. ............

 

Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9

Side 10

Peloponnes (Grækenland)

Rejsefortælling fra KUGs Balkantour 2014

På landevejen

Vi fortsatte kørslen mod nordøst. Vi undersøgte flere flotte landskaber undervejs. Efterhånden var vi dog kommet højt op i bjergene, og det var derfor blevet rigtig køligt (som bekendt falder temperaturen med 1 grad for hver 200 meter, man kommer til vejrs).

Foråret var derfor ikke rigtig kommet frem her endnu. Desuden blev landskabet tydeligt at se mere goldt. (Se foto til venstre).

Vi indstillede derfor jagten på flere landskildpaddebiotoper, indtil vi igen kom ned i varmere områder.

Mellem Kandila og Skotini går landevejen som serpentinevej op over bjergene gennem et pas. Da vi var kommet yderligere nogle kilometer frem og lidt nedad igen, opførtes der midt på asfaltvejen foran KUG bilen et spektakulært show.

2 store bredrandede landskildpadder løb rundt i store ottetaller! Den ene jagtede den anden. Hvor kom de dog fra?! Stedet var da håbløst, hvis man skulle være på udkik efter skildpadder! Lige her, hvor vi var, rejste bjerget sig nærmet lodret til højre over en strækning på flere kilometer. Til venstre faldt bjerget næsten lodret ned mod dalen ligeledes over en strækning på flere kilometer. Vejen var nemlig sprængt ud af bjergvæggen.

Temperaturen var kun 16 grader, og det var hård iskold kuling med tunneleffekt gennem bjergsiderne her. Bilen blev efterladt som græsk parkering (midt i højre kørebanehalvdel med katastrofebinket tændt). Hurtigt hen og se nærmere på det her. Hold da helt op!

Her prøver hannen uafladeligt at skubbe hunnen til højre. Begge flytter sig meget hurtigt. De lægger overhovedet ikke mærke til KUG. Vi må faktisk ind imellem gå af vejen for dem.

Der løbes, bides og og skubbes kraftigt! -Og så lige en tur rundt om hunnen igen.
Hunnen løber hurtigt. Hannen løber hurtigere! Så hurtigt hen foran og bide kraftigt løs igen.
Hun vender sig hurtigt rundt. Han følger bare efter. Nu skal det bare gå rigtig stærkt, så...
Det var da vist endelig lige det! Så nu.. Når enden er god, er alting som bekendt godt!

Det var helt specielt at se dette indslag midt i den kolde forårssol højt oppe i bjergene. Vi holdt skarpt øje med trafikken, men både skildpadderne og KUG havde hele vejen for os selv, mens optrinnet stod på.

Her ses den bredrandede landskildpaddehun efter seancen.

 

Den bredrandede han efter opvisningen.

Igen gik det mod nordøst i KUG bilen. Vi undersøgte flere biotoper, men fandt ikke flere landskildpadder. Nu begyndte det intensive landbrug også helt at overtage landskaberne, der følgelig blev mere "kedelige". Vi ville som nævnt ikke tilbage til fastlandsgrækenland over Korinther kanalen via motorvejsbroen eller den gamle vejbro, der krydsede kanalen parallet med den. På kortet var afsat en bro ved Isthmia nede ved kanalens sydlige ende. Den ville vi gerne afprøve.

Isthmia broen

Da vi nåede frem til broen ved Isthmia, var den væk! Men folk og biler ventede tålmodigt på brofæstet på begge sider af Korinther kanalen, så der var vel ingen grund til uro? Men der var da grund til at undre sig! Hvor i alverden var broen. Den var ikke "oppe", så det var ikke en klapbro. Så det var heller ikke en hævebro. Den var heller ikke svunget ind til siden, så det var heller ikke en svingbro. Skydebro? Nå, mysteriet løste sig vel af sig selv.

Efter nogle minutters venten kom en slæbebåd forbi brovejen med et fragtskib. Nu kunne vi så småt gå tilbage og starte KUG bilen, når det ellers gik op for os, hvordan vi kunne komme over på den anden side af kanalen.

Hov, der kommer 2 kørebaner adskilt af en fodgængerbro lige lodret op af vandet. Det er altså en sænkebro. Man sænker broen ned på kanalbunden, når skibene skal igennem. Det var da sandelig også en løsning! På de våde træplanker så vi, at der lå sprællende fisk, som ikke var nået af vejen, da broen "gik op". Nogle tyske bilister gik ud og tog sig af dem, inden trafikken blev sat i gang.

Korintherkanalen. Færdiggjort i 1893 efter den romerske kejser Neros tegninger.

