Serbien og Rumænien
	Side 1	Rejsefortælling fra KUGs Balkantour 2015 (KUG står for Kratluskere Uden Grænser) Vi fandt Græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) og anden interessant fauna

 

KUGs Balkantur 2015 gik til Serbien og Rumænien.

For mit eget vedkommende var paletten dermed fuld. Med turen til disse to lande har jeg nu mindst een gang besøgt alle de balkanlande, hvor der lever europæiske landskildpadder. Vi fløj med det velfungerende Swissair fra Københavns Lufthavn til Beograd og retur. Flyet var hver gang den evindelige Airbus A 320, og der var begge veje en kort mellemlanding med flyskift i Zürich.

Serbien

Onsdag den 6. maj 2015

Vi landede kl. 14:00 i Beograd lufthavn i 31 graders balkanvarme. Vi henvendte os med det samme i ekspeditionen hos biludlejningsfirmaet. Der var sandelig ikke travlt her. Alene KUG skulle have udleveret en bil. Alligevel udgjorde personalet ialt 5 personer, der livede op, da vi stod der, og alle blev hurtigt en grundig del af ekspeditionen af vores sag.

Det siger vist lidt om lønningernes størrelse her i Serbien, at så mange har så meget at lave med så lidt.

Vi pakkede bilen, monterede GPSen, forlod lufthavnen i Beograd og gled umærkeligt ind i den meget afslappede og hensyntagende færdselskultur, der er en del af tilværelsen i Serbien.

I modsætning til den larmende, koleriske og ret aggressive form for bilisme, der ellers præger Sydeuropa, som for eksempel Grækenland (og også i modsætning til den yderst rethaveriske og intolerante adfærd, der generelt udvises af danske bilister), så færdes man overalt i Serbien i et roligt, hensyntagende og nærmest adstadigt tempo (også på motorvejen). De svage parter i trafikken respekteres seriøst af bilisterne. Fodgængere prioriteres nænsomt, også udenfor fodgængerfelterne. En helt anderledes human bilistkultur, ligesom KUG også oplevede den i Makedonien i 2012.

Selvfølgelig kikkede vi (trods de synligt dårlige odds) efter skildpaddebiotoper under turen østpå. Det medførte selvfølgelig, at vi måtte forlade de store veje. Som overalt på Balkan fører de elendige småveje over endnu mere elendige broer. På denne bro lå brædderne løse og klaprede under bilens hjul. Brædderne var bløde, delvist rådne og med store huller. "Så længe den knager, holder den!"

Vi kørte mod øst fra Beograd i det varme solskinsvejr. Udenfor bilruden skiftede scenen. Landskabet blev undervejs mere og mere fladt og kedeligt. Landbrug prægede billedet fuldstændigt hele vejen rundt. Her var bestemt ingen lovende skildpaddebiotoper at se. Vi prøvede selvfølgelig alligevel, om der skulle være noget at komme efter, når lejligheden bød sig, men brugte ellers bare eftermiddagen til transport og valgte til sidst den lille by Veliko Gradiste til overnatning.

Veliko Gradiste Ligger ved den berømte flod Donau, og vi troede derfor, at her i denne lille by på flodbredden var der basis for en hyggelig aften i smukke og atmosfærefyldte omgivelser. Men det viste sig at være et nedslidt, jamrende fattigt og helt charmeforladt sted. Kontakten til Donau bestod af sammenfaldne rester af gammel og nu opgivet industri. Denne deprimerende by skal have ca 5.000 indbyggere.

Vi fandt minsandten et hotel. Lyserødt! (Hmmm.) Henover indgangsdøren var der placeret et skilt, hvor der med store bogstaver stod, at der var åbent. Det var tydeligt at se, at det havde der ikke været i lange tider.

