Tallene herunder svarer til tegningen ovenover Der er 3 afgørende artskendetegn, når man bestemmer græske landskildpadder og mauriske landskildpadder fra hinanden. 1. Delt haleskjold: Græsk landskildpadde. Udelt haleskjold: Maurisk landskildpadde. 2. Hornspids på halespidsen: Græsk landskildpadde. Ingen hornspids på halespidsen: Maurisk landskildpadde. 3. Hornkegle på bagbenslårene: Maurisk landskildpadde. Ingen hornkegle på bagbenslårene: Græsk landskildpadde.

 

Usædvanligt tykke hornkegler på maurisk landskildpadde i Tyrkiet

Bugskjold (plastron) af maurisk landskildpadde HUN

Bugskjold (plastron) af maurisk landskildpadde HAN

 

Maurisk landskildpadde Det unikke og væsentligste særkende for den mauriske landskildpadde er en hornkegle på hvert bagbenslår. Ingen af de andre europæiske landskildpadder har denne hornkegle på hvert bagben. (Den græske og den russiske landskildpadde har ofte en samling af små hornspidser på bagbenslårene, men ingen enkelt stor kegle, som den mauriske.) Endvidere har den mauriske landskildpadde ingen hornspids/hornkegle på halespidsen. Halen er mere stump og afrundet på den mauriske landskildpadde, end på de andre europæiske landskildpadder. Halepladen er normalt udelt. Den mauriske landskildpadde har 5 negle på forbenet. Den voksne mauriske landskildpaddehun vil sædvanligvis have hængslet bugskjold. Bredrandet landskildpadde Det unikke og væsentlige særkende for den bredrandede landskildpadde er 1 sort trekant på hvert bugskjold. Ingen af de andre europæiske landskildpadder har denne sorte trekant siddende på hvert bugskjold. Endvidere har den bredrandede landskildpadde ikke altid hornspids/hornkegle på halespidsen. Halepladen er normalt udelt. Den bredrandede landskildpadde har 5 negle på forbenet. Den voksne bredrandede landskildpaddehun vil sædvanligvis have hængslet bugskjold. Græsk landskildpadde Det unikke og væsentligste særkende for den græske landskildpadde er en lang og kraftig hornspids/hornkegle på halespidsen. Endvidere er halepladen sædvanligvis delt. Den græske landskildpadde har 5 negle på forbenet. Somme tider ses den 5. negl at være forkrøblet på forbenet af den græske landskildpadde. Somme tider kan den også sidde lidt højere end de andre 4 negle, og tillige være forkrøblet. Den kan også undtagelsesvist helt mangle, og således har dette eksemplar af græsk landskildpadde kun undtagelsesvist 4 negle på forbenet. Der er altid 4 negle på bagbenet. Den voksne græske landskildpaddehun har ikke hængslet bugskjold. Russisk landskildpadde Det unikke og væsentligste særkende for den russiske landskildpadde er, at den kun har 4 negle på forbenene. Den russiske landskildpadde kan have en meget lille (diminutiv) hornspids på halen. Den har normalt udelt haleplade. Hunnen har aldrig hængslet bugskjold.

Navngivning (Nomenklatur/taksonomi)

Et videnskabeligt artsnavn, også kendt som latinsk navn, er en eksakt, videnskabelig betegnelse for en enkel biologisk art.

Artsnavnet består af et binomen, som er sammensat af to ord, slægtsnavnet og artsbetegnelsen. Begge disse ord er latinske grammatiske former, selvom de kan have deres rod i ord fra andre sprog. For eksempel hører mennesket til slægten Homo og inden for denne slægt til arten Homo sapiens.

Den binomiale nomenklatur (eller binominale nomenklatur) er indført af den navnkundige Carl von Linné i 1753.

Reglen er, at slægtsnavnet skrives med stort begyndelsebogstav, mens artsbetegnelsen altid skrives med lille begyndelsesbogstav, også selvom det gengiver navnet på en person eller et sted. Desuden skrives begge dele i kursiv, når navnet indgår i normal tekst.

Det latinske artsnavn for maurisk landskildpadde er som bekendt Testudo graeca

Landskildpadder er ikke opdelt i racer som hunde! Landskildpadder er opdelt i arter og underarter.

