Bobler i Næsen (RNS) -Og lidt om nogle andre særlige sygdomme hos landskildpadder iøvrigt (Herpes, Mycoplasma, PHA,mv.)
Overskrifterne i denne artikel:::	Bobler i næsen, A-vitaminmangel?, tvangsfodring, Feber, Herpes, Mycoplasma, Penisfremfald, Tarmfremfald, PHA, Ciseleringer i landskildpaddeskjold? Papegøjenæb, Dehydrering, Karantæne, Aflivning, Bemærk, Krybdyrkyndige dyrlæger.

Bobler i næsen (RNS)

Det sker, at man konstaterer, at en landskildpadde har bobler i næsen. Måske nyser den også engang imellem. (Nu kan en landskildpadde altså godt nyse et par gange uden at være syg. For eksempel kan et alt for tørt og støvet bundlag irritere slimhinderne i næsen.) Ofte vil der her være tale om den infektion, som kaldes RNS = Runny Nose Syndrome.

RNS er en bakteriel fremkaldt infektion i luftvejene, som ubehandlet vil medføre lungebetændelse og til sidst ende med dødsfald. Hvis skildpaddens immunforsvar er nedsat, for eksempel på grund stress (for megen håndtering, hyppige skift af bundlag, ændring af miljø, osv.) er den mere udsat for angreb af denne sygdom. Træk nedsætter også skildpaddens immunforsvar, og gør den særligt modtagelig for RNS. Europæiske landskildpadder kan sagtens tåle kulde, stol på det. -Det er træk og pludselige temperaturskift og temperaturspring, som de ikke kan tåle!

RNS kan smitte. Der skal skrides ind hurtigst muligt. Så længe der ikke høres larmende og spruttende lyde fra svælget på skildpadden under vejrtrækningen, er situationen ikke så vanskelig. -Det KAN faktisk forsvinde igen af sig selv. Medmindre den angrebne skildpadde er en leopardskildpadde. Leopardskildpadder er særligt modtagelige for RNS. Her skal der ihvertfald omgående sættes ind med behandling.

Især hos bredrandede landskildpadder kan man iagttage "løbende næser", der igen forsvinder, hvis man bare lader skildpadden være i fred. (Såfremt den går under varme forhold.) Hvis angrebet ikke er så udpræget, er der altså muligvis "bare" tale om en slags "forkølelse", der ikke når at udvikle sig til den egentlige RNS. Men har du ikke erfaring med denne situation, så lad være med at forlade dig på, at det nok skal gå i orden af sig selv. Ofte kan situationen klares ved at skrue de omgivende temperaturer meget i vejret, herunder holde varmelampen tændt konstant. Eventuelt også sænke varmelampen lidt længere ned over dyrene, således at temperaturen på denne måde hæves. Efter en uges tid vil symptomerne så være væk. Men er du usikker og i tvivl, så er for en sikkerheds skyld en tur til en KRYBDYRKYNDIG dyrlæge påkrævet.

En ikke krybdyrkyndig dyrlæge vil sædvanligvis "bare" diagnosticere tilfældet som en uspecificeret luftvejsinfektion (hvad det da også er/kan være), og injicere med et eller andet antibiotika.

Hvis der er tale om RNS, hvilket typisk er tilfældet, når skildpadden er lidt mere medtaget, har det i praksis vist sig, at midlet BAYTRIL virker hurtigt og effektivt.

Det hævdes med vægt af den skildpaddeveterinære sagkundskab, at man bør undgå at injicere landskildpadder i bagbenene på grund af de indre organers placering og blodomløbet i skildpadden. Injektionerne foretages bedst foran på skildpadden mellem halsroden og det ene forben.

Når vi taler om Baytril, er det sådan, at det virker bedst, hvis det gives oralt (gennem munden) og altså ikke injiceres. Noget helt andet er, at det på det seneste er opdaget, at injektioner i det hele taget kan give skildpadderne vanskeligt helbredelige sår/bylder/ardannelser.

I stedet for at injicere, fjerner du kanylen på engangssprøjten, efter at den er fyldt op med den beregnede mængde medicin. Herefter tager du med venstre hånd fast om skildpaddens hals og holder den stumpe ende af sprøjten klods mod det ene næsebor og sprøjter halvdelen af doseringen ind i næsehulen herigennem. Derpå gentages forløbet med det andet næsebor.

Udover at undgå beskadigelser af skildpadden, er dette en optimal metode mod for eksempel RNS. Blodomløbet til og i næsehulen er så langsomt, at det næsten er ikke eksisterende. Derfor kan injiceret medicin have svært ved at nå virksomt frem til dette område, men ved at sprøjte gennem næseborene kommer medicinen direkte ind i det inficerede område og virker straks. Fordelen ved denne metode er, at den er meget enkel at udføre.

Efter at have indgivet Baytril gennem næseborene, kan du med injektionssprøjten (selvfølgelig fortsat uden påsat kanyle) vride skildpaddens kæber fra hinanden og sprøjte en dosis ned i halsen på skildpadden. Hvis du beholder sprøjtens ende mellem kæberne og fortsat holder skildpadden om halsen, således at skildpaddenden holdes lodret, vil den snart sluge medicinen. -Voila! Målet er nået uden injektion!

En behandling kan vare nogle få dage, før skildpadden er symptomfri, men der kan altså også gå op til et par måneder. Behandlingen fortsættes for en sikkerheds skyld nogle dage efter, at skildpadden har vist sig symptomfri. 

Jeg har fået at vide, at man nu også kan få Baytril i pilleform. Hvis man ikke kan/vil medicinere skildpadden ved at injicere eller i det hele taget optræde med sprøjter og kanyler, findes der et gammelt trick til at narre medicinen i skildpadden: Man anbringer medicinen på en skive agurk eller et salatblad eller lignende. Hvis medicinen er flydende, hældes den udover foderemnet. Hvis medicinen er i pilleform, knuses den først, og drysses derpå udover foderemnet. Herefter æder skildpadden medicinen sammen med foderet. Især agurkeskiver har vist sig velegnet til dette formål.

Men er skildpadden så syg, at den er holdt op med at spise, er ovennævnte metode med næseborene/halsen vejen frem. Våd næse kan også være et af tegnene på Herpes og mycoplasma (læs længere nede på denne side) og andre virale infektionssygdomme, men RNS er den hyppigst forekommende iattagelige sygdom med bobler i næsen som symptom. Da Baytril i dag i modsætning til tidligere kun kan fås på recept på apoteket, skal du under alle omstændigheder i kontakt med en dyrlæge.