 

 

GPSen foreslog et nyt overnatningssted, og vi endte i et vådområde ved en aflukket tarm af Donau (afspærret af dæmninger) på nogle kilometers længde. Her er der synligt overalt store planer og store investeringer i en fremtidig intensiv vandturisme, med alt det tamtam, som dette indebærer. Alt var dog foreløbig under etablering og opførelse. Der ligger om få år store mængder hoteller her. -Eller også ligger der (mest sandsynligt) en masse spøgelseshuse! Vi fandt et færdigbygget hotel i rustik "hjemstavnsstil". Det hed Vila Dincic. Man havde åben restaurant, men havde ikke åbnet værelser (endnu). Til gengæld havde man netop fået færdiggjort en stor villa med værelser nogle hundrede meter væk. Der flyttede vi så ind. Og gik tilbage til restauranten og fik aftensmaden her.

Torsdag den 7. maj 2015

Voldsom torden, lynild og regn fyldte natten udenfor det fine, nye hus, hvor der udover KUG kun overnattede nogle gæster fra en tysk indregistreret mercedes. Det varer nok nogen tid, før dette vådområde (godt med myg!) bliver en internationalt søgt turistfælde!

 

Morgenen gryede med 17 graders varme. Det varede noget, inden resterne af den våde nat forlod atmosfæren. Vi kørte en morgentur rundt gennem området for at se, hvorfor dette sted skulle være så indbydende for massiv investeriung i turisme. Vi fattede det ikke. Her er simpelthen bare Nada!

Men der var da noget af interesse for KUG! Nattens tordenvejr havde lokket noget frem fra vådområdet. Med fatalt resultat! Her er Thomas igang med at stille skarpt på fænomenet!

Vi forlod dette for os ligegyldige område og fortsatte nu kørslen østpå langs den roligt strømmende Donaus sydlige bred. Vejen var smal, dårlig og svagt trafikeret. I betragtning af, at vi kørte promenadekørsel "an der schönen blauen Donau", var det ejendommeligt at se, hvordan Serbien vender ryggen til Donau her på denne strækning. Her er der bestemt ingen store udsigtsvillaer for liebhaverne, ingen restauranter/tavernaer, ingen hoteller, og (heldigvis) ingen souvenirkiosker, ingen isboder, osv. Alene små, gamle, fattige rønner med nyttehaver og høns og grise i haven. Vi var visseligen de eneste turister her på strækningen.

Pudsigt, at der ikke investeres her langs den indtryksfuldt smukke Donau i stedet for oppe i det helt ligegyldige vådområde uden udsigt til nogetsomhelst, hvor vi havde overnattet? Men for os var det da positivt, at vi slap for at skulle se på al den slags her langs floden.

Landevejen gik igennem landsbyen Pozezeno. Hver matrikel var aldeles fuldt udbygget med huse og skure. Husdyrhold overalt. Der var imidlertid masser af børn og unge mennesker. Der er åbenbart ikke de helt samme udkantsproblemer i Serbien som i DK? Eller knuger problemerne i Serbien ikke bare udkanterne?

Vi provianterede i landsbyens lille købmandsforretning. Priserne i Serbien er ekstremt lave. Dette gælder også hoteller, restauranter og for eksempel kostede benzin kun ca 6 kr literen. KUG-bilen var i år en Fiat 500L. Dvs en oppustet Fiat 500 med en minimal motor med lavt forbrug. Det var derfor heller ikke bilkørslen, der kostede noget særligt i år. Bemærk cyklerne. Cyklen er et meget brugt transportmiddel i Serbien. Der cykles af alle, og der cykles overalt.

Den smukke kystvej løber lige durk igennem en imposant Ivanhoe borg ved navn Golubacka Tvrdjava. Den er under grundig restaurering. Ifølge skiltet med EU-midler! Bemærk stilladset op ad tårnet (pilen). På hver etage stod en ansat. De rakte brædder, mv, op og ned til hinanden. Hele vejen op og ned. Det er åbenbart billigere end at hyre en kran! (Som altid får KUG også lidt kultur undervejs på touren!)

I den lille landsby med det gode navn Dobra hørte vi kraftig lyd af mange store grønne frøer fra den lille opstemmede flod. (Pelophylax ridibundus).