Den mauriske landskildpadde Testudo graeca er navngivet af den navnkundige svenske Linnè (Linneus) i 1758. Se billede af Linnè til venstre.

Ikke mange krybdyrarter har gennemgået så mange og så store ændringer i navngivningen (nomenklaturen/taxonomien), som de europæiske landskildpaddearter.

I dag er den mauriske landskildpadde den landskildpaddeart, som fremtræder mest uoverskuelig, når det kommer til navnene på art og underarter.

Den mauriske landskildpadde har et meget stort udbredelsesområde.

Men meget kort sagt lever den rundt om Middelhavet, ved Sortehavet og mod øst over til Det Kaspiske Hav og videre langt ind i Iran. Altså breder den sig over 3 forskellige kontinenter og over meget forskellige klimazoner.

Det siger sig selv, at den under evolutionen har måttet tilpasse sig disse meget forskellige livsforhold. Den opdeles derfor naturligt nok i mange underarter, og der kommer hele tiden under diskussioner nye opdelinger til. Samt forslag til udskillelse af underarter til egentlig arter.

Underarter

Her følger i alfabetisk orden en opremsning af de til nu af de fleste herpetologer anerkendte underarter af maurisk landskildpadde.

Testudo graeca graeca (nominatformen)

Udbredelsesområde sydlige Spanien, Marokko, Algier, Tunis og Libyen. Den er endvidere indført på Balearerne (Mallorca, Ibiza, mv.) Den bliver ikke så stor. Men størrelsen varierer efter det område, den kommer fra. Den svinger i størrelsen fra 12-14 cm til 16-18 cm. Helt undtagelsesvist over 30 cm.

Skjoldet er højt hvælvet af meget lys, gul farve med skarpt aftegnede sort/mørke aftegninger. Ringen rundt om øjet er cirkulær. Hos de andre underarter af maurisk landskildpadde er den mandelformet.

Den har i årevis været genstand for ulovlig kommerciel indsamling til kæledyrsmarkedet, og den er i stigende omfang (i Nordafrika) genstand for ulovlig indsamling med henblik på salg til af turister.

Bestanden i Spanien er forsvindende lille. Imidlertid er det almindeligt i Spanien (som faktisk i alle Middelhavslande) at holde skildpadder i haven. En undersøgelse har afdækket, at der rent faktisk går i titusindevis af mauriske landskildpadder i private haver i Spanien. De indsamles gerne i naturen til dette brug af spanske børn.

Testudo graeca anamurensis

Udbredelsesområde sydvestlige del af Tyrkiet. Navnet hidrører fra en gammel ruinby ved navn Anamuren.

Denne underart er forholdsvis stor og har et langstrakt rygskjold af lys olivenagtig farve med udfladede bagskjoldplader. Den ligger udseendemæssigt tæt på den bredrandede landskildpadde, men har i modsætning til denne et meget spraglet udseende med mørke pletter spredt over rygskjoldet. 25-30 cm stor.

Testudo graeca antakyensis

Udnbredelsesområde Sydøsttyrkiet, Syrien og Israel. Rygskjoldet er af gullig farve (minder lidt om den græske landskildpadde. Dette kan Testudo graca ibera altså også gøre.) Bugskjoldet er lettere udfladet. Strubepartiet er ofte af hvidlig farve. 12-17 cm stor.

 

Testudo graeca armeniaca

Udbredelsesområde Armenien, Asserbadjan, Dagestan, nordvestlige Iran, sydøstlige Tyrkiet.

Den kendetegnes ved en affladet skjoldform lig den russiske landskildpadde og har for det meste en mørkere skjoldfarve uden kontrastfarvede aftegninger. Den skal kunne blive maksimalt 20-30 cm. stor.

Testudo graeca buxtoni

Udbredelsesområde formodentlig i Iran og vestkysten af Det Kaspiske Hav. Pt. ikke muligt at skaffe flere oplysninger. Angivelig svær at skelne fra Testudo graca zarydni. opgives at være 28 cm stor.

Testudo graeca cyrenaica

Udbredelsesområde halvøen Cyrenaica, nordøstlige Libyen indtil Al Adem syd for Tobruk.

Den har smalle forekstremiteter. Den er den ad de nordafrikanske mauriske landskildpadder, der har den smalleste og laveste åbning i skjoldet fortil. Den har som regel talje i skjoldet, når man betragter den fra oven. Hannens haleskjold er stærkt indadbøjet. 15-20 cm stor.

