Startside Denne artikel er senest opdateret oktober 2024

	Indvoldsorm -Og andre parasitter (flagellater) i landskildpadder
	Overskrifterne i denne artikel følger her: Indvoldsorm, Hvor kommer disse indvoldsorm fra?, Kan smitte andre, Ormekur profylaktisk, Handling påkrævet?, Lægge en skildpadde med indvoldsorm i hi?, Symptomerr, Naturens eget forsvar, Flagellater

 

Indvoldsorm

Det er ikke ualmindeligt, at man konstaterer indvoldsorm (nematoder) hos europæiske landskildpadder.

Indvoldsorm optræder i form af små hvide rundorm, trådorm (nematoder), mv, i op til 2 cm.s længde, se foto til venstre

De små indvoldsorme lever i den nederste del af tarmen og ernærer sig der af bakterielle tarmsymbionter. De er værtsspecifikke og gennemløber en direkte udviklingscyklus uden mellemvært.

De tykskallede æg er yderst modstandsdygtige overfor beskadigelser fra omverdenen, når de er udskilt sammen afføringen.

Især ungdyr er følsomme overfor voldsomme angreb af indvoldsorm. Voksne dyr er mere modstandsdygtige.

Indvoldsorm optræder for eksempel også i form hvide spolorm på op til 10 cm.s længde.

Se foto af spolorm til venstre

Det ser drabeligt ud med de store spolorm i afføringen fra en landskildpadde, der selv måske ikke er større end 10-15 cm.

De store spolorm ligger selvfølgelig sammenfoldet, ofte med udseende som et indfiltret garnnøgle men der er dog tale om en imponerende størrelse i forhold til den skildpadde, der er vært for ormen.

Ungdyr er mest udsat for angreb. Spolormen lever i skildpaddens mave og tyndtarm, hvor den sætter sig fast på slimhinderne og og lever af det næringsindhold, der passerer gennem skildpaddens fordøjelsessystem. Som nematoderne gennemløber spolorme en direkte udviklingscyklus med kun en vært.

Sædvanligvis vil skildpadderne ikke på nogen måde synes at være generet af små og store om, så længe antallet er begrænset.

Hvis skildpadderne iøvrigt er sunde og raske, er det derfor ikke noget, man absolut behøver at anse som et problem, der ihvertfald ikke bør forebygges ved ormekure.

Det antages, at begrænset plads og fejlbehæftet pasning, stress og forkert fodring i høj grad fremskynder angreb af indvoldsorm (og parasitter iøvrigt!)

Men i naturen er det faktisk mere reglen end undtagelsen, at landskildpadder (som så mange andre vildtlevende dyr) i et vist omfang er værter for indvoldsorm.

Det forholder sådan, at alle vildtlevende dyr konstant i større eller mindre omfang er vært for parasitter, herunder indvoldsorm og flagellater. Under naturlige betingelser er dette faktisk ikke noget problem. Vært og parasit har tilpasset sig hinanden gennem evolutionen. Der er således opstået en naturlig ligevægt.

Kunstige livsbetingelser i fangenskab (især indendørs hold) forandrer ligevægten mellem skildpadder og parasitter. (Landskildpadder skal som bekendt holdes så naturligt og naturnært som muligt!) For trange forhold, for lidt plads, for mange dyr sammen under for små forhold medfører at dyrene stedse er i alt for nær kontakt med æg fra parasitterne. Pasningsforholdene og stressbelastningen har stor betydning for omfanget og styrken af ormeangreb.

Hvor kommer disse indvoldsorm fra?

Skildpadderne inficeres næsten udelukkende oralt. Det foregår ved at dyrene under indtagelsen af deres føde kommer til at æde materiale, der indeholder/er vedhæftet ormeæg. Når den således kontaminerede føde sluges og passerer fordøjelsesystemet, udvikler æggene sig til larver, der bliver til orm. Dette kaldes fordøjelsesinfektion. Mange ormearter skal have en ret kompliceret udviklingscykus i skildpaddens mave.

Kan smitte andre

Som en ormeangrebet skildpadde kan smitte andre skildpadder (og dyr) ved at de spiser denne skildpaddes afføring, kan en ormeangrebet skildpadde også smitte/kontaminere sig selv, når den spiser sin egen afføring.

Vi mennesker kan således også ved uforsigtighed i sidste ende smittes, hvis vi ikke for en sikkerheds skyld sørger for at vaske hænder, hver gang vi har håndteret vores skildpadder!

Ormekur profylaktisk

Mange skildpaddeholdere giver rutinemæssigt deres skildpadde(r) en årlig ormekur. Man ser også i salgsannoncer som salgsargument, at skildpadderne har fået ormekur (ligesom med hunde og katte).

