Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 11

Eghjort

På færden gennem de talrige egeskove i de dybe skovstrækninger i Karpaterne så vi små sorte helikoptere passere frem og tilbage over vejen foran bilen. To "antenner" stak lodret op fra luftfartøjet. Vingerne arbejdede hårdt og var tydeligt markerede i luften. Med andre ord var det flyvende eghjorte, vi så på vej gennem atmosfæren! Men vi var da også heldige at få set nærmere på denne imponerende insektart nede på jorden!

 

Efter igen en spændende og udbytterig dag skulle vi finde natlogi. Vi besluttede os atter for Hotel Aquastar i Kladovo. Det var igen den nemme løsning, især på grund af det sene tidspunkt. Igen var vi bogstavelig talt alene på det aftenstille hotel. Efter en del bladren i papirerne fandt den søde pige i receptionen igen et ledigt værelse. Det var minsandten igen vores gamle værelse. Da pigen atter så vores danske pas, mente hun, at vi nu var så bekendte, at hun kunne røbe for os, at hun skam havde været i Danmark. I Ålborg. Vi benyttede den venskabelige stemning til at gøre opmærksom på, at hotellets WiFi var meget ustabilt. "Det er fordi så mange af gæsterne er på samtidig!", sagde hun minsandten. -Hvilke gæster? Hotellet var stille og forladt som en kirke udenfor kirketiden. (Indøvet standardsvar på klager?) Efter check in gik vi gennem de lørdagsstille (!) gader ned til den lille serveringsgade til velfortjent mad og drikke. KUG på tour spiser aldrig frokost midt på dagen for ikke at spilde kostbar biotoptid med den slags!

Søndag den 10. maj 2015

Varm sol fra tidlig morgen! I dag ville vi fortsætte indsatsen i Karpaternes skovensomhed her ved Jernporten. Men først en meget tidlig morgenfodtur gennem de søndagsstille gader i Kladovo.

 

 

 

 

Ved det stille morgenbord i Hotel Aquas restaurant er der så tid til den rutinemæssige gennemgang af mobilen. (Hotellets ustabile WiFi måtte udnyttes.) For bare få år siden var den slags af gode grunde først igen en del af tilværelsen efter hjemkomsten for KUG, når touren var overstået! WiFi, mv, var ikke engang en by i Rusland, og slet ikke en by på Balkan! Tidligere endnu skete det da også, at der blev ligget i telt i biotoperne under tourene. I så fald ville man jo slet ikke kunnet have opladet alt sit gear om natten (kameraer, mv, skal jo også oplades). Der var heller ikke USB porte i bilen til dette brug. Men den slags sårbare udstyr var jo heller ikke en del af tilværelsen dengang. Hvordan kom vi dog tidligere igennem en meningsfuld eksistens på denne Jord? (Donau ses udenfor vinduet.)

I Serbien er der tilsyneladende ikke de store problemer med byggerier indenfor kystlinjen. Man organiserer åbenbart bare en udrangeret campingvogn og hensætter den på bredden an der schönen blauen Donau. Færdigt arbejde! Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed! Rumænien ses ovre til højre (mod øst) af floden.

Ind imellem får man lyst til vand med brus og også lidt kiks. Joeh KUG lever i sus og dus, når livet leves intenst i biotoperne. Her har vi bortfjernet en del af det enkle varesortiment hos landsbyens lille købmand.

 

Hvis man ønsker koldt vand, og kan undvære kulsyre i drikkevandet, kan man bare forsyne sig i landsbyens brønd. I mange små landsbyer så vi op til 10 brønde ved vejsiden.

 

 

 

I landsbyen Uvica gik en ensom græsk landskildpaddehan på betonvejen midt inde i centrum! Her i byen bemærkede vi på dette tidspunkt ikke andet liv end os og denne landskildpadde. Her var ikke en mors sjæl, og vi hørte ikke en lyd.