Der er ikke kendte oplysninger om uheldige resultater af overdosering med Baytril. Erfaringerne viser, at en dosis på 4 ml. pr. kg. legemsvægt virker effektivt på landskildpadder.

Mange dyrlæger trækker en skønnet vægt på skildpaddens skjold fra i kiloudregningen til skønnet over, hvor meget medicin, der skal doseres i forhold til dyrets størrelse. Det må man ikke. Skildpaddens skjold er en særdeles levende del af skildpadden med masser af blodforsyning/gennemstrømning og nervebaner. Så doseringen skal ske på grundlag af skildpaddens fulde vægt.

Hvis vedholdende SNS ikke behandles/forsvinder, vil det udvikle sig til lungebetændelse, og så er situationen alvorligere. Vejen frem er stadig Baytril, og metoden for medicineringen er som ovenfor nævnt, men turen bør først gå rundt om krybdyrkyndig dyrlæge!

Efter de senest indsamlede erfaringer er alle europæiske landskildpaddearter lige udsatte for at udvikle RNS.

Husk: Solskin er det allerbedste forsvar for skildpaddernes sundhed. Den rigtige føde er særdeles vigtig for skildpaddens tarmflora. Tarmfloraen er ikke blot afgørende nødvendig for fordøjelsen. Den har også stor betydning for skildpaddens immunforsvar. Er tarmfloraen til stede i den rigtige afbalancerede form, giver den slimhinderne i fordøjelsessystemet en god beskyttelse mod sygdomsangreb. Er balancen i uorden på grund af forkert føde, tvangsbadning, forkert eller for hyppig medicinering, forkert eller overflødig/hyppig ormekur, opstår der alvorlige funktionsforstyrrelser, hvilket igen medfører svækkelse og sygdom hos skildpadden. Man skal altså ikke give rutinemæssige ormekure, osv. Al medicinering svækker skildpadden. Men solskin er som nævnt afgørende vigtig for dens velbefindende. Så husk, at når skildpadderne er sat ud i solen om foråret, har de bedst af at blive ude døgnet rundt, indtil sæsonen slutter. Læs Frilandsanlæg.

Hvis skildpadderne tages ind hver aften og sættes ud igen næste morgen, er der stor risiko for våde næser og andre sygdomsangreb, hvis man ikke passer på! Det stresser skildpadderne at blive flyttet ud og ind. Stress nedsætter immunforsvaret, og risikoen for blandt andet RNS er større. Og hvis skildpadderne udsættes for pludselige temperaturspring og forskel på luftfugtighed, mv., går det let galt. Europæiske landskildpadder har intet imod kulde og vekslende temperaturer, hvis bare de får lov til at "følge med" temperaturerne op og ned.

RNS er et primitivt samlebegreb uden præcis medicinsk (lægelig) indikation, og det anvendes i daglig tale faktisk om både bakteriellle og virale infektioner. Så hvis du ikke er ret erfaren indenfor dette område, så skal du under alle omstændigheder straks afsted til krybdyrkyndig dyrlæge, hvis du konstaterer bobler i næsen på den skildpadde.

A-vitaminmangel?

A-vitamin er et fedtopløseligt vitamin. Det er også en antioxidant. A-vitamin underbygger immunforsvaret hos skildpadden, og det er en vigtig faktor for syn, hørelse, huden og slimhinderne. Vitamin A sikrer sammen med D-vitaminet den rigtige kalciumoptagelse.

Det sidder dybt i mange krybdyrholdere, at når skildpadden "fejler noget", så skyldes det nok A-vitaminmangel. Det vil også typisk være tilfældet hos kødædende sumpskildpadder, og i det hele taget hos krybdyr, der lever af animalsk føde. Mange ikke-skildpaddekyndige dyrlæger vil ofte rutinemæssigt give en syg skildpadde et skud A-vitamin for en sikkerheds skyld, fordi det jo er så almindeligt forekommende hos syge krybdyr, at dårligheden skyldes mangel på A-vitamin.

Men hos landskildpadder, der lever af vegetabilsk foder, vil A-vitaminmangel være sjældent forekommende. Lad derfor være med, at gå ud fra som udgangspunkt, at en syg landskildpadde "nok lider af A-vitaminmangel".

Man skal aldrig doktorere på baggrund af fornemmelser og gætterier. Hvis en skildpadde ikke lider af mangel på A-vitamin, hvilket den aldrig vil gøre, hvis den fodres korrekt, vil man tilføje skildpadden A-vitaminforgiftning, hvis man begynder at tilføre A-vitamin.

Hvis man ikke har rutine i den slags, skal man ikke selv diagnosticere sine skildpadder, og slet ikke begynde at doktorere og behandle. Hvis en skildpadde ikke er OK, og man helt ærligt ikke ved præcis, hvad der er galt: Ja, så er der kun een vej frem: Krybdyrkyndig dyrlæge.

Tvangsfodring?

Det kan hænde, at en skildpadde taber appetitten helt eller delvis under behandling med Baytril. Skal man blive reagere på det, og eventuelt begynde at tvangsfodre?

Som bekendt skal en landskildpadde ikke nødvendigvis spise hver dag ligesom et pattedyr for at vedligeholde en forbrænding, der kan skabe og fastholde en funktionstemperatur på 35-37 grader. Skildpadden får sin varme fra udvendige varmekilder. Den føde, som en landskildpadde indtager, bruges i det væsentligste til vækst. En landskildpadde "dør ikke af sult", hvis den ikke får føde i meget lang tid. Der sker ikke meget andet, end at væksten berostilles lidt, (og det er iøvrigt som regel langt at foretrække fremfor det modsatte, når der er tale om skildpadder i fangenskab).

Tvangsfodring af landskildpadder er uhyre stressende for dyrene, så hvis vi har at gøre med en syg skildpadde, vil tvangsfodring faktisk forværre skildpaddens almentilstand og modstandskraft mærkbart. Hvis der i forvejen sker en belastende tvangsmedicinering af skildpadde, vil en omgang tvangsfodring oveni fordoble stressen og belastningen. Så drop tanken.

Tvangsfodring af landskildpadder skal alene foretages, hvis der er en konkret og seriøs medicinsk/lægelig indikation for det. Ikke ud fra almindelig bekymring over "om den nu også får nok at spise".

Men skildpadden skal selvfølgelig som ellers fortsat have adgang til foder og vand, så den selv kan forsyne sig, hvis den ønsker det.

