...............

 

Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Serbien og Rumænien

 

Side 11

Rejsefortælling fra KUGs Balkantour 2015

 

Særligt fund!

En meget gammel og slidt landskildpadde på 21 cm. Den har tydeligt nok en gammel brandskade. Som sædvanlig en græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri)?

Men hov! Den har hornkegler på bagbenslårene! Det faste artskendetegn for en maurisk landskildpadde (Testudo graeca). Græske landskildpadder har ikke disse hornkegler på bagbenene!

Men skildpadden har en kraftig hornspids på halen. Et fast artskendetegn for græsk landskildpadde (Testudo hermanni). Mauriske landskildpadder har ikke hornspids på halen. Når man tager en samlet vurdering af dyret, er der sådan set ingen tvivl om, at der er tale om en græsk landskildpadde. Er det så et tilfældigt lune, der har dannet hornkeglerne på lårene? Eller er der tale om en hybrid? Lever der mauriske landskildpadder her i området? Vi ved ikke mere, og fandt ikke mere på touren 2015, der kunne belyse spørgsmålet.

"Ordinær" græsk landskildpadde igen (Testudo hermanni boettgeri)

Græsk landskildpadde i den sene eftermiddagssol.

 

Og kørslen fortsatte bare i adstadigt tempo ad Serbiens små veje gennem biotoperne. -Og gennem de små bebyggelser.

Solen begyndte at forsvinde bag flere og flere bjerg- og bakketoppe, så vi begav os påny tilbage mod Motel Predejane. Vi vidste jo erfaringsmæssigt, at dagen her ville finde sin behagelige afslutning, at natten igen ville afvikles umærkeligt, og at morgenen påny ville finde sin lyse og glade begyndelse. Da vi nåede tilbage til vores base, dvs Motel Predejane, blev vi ekstra varmt budt velkommen af receptionisten. Hun genkendte os jo som daglige gæster, og ville nu gerne vide, om vi "foretog økonomiske undersøgelser i området?" -Nå, hedder det det, når udlændinge overnatter her flere gange i træk?

Hundebid

Misdæderen! Stakkels dyr.

Da vi havde checket, ind skulle der som altid gås lidt frem og tilbage til bilen og hentes og bringes lidt "Mitbringsel". Vi blev som altid fulgt meget tæt rundt på området af de sædvanlige grupper af vilde hunde. Jeg færdedes frit imellem dem, for de gjorde mig da ikke noget. Jeg klappede som altid "min" hundemor og hendes hvalp og gik bare videre. I en af grupperne var en rædselsfuldt syg tæve. Hun manglede store dele af pelsen og havde ekstremt rindende øjne. Hun havde indtil nu ikke opført sig særligt afvigende. Men denne aften begyndte hun pludselig at gø hjerteskærende og for så lige i venstre ben på mig. Og bed til. Jeg fik gjort mig fri af den fortsat højt snerrende hund. Der sad nu to dybe blødende sår fra hendes tænder i venstre underben. Så for! Jeg havde ikke fået en stivkrampevaccination i ca 20 år. Og hun havde da vist ikke børstet tænder for nylig. Og hvad med rabies? Jeg gik ind i receptionen og spurgte, om de havde noget desinficerende eller lignende. Dette kunne da ikke være første gang. Den venlige receptionist slog afværgende ud med armene og kunne kun bidrage med, at det var sandelig osse et skrækkeligt problem med de skrækkelige hunde.

Jeg gik derpå i brusebad og gned sårene grundigt og længe med både flydende sæbe og fast håndsæbe. (Jeg lever endnu, og har fået min stivkrampevaccination fornyet efter hjemkomsten.)

Tirsdag den 19. maj 2015

Sol og varme fra dagens spæde begyndelse.

I dag var planen at begynde transporten tilbage mod nord i Serbien. Og således at vi undervejs igen brugte tid i biotoperne i bjergene ind mod Kosovo.

