Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9
Side 11 Side 12 Side 13 Side 14
Grækenland (Olympos) KUGs mission i september/oktober 2011 Side 10 |
Ved Koloura (igen)
Den hyggelige gamle kone havde lukket sin taverna på det lille torv i Koloura. Vi fortsatte derfor ud i vådområdet uden vores tiltrængte kaffepause, og efter en sightseeing tur ud til klondykeområdet ved stranden, startede vores sidste trekking i Piniosdeltaets vådområde. Igen bemærkede vi, at der er europæiske sumpskildpadder Emys orbicularis overalt i søer, damme og vandløb her. Selv i små skovsøer, hvor trækronerne fuldstændig har mørkelagt vandoverfladen for solen, så vi Emys! Men der var ingen landskildpader at se.
Hen på eftermiddagen gav vi op, og efter et sidste besøg hos den rare gamle kone i tavernaen på Kolouras stille torv (Hun havde åbent nu), kørte vi nordpå ad kystvejen til Litochoro. Nu var der altså ikke mere at komme efter her i dette verdensfjerne vådområde på denne årstid.
Litochoro
Da vi var nået tilbage øst for Litochoro, satte vi bilen fra os, og vi begyndte en sen trekking i de indbydende, men efterhånden afsnørede biotoper her (afsnøret af nye vejanlæg og husbyggerier). Kl. 17:10 så vi en græsk landskildpaddehan, der var kommet frem fra krattet for at nyde den sidste sol. Få minutter sås igen en græsk han. Det var en lille smuk sag på ca. 10 cm, der var på vej ind i krattet for natten.
Vi flyttede os lidt tættere på byen og fortsatte vandringen, mens solen som sædvanlig i den sene eftermiddag begyndte at forsvinde om bag toppen af Olymposbjerget. Pludselig råbte jan op bag mig! Jeg vendte mig om på den lille grusvej, og så en græsk landskildpadde passere tværs over vejen bag mig. Den var jeg luffet lige forbi uden at se nogetsomhelst! Når opmærksomheden er zoomet ind på at opdage skildpadder inde i biotopen, ser man åbenbart ikke, hvad der foregår på vejen lige foran foden på en!
På vejen hjem til KUG-lejligheden inspicerede vi lige i tusmørket et par lovende biotoper umiddelbart øst for lejligheden. Jo, også her så der skam ud til at være noget at komme efter! -Men vi havde jo lært, at på denne årstid er det ikke nok, at biotoperne er beboet af landskildpadder. Afgørende for successen er, om skildpadderne har lyst til at vise sig fremme i det fri.
Lørdag den 1. oktober 2011
Efter den sædvanlige morgenkaffe i stilheden på den solbelyste terrasse vandrede vi nogle hundrede meter mod nordøst over i de biotoper, som vi havde vurderet i solnedgangen dagen før.
Efter en del vandring rundt i morgensolen, røbede en flot lille græsk landskildpaddehan ved sin solbadende tilstedeværelse midt i en lysning, at der ganske rigtigt var tale om en skildpaddebiotop her.
Efter yderligere lidt tid med søgning i denne rigtig fine biotop, viste det sig, at der (selvfølgelig) var (lidt) flere græske landskildpadder her. Der blev ikke set bredrandede landskildpadder i denne habitat.
.
Varmen blev selvfølgelig mere intens, og vi så ikke flere skildpadder her i denne lille biotop. Vi besluttede at flytte os længere ud i den omgivende natur, men gjorde undervejs holdt på en taverna i Litochoros hovedgade for at få en kop kaffe og en vand.
Læs videre på side 11
Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9