Feber

Selvfølgelig kan en landskildpadde ikke få feber! En landskildpadde er et reptil, der får varmen fra eksterne varmekilder. Den har ikke nogen selvstændig forbrænding, der kan skabe og vedligeholde en kropstemperatur ligesom pattedyr. Derfor er der ikke nogen forbrændingsskabt temperatur, der kan øges i form af feber.

Herpes (En voksende svøbe)

Herpes er en virus, og det er en sygdom, der kan være uopdaget til stede i landskildpadder i årevis. Det vil sige, at landskildpadder kan være "raske smittebærere" af herpes. Der er tale om en anden form for smitsom sygdom, end den vi kender som herpes hos mennesker. -Og den herpes, der går på skildpadder, den smitter ikke mennesker. Den herpesform, som findes i landskildpadder, kan i allerværste fald være fatal for skildpadderne i ordets medicinske betydning. Hvis den kommer i udbrud, er der ofte, men ikke altid, den udgang på forløbet, at skildpadden dør.

Det bemærkelsesværdige ved herpes er altså, at skildpadder som nævnt kan være "raske smittebærere" i mange år, uden at man opdager noget. Man er faktisk nødt til at tage en blodprøve fra skildpadden og analysere den, for at man kan konstatere, om en tilsyneladende rask landskildpadde er inficeret.

Man har iøvrigt konstateret, at inficerede hunner ikke overfører sygdommen gennem æggene til ungerne!

Som regel kommer herpes kun/først til udbrud, når en skildpadde stresses voldsomt, for eksempel ved miljøskift eller velmenende "overpasning", hvor den hele tiden tages op og flyttes rundt, undersøges, konstant bliver udsat for ændringer i nærmiljøet, osv. Også efter netop overstået vinterdvale er det almindeligt at konstatere sygdommen. Og konstatere det på den måde, at herpesinficerede dyr er afgået ved døden i løbet af vinterhiet. Det er som bekendt under vintersøvnen, at naturen piller de syge og svækkede eksemplarer fra.

Da herpes ikke nødvendigvis kan iagttages umiddelbart, anbefales det den meget forsigtige skildpaddeholder at sætte et nyanskaffet dyr i karantæne i lang tid, inden det sættes sammen med de øvrige skildpadder. Altså under forudsætning af, at man har ladet sin hidtidige bestand af skildpadder checke for sygdommen, og den har vist sig at være sygdomsfri. Ellers er det jo irrelevant. (Men da skildpadder som nævnt kan være raske smittebærere af sygdommen, er der jo nærmest ingen ende på det antal af år, man skal holde skildpadden i karantæne!)

Og man tager altså på grund af smittefaren ikke andres skildpadder i pleje eller feriepasning på en sådan måde, at de kommer i nærheden af de skildpadder, der findes på stedet i forvejen. Og man tager af samme grund ikke sin/sine skildpadder med på besøg/fremvisning på steder, hvor der er andre skildpadder.

Sygdommen er efterhånden også ret almindeligt forekommende hos landskildpadder i fangenskab i Danmark. Indtil for nogle år siden hørte man kun om den i for eksempel Tyskland, hvor den er meget udbredt og frygtet. Hele bestande er udryddet her. Der var i det store hele kun teoretisk og begrænset kendskab til sygdommen i danske skildpaddekredse. I løbet af 1980erne, 1990erne begyndte der at dukke rædselsfulde beretninger op fra Tyskland, hvor Herpes spredte sig og udryddede hele landskildpaddebestande. Det fortsatte ind i dette årti, og problemet er kun vokset. For eksempel fortælles om en ulykkelig familie, der havde flere bestande (ca. 50 stk. ialt) af forskellige arter af landskildpadder (Udover europæiske landskildpadder også voksne stråleskildpadder). De købte og hjembragte nogle små skildpaddeunger, der ved de senere undersøgelser viste sig at have herpes. Familiens øvrige skildpadder var forinden blevet smittet og alle døde/måtte aflives! I Danmark var Herpes ukendt indtil for få år siden, men nu er den begyndt at hærge her.

I naturen?

I USA har man konstateret herpes og mycoplasma i Gopherskildpadder. I Nordafrika er der konstateret herpes og mycoplasma i mauriske skildpadder. Det kan vist heller ikke ganske afvises, at herpes og mycoplasma findes i europæiske landskildpadder på Balkan? Endnu er det langt fra undersøgt tilbunds, hvordan og hvor meget sygdommen er udbredt i naturen. Man må altså konstatere, at sygdommen er udbredt, og at skildpadder åbenbart lever fint med det i årevis/hele livet, uden at sygdommen nødvendigvis konstateres.

Tyskerne mente oprindelig, at chelonia-herpesvirus var blevet indslæbt til Tyskland med ulovligt hjembragte mauriske landskildpadder fra Nordafrika (Ferienmitbringsel), men man ændrede senere opfattelse og mener nu, at smitten er kommet med mauriske landskildpadder fra det sydlige Tyrkiet. Nu breder den sig så videre fra Tyskland til Danmark. Tyskerne beskæftiger sig i dag meget med Herpes, og den tyske landskildpaddelitteratur behandler emnet med stor interesse. På samme måde fylder emnet meget på de tyske skildpaddefora.

Hvordan arter herpes sig?

Man mente tidligere, at den russiske landskildpadde Testudo horsfieldii og den græske landskildpadde Testudo hermanni var mere udsat for angreb af herpes end den bredrandede landskildpadde Testudo marginata og den mauriske landskildpadde Testudo Graeca. Dette er ikke tilfældet. Alle europæiske landskildpadder og landskildpadder i det hele taget er lige udsatte.

Symptomer på herpes i udbrud er sædvanligvis: Hvid/gul belægning af tunge/svælg. Bobler i næsen. Apati. Appetitløshed. Lungebetændelse. Diarre. Pludselige uforklarlige dødsfald. Neurotisk adfærd som for eksempel konstant løben i ring/drejen rundt og skæv/ekstrem holdning af hovedet.

Man har hidtil ment, at herpes hos skildpadder er en uhelbredelig sygdom. Men det er ikke helt rigtigt. Jeg er bekendt med vellykkede behandlingsforløb af skildpadder, der ved undersøgelse/blodprøvetagning havde vist sig at være bærere af sygdommen. Men det drejer sig altså om skildpadder, der alene har vist sig positive ved testning for herpes. Ikke skildpadder, hvor sygdommen allerede var kommet i udbrud. Jeg tror som nævnt faktisk, at mange landskildpadder i fangenskab bærer rundt på herpes, uden at det nogensinde kommer i udbrud.

