...............

 

Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 9 Side 10 Side 11

Serbien og Rumænien

 

Side 8

Rejsefortælling fra KUGs Balkantour 2015

 

Vi fortsatte testudotrekkingen i biotoperne ved Jernporten nord for Donau og fandt endnu flere græske landskildpadder. Rigtig mange af dem blev heller ikke fotograferet i dag, som det tidligere var sket. Som sagt er der jo grænser for, hvor mange fotos af skildpadder i græs man har brug for fra samme biotop. Luksusproblem!

Græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri)

 

Testudo hermanni boettgeri. Ungdyr.

 

Stor og massiv rumænsk udgave af græsk landskildpadde

 

Gammel græsk landskildpaddehun (Testudo hermanni boettgeri)

 

"Time to say goodbye!" Om lidt forlader KUG rumænien og fortsætter biotopundersøgelserne nede i Serbien. Ligesom de serbiske karpater her ved Jernporten overgik vores forventninger, overgik de rumænske Karpater her ved Jernporten vores forventninger.

Ved afskeden fra de formidable rumænske Karpater lagde Thomas dette foto ind på Facebook med teksten: "KUG tager hatten af for Rumænien....fantastiske oplevelser"

-Ganske enig!

Serbien igen

Vi kørte tilbage over Donau ovenpå dæmningen. Der var heller ikke denne gang noget, der lignede trafik her. Efter passage af grænsekontrollerne indledte vi transportkørslen sydpå. Vi ville nu afsøge bunden af Serbien. Der måtte ihvertfald være landskildpadder dernede i bjergene ind mod Bulgarien, Makedonien og Kosovo. Vi kørte seriøs transportkørsel, og brugte derfor resten af dagen til uden væsentlige ophold at komme så langt sydpå som muligt.

Tognørderi

I Østeuropa foretages en meget stor del af person- og godstransporten stadig af jernbanevæsenet. Den gamle tognørd her skulle lige have et foto af dette gamle jugoslaviske diesellokomotiv med mange tons på krogen.

Predejane

Vi var i løbet af den sene eftermiddag nået så langt mod syd, at vi måtte til at søge ly for natten.

Under kørslen mod syd ad den tungt befarede hovedvej E 75, der forbinder centraleuropa (herunder Beograd) med Skopje (hovedstaden i Makedonien) og senere den store græske havneby Thessaloniki, passerede vi den lillebitte by Predejane.

Her ligger et stort, nyetableret motel med det hele, herunder WiFi og bevogtet P-plads. Så vi!

Vi kunne jo ligeså godt standse her, så det gjorde vi så.

 

Det velkørende Motel Predejane

 

Efter hurtig check in sørgede den effektive tjenerstab for en fortøjningsøl til KUG, der herefter kunne påbegynde det daglige ritual med WiFi, osv. Mens mørket sænkede sig over den lune aften, kunne man fra terrassen se de sædvanlige sultne flokke af vilde hunde strejfe søgende rundt på pladsen foran og på stierne.

Fredag den 15. maj 2015

Igen en varm morgen med fuld sol. I dag ville vi over mod øst og afsøge bjergene ind mod Bulgarien.

Vi forlod det velsmurte, men lidt upersonlige Motel Predejane, og kørte ud i det blå. Nærmere bestemt de grønne bjerge sydøstover herfra.

 

I Vladicin Han ventede hestevognen på fortovet foran grovvareforretningen, mens kusken handlede ind.

På vejen østover højt oppe gennem bjergene var der "ingenting" udover flot natur. Der var for eksempel hverken landskildpadder eller firben, mv. Vi var så højt oppe, at det var for koldt. Vi kom gennem byen Surdulica. Her var der politikontrol. Frem med pas og papirer på bilen. Udlejningsbil? Hvad var nu det for noget? Vi kunne ikke gøre alvorsmændene med blanke knapper i jakken begribeligt, at vi havde noget fornuftigt at lave her ude i absolut ingenting i en bil med nummerplader fra Beograd. Vi måtte da have et mål. Vi nævnte storbyen Nis, for at stille dem tilfreds, så vi kunne få lov at fortsætte. "Jamen, så skal I tilbage og ud på hovedlandevejen!" Afvisende opstilling foran bilen! Vink tilbage!

