Startside Side 2 Side 3 Denne artikel er seneste ændret oktober 2013
Hong Kong Septembertur 2013 |
Side 1 |
I september måned 2013 tog Trine, Henrik, Cindy og jeg til Hong Kong. Cindy ville gerne vise den by frem, hvor hun er født og opvokset. Henrik færdes også efterhånden hjemmevant i byen, så der var erfarne og stedkendte guider på denne tur. Udover at opleve denne fantastiske metropol, ville jeg selvfølgelig også prøve at orientere mig lidt i dimensionen for skildpadder her.
Mine oplevelser og glimt af af skildpaddernes situation i Hong Kong findes under overskrifterne:
Gold Fish Market her på side 1,
Skildpadder som medicin på Side 2
Wong Tai Sin Templet på Side 2
Ten Thousand Buddhas Monastery på Side 2
Søer og damme i Hong Kong Park på Side 3
Skildpadder på middagsbordet på Side 3
Tuen Mun Park Reptile House på Side 3
Hong Kong er en megastor millionby på over 7 millioner indbyggere. Byen ligger i det sydlige og dermed tropiske Kina. Den ligger på et areal på kun 1.104 km2. Den menes derfor at være det tættest beboede bysamfund på denne Jord.
Denne befolkningsmæssige koncentration er også den selvfølgelige og indlysende baggrund for, at Hong Kongs verdenskendte skyline dannes af hundredevis af skyskrabere.
Hong Kongs indbyggere udgøres af 93.6% etniske kinesere. Sproget er kantonesisk (Og selvfølgelig engelsk). I det store fastlandskina er mandarin det officielle sprog.
Byen er i dag et af verdens største finanscentre og gennemsnitsindkomsten per capita angives at være den højeste i Verden.
Hong Kong var som bekendt en engelsk koloni, indtil byen i 1997 blev givet tilbage til Kina, der administrerer området under betegnelsen: "Et land, 2 systemer".
I Hong Kong Airport forlod vi den 14. september 2013 vores Boing 747 efter en behagelig og rolig natlig flyvetur. (British Airways yder fremragende service gennem sine søde og travle stewardesser). Her in Hong Kong var det imidlertid nu selvfølgelig langt oppe ad dagen. Vi købte vores Octopus Cards i lufthavnen, så vi enkelt og problemløst kunne komme rundt med den effektive og fintmaskede kollektive trafik i den enorme by. Herefter forlod vi lufthavnsbygningens aircon og fik en kølle i hovedet i form af over 30 graders tropisk, fugtig og klæbende varme! (Det varede desværre lidt, før jeg opdagede, at linsen i et kamera selvfølgelig dugger omgående, når man fra den kølige og tørre indendørs aircon går udenfor i det fri i Hong Kongs hede og fugtige luft!)
Hotel Gold Coast
Henrik og Cindy havde booket til os på et hotel, der ligger ved i vandkanten i byområdet Gold Coast i bydelen Tuen Mun i New Territories. Hotellet hedder Hotel Gold Coast. Der kan du altså godt vælge at bo, hvis du ellers vil nyde livet lidt! Der er iøvrigt næsten lige så mange ansatte, som der er gæster. Ikke alene er alle i personalet hele tiden hjæpsomme straks og med det samme, de er også utroligt venlige. Dette gælder iøvrigt alle de rigtig mange mennesker, jeg kom i forbindelse med i Hong Kong!
Nogle få gange spiste vi aftensmad på en af de mange restauranter nede på molen, der ligger vinkelret på hotellet. Nogle få gange tog vi også morgenmaden her. Her udleverer man kniv og gaffel til de spisende gæster. Det gjorde man ikke på de lokale steder, vi efterhånden hellere ville spise på inde i Metropolens centrum. Men så fik jeg da heldigvis lært at spise med pinde.