-Før dyret af en eller anden grund svækkes. Sådan forholder det sig også i naturen. Hvis man holder sine landskildpadder i udendørs frilandsanlæg, vil solen jo som bekendt virke som massiv decinficerende faktor. Solen "brænder" som bekendt svampesporer, bakterier og virus op i vidt omfang. Der er tilsyneladende også konstateret flest udbrud hos landskildpadder i indendørs hold. Sikkert også fordi indendørs holdte landskildpadder generelt håndteres mere som "kæledyr" og stresses mere ved daglig "pasning", hyppig udskiftning af bundlag, osv., end udendørs holdte landskildpadder.

Jeg har oversat en ekstraheret udgave af en artikel om emnet i Marginata nr. 7, 2005:

En update af herpesvirus hos skildpadder af Thomas Filip & Anna Kübber-Heiss.

Hvad er herpes.

Vores viden om herpes er endnu ikke stor. Herpes labialis er en sygdom hos mennesker, der udløses af arten Herpes simplex. Den optræder ved sitren ved og dannelse af blærer ved læberne. Den kan dog også optræde andre steder,  som i den frygtede udgave Herpes genitalis, der kan forårsage unormale fødsler for svangre kvinder. Fælles for alle herpesvira er, at de er DNA-vira og danner et hylster af  æggehvidestoffer.

Disse vira er udbredt over hele jorden, og mange dyrearter har deres egne herpesvira. De er endvidere værtsbestemte, og det vil sige, at mennesker ikke kan smittes med herpes fra skildpadder.

Herpes viser sig hos skildpadder ved gul, osteagtig belægning på tungen og i halsen. Skildpadden vil prøve at fjerne dette formodede fremmedlegeme ved  at gnide med forbenene. Senere vil der opstå åndenød. Dette er det sædvanlige forløb. Der kan dog også ind imellem ses en form for forkølelsessymptomer. I sjældne tilfælde sker der en infektion af hjernen. De typiske symptomer er i så fald konstant løben i rundkreds og  unaturligebevægelser med hovedet.

Under alle omstændigheder forbliver dyret smittebærer, også selvom det tilsyneladende bliver raskt igen. Det vil altid kunne udskille vira og smitte andre dyr. Man formoder også deltagelse af herpesvira ved andre sygdomsangreb på  skildpadderne. For eksempel antages det, at herpesvira spiller en rolle sammen med bestemte  bakterier ved fremkomsten af ”Running Nose Syndrome”. Men formentlig i så fald i en anden udgave/stamme.

Hvilke arter er modtagelige overfor denne infektion?

Man finder herpesvira både hos landlevende og vandlevende skildpadder. Hos de europæiske landskildpadder anses Testudo hermanni for at være mest udsat. Testudo graeca og Testudo horfieldii er lidt mindre modtagelige og Testudo marginata  er mest modstandsdygtig. Infektioner med herpesvira ses beskrevet i Europa,  Afrika, Nord- og  Sydamerika.

Hvordan forholder det sig med denne sygdom i vildtlevende populationer?

Mathes har i 2004 offentliggjort en undersøgelse. I en 3-årig periode undersøgtes i Frankrig og Marokko 133 skildpadder i  fangenskab og 196 vildtlevende skildpadder. Der var tale om Testudo hermanni hermanni, Testudo graeca og Testudo  graeca ibera,  som blev undersøgt, hvorvidt de havde dannet antistoffer mod herpesvirus.

Udfaldet af undersøgelsen blev, at betydeligt flere dyr i fangenskab havde  dannet antistoffer, end vildtlevende dyr.  Dette kan muligvis skyldes, at dyr i fangenskab lever i tættere kontakt med andre dyr, og derved vedvarende udsættes for en større smitterisiko.

Men hvordan kan man vide, at belægningen i mundhulen er forårsaget af herpesvirus?

Dette er et af hovedproblemerne ved infektionsmedicin. Nemlig at undgå tilfældige sammenfald.

Robert Koch har opstillet sine 3 berømte postulater til dette brug.

1. Optisk påvisning. Mikroorganismen skal kunne påvises i ethvert tilfælde af sygdommen.

2. Kulturel påvisning. Sygdomsfremkalderen skal kunne dyrkes i renkultur.

3. Patogenitetspåvisning. Renkulturen skal eksperimentelt kunne fremkalde sygdommen hos forsøgsdyr, og den skal igen kunne isoleres fra forsøgsdyret.

Det første postulat er relativt let at opfylde. Herpesvira danner efter infektion af cellerne typiske figurer. De kan let identificeres ved hjælp af farve tilsat tynde snit af tungevæv, der  mikroskoperes.

Det andet postulat er noget sværere at opfylde. Opdrættet foregår på såkaldte ”turtle heart cells”. Det er ikke let, men kan lade sig gøre.

Det tredje postulat lykkes kun til dels. Men man  hævder, at den anvendte undersøgelsesmetode er tilstrækkeligt  overbevisende.

Efter alle disse bemærkninger, er der stadig et påtrængende spørgsmål:

Når symptomerne er så lette at overse, og et dyr hele sit liv kan være farlig  smittebærer for andre dyr, hvordan opdager jeg så for mit eget vedkommende, om  jeg huser en sådan smittebærer?

Efterhånden har der udviklet sig nogle påvisningsmetoder. Den ældste og bedste er den patologiske undersøgelse i form af mikroskopi. Ulempen ved denne er, at den tager lang tid og kræver organmateriale fra dyret. Og ved mikroskopi af væv fra levende dyr, er træfsikkerheden ikke absolut. Der er risiko for, at et inficeret dyr forbliver uopdaget. Der er derfor udviklet yderligere metoder til test af levende dyr. Alle disse hviler på reaktion i form af antistoffer.

Næsten alle levende væsener reagerer på infektioner fra vira, bakterier, svampe og  parasitter ved at producere specifikke antistoffer. Dette sker i form af æggehvidestoffer, der cirkulerer i blodbanerne og opfanger smitten.

Den mest kendte metode til testning af dette er serumneutralisationstesten. Dette er den mest pålidelige undersøgelse af levende dyr. Ulempen ved den er, at den kræver en relativ stor mængde blod, og den kan derfor kun udføres på større dyr. Testen varer 14 dage. I 2001 indførtes en ny undersøgelsesmetode, der benytter sig af samme mekanisme. Også her anvendes blod fra formodet inficerede dyr.