 

Efter besøget i den lille, meget fredelige landsby Dobra fortsatte vi mod øst. Området udviklede sig under kørslen som forventet stedse mere og interessant, og KUG intensiverede undersøgelserne. Hvad var det, der førte KUG mod dette verdenshjørne, og hvad ville vi her?

Jo, vi ville i år begynde Balkantouren med at undersøge området på begge sider af Jernporten. -Og hvad er så Jernporten?

Jernporten

er en geografisk betegnelse for et område mellem Serbien og Rumænien, hvor grænsefloden Donau indsnævres voldsomt mellem de høje bjerge i bjergkæden Karpaterne. Jernporten har siden oldtiden været berygtet, fordi den var svær og farlig at passere for skibstrafikken. I 1972 og 1984 byggede Jugoslavien og Rumænien 2 dæmninger over slugten, hvorved floden stemmedes op. Vandstanden steg 35 meter, og skibsfarten passerer i dag trygt Jernporten gennem store sluser.

 

Området måtte helt oplagt være interessant for KUG, netop fordi det er en del af Karpaterne. -Men hvorfor nu det?

Karpaterne

Karpaterne er en ca. 1.500 km lang, buet bjergkæde i Central- og Østeuropa. Bjergkæden dækker et areal på 190.000 km², hvilket gør dem til den største bjergkæde i Europa.

Bjergkæden strækker sig i en bue fra Tjekkiet i nordvest til Slovakiet, Polen, Ungarn, Ukraine og Rumænien i øst og videre gennem Jernporten ved Donau floden mellem Rumænien og Serbien.

1. Ydre Vestkarpater
2. Indre Vestkarpater
3. Ydre Østkarpater
4. Indre Østkarpater
5. Transsylvanske Karpater
6. Rumænske Vestkarpater
7. Transsylvanske plateau
8. Serbiske Karpater

Skoven, der dækker det meste af Karpaterne, udgør i dag det største sammenhængende skovområde i Europa udenfor Europæisk Rusland. Skoven har fra oldtiden og op til i dag kun i begrænset grad været udnyttet kommercielt, og der er en stor andel af gamle træer.

Dyrelivet er særdeles rigt og omfatter bl.a. brun bjørn, los, ulv, vildsvin, kronhjort og mange andre hjorte-arter. Et meget stort antal insekter trives i de mange gamle træer. De mange insekter giver føde til et stort antal fugle og insektædere, og de mange træer til et stort antal gnavere.

I Karpaterne vokser over en tredjedel af alle europæiske plantearter, hvilket vil sige 1300 forskellige arter af planter, hvoraf over 100 skønnes at være endemiske.

Der måtte med andre ord bestemt også være noget for KUG at komme efter her! Vi ville derfor undersøge området her ved Jernporten både syd og nord for Donau. Altså både i Serbien og Rumænien. -Og vi var ret spændt!

De vilde og ensomme bjerge i de rumænske Karpater er iøvrigt som bekendt hjemsted for Draculas borg!

Karpaterne er dækket af store sammenhængende, indtryksfulde skovstrækninger. Ind imellem er der lysninger i alle størrelser. Der er bestemt ikke mange mennesker her! Du hører kun naturens egne lyde. Der er massiv fuglesang. Gøgen høres overalt. Selvfølgelig præger lyden fra Cikader og græshopper også forårsluften. Duften af krydderurter ligeså!

Her fandt vi et sted, der så lovende ud. Området var et større åbent landskab, hvor der var lidt landbrug. Dyrkningen var spredt og ikke så intensiv. Der lå nogle få huse. Det viste sig straks, at her var der landskildpadder. Græske landskildpadder (Testudo hermanni boettgeri).

 

Vi fandt i denne biotop hurtigt 7 store flotte landskildpadder her på 18-22 cm. Vi opdagede på denne ekspedition, at de græske landskildpadder i Serbien er lige så store og massive, som vi så dem i Makedonien i 2012. Vegetationen var høj (vi var jo også inde i maj måned).