Forfra igen. Ved hjælp af et vejkort viste vi vores påregnede rute ned langs grænsen og hjem ad en anden vej gennem bjergene (en klasse 2 vej, dvs en asfalteret vej, markeret med gul farve). De lod nølende som om de forstod, at vi ville spilde tid på naturen, det billige skidt. Så satte de trumfen ind: -Men så måtte vi da lige vide, at den gule vej på trods af klassificeringen på kortet som asfalteret ikke var farbar! Vi lod som om vi faldt til patten. Kørte væk, og sneg os ad en anden vej tilbage på vores påtænkte rute. (Ingen havde iøvrigt villet se kørekort!) Vi fandt stadig ingen landskildpadder her i de høje og kølige omgivelser. Men vi fandt lidt padder og slanger.

Midt på vejen sad en tudse i den varme sol (Bufo bufo).

 

Den var faktisk ret stor!

 

Piiv, piiv, klapre, klapre. Med larmende motor, slirende kobling, huller i udstødningen og blanklslidte dæk tager denne gamle, paradentoserøde og overlæssede Skoda svinget. Den har de sædvanlige sække med trækul på taget. Trækul er åbenbart en stor artikel i Serbien.

Meget ung æskulapsnog (Zamenis longissimus)

 

Flotte biotoper, men ingen landskildpadder

 

Æskulapsnog (Zamenis longissimus)

 

Nede i det klare vand ser vi en særdeles ung Salamandra salamandra

 

FAP (Fabrika automobila Priboj) er navnet på en gammel jugoslavisk, nu serbisk lastbilfabrik. Denne model fra begyndelsen af 50erne er åbenbart uopslidelig. Vi så den overalt og hele tiden. Og næsten altid i denne gule farve.

Strax da jeg havde taget mit billede af den gamle gule FAP her på den stille skovvej lød en stigende brølen som fra et gammelt lokomotiv. Minsandten om ikke en gammel sovjetisk ZIL lastbil passerede lige forbi mig og den gule FAP i et lydtæppe af voldsomme dimensioner. Efterladt i sin tid af Den Røde Hær og nu stadig daglig slider her i skovene.

Underligt, at der ikke var skildpadder her i disse flotte forårsbiotoper i Serbiens sydøstlige bjerge. Men vi kunne da altid se lidt efter for eksempel klokkefrøer, mv.

Klokkefrø (Bombina variega)

 

Skulle der mangle en bro, laver man da bare en af af de materialer, man nu har ved hånden. "Keine Hexerei".

Salamandra salamandra

 

Bombina variega

 

Rana graeca

 

Landbetjentens villa i landsbyen Bistar. Den uniformerede politibil bliver meget omhyggeligt sat ind på græsplænen i haven. Bilen er minsandten en gammel Zastava. Og i Danmark ser jeg, at politifolkene brokker sig over nye Mercedes!

Byens lille købmand med et helt simpelt og meget nødftørftigt vareudvalg ligger lige over for landbetjenten. Her i byen har politiet nok vigtigere ting at tage sig til end at påse, om der drikkes øller i baglokalet eller som her i forlokalet!

Vi gennemkørte i dag ad elendige veje hele området langs grænsen ind mod Bulgarien fra den lille by Vlacina Stojkoviceva i nord, videre mod syd og herefter mod vest. Vi nåede frem til Karamanica mod syd (der hvor grænsen i syd skifter skifter til at blive grænse mod Makedonien.) Her endte jordvejen vejen simpelthen, Der var enkelte faldefærdige små hytter, der ikke vidste til hvilken side de ville falde og derfor blev stående, som H.C. Andersen skriver. Her var meget øde og meget smukt. Vi var i en enestående natur med masser af biotoper, der bare var helt tomme for landskildpadder. Fuldstændig som vi bemærkede i 2012, da vi i det skildpadderige Makedonien kørte langs grænsen også ind mod Bulgarien! Pudsigt!