Den såkaldte ELISA-test (Enzyme Linked Immuno Sorbet Assay) sammenkobler  antistofreaktionen med en farvereaktion og er således meget hurtigere. Denne metode anvendes dagligt hos mange dyrlæger for eksempel til at påvise bestemte kattevira. Desværre er der endnu ikke lavet et testkit, som direkte kan anvendes af dyrlægen i sin  praksis. Blodprøverne skal derfor fortsat sendes til særlige laboratorier.

Selvom man har gode resultater med disse metoder, der hviler på antistofreaktion, er der også problemer. Hver prøve har en minimumsgrænse for udslag. Der kræves et vist antal antistoffer, før en reaktion kan påvises. Efter en infektion går der nogen tid, før der har dannet sig så mange antistoffer, at man  kommer over påvisningsgrænsen og kan diagnosticere herpesvira. Efter en vis tid falder tallet af antistoffer desværre  igen under påvisningsgrænsen. 

Dette rummer den største fare, fordi dyret efter dette tidspunkt er smittet og kan  udskille vira. Men det er ikke muligt at påvise herpesvira i denne fase med  de nuværende tests. Denne viden er meget vigtig. Da afspejlingen af antistoffer synker med tiden, kan også inficerede skildpadder  fremtræde negativt ved serologiske tests! Denne viden har man dog haft længe.

Der kom dog først et gennembrud i problematikken, da man direkte kunne påvise smitten  med metoder fra molekylærbiologien. Molekylærbiologien bruges til at undersøge det enkelte dyrs specifikke DNA.kæde.

Der findes forskellige metoder. Den mest kendte og også vigtigste metode er den såkaldte PCR (Polymerase Chain  Reaction).  Man kan her opformere og undersøge bestemte dele (sekvenser) af DNA-kæden og  entydigt påvise sekvenser med herpesvirus. Der er dog en ulempe. Der kræves organprøver, og de stammer for det meste fra døde dyr. Det bør dog ikke være et problem i vore dage at skaffe prøver fra levende dyr hos  specialiserede reptildyrlæger, der kan udføre endoskopi. Under alle omstændigheder har de molekylærbiologiske metoder ført til en større indsigt i sygdommen.

Gennem undersøgelse af 35 forskellige virusstammer, udvundet af 6 landskildpaddearter  (T. hermanni, T. graeca, T.  horsfieldii, T. carbonaria, Geochelone pardalis, Manouria emys), kunne det lægges fast, at de lod sig opdele i 2 grupper.

Der er tale om en ”testudotype”, der blev fundet hos alle eksemplarerne, bortset fra Testudo horsfieldii, og en ”horsfieldiitype”, der kun lod sig påvise i Testudo horfieldii. Efter alt at dømme optræder  ”testudotypen” mere alvorligt sygdomsfremkaldende end  ”horsfieldiitypen”.

Man antager, at ”testudotypen” er kommet hertil fra Tyrkiet, idet Testudo graeca overlever sygdomsangreb fra denne type, hvilket tyder på, at dens immunforsvar har forberedt sig på denne virus. Testudo hermanni overlever derimod ikke. Denne arts immunsystem er derfor tilsyneladende ikke forberedt på denne virus, og kan  ikke stille noget op imod den. Man ved intet om ”horsfieldiitypen”. Den er ikke fundet i vildtlevende eksemplarer.

Hvordan kan man beskytte sin skildpaddebestand imod udbrud af herpes?

Den vigtigste foranstaltning er at indføre karantæne overfor nye eksemplarer. Der skal sørges for rumlig adskillelse mellem de gamle og de nye eksemplarer. Der skal anvendes forskellige redskaber og gives separat foder. Pasningen i karantæneafdelingen skal foregå således, at man undgår på uvidenskabelig vis selv at overføre sygdommen. Der er ikke enighed om længden af karantænen, men 1 år vil være ideelt, selvom dette nok tit er urealistisk.

I ferieperioder skal man være udvise forsigtighed med at tage kollegers skildpadder i pleje. Forårsaget af stress ved miljøskiftet kan herpesvirus pludselig komme til udbrud i et dyr, der ellers i årevis har været symptomfri. Eller værre endnu kan skildpadden fremtræde som symptomfri og udskille virus og dermed inficere alle de andre skildpadder. Derfor skal sådanne skildpadder også undtagelsesfrit holdes i karantæne, selvom de måske er sunde og raske. Det bedste vil være at lade skildpadderne blive, hvor de er hos ejeren og passe dem der.  Man skal dog fortsat undgå selv at  overføre smitte.

En vis risikominimering kan opnås hvis man lader nyanskaffede eksemplarer undersøge serologisk. Denne ”screening” er desværre ikke 100 % sikker, men risikoen for at indføre et inficeret eksemplar i bestanden er minimeret.

Hvis man vil undgå syge dyr i sin bestand, skal man under ingen omstændigheder sætte positivt testede dyr sammen med de andre. Hvis alle skildpaddeholdere og kommende skildpaddeholder fik deres dyr testet, og  herefter frasorterede herpesbærere, ville problemet være væk.

Hvis sygdommen er i udbrud, og dyret udviser symptomer, er de veterinærmedicinske muligheder meget begrænset. Det er et faktum, at et sådant dyr er virusbærer og forbliver det. Herved fortsætter det med at være en trussel mod alle  andre skildpadder, og meget taler for eutanasi af dyret. Kun hvis man kan garantere,  at man vil  kunne holde dyret adskilt fra andre skildpadder  for tid og evighed, kan det retfærdiggøres at gøre et forsøg på at redde dyret. Man skal dog lige huske på, hvor længe skildpadder kan leve, før man bestemmer sig for livsvarig karantæne!

Forsøg på helbredelse består frem for alt i at inddæmme alle såkaldte  sekundærinfektioner. Dermed menes alle andre sygdomme, der opstår i forbindelse/forening med herpesanbgrebet. Det kan være parasitære infektioner og bakterielle infektioner. 

Parasitter bekæmper man, efter at de er konstateret i afføringsprøver. Bakterielle infektioner bekæmpes bedst ved at foretage bakteriologisk undersøgelse og gennemføre en antibiotisk  behandling på grundlag af en resistenstest.

Det tilrådes at foretage en generel understøttende behandling  med elektrolytinfusion for at styrke dyret og dermed dets immunforsvar. Med vekslende resultat har man benyttet et medikament kaldet Aciclovir. Det er et virustaticum, der hæmmer udviklingen af virus, men det kan ikke udrydde det.