Især Uvica er eksponent for den helt store trend, som voldsomt præger nogle af de ellers ludfattige og nedslidte landsbyer her i Karpaterne. Nemlig stilen for udsmykning af mange helt nyopførte huse. Husene er ekstremt store. Mange rene palæer. Som regel opført i hvide sten. Rundt om ejendommene er der rejst mure i hvide sten. Der ornamenteres kraftigt overalt med store løvefødder og gesvejfninger. Den ene græske søjle afløser den anden. Hvor der er en ledig plads, opsættes der en flot dyrefigur i marmor eller hvid sten. I Uvica er den foretrukne dyreart åbenbart løven. I mange andre byer konkurrerer man på ørne.

Det hele pyntes ellers af med store kunstfærdige smedejernslåger og ditto gitre. En del huse overgår yderligere de andre ved at anvende skinnende rustfrit stål til låger, hegn og gelænder rundt om de mange altaner, der hænges på husene. Donnerwetter! Disse byer er til gengæld helt uden liv. De store prangende ejendommes ejere er vel bortrejst for at tjene penge til yderligere byggerier og udsmykninger. -Kan man virkelig tjene så mange penge ved at køre bus i Dotrtmund eller arbejde på fabrik i Danmark, at der kan bygges så overdådigt, når man er hjemme i Serbien på ferie? -Eller?

 

 

 

I en stor lysning ligger et flot teglværk, der brænder tegl og producerer mursten på samme måde som man altid har gjort. Lidt ærgerligt, at det var søndag. Ville ellers have rigtig spændende at se på dette her i fuld aktivitet.

 

 

Her er Thomas fuldt optaget af at eksaminere en lovende biotop. "Biotop? -Det er jo bare lidt vand i vejsiden og et hjulspor!" Jovist. Sådan ser den klassiske biotop for den gulbugede balkanklokkefrø (Bombina variegata) nemlig ud. Vandet skal bare være strømmende og må ikke være stillestående.

Gåden løst

Gåden løst! De besynderlige, osende kuber laver trækul. I Karpaterne er en stor del af skovens befolkning kulsviere! En venlig familie tillod mig at tage et foto, mens de med håndkraft tømte ovnen og fyldte den ene brune papirsæk efter den anden. Vi bemærkede nu masser af disse brune papirsække på tagbagagebærerne af bilerne overalt. De solgtes i stort tal på markederne, og mange mennesker stod i vejsiden og solgte disse sække. Da vi senere på touren forlod Karpaterne, så vi ikke mere disse kuber. Det er altså i Karpaterne, det foregår. Har befolkningen her en særligt tradition som kulsviere? Har man her en særlig urgammel adgang til at hente det nødvendige træ i de store skove? Og hvad bruger serberne alle disse trækul til? Da vi senere på denne tour var i Karpaterne i Rumænien, så vi ingen rygende kuber og ingen kulsviere.

 

Kladovo igen

Dagen gik på hæld, og det blev tid at finde natlogi. Vi var nået ned i "bunden" af de Serbiske Karpater, og nærmeste større by med hotel var byen Negotin. Muligheden for logi lå midt i det triste centrum og var et højt betonhus, der så ud som en nedslidt kornsilo. Receptionen trængte voldsomt til en fejemaskine og lignede billetsalget i en rutebilstation fra 50erne. -Vi fortsatte nordpå langs Donau. Thomas havde fra en serbisk arbejdskollege fået anbefalet et fint sted på flodbredden i Brza Palanka. Hotellet lå enestående smukt lige ved Donau. Det fremviste logi havde ikke bad, og af en eller anden grund tændte manden ikke lyset på rummet, da han åbnede døren ind til det, så vi kunne "se" det. -Så kunne vi da lige så godt sove henne under brinken i den lune forårsnat og bade i Donau om morgenen! Vi fortsatte til Kladovo. Igen hensatte bilen på den øde parkeringsplads foran Hotel Aquastar. KUGs Fiat 500 L var eneste køretøj på pladsen. Dybt alvorligt gennemgik den søde receptionist igen grundigt blade og papirer for at se, om der var plads. Til sidst fik vi som sædvanlig udleveret nøglen til vores gamle værelse!

Hospitalet i Kladovo (Balkanflåt)

Kombinationen Balkan og flåter skal tages meget seriøst! Jeg har en fransk herpetologven, som for et par år siden blev bidt af en flåt i Makedonien. Han har siden siddet i rullestol. Derfor bad jeg i foråret 2015 min læge om en forebyggende indsprøjtning mod dette skrækscenarie, inden jeg påny skulle til Balkan. Jeg fik den og glemte så alt om det.

