Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Startside
Albanien Grækenland Rejseberetning fra Balkanturen i april 2009 Side 10 |
Meteora (fortsat)
Der må være mange græske landskildpadder her i Meteora. Vi fandt nemlig en del voksne landskildpadder, selvom det var møgvejr. Der må være betydeligt flere fremme, når stedet ligger badet i det sædvanlige græske varme solskin.
Der skal også være bredrandede landskildpadder i Meteora. Dem så vi ingen af. Måske fordi det småregnede, måske fordi de ikke lever lige i denne biotop.
Vi skulle nå Italiensfærgen i Igoumenitsa om aftenen, så vi forlod Meteora ved middagstid. Vi tog den fine, helt nye motorvej. Den er med mellemrum forsynet med store blå skilte, der fortæller hvor mange milliarder Euro, som EU har afleveret til bygningen af denne motorvejsforbindelse mellem Istanbul og Igoumenitsa.
Strækningen er utroligt smuk. Fra Meteora til Igoumenitsa består den af en endeløs kæde af tunneller og broer, der hele tiden afløser hinanden. Ikke noget med sving og bakker og anden smålig hensyntagen til naturværdier her. Bare ret igennem biotoperne. Der er ikke sparet på noget, og alt er udført i udsøgte materialer med høj finish. ("Min rige fætter betaler regningen!")
Og i voldsom modsætning til den smalle, gamle hårnålesvingsfyldte vejstrækning her i denne del af Grækenland, som erkendt under navnet "Dødens Landevej", så afvikles trafikken ad denne luksusvej selvsagt hurtigt og meget effektivt. Vi nåede derfor frem til Igoumenitsa allerede sidst på eftermiddagen.
Jan og jeg kender ikke andre motorveje, der ender i et færgeleje. Men det gør denne her! Vi nåede lige at dreje bort fra motorvejen ad afkørslen til byen Igoumenitsa 100 meter før færgeterminalen. Vi skulle da lige se, om der var skildpadder her i Igoumenitsa, nu der var lidt tid.
Igoumenitsa
Vi kørte op i bjergene bag byen og gik lidt rundt igennem nogle tilsyneladende gode biotoper uden at finde liv. Men det småregnede jo også her. Men vi fandt så alligevel en enkelt marginatahan på et plateau i en meget stejl biotop. Det regnede, men det måtte have været solskin her i Igoumenitsa indtil lige før vi kom, for denne bredrandede landskildpadde var helt lun endnu!
Vi blev færdige med den flotte marginatabiotop i bjergene bag Igoumenitsa. Vi kørte tilbage til byen, hvor det brugte tøj blev smidt i containeren. De nedslidte bjergsko blev sat til den fattige albanske fårehyrde, hvis han skulle komme forbi, og den pæne garderobe blev fundet frem fra kufferten.
Vi kørte ned til færgehavnen, gennem havnepolitiets kontrol, fortsatte ind i det enorme terminalområde og parkerede iopmarchfeltet foran den kommende færges anløbsmole. Den store terminalbygning har dutyfree butikker med priser, der ligger over butikspriserne i landsbyerne. Hvem handler dog her?Den har også de sædvanlige cafeterier med pizzaer, sandwiches, burgere, varme pølser, mv.
Selvom området er indhegnet og sikret med højt hegn og pigtråd, så kan man, uden at nogen af den grund reagerer, gå til fods gennem bygningen og ud i byen på den anden side. Og tilbage igen. Helt uden kontrol. (Man er jo på Balkan, hvor tingene ikke altid er så forståelige for os andre!) Det gjorde vi, og fandt en taverna, hvor vi fik turens sidste autentiske græske måltid. Tilbage i tide inden ombordkørslen.
Vi nød igen sejlturen med den store færge. Den har restaurationer, café, forretninger, barer, diskotek, internet, mv., så man behøver ikke kede sig, hvis man bliver træt af at se på udsigten over vandet!
Næste dag var det torsdag den 23.april, og vi kørte i land i Ancona i Italien og kørte igen promenadekørsel nordpå ad motorvejen E 45 gennem Norditalien og Alperne. Om aftenen nåede vi frem til det hyggelige motel i Irschenberg i Bayern.Afgang herfra om morgenen fredag den 24. april og om aftenen ankomst Næstved. Undervejs skiftede vi fra kortærmet til langærmet t-shirt.
En stor tak for en meget udbytterig og helt igennem herlig tur i godt humør og kun positiv stemning til min skildpaddesagkyndige og engagerede rejsefælle Jan fra Kratluskere Uden Grænser.
Jamen, sikken en herlig tur! Startside
Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Startside