Som ved human medicin er profylakse den bedste foranstaltning. Man kan måske foretage en beskyttelsesvaccination.

I en publikation fra 2001 beskrives et forsøg udført af en arbejdsgruppe under Doktor Marschang. Man forsøgte at vaccinere skildpadder mod herpesvirus. Desværre kunne der ved dette forsøg ikke aflæses en stigning i de specifikke antistoffer og dermed kunne der ikke påvises en beskyttelse i dyrene mod herpesvirus.

Som det fremgår af denne artikel, findes der ikke nogen tilfredsstillende  veterinærmedicinsk helbredelse/behandling og beskyttelse. Det er også tvivlsomt at gennemføre en bekæmpelse alene af symptomerne. Der er alene tilbage at beskytte sine dyr mod smitte. Man må under ingen omstændigheder indføre inficerede dyr i sin bestand. Der skal opretholdes langvarig karantæne. For at minimere risikoen, kan man gennemføre tests som beskrevet. En dyrlæge kan være behjælpelig ved valg af mulighederne. Desværre forbliver der fortsat en risiko. Men dog betydeligt forringet. 

Oversat den 29. August 2009 af OHM (med hjælp fra dyrlæge Torben Mikkelsen).

Som det fremgår, er denne artikel meget opgivende overfor udsigterne, såfremt der konstateres herpes i en skildpaddebestand. Der er dog sket en del i de senere år, og jeg er som nævnt bekendt med vellykkede behandlingsforløb.

Mycoplasma

Mycoplasma er en smitsom bakterie/amøbe, som blandt andet angriber luftvejene og fremkalder fatal lungebetændelse. Den er meget resistent overfor lægemidler og er et problem for skildpadderne ligesom herpes. Problemstillingen er ganske magen til herpes. Heller ikke her overføres sygdommen gennem ægget til ungerne fra en inficeret hun. Også mht. mycoplasma kan landskildpadder være "raske smittebærere" i årevis. Mycoplasma er et nyere fænomen indenfor de smitsomme skildpaddesygdomme.

Sune Obsen har besvaret nogle spørgsmål vedrørende disse to infektioner:

Hvornår opdagede man Herpes og Mycoplasma hos skildpadder og hvem var det?

 

Herpesvirus infection blev først beskrevet som et problem for skildpadder tidligt i 1980erne ( Harper et al., 1982).

Heuschele WP: A herpesvirus-like agent associated with a pharyngeal abscess in a desert tortoise, J Wildl Dis 18:491-494, 1982.

 

Mycoplasma blev først beskrevet i 1988, så vidt jeg kan se fra denne artikel

 http://www.pubmedcentral.nih.gov/pagerender.fcgi?artid=303146&pageindex=1 

http://quest.nasa.gov/projects/spacewardbound/docs/Mojave7.pdf

 

Er det kun landskildpadder der bliver angrebet af Herpes og Mycoplasma?

 

Indtil videre er det vist ikke konstateret, at disse to typer af hhv. herpes og mychoplasma har smittet til andet end skildpadder. Men begge sygdomme kan smitte alle slags skildpadder. Dette fremgår vist af teksterne i nogle af alle disse links og artikler. Men se evt. også nogle af litteraturlisterne, da den ene også rummer links til online versioner af relaterede artikler. Det som i denne sammenhæng er vigtigt, er at der findes mange forskellige slags herpesvira, og mychoplasmer, som alle hver især har særlige værter som kan rammes, f.eks. køer, heste, eller fjerkræ. Og nogle kan også ramme bredere. Men de chelonide mycoplasmer og herpesvira, skulle så vidt jeg har kunnet læse, kun ramme skildpadder.

 

Er der nogle beretninger om Herpes og Mycoplasma i naturen?

 

Der er en del rapporter om disse sygdomme i naturen, men primært i Nordamerika, også i forhold til havskildpadder flere steder, som har været hårdt ramt af knudevækster, som følge af herpesinfektioner (vist ikke den helt samme herpesvirus, som vi ser hos landskildpadderne, men stort set identisk).  Så vidt jeg har kunnet se, har der ikke været nogle reelle undersøgelser af europæiske

 landskildpadder, eller også er resultaterne ikke offentlig endnu.

 

Hvad adskiller skildpadde Herpes virus fra andre "alm." virus?

 

Det ligger næsten i navnet, at det er fordi chelonid herpes primært går på chelonide arter. Det er ligesom med f.eks. fugleinfluenza, som kun går på fugle (visse stammer af fugleinfluenza kan også smitte andre dyr/mennesker). Men mange vira har som regel bestemte værter, som f.eks en gruppe af dyr, det kunne også være Bluetongue virus, som kun rammer drøvtyggere (køer, får og geder, hjorte mv. ).

Dog kan virus smitte f.eks andre arter som hunde, men disse kan ikke smitte videre hvis de skulle få smitten.

 

Hvad er mycoplasma? 

 

Mychoplasma er en amøbe-, eller bakterielignende organisme, som kan angribe celler og reagere lidt ligesom virus gør i cellerne.  

Personligt er jeg af den opfattelse, at mange landskildpadder ligesom med herpes bærer rundt på mycoplasma, uden at det nogensinde kommer til udbrud.  Medmindre dyret af en eller anden grund svækkes. Og som nævnt ovenfor under beskrivelsen af herpes, findes den ikke alene i fangenskab, men også i naturen.

Testning for herpes og mycoplasma

Hvis du ønsker at lade dine dyr teste hos en krybdyrkyndig dyrlæge for herpes og mycoplasma, er det nok en god idé på forhånd at gøre dig klart, hvad du i grunden vil, såfremt et eller flere dyr findes at være positiv bærer af disse sygdomme. Hvis man ikke vil gennemføre en behandling af samtlige sine skildpadder, såfremt sygdommen konstateres hos bare eet eksemplar, er der jo ingen grund til at lade dem teste.

Men hvis en test afslører disse sygdomme hos et eller flere af dine dyr, og du gennemfører den nødvendige (og meget krævende, grundige og tidsmæssigt langstrakte) behandling, er det selvfølgelig en tilfredsstillelse at have en bestand af uinficerede dyr, når det drejer sig om disse sygdomme. Hvor længe bestanden så holder sig uinficeret, er jo det næste spørgsmål. For altid? For en årrække?Kan bestanden smittes, uden at have været i direkte nærkontakt med smittede skildpadder? Kan havens fugle bære smitten? Kan mennesker, der for måske endog længere tid siden har været i kontakt med "raske smittebærere", bringe smitten videre? (Er det nok at vaske hænder?) Kan andre dyr end skildpadder bringe smitten videre? Osv.