 

Lastbil på P-pladsen foran motellet.

 

Murfirben (Podarcis muralis)

 

Græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri)

 

Her på den stejle skråning kan man tydeligt se, at de mange græske landskildpadder i biotopen har vandret så meget rundt i de samme trykspor i den høje forårsvegetation, at der er dannet nedtrådte "skildpaddeveksler", ja nærmest skildpaddetunneller.

Også i dag så vi det tydelige tegn på, at der lever mange skildpadder her i biotoperne. Vi så vejkrydsere lige fra tidlig formiddag.

En græsk landskildpadde har netop fuldendt vejkrydsningen. Om lidt er den forsvundet ind til de andre skildpadder i vegetationen. På vejbanen ses det optimale køretøj til transport ad Serbiens utallige små og umulige jordveje. En 4-hjulstrukket Lada Niva. Hvor KUGs Fiat må give op, fortsætter Nivaen kørslen uanfægtet i højt gear med uhyggelig høj hastighed. Her i biotoperne køres der med total foragt for materiellet. Især kommer Nivaen overalt med den største selvfølgelighed. "Jeg vil ha`en Niva!

Græsk landskildpadde i autentisk balkanbiotop (som altid tæt på vejen). Jeg har mange gange set landskildpadder i de evindelige affaldsbunker i naturen på Balkan. De bliver formentlig tiltrukket af de voldsomme lugte fra køkkenaffaldet. Jeg har dog aldrig set en skildpadde direkte æde af affaldet, men det er nok tilfældigt, at det er undgået min opmærksomhed.

Græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri)

 

Velfungerende biotop for græsk landskildpadde

 

Gammel, slidt græsk landskildpadde med skjoldskader

Over på den anden side

En kløft snævrede dalen ind, så denne biotop var på et sted kun 15-20 meter bred. På det smalle sted løb en lille bæk tværs over bunden og delte biotopen tværs over. Dette gjorde ikke indtryk på de græske landskildpadder, der bare vandrede gennem vandløbet uden at sætte gangtempoet ned!

 

Igen et foto af de utroligt mange vejkrydsere, som vi daglig så her på årets tour i Serbien. Aldrig før har vi set så mange hver eneste dag. Denne græske landskildpadde trækker lige hovedet ind, mens Volvoen derovre lister forbi. -Ja lister! I Serbien så vi ikke et eneste af de maste landskildpaddesjold, som ellers ligger overalt på vejene i de fleste andre balkanlande. Især i Grækenland. Når en serbisk bilist opdager en skildpadde på kørebanen, bremser han helt ned og lister udenom skildpadden, før han speeder op igen og fortsætter kørslen! Det var som...!

Er der derimod "bare" tale om små pattedyr, som for eksempel pindsvin, hunde, mår, osv, så holder den serbiske bilist kurs og fart, og dyret må med vekslende held bare prøve at redde sig selv, ligesom i de øvrige balkanlande!

Takket være de forbipasserende serbiske bilisters rettidige omhu, slap den græske landskildpadde over vejen og ind i biotopen. Fotografen havde holdt vejret undervejs. På tourens første dage, fjernede vi skildpadderne fra vejen, når der kom biler, ligesom vi er i vane med fra de øvrige Balkanlande. Men det er ganske vist. I Serbien er det normalt ikke en del af folkloren, at bilisterne kvaser landskildpadder med bilens dæk!

Kortet over det sydlige Serbien viser det bjergområde langs grænsen til Bulgarien, Makedonien og Kosovo, som vi fik undersøgt, mens vi boede i Predejane. Nærmere bestemt den lysbrune farve bag den sorte linje.

Ved middagstid måtte vi rive os løs fra det sydlige Serbien og køre nordpå, for at det ikke skulle blive for stresset med at nå frem til lufthavnen vest for Beograd i morgen. Så nu gik det mere målrettet afsted af de store landeveje. Med væsentlig mere trafik end den sparsomme færdsel vi var vant til på bivejene i bjergene hernede.