Rutinemæssige ormekure i profylaktisk (forebyggende) øjemed er efter min opfattelse ikke alene overflødige, men skadelige.

Al medicinering beskadiger skildpaddernes immunforsvar. Også ormekure. Desuden stresser al doktorering skildpadderne, hvilket også kan aflæses på et efterfølgende nedsat immunforsvar hos skildpadden.

Skildpadder er som andre krybdyr meget sensible overfor medicin, og der er stor risiko for skader på lever og især nyrer ved medicinering.

Det er derfor problematisk at belaste nyrer og lever med lægemidler, hvis ikke det er strengt nødvendigt. Det er ikke tilfældigt, at en del medikamenter mod indvoldsparasitter såsom fenbendazole og metronidazole er receptpligtige.

Det kan faktisk næsten foretrækkes at have en skildpadde med moderat ormebelastning, end med en skadet lever, da indvoldsorm faktisk er naturligt forekommende hos skildpadder i naturen.

Medicinering og altså også herunder ormekur, skal kun foretages, når det konkret er direkte (lægeligt) påkrævet. Man må aldrig medicinere landskildpadder rent forebyggende (profylaktisk).

Læs Bobler i næsen

Lau Stisen tog dette foto af en levende spolorm, som han fandt i sit skildpaddeanlæg. Den er ca 5 cm lang og 1,5-2 mm tyk. Som nævnt kan spolorm blive dobbelt så store. Når man finder udskidte levende indvoldsorm i skildpaddernes omgivelser, er det klogt at give en ormekur!

Handling påkrævet?

Men hvis du har en skildpadde, hvor de hvide orm kommer ud som en stor levende hvid klump, er der grund til at handle. (Dette voldsomme syn ses som regel kun hos skildpadder, der holdes indendørs året rundt.)

Også hvis du finder enkelte levende spolorm liggende i anlægget, er der indikation for at give ormekur.

Så vil en medicinsk indsats mod indvoldsorm selvfølgelig være påkrævet. Men efter overstået kur, er tilstanden ikke OK, før efter nogen tid.

Hvis din skildpadde har vandet afføring, der stinker infamt, har den sædvanligvis parasitter som for eksempel flagellater, men der kan også være tale om indvoldsorm.

Med andre ord: Dyrlæge straks! Og derpå den ordinerede medicin.

Og som nævnt varer det noget, før skildpaddens tilstand bagefter igen er OK.

Lægge en skildpadde med indvoldsorm i hi?

Har du en begrundet formodning om, at din skildpadde har orm (hvis en enkelt har orm , er der nok flere, der har orm), skal du lige overveje, hvad du gør, når det er tid til vinterhi.

I naturen går skildpadder med indvoldsorm af gode grunde i hi, og der vil i naturen som regel ikke ske noget ved det. I naturen har de fleste skildpadder jo konstant orm i et vist omfang.

Men man skal for eksempel afstå fra at lægge en voldsomt ormeangrebet landskildpadde i vinterhi. Hvis du altså ved, at der er tale om et voldsomt angreb!

Men omvendt: Har man medicineret mod orm, må skildpadden heller ikke lægges i hi umiddelbart efter kuren, fordi den er svækket af medicinen.

Ormekur skal derfor være helt afsluttet mindst 6 uger før vinterhi.

Det kan derfor nogle gange være bedre at ignorere en lettere tilstedeværelse af orm i skildpadden, lægge den i hi, og først give en ormekur næste forår.

Under vinterhi kan det derimod ske, at voldsomt ormeangrebne landskildpadder indimellem får problemer, når/hvis ormene dør i tarmene.

Dette kan medføre en sepsis (forgiftning), der kan aflæses ved, at skildpadden farves rød på bugskjoldet. Læs om sepsis her Bobler i næsen

Hvis du har en skildpadde, der går i stå i væksten, eller måske ligefrem begynder at tabe sig, kan der være tale om et voldsomt ormeangreb.

Men hvis man ikke ser noget til store mængder orm i afføringen, anbefales det, at der afleveres en afføringsprøve til dyrlægen, der så kan konstatere, om der er tale om ormeangreb.

Du kan også prøve at lægge skildpaddeafføring i vand. Hvis der er indvoldsorm/nematoder i afføringen, vil disse orme efter nogen tid som regel ses vride sig rundt!

Men du kan ikke regne med, at der er orm med ud i afføringen, hver gang skildpadden skider, så stensikker er denne fremgangsmåde ikke. Prøv i det mindste ad flere omgange og på alle skildpadder.

Og igen er det kun udslaggivende, hvis der rent faktisk konstateres tilstedeværelsen af orm. Så ved man med sikkerhed, at skildpadden har orm. At der ikke konstateres tilstedeværelse af orm, betyder ikke, at skildpadden ikke skulle have orm. Som nævnt behøver der jo ikke at komme orm ud med afføringen hver gang.