Læs endvidere Jan Lehmanns grundige artikel: Herpes, Mycoplasma og karantæne hos landskildpadder i NHF bladet årg. 2011/2012 juli/aug. nr. 2!

Hvis du mener, at dine skildpadder måske er inficeret med herpes og mycoplasma, og hvis du ønsker diagnose og (omfattende) behandling, så kontakt dyrlæge Beth Fledelius. Hun har faglig indsigt og særlig erfaring med behandlingen.

Penisfremfald

Landskildpaddehanner har ind imellem penisfremfald. Det er ikke en sygdom. Læs Penisfremfald.

Læggenød

Læggenød betyder, at skildpaddehunnen ikke kan komme af med ægget/æggene, der sidder fast i æggelederen. Det er mere frygtet, end den virkelige forekomst berettiget til. Læs Æglægning

Tarmfremfald

Ind imellem kan skildpadder få tarmfremfald, og som navnet siger, falder noget af tarmen ud af kloakken. Det plejer normalt ikke at være noget problem for en dyrlæge at ordne det.
Tarmudfald kan skyldes indvoldsparasitter, tarminfektioner eller anden mave-/ tarmsygdom.

PHA

Hvis du lader dine skildpadder gå i vinterhi, så læs lige dette her:

Det er vigtigt for dvalende pattedyr som pindsvin og bjørne, mv., at de forinden dvalen har ædt sig tykke og fede, således at de velpolstrede kan gennemleve/overleve vintersøvnens forbrænding. Da skildpadder ikke forbrænder fedt under vinterhiet, fordi metabolismen/stofskiftet er helt nulstillet, skal skildpadder absolut ikke spise andet og mere end ellers, bare fordi de skal i hi. Tværtimod!

Hvis skildpadden har for mange proteiner og fedtstoffer i systemet, når den går i vinterhi, risikerer man dødsfald, fordi en masse giftstoffer (urinsyre) hobes op i blodet på grund af den nedsatte/nulstillede metabolisme.

Overfede, "forspiste" skildpadder kan desuden let risikere, at der på grund af de alt for mange proteiner og fedtstoffer under vintersøvnen startes en uønsket og unaturlig forbrænding.

Derfor skal skildpadden tages op af hi, såfremt vægttabet udgør mere end 10 %, for så er dehydrering ikke længere forklaring på vægttabet! (Et vægttab på under 10 % er som regel helt uproblematisk.) Mange skildpaddedødsfald under vinterhi finder deres årsag her!

Denne selvigangsatte, unaturlige forbrænding/metabolisme kaldes PHA = Post Hibernal Anorexi.

PHA har intet at gøre med, om tarmene tømmes helt eller delvist inden vinterhi ! Det er som beskrevet i Vinterhi ikke så vigtigt, om skildpadden får tømt sine tarme helt eller delvist inden vinterhi, som man troede tidligere. Og som mange stadig tror og hævder.

PHA kan straks konstateres ved, at der på bugskjoldene optræder røde farveaftegninger. Hvis den røde farve opdages, når den endnu levende skildpadde om foråret tages op af vinterhi, så lad den hurtigt varme op ved at tage den ind i stuetemperatur og lade den få adgang til en varmelampe.

Herefter skal have så meget at drikke som muligt. Hvis den bare får drukket hver dag i nogle dage, er den faktisk reddet!

Hvis den røde farve konstateres under vinterhi, så forholdes der på samme måde! Op af hi, hurtigt ind i varmen og varmes op! Derpå vand og atter vand!

Skildpadder kan også blive syge på grund af angreb af parasitter: Læs  Indvoldsorm/parasitter

"Ciseleringer" i landskildpaddeskjold

Ind i mellem ses landskildpaddeskjolde med små og snirklede og netformede lyse dannelser, ligesom gange, i skjoldets hornplader. Jeg troede tidligere, at der var tale om angreb af parasitter, ligesom når mennesker for eksempel angribes af fnat i huden.

Jeg har forevist nedenstående foto for Beth Fledelius, der oplyser: Det man ser på billedet er forandringer i hornlaget (i den yderste del af hornlaget) og har heldigvis ikke noget med parasitter at gøre. Som jeg er blevet belært i USA er tilstanden ufarlig og er relateret til områder med mere tyndt hornlag med udfældninger og mindre solide partier. Der har været snak om, om det især sås på skildpadder der havde hurtig vækst (protein og mineraludfældninger), men det er mig bekendt ikke HELT afklaret endnu.

Det ser ud til, at disse små aftegninger forsvinder ved brug af korrekt afstemt UV-lys. (Og i solskin!)

Papegøjenæb

Papegøjenæb er den populære betegnelse for en unaturlig forlængelse af skildpaddens overnæb, der er vokset langt ned over undernæbbet. Når det er for udtalt, får skildpadden problemer ved fødeindtagelsen. Det kan ofte fremtræde i næsten ekstrem udgave, og så er det direkte helbredsødelæggende for skildpadden. Papegøjenæb er ikke en sygdom, men er resutaltatet af fodring med forkert og blødt foder og underforsyning/fravær af kalk, mineraler og andre emner, der kan slide næbbet naturligt under væksten. Foder Vækst.

Som regel vil papegøjenæb kunne afhjælpes ved klipning.

Dehydrering

Hvis en europæisk landskildpadde holdes på knastørt bundlag, kan der opstå en usund dehydrering af skildpadden, og huden ses herefter typisk gå løs flere steder på een gang og sidde og flagre i meget store stykker. Dette skal ikke forveksles med den almindelige udskiftning af huden i små flager. (Skildpadder skifter ham ligesom andre reptiler.) Læs Vækst. Der kan ved den skete dehydrering yderligere ske en forværring af tilstanden, som følge af svampeangreb, således at der ses tab af skæl på lemmerne og af hornpladerne på hovedet. Samt af skjoldplader. Når skildpadden er dehydreret, er den åbent bytte for alle slags alvorlige infektioner, også af de indvendige organer. Læs Bundlag.

Skildpadder i vinterhi vil også være udsat for dehydrering, hvis de ikke overvintres i fugtigt substrat (bundlag). Vinterhi.

En dehydreret landskildpadde anbringes (undtagelsesvist) i vandskålen, og man vil herefter se den drikke voldsomt, og den vil under alle omstændigheder optage vand. Dette sker også gennem kloaken og gennem huden.