Testudo graeca flavominimaralis

Beskrivelsen beror alene på eksemplarer, som holdes i fangenskab uden præcise oplysninger om oprindelsesbiotop! Der gættes på Lybien.

Testudo graeca floweri

Udbredelseområde Libanon og Israel.

Den er den mindste underart af maurisk landskildpadde. Rygskjoldet er relativt fladt og kraftigt farvet mørkegul med tydelige sorte pletter. Haleskjoldet er midt på forsynet med en karakteristisk sort plet. Hovedet er af udpræget gul farve. Minder meget om den ægyptiske landskildpadde. 15-20 cm.

Testudo graeca ibera

På kortet ses de steder, hvor jeg på ture i årene 2010, 2011 og 2012 har fundet mauriske landskildpadder (Testudo graeca ibera) i deres hjemstavnsbiotoper. Ofte i fællesbiotoper med græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri). Den enkelte røde prik på kortet kan sagtens dække over flere biotoper. Læs mere i mine rejseberetninger. Links findes på Startside

Udbredelsesområde for underarten Testudo graeca ibera er det nordvestlige Grækenland, Albanien? Makedonien, Rumænien, Serbien?, Bulgarien, europæiske del af Tyrkiet og et godt stykke mod vest og sydvest ind i Tyrkiet, Georgien.

Den skal være udsat på Cypern.

Den er den underart, der rummer de største eksemplarer. Dyrene kan undtagelsesvist nå op på en skjoldlængde over 30 cm. og opnå en vægt på op til 7 kg. Disse kæmper er fundet i Bulgarien. (Den største på 7 kg. ved byen Krumovgrad). I Bulgarien kan man for eksempel i Tortoise center Geochelonia ved Sortehavskysten beundre vildfangede eksemplarer på 3,5 og 4 kg. I Rumænien skal der også leve nogle enkelte meget store eksemplarer. Normalt forbliver vægten for denne underart dog under ca 2 kg.

Underartsnavnet ibera bidrager til en del forvirring. Navnet har intet med Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal) at gøre. Ifølge nogle kilder hidrører navnet fra et område, der nu dækkes af republikken Georgien ("Iberien"). Ifølge andre kilder hidrører navnet fra en landsby/lokalitet i Tyrkiet ved navn Ibera.

Biotop for Testudo gracea ibera i Gallipoli (Europæisk del af Tyrkiet).

Skjoldet er ofte noget fladere end hos de andre underarter og er rundt til ovalt i omkreds. Skjoldets grundfarve er fra starten gullig/oliven med tydeligt markerede sorte/mørke aftegninger. Der er dog stor spredning i farver og aftegninger. Mange eksemplarer er helt sorte. Med alderen bliver skjoldet mørkere, også på de lyse eksemplarer, og på sammme måde forholder det sig med lemmer og hoved.

Som nævnt kan en underart af maurisk landskildpadde, nemlig Testudo graeca ibera, i nogle landområder på Balkan blive massivt større end de andre underarter af maurisk landskildpadde.

På de 2 billeder til venstre ses en ordentlig kleppert af denne underart, som nu befinder sig i The Welsh Mountain Zoo i England.

Den tidligere ejer oplyser, at den vejede 11 engelske pund, da han i 2009 afleverede den til den zoologiske have.

Den havde før da gået i 30 år hos hans forældre, som beholdt den da han flyttede hjemmefra.

Han udvalgte den selv i sin tid i en dyrehandel, da han var 11-12 år gammel. Han faldt for dens smukke skjold. Den gik i dyrehandelen sammen med andre små skildpaddeunger. Foto Josh Parry

 

Biotop for Testudo graeca ibera i Nordgrækenland.

Testudo graeca lamberti

Udbredelsesområde nordlige Marokko.

Den har et ret stort relativt fladt, langstrakt rygskjold med lidt talje. Den er mørk i farven med findelte aftegninger. Op til 21 cm stor.

Testudo graeca marokkensis

Udbredelsesområde nordvestlige Marokko.

Denne underart har kontrastrige farver på det gule okkerfarvede rygskjold med linieagtige aftegninger. Den har udfladning på bagskjoldet.