Vi vendte om og nåede tilbage til mere farbar vej. Men vi ville ikke løbe risikoen med at køre tilbage mod nordvest af vores oprindelige påtænkte vej. Det kunne jo være, at politifolkene havde ret i, at den ikke var farbar. Den var meget serpentineslynget gengivet på kortet og forløb i stor højde med hårnålesving. Det var nok ikke sagen at ende heroppe i buldermørke muttersalene uden mobildækning, hvis de havde ret! Så vi kørte hele vejen tilbage ad samme rute. Helt tilbage ved den lille by Resen lavede vi forsøgsvis en afstikker ind ad en jordvej. Her så vi dagens eneste skildpadde!

Kun her ved Resen så vi landskildpadde i dag. En meget gammel og slidt græsk landskildpadde krydsede vejen foran bilen. Selvfølgelig så vi herefter nærmere efter i biotopen på begge sider af vehjen. Der var ikke andre at se.

I den lille og meget stille by Bosilegrad ligger på byens neslidte torv den uprætentiøse bedemandsforretning. Foran holdt rustvognen. Minsandten en Lada, som man har forlænget og udstyret med en kæmpe udluftningsventil ovenpå taget. Sådan!!

Scenen med bedemandsforretningen med tilhørende rustvogn understregede stemningen af fortvivlet opgivelse i den helt stille, ludfattige og glemte by Bosilegrad. Vi manglede bare lige, at manden med leen kom forbi igen. Der var lissom slet kke noget at grine af her. Hurtigt videre!

Der var bestemt ingen overnatningsmuligheder der rigtig trak i os før Predejane, så vi fortsatte selvfølgelig kørslen tilbage til vores velfungerende Motel. Vi parkerede på den bevogtede P-plads og havde igen en god aften og ditto nat.

Lørdag den 16. maj 2015

Lunt, men overskyet om morgenen. I dag ville vi fortsætte med ad at gennemgå bjergene i grænseområderne. Nu mod syd, dvs mod Makedonien. Vi kørte ned til Klosteret Manastir Prepodobnog Prohora Pčinjskog.

Dette kloster ligger lige nord for den makedonske grænse og var stedet, hvor den antifascistiske forsamling til folkets befrielse af Makedonien dannede staten Makedonien i 1944. På grund af senere gnidninger mellem Serbien og Makedonien er de lokaler, hvor begivenheden fandt sted, nu genopført som kopi syd for grænsen i den makedonske landsby Pelince. Dette sted blev besøgt og nærmere beskrevet af KUG i 2012. Læs Makedonien 2012 Side 41

Biotopen ved Manastir Prepodobnog Prohora Pčinjskog

 

Igen har Thomas løbet noget op.

 

Det var en æskulapsnog

Her ved klosteret var biotopen tæt besat med græske landskildpadder, præcis som vi forventede. Der var nemlig også mange at finde her i området i 2012, dengang bare syd for grænsen.

Græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri)

 

Smuk, ung græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri)

 

Vejkrydsende græsk landskildpadde forlader vejrabatten

 

Her ved klostret er der flere landskildpadder på vejbanen, end der er biler. (Det er ellers vejen til en lille lokal grænseovergang). Udover skildpadden til højre ses en skildpadde i baggrunden. Den er netop ved at fuldende sin vejkrydsning.

Køn lille græsk landskildpadde, der absolut ikke ville hilse på fremmede

 

Græsk landskildpadde i fuld vækst

Der gik mange græske landskildpadder rundt her i biotoperne ved klostret. De fandtes i alle størrelser. Der var rigtig mange ungdyr i god vækst. Altså var der igen tale om sunde og stærke biotoper.

Læs videre på Side 9

Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 9 Side 10 Side 11