Karantæne

Som nævnt under afsnittet om herpes sætter den omhyggelige skildpaddeholder nye dyr i karantæne, inden de sættes sammen med den øvrige bestand. Den tidsmæssige udstrækning vil jo afhænge af, hvad man vil observere for. Hvis man for eksempel er bange for, at den nyanskaffede skildpadde er skjult smittebærer af herpes og mycoplasma, er tidshorisonten jo nærmest uoverskuelig, med mindre man anvender karantænetiden til at få sit nyanskaffede dyr testet for disse sygdomme. Men der kan jo også være andre ting, så en vis karantænetid vil altid være en god ide. Hvis man altså kan vente. Hvis den forhåndenværende dyrebestand ikke allerede er testet for skjulte sygdomme, vil det jo også være ret ligegyldigt, om man tester de nye. Smitten kan jo i så fald allerede være i bestanden!

Aflivning

Forhåbentlig bliver det aldrig aktuelt for dig at skulle aflive en skildpadde. (-Man afliver vel iøvrigt ikke truede dyrearter.) Men skulle det af tvingende grunde blive aktuelt, så lad være med at bruge fryseren! Det var i mange år en meget anbefalet aflivningsmåde at lægge dyret i fryseren, hvorefter dyret, som man sagde: "Stille sover ind i døden". Man er nu af den opfattelse, at dette er en meget smertefuld dødsmåde for det pågældende dyr. Væskeindholdet i cellerne fryser til is, der sprænger karvæggene.

Men metoden anbefales og bruges fortsat en del. Lad være med det! Bedst er en sprøjte hos dyrlægen! Lad være med at hugge/klippe hovedet af skildpadden. Du risikerer, at den vandrer hovedløs rundt i et døgns tid bagefter!

Bemærk

Landskildpadder er ekstreme tryghedsnarkomaner. De er vanedyr, og følger hver dag helt faste rutiner. De bruger meget lang tid til at tilpasse sig nye forhold. Du må derfor ikke hele tiden ændre på anlægget/terrariet. Du må ikke med korte mellemrum skifte bundlaget. Du må ikke uafladeligt ændre placeringen af sten, trærødder, mv. Du må heller ikke ændre/flytte rundt på lys, varmepærer, osv.

Du må ikke bare løfte en skildpadde op, uden at der er en særlig/saglig grund til det. En skildpadde bliver stresset og skrækslagen, når man fjerner den fra den trygge jord. Hvis den vil have ro og ikke spiser i nogle dage, og den iøvrigt ikke virker syg, så lad den være i fred. Lad være med at tage den ud/frem derfra, hvor den søger at gemme sig. Lad være med at lægge den hen under varmelampen, bare fordi den ikke selv går derhen lige nu. Lad være med at prøve at få den til at spise. Al denne omsorg er malplaceret, og tjener kun til at stresse skildpadden.

Landskildpadder skal ikke absolut spise hver dag som hunde og katte. Selv små landskildpaddeunger kan klare sig i op til 14 dage uden mad, ofte meget længere.

Hvis du lige har anskaffet dig en skildpadde, er det almindeligt, at den ikke rører på sig i flere dage. Den skal lige tilpasse sig de nye forhold. Miljøskift stresser skildpadden. Hvis du ikke lader dine landskildpadder gå i hi, er det almindeligt, at de i vinterhalvåret kan finde på, at skrue vægen ned og sove i fra 14 dage til flere måneder. Det er bare skildpaddens biologiske ur, der træder i funktion. Dette kan også ske om sommeren (altså igen, hvis skildpadden ikke har været i hi.) Det er helt normalt. Hvis du ikke bare lader skildpadden være i fred, stresser du den. Stress beskadiger immunforsvaret og giver syge skildpadder.

Du må altså heller ikke tage skildpadden op, for at give den "gåture på gulvet". Dels vil det ofte medføre et brat temperaturskift og også en risiko for træk, dels stresser det altid en skildpadde at blive løftet op. Den afleverer som regel både urin og afføring som en stressreaktion, når den kommer ned på gulvet. Disse gåture på gulvet har medført mange senere "uforståelige" sygdomsangreb.

Hvis du, fordi du tror, at din skildpadde er syg, flytter rundt på den hele iden, tager den op, doktorerer på den, ændrer på lys og varmepositioner, ændrer på omgivelserne, osv., så ender det faktisk med, at du har en syg skildpadde. Det havde du bare ikke fra starten!

Du skal ikke give forebyggende (profylaktiske) ormekure. Al medicinering svækker/beskadiger skildpaddens immunforsvar. Du skal heller ikke slæbe dine skildpadder til dyrlægen til årlige eller andre rutinececk, ligesom man gør med hunde og katte. Du skal alene tage din skildpadde til dyrlægen, når den er syg, eller hvis du har mistanke om, at den er syg. (Men så skal du altså også tage afsted straks!) Transporter stresser skildpadderne meget, og overflødige transporter og undersøgelser skal derfor undgås. På samme måde skal børn ikke tage deres skildpadde med i skole, for at vise den frem!

Du skal ikke "ae" eller klappe skildpadder. Det modtages ikke positivt, tværtimod! Når man for eksempel klør skildpadder under hagen, vil den ofte lukke øjnene. Det er ikke et tegn på nydelse. Det er tegn på stress!

Wolfgang Wegehaupt formulerer det således i sin bog Natürliche Haltung und Zucht der Griechischen Landschildkröte: "Skildpadder er reptiler, hvis adfærd styres af instinktet. Instinktstyrede dyr kan ikke menneskeliggøres, og man skal ikke bruge kærtegn overfor dyret eller tage andre kærlige henvendelser i anvendelse. Tværtimod vil konstante berøringer, løft og drejninger ikke blot forårsage ubehag, men ligefrem ekstrem stress. Håndtering af disse vilde dyr bør derfor indskrænkes til absolut nødvendige løft og sundhedskontroller. Stress forårsages også af tilstedeværelsen af andre dyr eller børn, der leger i nærheden."

Krybdyrkyndige dyrlæger

(Listen er af gode grunde ufuldstændig)

Sjælland og Storkøbenhavn  www.krybdyrdoktor.dk

Øst for Storebælt uden for Storkøbenhavn http://www.naestveddyreklinik.dk/

Aalborg http://www.dyrehospitalethobrovej.dk/sw29619.asp

Aarhus www.abilddyreklinik.dk

Fyn http://www.aarslev-dyreklinik.dk/

 

 

Startside