Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10
Side 11 Side 12 Side 13 Side 14
Grækenland (Olympos) KUGs mission i september/oktober 2011 Side 4 |
Ved Koloura (fortsat)
Vi fik gået mange kilometer skildpaddetrekking her i det spændende vådområde ved Koloura. Her og der var der også tobaksmarker og bomuldsmarker! Man skulle tro, man var i USAs Sydstater!
Men som sagt var ingen af skildpadderne fremme denne varme eftermiddag. Hen under aften mente vi, at vi kunne tillade os at holde fri og returnere til Litochoro. Det trætter at gå lange afstande igennem mere eller mindre løst sand. -Og der bliver til sidst meget langt tilbage til bilen, for af gode grunde lægger man ikke mærke til distancen. "Man skal da også lige derover. Og lige derhen!!"
Heldigvis påtog Jan sig at gå den lange tur tilbage og hente bilen, mens jeg sad i vådområdets unikke og absolutte stilhed og ventede på at blive standsmæssigt afhentet af KUG-mobilen.
I den lille by Peleopiros ligger der en ejendom, hvor ejeren i årevis har været travlt optaget med at opføre bygningsværker i cement, sirligt dekoreret med tusindevis af indsamlede muslingeskaller og konkylier. Meget specielt!
Efter en kop kaffe på tavernaen i Peleopiros tog vi motorvejen tilbage til Litochoro. Tidligere kunne man køre langt på de græske betalingsmotoveje, før der skulle betales afgift. De fleste af betalingsanlæggene stod ubemandede, og man kørte lige igennem uden at betale for noget som helst. Men nu ligger betalingsanlæggene pludselig meget tæt på alle motorvejsstrækningerne med fuld bemanding . Ca. 3 Euro for hver 10 kilometers kørsel! Men grækerne har nok opdaget, at de har fået brug for pengene. Til gengæld kunne vi se, at alle de store påbegyndte motorvejsanlæg og byggerier rundt omkring nu ligger øde og forladt. Maskiner og arbejdere er væk. Det er pengene også! For en gangs skyld får naturen (og skildpadderne) en chance for at tage nogle af de ryddede biotoper tilbage igen.
Tirsdag den 27. september 2011
Ved solopgang fyldte morgensolen igen terrassen, men vi kunne som i går morges se skyerne samle sig om Olymposbjergets top. Valget var nemt. Vi ville blive hele dagen i den sikre sol, og kørte derfor påny ned til Pineos flodens delta ved Det Ægæiske Hav.
Vi kørte igen til den lille by Koloura og fandt herfra videre frem til de samme biotoper som i går. Nu skulle vi rigtigt igang med at lede igen. Kort tid efter så vi den første græske landskildpadde i udkanten af et krat. Den havde lagt sig frem i de halvtørre siv, der er karakteristiske for dette område, og ventede på, at morgensolen skulle komme frem til den under træerne. Så der var ganske rigtigt landskildpadder her i vådområdet!
Der lå et landskildpaddeskjold midt i sandet. Et stykke væk fandt vi hovedet og det ene forben i begyndende opløsning. Det så ud, som om hoved og forben var skilt fra kroppen med et spadehug! |
Også her i vådområdet var naturen helt stille. Fuglesangen er væk på denne årstid. Men der var skam masser af små spurvefugle og selvfølgelig også mange svømme- og vadefugle! Nu og da svævede en rovfugl højt over de 2 ensomme kratluskere, der vandrede her i varmen og nød den helt specielle natur.
Vi havde medbragt en rosensaks fra KUG lejligheden. Den klippede effektivt brombær"kablerne" over, når vi skulle ind i et krat som for eksempel til den græske landskildpadde her under pilen. |
Her ses den "frilagte" landskildpadde, der ved nærmere eftersyn viste sig at være en han. |
Vi havde en udbytterig testudotrekking denne formiddag i Piniosdeltaet. Vi fik set nogle græske landskildpadder, men selvfølgelig slet ikke nær det antal, som der i virkeligheden lever i denne fine biotop. Men igen må det tilskrives årstiden og varmen. I går så vi for eksempel slet ingen skildpadder her.
Da middagstemperaturen til sidst dominerede det hele voldsomt, så vi ikke flere skildpadder, og vi besluttede at holde siesta.
Læs videre på side 5
Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10
Side 11 Side 12 Side 13 Side 14