Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 1 Side 2 Startside

Albanien Grækenland Rejseberetning fra Balkanturen i april 2009 Side 3

Albanien

Fredag den 17. april 2009 skulle vi så prøve, om vi kunne komme ind i Albanien! Vi kørte straks om morgenen tilbage mod nord til Igoumenitsa og fortsatte videre nordpå for at finde en lille grænseovergang, som Jan havde været oppe at vende ved i 1999.

Efter at være kørt galt en enkelt gang, hvilket gav os en flot tur op ad en smal kystvej langs Det Ioniske Hav, fandt vi frem til grænseovergangen Konispol. Hold da k... for en lang kø! Vi fik trist at vide af nogle af de andre ventende, at det tog hele dagen! Kort efter var der nogle, der mere "beroligende" sagde, at vi måtte regne med at skulle sætte 2-3 timer af til formålet!

Vi vidste sådan set godt, at den ortodokse kirkes påske falder en uge senere en vores, men havde ikke skænket det en tanke, at det kunne betyde noget praktisk for os. I morgen var det lokalt påskelørdag! Albanien var en del af det tyrkiske osmanniske rige i 500 år, før det blev selvstændigt i 1912. Derfor er hovedparten (70 %) af albanerne muslimer, 20 % er ortodokse og 10 % er katolikker. (Der bor iøvrigt 3,1 millioner mennesker i Albanien.)

Men bortset fra os 2 bestod denne kø af folk, der skulle (hjem?) til Albanien for at holde påske. Der måtte bare resigneres og ventes i det gode forårsvejr. Der gik lige 2 timer, så nåede vi omsider frem til den græske politikontrol. Det drejede sig ene og alene om kontrol af pas og identitet. Hvad der ellers var i bilerne interesserede ikke en kat.

Som ved grænsekontrollerne til østblokken i gamle dage blev hvert pas synsmæssigt meget grundigt sammenholdt med personen, og hele identiteten blev omhyggeligt noteret ned (med kuglepen!), således at man havde fuldstændig styr på, hvem der dog ville til Albanien, hvad tid og hvorfor. Samme grundige behandling fik bilens papirer. Derfor det exorbitante tidsforbrug og den lange kø. -Og stedet er ikke længere en lille stille grænsepost. Området er voldsomt tilbygget med alt, hvad politimyndigheder anser fornødent til grundig grænsekontrol. Herefter kørte vi videre frem til den albanske grænsekontrol.

Ventetiden i køen til den albanske grænse var kun 1/2 time. Men her brugte man da også computer! Ellers var proceduren den samme. I lugen hang et skilt, der kunne tydes lidt i retning af, at som følge af en ny antikorruptionslov var det strafbart at tilbyde og aflevere penge til personalet. Albanien er åbenbart formelt begyndt at forberede sig på optagelse i EU!

Jeg havde ellers læst, at man ved grænsen til Albanien skulle slippe penge for både det ene og det andet. Desuden fik Jan udstedt en kørselstilladelse til Albanien. Den blev udfyldt på Jans navn, og blev personligt underskrevet af en særlig tjenstgørende myndighedsperson i et særligt skur. Nøj, hvor var den flot med ørn, våben og ciseleringer, og Jan glædede sig til at ramme den ind, når vi kom hjem. Desværre blev den inddraget igen af grænsepolitiet, da vi 4 dage senere kørte tilbage til Grækenland.Til gengæld var den gratis!

Så var vi minsandten igennem, og nu ventede eventyret! Pionererne Jan og Otto var i det ukendte land. Hvad lå der foran os?Hvad kunne vi vente os?

Først og fremmest blev hovedvejen nordpå straks efter grænsen til en grus/stenvej. Og det er en af de stærkeste erindringer fra vores tur til Albanien. De utroligt ringe veje!

En tysker skriver et sted i sin beskrivelse af Albanien, at man på grund af det helt utidssvarende (elendige) vejnet må påregne, at man i gennemsnit ikke kan nå mere end 40 km. frem på en hel dag. Han har ret! Der findes enkelte gode gennemasfalterede hovedvejstrækninger, hvor man faktisk kan bevæge sig med næsten samme hastigheder som i Vesteuropa. Men ellers går det meget langsomt for sig!

Dagslængder på kun 40 km. er noget, man realistisk må regne med, når man planlægger rejseruter i Albanien. Selvom Albanien kun er på størrelse med Jylland, tager det lang tid at nå rundt i dette land. -Man smutter ikke allevegne lige over til nabobyen i Albanien. Men overalt er der vejarbejder i gang for at opgradere vejnettet. Dog vil der gå rigtig mange år, før vejene er sammenlignelige med dem, vi andre kender.

