, osv., så ender det faktisk med, at du har en syg skildpadde. Det havde du bare ikke fra starten!

Du skal ikke give forebyggende (profylaktiske) ormekure. Al medicinering svækker/beskadiger skildpaddens immunforsvar. Du skal heller ikke slæbe dine skildpadder til dyrlægen til årlige eller andre rutinececk, ligesom man gør med hunde og katte. Du skal alene tage din skildpadde til dyrlægen, når den er syg, eller hvis du har mistanke om, at den er syg. (Men så skal du altså også tage afsted straks!) Transporter stresser skildpadderne meget, og overflødige transporter og undersøgelser skal derfor undgås. På samme måde skal børn ikke tage deres skildpadde med i skole, for at vise den frem!

Du skal ikke "ae" eller klappe skildpadder. Det modtages ikke positivt, tværtimod! Når man for eksempel klør skildpadder under hagen, vil den ofte lukke øjnene. Det er ikke et tegn på nydelse. Det er tegn på stress!

Wolfgang Wegehaupt formulerer det således i sin bog Natürliche Haltung und Zucht der Griechischen Landschildkröte: "Skildpadder er reptiler, hvis adfærd styres af instinktet. Instinktstyrede dyr kan ikke menneskeliggøres, og man skal ikke bruge kærtegn overfor dyret eller tage andre kærlige henvendelser i anvendelse. Tværtimod vil konstante berøringer, løft og drejninger ikke blot forårsage ubehag, men ligefrem ekstrem stress. Håndtering af disse vilde dyr bør derfor indskrænkes til absolut nødvendige løft og sundhedskontroller. Stress forårsages også af tilstedeværelsen af andre dyr eller børn, der leger i nærheden."

 

 

 

Startside