...............

 

Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Startside

Albanien Grækenland

Rejseberetning fra Balkanturen i april 2009

Side 6

Gjirokaster

Stejle stigninger i Gjirokaster. Brolægning med konturspring gør det nemmere for dækkene at bide sig fast.

Gjirokaster er på 32.000 indbyggere og er provinshovedstad. Den er et par tusinde år gammel og har mange gamle bygninger og bygningsrester fra den osmanniske periode. Den bliver en turistmagnet for kulturturister. Og det er en charmerende by med sin helt egen rolige og for os meget fremmede atmosfære. Den udgør en regulær tidslomme og afspejler en form for glemthed i sin egen eksistens. Det som tyskerne kalder "Verträumtheit".

Der er en speciel stemning af glemthed i Gjiorokaster.

Vi runderede lidt i byen, før vi fandt et fint hotel. Der sad nogle mænd ved hoveddøren, og de hentede en anden mand. Han oplyste, at vi kunne give 25 Euro for et dobbeltværelse. Som sædvanlig ikke noget med at vise pas, modtage kvitteringer og den slags. Så der blev vi for natten. Den gamle bydels stejle gader er en prøvelse. For at få køretøjerne til at stå bedre fast på de skrå gader, har man lagt tværstillet brolægning med højt konturspring. Det giver en voldsomt rystende og hoppende kørsel, selv ved meget lav hastighed.

Man kan lege i fred midt på gaden her. Til venstre kan man købe daglige fornødenheder.

Vi fandt en taverna, hvor manden grillede friskslagtede kyllinger på spyd over trækul, og konen lavede salaten. Det er jo lige præcis sådan, at grillkyllinger skal smage! Gad vide, om man også her i Albanien en dag vil synke så dybt, at grillkyllinger ikke bliver grillet, men kogt i friture som i Danmark? En dansk grillbar har jo intet med grill at gøre. Den burde hedde en friturebar!

Efter maden promenerede vi ad hovedstrøget sammen med de fint påklædte albanere og tog derpå plads på en fortovscafe på den brede hovedgade og nød den lune aften og bylivet. Albansk ouzo smager som benzin rørt op med sukker. Heldigvis havde de også original græsk ouzo. Aftenlivet bestod i, at alle med biler konstant og hele tiden kørte op og ned ad hovedgaden med bilen fyldt op med familie og venner på alle sæder.

På et par strategisk udvalgte steder stod der politibetjente, der hysterisk og øresønderrivende blæste i trillefløjter og gjorde voldsomme fagter og tegn til den massive slange af biler, der langsomt kravlede frem og tilbage. Selv troede de afgjort, at de dirigerede trafikken. Bilisterne gjorde et målrettet forsøg på ikke at lade sig distrahere synligt af de overgearede betjente, så trafikken blev trods alt afviklet.

Da politiet fortrak ved 22:00-tiden, faldt der omsider ro over aftenen. De fleste indbyggere havde jo ikke bil, så de gik romenadetur i tykke stimer frem og tilbage på de brede fortove. Kl. 23:00 var der pludselig stille og tomt. Man går tidligt i seng i Albanien!

Denne energiske kvindelige gadefejer fejede hele gaden på et par timer.

Søndag den 19. april 2009 indfandt vi os i restauranten om morgenen kl. 08:00 for at se, om værelset var med morgenmad.Somme tider er morgenmad inclusive, somme tider er der bare kaffe med kiks. Det opdager man først, når man sætter sig ned ved bordet og tilkendegiver, at nu er man klar. Dette skabte nogen forvirring, og vi blev bedt om at vente af de mænd, der også sad ved indgangen, da vi kom dagen før 10 minutter senere kom der en bil med en forpustet mand, der gik i gang med at lave morgenmad til hotellets eneste gæster, nemlig os.

Vi anede nu uråd, og spurgte hvad klokken var. Ganske rigtigt! Albanien følger ikke samme tidszone som Grækenland. Vi var med andre ord dukket op til morgenmaden kl. 07:00 og ikke kl. 08:00, som vi ellers troede. -Og det var man da ikke forberedt på. Det vil sige, at man går endnu tidligere i seng i Albanien, end vi troede!

Til gengæld står man sent op! Efter fin betjening forlod vi Gjirokaster ad hovedvejen i retning nordvest med havnebyen Vlore som aftenens endemål. Ved byen Tepelene valgte vi hovedvejen direkte til Vlore ind over bjergmassivet. Der måtte være skildpaddebiotoper her.Denne vej blev simpelthen bare flottere og flottere og bare værre og værre.

Bymidten i den lille fattige berglandsby Dukaj. Tavernaen bagest til højre.

Vi passerede gennem den meget lille bjerglandsby Dukaj. Her er alting mere end enkelt. Mændene på den lille terrasse foran stedets uprætentiøse (rent ud sagt meget fattige) taverna i  baggrunden var ret negative overfor at jeg tog billedet ovebfor. Ellers var alle vi mødte i Abanien nærmest glade for at vi tog billeder af dem og deres omgivelser. Men bestemt ikke her! Måske syntes de ikke selv, at dette her egnede sig til forevigelse?

Lidt efter Dukaj standsede vi ved en olivenlund. Her spurgte vi en ung mand, om vi overhovedet kunne fortsætte på vejen og komme igennem til Vlore over bjerget. Han var ikke sikker, men ville spørge de gamle i landsbyen om råd. Han satte tjenstvilligt i løb ind til landsbyens lille triste taverna, hvor byens mænd selvfølgelig sidder på terrassen og får dagen  til at gå. Vi fulgte efter ham i bilen.

Ifølge den unge mand mente forsamlingen af mænd på tavernens terrasse ikke, at vi havde store chancer for at komme over bjerget. Vi valgte selvfølgelig at tro på det, og kørte ned i dalen til landsbyen Memalaj for at komme over floden Vjoses og derefter ramme hovedvejen til Byen Fier og derfra komme videre til Vlore.

Bod i landsbyen Memalej, hvor køber kunstige blomster til gravene på kirkegården ved siden af.

 

Hovedvejen igennem Memalej er tæt trafikeret.

 

Og Albanien er et muslimsk land!

 

Albanien simpelthen!

 

2 muldyr, 1 mand og 1 kæp i orden. Albansk landbrug 2009.

 

Biotopen ved Zhupan.

Zhupan

Græsk landskildpaddehun Testudo hermanni boettgeri i biotopen ved Zhupan.

Under kørslen ud til kystbyen Vlore så vi flere oliepumper, der stod og nikkede i landskabet.Der er olie i Albanien! Ved Zhupan holdt vi ind i vejsiden og bestemte os for at bruge tid på en lille stejl skråning, der efterhånden viste sig at  rumme en fin skildpaddebiotop. Vi opdagede under opstigningen af den stejle skråning, at området åbnede sig i en udskæring ind mod bjerget, og der var mange græske landskildpadder her. Alle i den lille albanske udgave. Nej, jeg checkede omhyggeligt efter. Der var IKKE tale om dalmatinere. Det VAR Testudo hermanni boettgeri.

Fin græsk landskildpaddehun ved Zhupan.

 

Fin lille græsk landskildpaddehan med højt hvælvet skjold.

 

Biotopen ved Zhupan.

Læs videre på side 7

Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Startside