Testudo marokkensis ses ikke så sjældendt i Danmark. Også uden at være ledsaget af de lovpligtige CITES certifikater. Den udbydes i Marokko af de lokale handlende for næsten ingen penge. Den kommer derfor ofte som "Mitbringsel" med charterturisterne hjem i kufferten.

Disse skildpadder kommer selvfølgelig helt ulovligt ind i Landet uden de krævede certifikater (når man altså ikke lige bliver taget i lufthavnen af myndighederne). Disse eksemplarer uden papirer ses løbende udbudt til salg i Danmark, men det er ikke alene ulovligt at indføre dem. Det er også ulovligt at sælge dem, og det er ulovligt at købe dem.

Andreas Gamborg tog i februar 2016 dette foto i Rabat i Marokko. Der er mange flotte skildpadder her. Desværre er de fleste allerede syge pga opbevaringsforholdene. Foder og vand tænkes der heller ikke på. De skal jo bare lige overleve indtil de bliver solgt.

Testudo graeca nabeulensis

En fin maurisk han på 12 cm. Testudo graeca nabeulensis. Bemærk det meget gule hoved. Sardinien.

Udbredelsesområde Tunis og Sardinien.

Den kaldes også Tunesisk skildpadde fordi den har sit væsentligste udbredelsesområde her. Denne underart er forholdsvis lille. Hannen kan normalt opnå en størrelse på 13 cm og hunnen på 16,5 cm. Som med alle arter af landskildpadde er der også afvigelser her. Jeg har for eksempel set en del væsentlig større eksemplarer i naturen på Sardinien. (Er der måske tale om en lokalform på Sardinien, som har udviklet sig til at bestå af væsentlige større eksemplarer end i Afrika, på samme måde, som den Sardinske lokalform af bredrandede landskildpadder normalt består af større og tungere eksemplarer end i Grækenland?)

Den er meget lys i farverne. Rygskjoldet er nærmest lysegult med meget sorte aftegninger i skjoldcentrene. På hovedet har den lige mellem øjnene en meget synlig gul plet. Den er efterhånden meget populær i fangenskab på grund af den lille størrelse og det kønne udseende. -Og fordi charterturister får den tilbudt næsten overalt til næsten ingen penge i Tunis. Den er imidlertid lidt mere sart og krævende end de andre mauriske underarter. Selvom den egentlig ikke er svær at holde, er den derfor ikke skildpadden for den forudsætningsløse skildpaddeholder. Da den er tropisk, må den ikke lægges i hi.

En flot Testudo graeca nabeulensis på Sardinien. Hun er i fuld vækst og med højt hvælvet rygskjold!

Der har faktisk gennem årene været en del uenighed om klassificeringen og herkomsten af den bestand, der lever på Sardinien. Er den en oprindelig særlig sardisk art/underart? Er den endemisk (findes kun her)? Eller er den af samme underart af maurisk landskildpadde, som en af de mange underarter, der lever andre steder rundt om Middelhavet? Og er den i så fald kommet over til Sardinien af sig selv, eller er den indført og udsat af mennesker? Eller? Osv.

Testudo graeca nabeulensis.

Nye og grundige undersøgelser (Melita Vamberger, Claudia Corti, Heiko Stuckas og Uwe Fritz i Amphibia-Reptilia 32 (2011): 9-25) har nu afsluttet det meste af diskussionen. De har overbevisende dokumenteret, at den lille mauriske landskildpadde, der lever på Sardinien, er af selvsamme underart, nemlig Testudo graeca nabeulensis, som lever i Tunis i Nordafrika.

En fin stor maurisk landskildpaddehun (Testudo graeca nabeulensis) på Sardinien. Hun er 15 cm stor.

Tunis ligger som bekendt kun 200 km syd for Sardinien.

Skildpadden må være enten indført af mennesker (formentlig i antikken), for eksempel som medbragt levende (frisk) skibsproviant, eller den er drevet over Middelhavet og er skyllet op på stranden på Sardinien. Begge metoder er faktisk mulige.

Både Galapaos skildpadder og Aldabra skildpadder er kendt for at have drevet mange hundrede kilometer over Stillehavet og alligevel være nået levende frem.