Men: Tidligere på denne søndag i Karpaterne dagen havde jeg fjernet 2 store (2 mm) rødlige flåter fra mine arme. Ankommet til hotel Aquastar mærkede jeg, at det sved og kløede voldsomt i linningen. Der sad endnu en af disse rødlige flåter og den var begyndt at svulme op. Huden rundt om stedet var hævet og rød. Den skulle væk. Vi havde (dumt) ikke tænkt på at medbringe hverken pincet eller flåttang på touren. Jeg bad Thomas om at fjerne den. Thomas er travl beskæftiget håndværker, så han har selvfølgelig ingen negle! Jeg fjernede den så med mine frøkenfingre. Hovedet blev naturligvis siddende. Hævelsen fortsatte, og den røde farve bredte sig fortsat. Det var da vist lidt af et held, at vi var kommet til Kladovo for natten!

Den søde receptionist henviste til hospitalet, som vi også selv havde bemærket under vores gåture gennem Kladov. Der skulle ifølge hende kun være tændt en eneste lampe på bygningen. Her var der læge.

Vi gik så med beslutsomme skridt gennem Kladovo i den mørke aften og fandt lampen på den mørke bygning. Lampen sad ud for en læsserampe. Da vi ankom så vi en ældre dame blive ledsaget op ad en lille smuldrende betontrappe ved rampen og ind ad en dør. Hun blødte voldsomt fra hovedet. Aha, her var der nok en skadestue. Vi gik ind efter damen og kontaktede en kvik pige i hvid kittel, der lukkede damen ind. Vi blev henvist til at tage plads i det tomme venteværelse. Her var ikke en mors sjæl. Når man så lige tænker på søndag aften ved 20-tiden på en dansk skadestue! I Serbien tager man vist først på skadestuen, når man er rigtig syg!

Efter 10 minutter blev damen blev lukket ud af døren med bandager over hele hovedet, og jeg blev af den kvikke pige i hvid kittel (læge?) budt indenfor i et lille slidt lokale med en stor briks. Hun talte lidt engelsk og lidt tysk. Hun fortalte, at det var vigtigt, at jeg også fik flåtens hoved ud af såret. Hun ville gerne prøve, bad mig lægge mig på briksen, tændte en arkitektlampe over såret og gik i gang med nogle lange tænger og sakse, mv. Der kom flere rare mennesker i hvide kitler til stede, og der blev indbyrdes konfereret og givet råd af til sidst 4 personer.

Så meddelte hun, at hun ikke kunne løse opgaven forsvarligt med det udstyr, hun havde til rådighed. Men hun fortalte, at det var vigtigt at få fjernet flåthovedet, så jeg skulle til surgery. -Jeg skulle gå ud af bygningen og over på modsatte side til hovedindgangen. Her var der ikke lys, men døren stod på klem, og jeg skulle bare gå ind. I bygningen skulle jeg gå til højre indtil der kom en trappe. På 1. sal var der læger, og jeg skulle bare bede om surgery.

Vi gik rundt om det gamle mørke hus. Hoveddøren bandt, knirkede, skrabede og protesterede, da vi trak den op. Der var først lys i loftet, da vi kom ind i den gamle gang. Her blev der ikke skiftet pærer i loftet hver uge. Trinene rungede fra terrazzogulvet i det stille hus, da vi gik hen ad gangen. Miljøet i den gamle skumle bygning så ud, som om vi var røget tilbage til 1930erne. Vi passerede gamle træbænke, gamle rullebårer og "Misse Møhge rullestole" med store hjul.