Kortet med drinks (og selvfølgelig mobilen) studeres. Når vi sidst på aftenen returnerede til hotellet, holdt vi altid et lille konkluderende møde over dagens indsats. Det afholdtes i hotellets "ballroom", hvor en yndig pige sang hver aften. Desværre sang hendes mandlige kompagnør også en gang imellem. Han havde uheldigvis kun det, som min sanglærer i min skoletid diplomatisk betegnede som "en pæn lille stemme".
Hong Kong er en enorm heksekedel med et konstant højt decibelniveau af larm og støj døgnet rundt. Hotellet ligger helt død damp stille udenfor dette massive bulder. Dette er jo en lise om aftenen, natten og morgenen. Men der er til gengæld ca 25 km ind til centrum ved den flotte havnepromenade ved Victoria Harbour. Dette har hotellet løst i form af hotellets egen shuttle bus. Den afgår hver fulde time fra hotellet. Turen køres i højt tempo uden stop ind til centrum og varer 1/2 time. Fra centrum afgår shuttlebussen tilbage til hotellet ligeledes hver fulde time.
Shuttlebussen standser og lukker os ud i den centrale del af Kowloon nær ved den imponerende Victoria Harbour. Kvarteret her er fyldt med fashionable huse, der hver sælger et af de store verdensmærker som for eksempel Gucci, Prada, Louis Vuitton, Armani, Rolex, osv. Der ligger faktisk adskillige af disse dyre mærkevarehuse fordelt i de mondæne forretningskvarterer i Hong Kong. Man står i kø til sådan et etablissement og lukkes ind i hold. Køkulturen er en del af bybilledet overalt i denne enorme by med alle de mange mennesker, der færdes her. Man mærker den engelske fortid. Ifølge de lokale er det alene de velhavende fastlandskineserne, der ikke har den fornødne kultur og opdragelse til at gebærde sig her i byen. "De tror, at deres mange penge giver dem adgang til at mase sig ind foran overalt!" Mens man står i kø opsøges man af personer, der vil sælge Rolex-ure, og/eller vise vej til et udsøgt sted for salg af andre fine brands. -Og super lækker mad! Du kan også lige få taget mål til en skræddersyet habit, som du kan hente færdigsyet nogle timer senere.
Udover de nævnte, store indkøbstempler specielt indrettet af og for verdens førende mærkevarer, findes et uendeligt stort antal kæmpestore Malls. Her finder man indendørs (over og under jorden) i kølende aircon kilometerlange rækker af forretninger ud til de stærkt oplyste gange og passager. Mange udgør forbindelsen mellem jernbanesationerne og byens søgte "hot spots". Alt afhængigt af, hvilket indtægtsniveau det pågældende mall har placeret sig på (hvilken målgruppe henvender vi os til?), findes der også her forretninger med de kendte mærkevarer og store brands. Også forretninger med mærkevarer på lidt lavere niveau. Og forretninger, der i høj grad har alt andet end mærkevarer på hylderne! Der er stort set åbent døgnet rundt alle ugens dage.
Havnen
Havnen er ikke alene verdenskendt pga sin enestående havnefront. Den er også en af verdens største havne med omkring 220.000 anløb af skibe hvert år! Containertrafikken præger billedet voldsomt. Det er en fornøjelse som dansker at se, at en meget stor del af containerne (både til søs og på motorvejene i og ved byen) bærer påskriften Maersk. Havnen har også en stor passagertrafik. Herunder mange anløb af krydstogtskibe.
På havnemolen er der som overalt i Hong Kong skinnende rent. Konstant er masser af rengøringspersonale igang med at feje, pudse og polere overalt i byen. Dette er en by helt uden cigaretskod og tyggegummi på fortovet. Hvis du undtagelsesvist ser et stykke papir ligge på fortovet, er det fjernet, når du lidt senere kikker samme sted hen. Der er heller ikke grafitti her. Dette gælder ikke bare gader og fortorve. Det gælder alle offentlige rum, herunder også tog og jernbanestationer, mv! Det var lidt af en overgang, da jeg efter hjemkomsten opholdt mig i København, inden turen gik videre hjem til Næstved. Hvor er bymiljøet dog møgbeskidt i Danmark! Men i Danmark smider folk jo også alting fra sig overalt i indskrænket foragt for det miljø, de selv går rundt i, og der går bestemt heller ikke masser af rengøringsfolk rundt hele tiden og holder det hele rent.