Det er også velkendt, at hvalfangerne i sin tid næsten tømte Galapagos øerne for landskildpadder, fordi de indsamlede disse store dyr og tog dem med på deres videre færd til områderne ved Antarktis som frisk proviant. Landskildpadder kan som bekendt holde sig i live i månedsvis uden at indtage føde. (Skildpadderne kan da også bare være medbragt af søfarende alene med det formål at sætte dem ud.)

Men på bundlinjen: Den lille sardinske mauriske landskildpadde stammer altså fra Tunis og er indplaceret i underarten Testudo graeca nabeulensis!

Biotop for Testudo graeca nabeulensis.

Testudo graeca nabeulensis er ikke helt sjælden i i Danmark. Udover de lovlige eksemplarer (med CITES-certifikater) findes der en del ulovligt indførte. Dette hænger sammen med, at man på feriestederne i Tunis ser dem udbudt i massevis til næsten ingen penge. Man falder derfor nemt for fristelsen til at tage en køn lille skildpadde med hjem i kufferten.

Her ses salgsudstilling af Testudo graca nabeulensis i Tunis. (Foto: Testudo)

Mange undskylder deres indkøb med, at de under deres ferie foretog et medlidenhedskøb, fordi de falbudte skildpadder helt åbenbart mistrivedes hos sælgeren på grund af vanrøgt. Men vær opmærksom på, at for hver gang, man køber 1 af disse skildpadder, hentes der mindst 2-3 nye fra naturen. (Høj dødelighed i indsamlings- og salgsleddet.) Vær også opmærksom på, at disse nordafrikanske mauriske landskildpadder er helt anderledes varmekrævende end de subtropiske mauriske landskildpadder, som ellers hidtil har været de almindelige i privat skildpaddehold i Europa. De får nemt løbende næser (RNS) og lungebetændelse.

Biotop på Sardinien for Testudo graeca nabeulensis.

Fin lille Testudo graeca nabeulensis på sardinien.

Bugskjold på Testudo graeca nabeulensis

På kortet ovenover ses angivet de steder, hvor jeg har fundet den lille mauriske landskildpadde (Testudo graeca nabeulensis) på Sardinien. Hvert punkt kan dække en eller flere biotoper.

Testudo graeca nikolskii

Udbredelsesområde den nordvestlige Kaukasusregion. Hos denne underart er rygskjoldet langstrakt og højt hvælvet. Farven er gulbrun med skarpt afgrænsede sorte/mørke aftegninger. På forbenene ses 4 rækker tilspidsede hornplader/skæl. Neglene er gule.

Larsa Darafayanka. har sendt mig nedenstående 2 fotos fra hjemstavnsbiotoperne for Testudo graeca nicolski. Han skriver: "Areal av den subarten: Ryssland, den Norra Kaukasus, Krasnodar regionen."

 

Larsa Darafayanka avler selv Testudo graeca nicolski. Han har sendt et fint foto af en unge af egen avl.

 

Testudo graeca pallasi

Udbredelsesområde Dagestan og Asserbadsjan. Denne underart bliver op til 24 cm stor. Denne her har spidser i rygpladerne (!)

Testudo graeca perses

Udbredelsesområde Zagrosbjergene i Iran indtil de sydøstlige Tyrkiet og det nordøstlige Irak. Ret stor. Den har meget lange analskjolde.

Testudo graeca soussensis

Udbredelsesområde Soussedalen i Marokko.

Den er større og mere plump end de øvrige mere elegante nordafrikanske mauriske underarter. Den mangler hyppigt de ellers karakteristiske hornkegler på bagbenslårene.

Testudo graeca terrestris

Udbredelsesområdet hed i sin tid Levanten. Nærmere bestemt sydøstlige Tyrkiet, Syrien, nordlige Irak, Jordan, Israel og Sinai. Derfor kaldes den også den levantiske skildpadde.

Den kendetegnes ved den overvejende lyse og meget iøjnefaldende gule farve "golden greek" på både skjold, hoved og ben. Mørke pigmenter optræder sjældent som sorte. De findes mere almindeligt som brune og er reduceret i omfang. Rygskjoldet er udpræget højt hvælvet. På hovedet ses karakteristiske gule aftegninger i form af pletter. Det oplyses, at den maksimalt opnår en skjoldlængde på 16 cm.