Der kan jo også bare komme ormeæg ud med afføringen. Dem vil du sjældent kunne se umiddelbart. Og der behøver heller ikke komme æg med ud hvergang.

Men husk: Det vil være meget uheldigt at svække skildpadden yderligere med en ormekur, hvis den i virkeligheden har helt andre problemer end indvoldsorm!

Under alle omstændigheder er det nødvendigt at kontakte en dyrlæge, såfremt der skal medicineres mod orm.

Ormemidler, som for eksempel den virksomme Panacur, kan kun købes på recept, og den udsteder dyrlægen.

Jeg har aldrig konstateret tilstedeværelsen af orm i mine egne landskildpadders afføring. Havens fugle bader meget i frilandsanlæggets små damme, og solsortene roder hele tiden efter regnorm i jorden i anlægget.

Der er med andre ord rige muligheder for tilførsel af ormeæg for eksempel gennem fugleklatter.

At jeg ikke har bemærket noget til eventuel tilstedeværelse af orm i mine landskildpadder, er ikke det samme, som at de ikke har orm.

Jeg ved det bare ikke. Konkret viden kræver jo fund af orm i anlægget og ved selvsyn i afføringen. Og især ved aflevering af den nævnte afføringsprøve til dyrlægen, og det har jeg aldrig haft anledning til.

Symptomer

Først og fremmest fund af orm i afføring og i anlægget

Hos ungdyr kan ses forkrøblet vækst

Blød afføring, våd afføring, diarre

Forstoppelse

Afviser foder

Afmagring

Åndedrætsbesværligheder

Naturens eget forsvar

Mine bevoksninger af efeu og andre notorisk giftige planter i frilandsanlægget er formentlig forklaringen på, at jeg til nu aldrig har konstateret indvoldsorm i mine skildpadder.

Læs nedenfor.

Bemærk i Rogner i Griechische landschildkröten 2005 et udsagn fra Longepierre et Grenot (Some effects of intestinal nematodes on the plant foraging behavior of testudohermanni hermanni in South France 1899) om, at landskildpadder målrettet fortærer enkelte toxistiske (giftige) planter for at bekæmpe tarmparasitter (nematoder).

Læs også Henrik Bringsøes meget interessante artikel i NHF-bladet nr. 3 i 2006: "Mærkværdige spisevaner hos landskildpadder."

Læs også Kirsten Sørensens oplysende artikel i NHF-bladet nr. 5 i 2006: "Græske landskildpadder æder fingerbøl -uden at blive forgiftet!"

Disse oplysninger er jo meget interessante. Mine landskildpadder spiser sporadisk af de efeu, der vokser overalt på stensætninger og trærødder i frilandsanlægget. Faktisk har jeg et par russiske landskildpadder, der jævnligt spiser efeublade.

Efeu er kategoriseret som giftig. Skildpadderne spiser også (sjældent) af de giftige planter af arten sort natskygge, der som selvsåede dukker op i anlægget.

De spiser dagligt meget voldsomt af de mange fredløs, der efterhånden gror overalt i anlægget. Fredløs regnes også som giftig.

Rejnfan er for eksempel også en giftig plante, som ind imellem gerne ædes af skildpadderne.

Det er nok fordi mine skildpadder af egen drift i afbalanceret omfang indtager toksiske (giftige) planter i frilandsanlægget, at jeg aldrig har konstateret indvoldsorm i deres afføring!

Læs Giftige planter

Græskar

Men decinficering mod indvoldsorm ved hjælp af naturens egne midler gælder altså ikke græskar!

Mange giver deres skildpadder græskar, fordi de har hørt/læst, at græskar og græskarfrø renser skildpadden for indvoldsorm.

Men det er altså en myte, som har vist sig svær at slå ihjel. Den stammer oprindelig fra USA, og den har bredt sig også til holdere af høns og andre husdyr.

Men videnskabelige forsøg har dokumenteret, at det er noget sludder og vrøvl. Græskar har overhovedet ikke decinficerende egenskaber. Men græskar indeholder masser af sukker. (Og er derfor slet ikke egnet til skildpaddefoder!)

Mens vi er ved emnet skildpaddens føde, er det vigtigt at understrege, at skildpaddens føde er vigtig for skildpaddens tarmflora.

Tarmfloraen er ikke blot afgørende for fordøjelsen. Tarmfloraen har også stor betydning for skildpaddens sundhed og immunforsvar. Er tarmfloraen til stede i den rigtige afbalancerede form, giver den slimhinderne i fordøjelsessystemet en god beskyttelse mod sygdomsangreb. Er balancen i uorden på grund af forkert føde (supermarkedsgrønt, frugt, "snacks"), forkert eller for hyppig eller overflødig medicinering, opstår der alvorlige funkionsforstyrrelser, hvilket igen medfører svækkelse og sygdom hos skildpadden.