Vi skulle til den gamle ruinby Butrint, og der er (endnu) ingen bro over det smalle stræde, hvor hovedvejen ender. Stedet bevogtes fra gammel tid af den venezianske borg på billedet fra før. Vil man fortsætte, må der sejles med en lille kabelfærge, hvorpå der lige kan stuves max 5 personbiler sammen. Den trækkes af en lille håndbetjent dieselmotor, der står i et skur inde på land og hiver kablet frem og tilbage på en tromle.

Det danske skibstilsyns nervesystem ville slet ikke kunne holde til dette pragtfulde lille fartøj. Det kostede 100 Lek eller 1 Euro at komme med. Bil og det hele! Selvfølgelig uden bon eller kvittering. Den slags bruger man ikke i Albanien. Hånden frem og pengene lige ned i lommen. På grund af påsketrafikken var der lang kø af biler, og derfor 1 times ventetid på denne fornøjelse.

Butrint

Butrint er oprindelig en illyrisk by, som i antikken opstod på en lille ø, nu halvø, der ligger rigtig smukt i en lagune ud til Adriaterhavet. Den blev i år 167 før Kristi fødsel erobret og overtaget af romerne, der byggede videre på byen. Den blev senere en del af det byzantinske imperium, hvor der fortsat byggedes på stedet, og blev igen overtaget af Venezia, der sluttede af med at anlægge en imponerende borg på toppen af det hele. Det hele blev forladt og glemt i middelalderen.Udgravningerne blev påbegyndt efter 2. verdenskrig og fortsættes langsomt.

Der skal være græske landskildpadder overalt i hele naturområdet ved og rundt om lagunen, hvor man finder Butrint, og der skal leve bredrandede landskildpadder på bjergsiderne. Der skulle også være græske landskildpadder mellem ruinerne. Dem så vi ikke, men vi så europæiske sumpskildpadder Emys orbicularis i de delvist oversvømmede ruiner!

Hele den bakkede halvø, som er dækket af ruinerne af Butrint, er fyldt med kildevæld. Den nemme adgang til vand er vel en af årsagerne til at stedet, udover sin strategiske beliggenhed, i sin tid gennem årtusinder blev valgt til bymæssig bebyggelse. Vandet betyder, at området er meget frodigt og nærmest tilgroet som skov. Men det betyder også, at mange af ruinerne står delvist under vand. Man har ikke prøvet at tørlægge ruinerne (økonomi), men man har af hensyn til de (endnu) få turister valgt at bygge små gangbroer og lægge spinkle bræddekonstruktioner ud over de allerværste oversvømmelser.

Udover Jan og jeg var der denne eftermiddag kun to tyske turister. Når man tænker på ruinerne i Olympia på Peloponnes, for ikke at tale om Akropolis, hvor der hver dag pumpes tusinder af fotograferende turister gennem de indhegnede områder, er forskellen voldsom. Butrint bliver den kommende store turistfælde her i området.Smukke (endnu helt øde) sandstrande er der desuden nok af i Albanien, så der sker bestemt snart en masse for charterturisterne her!

Vi fik en spændende eftermiddag til at gå her i ruinerne, hvor vi frit vandrede rundt og kunne røre ved alt. I modsætning til ruinerne i Grækenland som for eksempel Akropolis og Olympia, er der (endnu) ikke sat hegn og  afspærringer op senest en meter foran stenene, og der står ikke vagter overalt med trillefløjter, der straks reagerer, hvis du alligevel ser ud til at komme for tæt på.

En amerikansk "ruinnørd", der har besøgt de fleste klassiske ruiner på denne jord, skriver forbløffet, at Butrint er hambekendt de eneste antikke ruiner, hvor man frit kan kravle på ruinerne. "Og stjæle sten og sjældenheder, hvis man vil!"I kælderen til den venezianske borg udstiller man fund af keramik, kunst og brugsgenstande, mv.Der er blandt andet mange romerske skulpturer. Der gøres fortsat mange arkæologiske fund her.

Vi så ingen landskildpadder denne dag, men det var en helt speciel oplevelse at ankomme til Butrint med kabelfærge og iagttage europæiske sumpskildpadder i stilheden i de historiske ruiner i skoven. Når investeringerne tager fart, bliver ruinerne tørlagt og hegnet ind. Der vil blive bygget fin vej fra den græske grænse til stedet. Kabelfærgen vil hånligt blive skrottet, når den fine bro står klar til, at massevis af personbiler og turistbusser kan vælte frem til den kommende store parkeringsplads med restauranter, cafeer og souvenirboder. Utallige grupper vil imellem hinanden blive ført hastigt igennem ruinområdet af engelsk- og tysktalende guides, mens der hastigt tages snapshots og videofilmes til højre og venstre. Hvis du i ro og mag og stilhed vil se noget helt unikt i Europa, så skynd dig!

Læs videre på side 4

Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 1 Side 2 Startside