Morgenmad! Vi tog aldrig morgenmaden på hotellet. Heller ikke dagens øvrige måltider. Vi ville hellere hver dag finde nye spisesteder i byen efter Cindys forslag. Vi var jo i hendes verden. De første 2 morgener fik vi "kniv og gaffel morgenmad". Dette er en af de sidste gange, jeg havde mulighed for at anvende kniv og gaffel i Hong Kong. Vi spiste mere og mere "lokalt". Efter et par dage kom vi kun på steder, hvor spisekortene alene stod på kinesisk, og her havde man ikke andet bestik end spisepinde. Til gengæld er maden uforlignelig her.
Cindy har fortalt mig, at det, hun mest savner i Danmark, er maden i Hong Kong. Jeg forstår hende! Så godt som i Hong Kong har jeg ikke spist hver dag nogen steder, nogen sinde! Morgenkaffen lavede jeg selv på den elkedel, der stod på hotelværelset. Hver morgen startede dagen herligt med en kop kaffe i kurvemøblerne på mit hotelværelses altan, inden vi allesammen mødtes i lobbyen for at tage shuttlebussen ind til byen.
I Mong Kok så jeg første gang et byggearbejderstillads af bambus. Senere så jeg rundt omkring i den store by sådanne stilladser stillet op ad husfacaderne i op til 15-20 etagers højde!! Cindy fortalte, at stilladsarbejderne gennem generationer havde udviklet en særlig effektiv teknik til at binde og surre bambusrørene sammen med bånd . Bambusrørenes længde ligger på 4-6 meter. De er 5-10 cm tykke i diameter. De bånd, jeg så anvendt i sammensurringerne, var lavet af nylon.
Jeg fik at vide, at selvfølgelig døde der nogle arbejdere hvert år som følge af fald fra og ulykker med disse indretninger! Man kan lige forestille sig, hvordan det danske arbejdstilsyns nervesystem ville have det, hvis sådanne stilladser dukkede op i Danmark. Men konstruktionen i bambus er utvivlsomt mere let og smidig i op til de meget store højder, der gør sig gældende i Hong Kong, end hvis man anvendte stilladser i metal og aluminium.
Gold Fish Market
I bydelen Mong Kok finder du Tung Choi street. Her ligger ca. 50 "petshops" side om side på hver side af gaden. De fleste fremtræder i det ydre hovedsagelig som akvarieforretninger, og dette har givet stedet navnet Gold Fish Market. Men der sælges sandelig også alle andre former for levende dyr. Der er masser af glasbure med pattedyr som hunde, katte hamstre, mus, osv. Også betydeligt sjældnere pattedyr findes her.
Udbudet af reptiler er meget stort. I næsten hver eneste forretning så jeg desuden landskildpadder og sumpskildpadder. Og jeg så masser af øgler og slanger. Hvis du leder efter specielle reptiler, padder, invertebrater, snegle, insekter, osv, kan du virkelig gøre fund her. Her er hundredevis og atter hundredevis af hyldemeter med spændende dyr. Foruden lange rækker af klart oplyste akvarier, terrarier og glasmontre i alle størrelser, falder blikket også på mere anonymt udseende kasser og æsker placeret hist og her. Der er også dyr nede i dem.
Trine "bladrer" i de udhængte plastikposer med akvariefisk. Foran næsten alle forretningerne kan man se et stort udbud af fisk fyldt i plastikposer og hængt frem på display. I poserne finder du 1-5 fisk. Der er et kæmpe udvalg af arter. Meget sjældne arter, unikke fisk eller meget store eksemplarer forefindes desuden inde bagved i forretningen. Da temperaturen her ude på gaden er over 30 grader i skyggen, "fryser" fiskene bestemt ikke!