Oversigtskort visende fundsteder i Jordan for Greek Tortoise (på engelsk betyder Greek Tortoise Testudo graeca. På dansk betyder græsk landskildpadde Testudo hermanni!) Kortet er udført af Jordan Society for the Conservation of Turtles & Tortoises. Der er tale om fundsteder for Testudo graeca terrestris.

Testudo graeca terrestris. Set på skildpaddemessen i Cesena i Italien.

Testudo graeca zarudnyi

Udbredelsesområde østlige og sydlige Iran. (Irak?)

På grund af sin langstrakte kropsform og udfladede bagskjold ligner den meget bredrandet landskildpadde. Den er normalt helt sort i farven.

Men hvorfor bruger man overhovedet resourcer på at anvende latinske navne? (Den latinske navngivning er iøvrigt opfundet af den svanske botaniker Linne´). Det gør jo bare det hele så nørdet og indviklet!

Det er faktisk uomgængeligt nødvendigt. Det er den eneste måde, hvorpå man altid præcist ved, hvilket dyr, man taler om. Især over landegrænserne, men også indenfor rigets grænser. De fleste dyrearter har lokale navne, der er helt anderledes end dem, der anvendes for det samme dyr andre steder. Når du præcist ved, hvilket dyr du står med i hånden, ved du også, hvor dyret har sine hjemstavnsbiotoper.

Inden man lægger sine mauriske landskildpadder i vinterhi, er det da en udpræget fordel, hvis man ved, om der er tale om en tropisk underart fra Nordafrika, der sådan set ikke må komme i hi overhovedet. Mange af skildpadderne fra Nordafrika kender af gode grunde ikke vinterhi. Vintrene har nogle steder samme temperaturer, som vi kender fra gode solskinsdage i den varme danske højsommer. Til gengæld er sommertemperaturerne i Nordafrika så ekstreme, og afsvedningen af vegetationen så udtalt, at skildpadderne går i sommerhi for at overleve. Såkaldt æstivation.

Jeg har ganske vist i sin tid med held lagt et par nordafrikanske mauriske landskildpadder, formentlig fra Marokko, i vinterhi nogle år i træk. Det var for at afprøve et udsagn fra Brian Highfield om, at Testudo graeca fra Marokko kan lægges i hi, hvis de er "100 % healthy". Heraf kan jeg udlede, at evnen til at gennemleve vinterhi ikke er tillært, men genetisk! Mine skildpadder (og deres forældre og forældre igen, osv.) havde jo aldrig prøvet det før. Det gik godt, men jeg gør det nu aldrig mere! Vinterhi

Udbredelsesområde for Testudo graeca

Den grønne farve på kortet angiver Den mauriske landskildpaddes vidtsstrakte og varierende udbredelsesområde. Biotoper og klimatiske forhold er selvfølgelig vidt forskellige!

Udbredelsesområdet for den mauriske landskildpadde strækker sig over 27 stater. Fra Atlanterhavskysten i det vestlige Marokko til Irans østlige egne. -Og endnu længere mod øst og sydøst ifølge nogle oplysninger. En strækning på mindst 6.000 km fra vest til øst. Afstanden fra nord til syd er ca 1.600 km.

De klimatiske betingelser er derfor vidt forskellige. Fra behageligt middelhavsklima til de ekstreme vejrbetingelser på de asiatiske stepper med glohede somre og månedlange hårde frostperioder om vinteren.

Biotoperne varierer stærkt fra sumpområder over hede- og græslandskaber, lyse skove, sandede klitter til sparsomt bevoksede tørre stepper og delvise ørkenområder. Disse bagrundsoplysninger er væsentlige, når man vil strukturere naturlige pasningsforhold for denne landskildpadde. Med andre ord, hvilken underart er mon denne landskildpadde, jeg holder i hånden, og hvor stammer den fra?

En alt for hurtigt opfodret maurisk landskildpadde. Derfor er der tale om en ubestemmelig underart.

Den mauriske landskildpadde regnes til de europæiske landskildpadder, men rigtig europæisk er af gode grunde kun Testudo graeca graeca fra de nordøstlige Middelhavslande , og Testudo graeca ibera fra det Nordøstlige Balkan. Faktisk lever de allerfleste mauriske landskildpadder i Afrika og i Asien.

Bemærk igen, at mauriske landskildpaddeunderarter fra Nordafrika og de sydlige dele af Mellemøsten ikke skal i vinterhi. De er er jo tropiske landskildadder!