Igen kom en af de mange skønne gamle serbiske FAP buldrende og klaprende hen ad landevejen.

 

I de små serbiske byer fremtræder elarbejdet i masterne som helt uoverskuelige fuglereder. Hold da helt op! Men her, hvor vinteren er så hård, at snekæder er påbudt, er der så slet ingen kortslutningsproblemer, når sneen pakker om kabler og ledninger?

Smederevo

Vi ville bo i byen Smederevo for natten. Så var der ikke så langt til lufthavnen i morgen. Smederevo ligger på bredden af Donau, så der måtte da være rimelige muligheder for et hyggeligt og charmerende sted. Vi kørte byen igennem på kryds og tværs og fandt simpelthen absolut intet af interesse! Og slet ikke noget hotel

Ved indkørslen og adskillige andre steder stod der flotte skilte med henvisning til et Hotel Hamburg, der lå udenfor byen. Det blev så det. Tip top hotel i den moderne og fuldstændig anonyme, internationale stil, der bevirker, at det kunne have ligget overalt på denne jord. OK, men ret kedeligt. Der var bestemt til at få et værelse. (Og så spurgte han ovenikøbet, om vi havde reserveret!)

 

Også her på Hotel Hamburg kunne de lave en fantastisk græsk salat!

 

Onsdag den 20. maj 2015

Solskin og over 28 grader varmt fra om morgenen.

I dag var der kun en enkelt opgave. At nå frem til Belgrade Nikola Tesla Airport i tide, aflevere bil, checke ind og komme afsted med det rigtige fly til Zürich.

 

Vi var kun 2 biler på den store P-Plads.

 

Morgenmad i morgenstund i morgenheden på terrassen til det øde Hotel Hamburg. Der var betydeligt mere personale end gæster her på hotellet!

På en marken udenfor Smederevo er en meget lille flyveplads. Her stod dette gamle jugoslaviske biplan. Det bruges vel til at sprøjte marker/afgrøder?

Under den behagelige kørsel mod lufthavnen ad motorvejen i det afslappede serbiske trafiktempo bemærkede vi denne transport af grise. Så kunne der da heller stuves flere sammen på den trailer!

Afslutning

Igen 1.000 tak til Thomas for en formidabel tour!

KUGs Balkantour 2015 var en pragtfuld oplevelse. I biotoperne i Karpaterne i Serbien og Rumænien og i biotoperne i det sydlige Serbien i bjergene ind mod Makedonien og Kosovo fandt vi græske landskildpadder i et overraskende stort antal. jeg har aldrig før set så tæt bestykkede biotoper. Vi fandt også rigtig mange andre interessante repræsentanter for den alsidige fauna. I disse egne findes da heller ikke intensivt landbrug (eller EU-støttede inddragelser af store landområder på bjergsiderne til rødvinsproduktion som i EU-landene på Balkan), strukturelle udvidelser af jernbanenet og motorveje, turismeskabte udstykninger med tilhørende vejanlæg til byggeri af hoteller, ferielejligheder, casinoer, barer, indkøbscentre, anlæg af golfbaner og andre af de mange klasssiske biotopødelæggende tiltag.

Den præcise beliggenhed af de besøgte biotoper er selvfølgelig noteret af KUG, men jeg har af forståelige grunde været tilbageholdende med navne på lokaliteter i denne beretning.

1.000 tak til Thomas for en fin tur

 

På kortet herover ses de områder af Rumænien og Serbien, hvor KUG i maj 2015 fandt græske landskildpadder. Nærmere bestemt i Karpaterne ved Jernporten i det sydvestlige Rumænien, i Karpaterne ved Jernporten i det østlige Serbien og i bjergene ind mod Makedonien og Kosovo i det sydlige Serbien. Hvert punkt på kortet kan dække adskillige biotoper.

Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10