Gerhard Jennemann har i Schildkröten im Focus nr. 4 i 2009 forfattet en artikel "Sind Regelmäsige Wurmkuren bei Landschildkröten Sinnvoll?" Konklusionen i denne artikel, der bygger på undersøgelser og forsøg, er meget klar: Profylaktiske ormekure ødelægger tarmflora, mv, og forringer skildpaddernes almene helbredstilstand. Han konkluderer også, at visse indvoldsorm sandsynligvis er en nødvendig del af skildpaddernes stofskifte. De må derfor ikke bare udryddes.

Han insisterer iøvrigt også på, at såfremt man ikke holder sine europæiske landskildpadder udendørs om sommeren og lader dem gå i hi om vinteren om vinteren, gør man sig skyldig i dyrplageri!

Du er ikke i tvivl om, at skildpadden har orm, når du ser dette her komme ud af skildpaddens kloak!

Eksempel på Panacurbehandling

I sin tid modtog jeg en maurisk landskildpadde, der afleverede nogle 10 cm lange spolorm i afføringen sammen med store klumper og propper af små hvide orm. Jeg fik en recept på Panacur hos dyrlægen. Der var her tale om tabletter. (Panacur fås også i flydende form.)

Skildpadden vejede 1.200 gram. Jeg gav en 100 mg tablet hver dag til skildpadden i 14 dage. Så var afføringen fri for orm og rester af nu døde orm.

Det foregik på den måde, at jeg knuste tabletten og dryssede pulveret på en skive agurk, der straks blev ædt af skildpadden. Det samme kan man jo gøre med flydende Panacur.

Der kendes ikke til skader hos skildpadder ved overdosering med Panacur. Men det kan jo skyldes manglende indberetninger. Så vær alligevel lidt forsigtig med doseringen.

Hvis du vil give ormemidlet flydende, kan du også bruge en engangssprøjte, hvor kanylen ikke er monteret.

Hold skildpadden lodret og hold sprøjtens ende ned i skildpaddens mund. Herefter dryppe/sprøjtes midlet ind i munden og/eller ned i svælget.,

Hvis skildpadden modsætter sig voldsomt, kan det blive nødvendigt at sprøjte gennem næseborene som beskrevet i Bobler i næsen

 

Der findes mange fabrikater af ormemidler.

Du kan også købe ormemiddel, der allerede er lagt i sprøjte fra fabrikken.

Se et eksempel på foto til venstre.

 

Flagellater

Europæiske landskildpadder kan også være vært for andre snyltere i tarmsystemet end orm, nemlig flagellater. Flagellater er små encellede piskeformede parasitter. Der er tale om eukaryote celler, der bevæger sig ved hjælp af en eller flere pisketråde eller flageller (heraf navnet). Visse dyreceller kan være flagellater, for eksempel sædceller.

Flagellater er kort sagt en amøbe, der angriber tarmsystemet.

Europæiske landskildpadder kan nok få flagellater, men de er ikke tilbøjelige til det i samme omfang som for eksempel leopardskildpadder, der er meget udsatte.

Der er erfaring for, at disse ubehagelige gæster især konstateres til stede i tarmsystemet, hvis man fodrer sine landskildpadder med frugt og bær. (Så lad helt være med det!)

Det skal være sukkerindholdet i frugten, der danner den fine grobund for udvikling og eksplosiv vækst af flagellater i tarmsystemet. Læs Foder

Hvis skildpaddens afføring er løs og tynd og stinker infamt, vil det normalt være tegn på angreb af flagellater.

Igen en afgørende grund til fuldstændig at droppe frugt, når skildpadderne skal fodres.

En særlig flagellat Hexamita Parva røber sin tilstedeværelse ved at landskildpaddens urin fortykkes og stinker som ren ammoniak.

Atter er leopardskildpadden den skildpaddeart, der er mest udsat for angreb.

Er der mistanke om flagellater, så afsted til dyrlægen.

Det er uproblematisk at udrydde dem.

Man anvender sædvanligvis det fra andre sammenhænge så velkendte middel Flagyl. Helbredelsen er hurtig og effektiv.

 

 

Der er mig bekendt ikke registrerede oplysninger om, at mennesker er blevet inficeret af indvoldsorm, flagellater, mv, fra landskildpadder. Men alting registreres jo ikke. Og mennesker smittes af de samme indvoldsorm som skildpadderne!

Så et godt råd. For alle eventualiteters skyld (også bare etiske og hygiejniske) så husk at vaske hænder, hver gang du har håndteret dine landskildpadder.

 

Startside