Selvom det ved skilte og piktogrammer i forretningerne er bekendtgjort, at fotografering er forbudt, er man de fleste steder ret afslappet overfor, at der tages fotos af forretningernes akvarier og akvariefisk. Men hvis man prøver at fotografere reptiler og herunder skildpadder (hvadenten der er tale om landskildpadder eller sumpskildpadder), er reaktionen voldsom og højlydt. Der sker omgående indgriben. De følgende fotos er derfor taget som snapshots i ordets egentligste forstand. Nemlig diskret ud under albuen/hit and run! -Straks videre i menneskemængden til næste forretning uden at stå stille! Herunder følger nogle af de fotos, som det lykkedes at få i kassen.
Nederste række til højre ses (formentlig) Kinesisk Trekølskildpadde, Mauremys reevesii (tidl. Chinemys reevesii). I midten (formentlig) Rødøret Terrapin, Trachemys scripta elegans. Til venstre helt små og unge terrapiner Trachemys scripta, underart uvis. Øverst til højre Mauremys sinensis.
Der ligger også specialforretninger for reptiler, herunder for skildpadder, på 1. og 2. sal her i denne gade. Desværre var flere af dem ifølge skiltningen lukket lige nu eller lige i denne uge. Rigtig ærgerligt!
Her ses vist: landkortskildpadder af slægten Graptemys, måske Graptemys pseudogeographica kohnii,Trachemys Scripta scripta, Trachemys sripta troostii, Mauremys sinensis.
Det var ikke på nær muligt at fotografere ret mange af de dyr jeg bed mærke i på denne spændende rundgang i Tung Choi streets forretninger. Dels på grund af placeringen og indretningen af terrarierne/burene/papkasserne, dels pga iagttagende, afvisende, advarende og råbende personale. Herunder den udbredte anvendelse af overvågningskameraer, hvor der åbenbart altid sad en person og fulgte opmærksomt med på skærmen og råbte op i højttaleren, når jeg fumlede med mit kamera!
På grund af min herpetologiske hovedinteresse vovede jeg mest pelsen med fotoapparatet, når det drejede sig fotos af skildpadder. Alle skildpadder var rigtig flotte "udstillingseksemplarer". Hvis det ikke var vildfangede eksemplarer, så er man altså meget dygtig til opdræt her i området.
Vi gik forretningerne igennem 2 gange, og forlod derpå området, inden vi blev for kendte. Desuden var det efterhånden så hedt, at man i den fugtige atmosfære længtes efter et svalende sted med aircon og kølige drikkevarer.
Jeg så store mængder af mange forskellige arter af sumpskildpadder, som jeg med min manglende indsigt i vandlevende skildpadder ikke havde mulighed for at kunne identificere. Jeg så endvidere mange store og små landskildpadder, herunder Geochelone gigantea, Geochelone pardalis, Geohelone elegans, Geochelone carbonaria, Geochelone sulcata. Endvidere bemærkede jegTestudo kleinmanni, Testudo horsfieldii og Testudo hermanni. Der var en del Indotestudo elongata. Der var også nogle enkelte edderkopskildpadder Pyxis arachnoides. Et par steder sås opslag, der fortalte, at hvis man havde særlige ønsker/bestillinger, kunne man kontakte personalet. (Det er vist ikke utænkeligt, at der går rigtig spændende ting ude i baglokalerne eller på "fjernlager" andetsteds.) Jeg overvejede, men besluttede ikke at henlede opmærksomheden alt for meget på os. Måske der er en form for kontakt mellem forretningerne, og jeg ville gerne hele vejen rundt og væk igen med SD-kortet i apparatet i behold.
Læs videre om Hong Kong turen på Side 2