Tourens sidste Biotop

Et pænt stykke vej før Elefsina fandt vi ned mod havet et sted, der sagtens kunne være biotop for bredrandede landskildpadder. Det var det!

Flot bredrandet landskildpaddehun (Testudo marginata) på 19 cm. Stadig i fuld vækst.

 

Usædvanlig flot bredrandet landskildpaddehan (Testudo marginata) på 28 cm.

Der var tale om resterne af en gammel olivenlund, der ikke havde været under nogen form for behandling i årevis. Området var ret stort, men lever nok på lånt tid. Athen breder sig rundt om stedet med især meget forurenende industribygninger, så når økoniomien bedres vil "urbaniseringen" overtage området. Vi så en flot bredrandet landskildpaddehun her og kort efter en flot bredrandet landskildpadde han. En perfekt afslutning her i Balkantouren 2014s sidste biotop.

Mediterranian Sky nær Elefsina. Det rustne jernbanespor i forgrunden er den nu utrafikerede smalsporbane til Peloponnes

Mellem Elefsina og Salamis (kendt fra oldtidens "Slaget ved Salamis") ligger et stort, delvist sunket skib. På de mange redningsbåde kan man se, at der er tale om et passagerskib. Det lå der også, da Jesper og jeg kørte forbi her i 2007. Skibet hedder Mediterranian Sky. I sin tid sejlede det med passagerer mellem Italien og Grækenland. Rederiets økonomi kuldsejlede. Skibet blev beslaglagt, og lagt for anker her i bugten, der tydeligt at se bruges til ankerplads for oplagte skibe. Ingen tog sig af Mediterranian Sky. På et tidspunkt sank det. Der er stadig ingen, der tager sig af det. Det er en tikkende forureningsbombe (bl. a. rustende olietanke med tilbageværende indhold?), men det generer åbenbart ingen. I Grækenland flyder affaldet overalt i naturen. Det findes i alle udgaver fra plastikposer, flasker, dåser, emballage, sofaer, køleskabe, gamle biler til meget store skibe. Men selv den storladne græske natur kan altså ikke rydde op efter mennesket i det omfang, man hensynsløst og uansvarligt belaster den i dette land.

Efter dette specielle stop fortsatte vi til Elefsina, hvor vi ville overnatte.

Elefsina

Elefsina ligger 18 km fra Athens centrum og er således forstad til Grækenlands hovedstad. Byen har 25.000 indbyggere. Den er kendt fra oldtiden og optræder også i mytologien, hvor den er hjemsted for de Eleusinianske mysterier.

I dag er det en larmende industriby med stærkt forurenende industri, blandt andet store olieraffinaderier. En stor del af den massive skibsfart ind mod Athen ender her.

Vi valgte denne by for overnatning, fordi vi i morgen ikke ville køre alt for langt for at nå frem til lufthavnen. Og vi ville ikke bo inde i det forurenede, trafikale støjhelvede, som selve Athen udgør i dag.

 

Efter at vi havde checket ind på Hotel Melissa midt i byen (i en industrihavneby er der ingen havnemolehoteller), fandt vi i den lune majaften (ved at spørge os for) en gågade i Elefsina med tavernaer. For sidste gang en autentisk græsk salat til KUG. Man havde desværre ikke Mythos på dette pietetsløse sted, så det måtte blive en Fix.

 

Fredag den 3. maj 2014

I dag var der kun een mulig plan for dagen. Til Lufthavnen straks, aflevere bil og checke ind. Hjem med SK 778 (den sædvanlige Airbus).

Vi lettede i sol og varme og landede i koldt solskin og blæsevejr. Mona hentede os hjem til Næstved i bilen med de store og brede sæder. -Og således sluttede KUGs fremragende Balkantour 2014.

Ultrakort:

Der er i 2014 ikke så mange skildpadder tilbage på Peloponnes. Som bemærket på tidligere besøg på denne halvø svinder bestandene kontinuerligt .Der ses stadig bredrandede landskildpadder (Testudo marginata) og græske landskildpadder (Testudo hermanni boettgeri) leve side om side i fællesbiotoper. Syd for en linie fra Gythio i øst til Pylos i vest lever der på Peloponnes tilsyneladende udelukkende dværgform af bredranddet landskildpadde. Dette er nyt for mig. Indtil denne tur troede jeg, at der kun levede dværgform af bredrandet landskildpadde på halvøen Mani på vestsiden af Taygetos bjerkæden. De såkaldte Testudo marginata weissingerii.

På kortet ses de steder på Peloponnes, hvor vi fandt landskildpadder i 2014. Hver angivelse kan dække over op til 3 biotoper. Bogstavet H står for hermanni, bogstavet M står for marginata, bogstaverne Md står for marginata dværgform.

Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8

Side 9 Side 10