Vi gik op ad den knirkende trappe, drejede til venstre ad en gang, passerede en tom operationssue og et værelse med en enkelt patient. Så hørte vi lyd fra et lille rum længere henne. Her sad 3 personer i hvide kitler og så fjernsyn på et lille billedrørs TV. De flinke mennesker sprang imødekommende op, da vi kom. En sød pige i hvid kittel talte lidt engelsk og en del tysk. Hun sagde, at flåthovedet bare skulle ud omgående. Alle rejste sig og fulgte med. Jeg blev vist ind på den tomme operationsstue, der lignede noget fra et museum. Vi så en gammel død beigefarvet PC med lille billedrørsskærm (grå af støv) og en lille rejseskivemaskine med farvebånd på spole og isat carbonpapir mellem de blanke papirark. Der stod også en stor, sort telefon af bakelit. Der var et stort skab med små ruder, hvor pigen i den hvide kittel med en pincet målrettet tog forskellige instrumenter ud til den kommende surgery. Altså en autoklave. Thomas bemærkede en bakke med brugte bandager, der havde været vasket, og nu var stillet frem til genbrug. (Hvorfor var vi så betuttede over alt dette her, at vi glemte at spørge, om vi måtte tage billeder?)

Jeg blev lagt på den gamle briks, der blev stukket, snittet og hevet midt i den røde hævelse, osv, og så var flåthovedet ude, forevist for mig og derpå lagt i et lille glas. Alle var på skift henne og bese såret og kommentere. Praktikanter? Bandage og plaster på. Og voila. Troede jeg. En venlig mandlig læge sluttede sig til det øvrige selskab, og demonstererede sin position som chef ved at beordere tildækningen af såret lavet om/bedre.

Han spurgte herefter, om jeg kendte til, at man kunne blive vaccineret mod balkanflåt. Jo, det gjorde jeg da. Jeg havde da netop fået en sådan (2 ud af 3 injektioner) hjemme i Danmark, inden jeg tog herned til Serbien. "Wunderbar!" sagde han og alle lyste glade op. Den mandlige kirurg sagde afsluttende, at så skulle jeg bare lige have en recept på noget, der skulle indtages en gang dagligt de næste 5 dage. Han ledte lidt på det gamle arrede skrivebord og rev så en blanket tværs over. Her skrev han en recept, som jeg skulle aflevere på et pharmacy næste dag. "Men det er ret dyrt!" Jeg ved ikke hvor tit han laver recepter, men efter at have ledt efter stemplet, satte han det omvendt på. Men det gør man måske i Serbien.

Herefter ren hyggesnak om Danmark (-er der et land, der hedder det?) og Serbien med alle de flinke folk her på operationsstuen, der helt tydeligt havde god tid på en rar og ustresset arbejdsaften. (Der var jo også mere personale, end patienter!) Jeg spurgte herunder om prisen på aftenens oplevelser i det serbiske sundhedsvæsen, fordi det blå sygesikringskort jo ikke dækker udenfor EU, så nu skulle der betales, mente jeg. Det kostede intet, sagde de rare mennesker. Jeg måtte ikke engang lægge en Euroseddel til kaffekassen.

En flot og positiv oplevelse. Her mødte man sandelig op i en helt anden verden, end den man kender i det effektiviserede, afvisende, forjagede, underbemandede og stressede danske sundhedsvæsen. På hospitalet i Kladovo er der elendige fysiske forhold og håbløst forældet udstyr, men der er ikke underbemandet, og der arbejder dygtige, engagerede og imødekommende mennesker med rigelig tid til at tage sig professionelt, grundigt og kyndigt af sådan en type som mig, der bare kommer væltende sådan hovsa ind fra gaden søndag aften!

Men tag lige og få den indsprøjtning mod flåt (TBK)! Også selvom du ikke liiige står og skal til Balkan. Flåter i Danmark smitter ikke længere "bare" med borrelliose, der kan kureres med penicillin. Nu kan de også smitte med TBK. Denne sygdom er kommet op til Bornholm, hvor skovarbejderne nu bliver vaccineret mod den. Herefter er den senest også konstateret i Gribskov. Og det vil jo sige, at den i realiteten må anses for at være til stede overalt i den danske natur! Og det ser ud til, at der faktisk findes endnu flere skrækkelige infektioner, som flåter kan være vært for og give videre (jfr min franske ven). (Du skal åbenbart heller ikke tro på, at det ikke betyder noget, om du også får fjernet flåtens hoved!)

Efter besøget på hospitalet i Kladovo var nu blevet sen søndag aften og tid til igen at besøge den hyggelige lille serveringsgade til sen mad, mv.

Læs videre på Side 5

Startside Side 1 Side 2 Side 3 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 11