Forsiden side 1 side 2 side 3 side 5 side 6 side 7 side 8 side 9 side 10

side 11 side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17

Kroatien, Montenegro, Bosnien og Herzegovina

Side 4

Montenegro

Montenegro betyder som bekendt "Sorte bjerg". Montenegro er da også et udpræget bjergland. Montenegro er Balkans svar på Alperne. Her er masser af bjerge på op til og over 2 km i højden. I bjergene findes meget store og barske områder helt uden vegetation. I disse øde og ubeboede områder passerer sommertemperaturerne som regel op over 40 grader. Om vinteren er her frost. I direkte modsætning til kystens middelhavskilima.

Den 21. maj 2006 erklærede det lille (dobbelt så stort som Sjælland) Montenegro sig ved en folkeafstemning uafhængigt af Serbien (55,5 % ja).

Montenegro grænser op til Adriaterhavet, Kroatien, Bosnien-Herzegovine, Serbien, Kosovo, og Albanien.

Montenegros indbyggerantal er pt stærkt stigende og skal i dag være ca 625.000. Valutaen er EURO. Det er jo den nemme løsning, når man er et helt nyt land i Europa, jfr Kosovo.

Vi fandt tilbage til den smukke kystvej og kørte ind i Montenegro ved grænseovergangen Debeli Brijeg. Forinden havde vi lige været et pænt stykke tilbage ad Jadrolanska Magistrale for at finde en benzintank og fylde op. Der er overraskende store afstande mellem tankstationerne i Kroatien. I de Balkanlande, som Kug tidligere har besøgt ligger tankstationerne som regel endnu tættere end i Danmark. Men nu ville vi ikke risikere at opleve, at afstandene var endnu større i Montenegro end dem, vi lige havde erfaret i Kroatien. Det er nok ikke sagen at løbe tør på en øde bjergvej i Montenegro. Der er bestemt ikke mobildækning overalt i bjergområderne på Balkan.

GPSens kort er 2013 fuldt opdateret med alle informationer fra Montenegro, men der blev sideløbende foretaget manuel navigation med vejkort for en sikkerheds skyld. ("Tillid er godt, kontrol er bedre!")

Straks efter grænsen holdt KUG kaffepause på en tankstation. På den anden side af gaden så vi manifestationen af Montenegros store forventninger til den umiddelbare fremtid. Et splinternyt, enormt "Hipermarket". Hvor mon kunderne i grunden skal komme fra?

Biotop i nordlige Montenegro

Efter velfortjent kaffepause i vores nye land, genoptog vi vores testudotrekkinger. Vi fandt en biotop her kort efter grænsen.

 

 

 

 

 

 

 

Herzeg Novi

Atter var KUG så langt henne på en testudotrekkingdag, at det var tid at finde natlogi. Vi søgte ind hen til byen Herzeg Novi, der ligger ved indsejlingen til Kotor bugten som anses for at være en af de smukkeste bugter i Europa.

Herzeg Novi har ca 33.000 indbyggere. Byen havde sin storhedstid i perioden 1420 - 1797, hvor den var centrum for regionen Albania Veneta, der var en del af den venezianske republik. I dag er byen en meget stille eksistens med enkelte tegn på forsøgsvise investeringer i drømmen om en fremtid, hvor turister vil strømme til med deres tegnebøger.

Vi afsøgte byen. Der var faktisk rigtig mange hoteller. Og mange fornemme hoteller. Men de var lukkede allesammen og ikke bare for sæsonen. De havde været lukket i årevis. De stod med oversnavsede ruder, døre og vinduer, der manglede maling, og med højt græs og ukrudt mellem fliserne.

Vi fandt til allersidst det næsten himmelstræbende og ihvertfald opadstræbsomme Hotel Lighthouse. Efter at have checket ind, gik vi ned på stranden.

 

Søndag den 21. april 2013

Varm sol lige fra den stod op. Dagens program var enkelt: Fortsætte sydpå gennem Montenegro i kystområdet og lede efter biotoper med bestande af dalmatinske landskildpadder.

 

Hotel Lighthouse lå som en exclusivt restaureret del af ialt 7 gamle betonsiloer fra 60erne, dengang alle byer på den anden side af jerntæppet med stolthed massivt opførte disse efter tidens smag og pengepung meget skattede beboelser. (Talte med en ung mand i Rostock i 1970. Hans vigtigste budskab til mig under samtalen var, at han lige havde fået en lejlighed øverst oppe i betonbyggerierne i forstaden Lütten Klein. "Neubau, ganz modern!" Han var ikke til at skyde igennem. I dag er disse byggerier katastrofer. -Dette gælder jo også mange af dem, som vi lige så henrykt dengang fik knaldet op i Danmark.) Halvdelen af disse rædselsfulde monstre i dette kvarter i Herzeg Novi stod nu triste og forladte og faldt lige så stille fra hinanden. Der skal jo penge til at rive dem ned.

 

Som det jo normalt forholder sig, var morgenmaden også inclusive på Hotel Lighthouse. Der var arrangeret en lille fin buffet til KUG på et særligt bord i restauranten. Den blev bevogtet af en sød pige ved siden af bordet. På forespørgsel blev det tilladt os at tage morgenmaden med udenfor. Jan og jeg drikker kaffe, især også om morgenen. Men der stod kun varmt tevand og varm mælk. Da vi spurgte om kaffe, blev vi afvist med, at til morgenmaden hørte der ikke kaffe. Jeg så et par, der sad og drak kaffe ved et bord, og henviste til dem. "Jo, men de var ikke hotelgæster. De var kommet ind fra gaden og havde bestilt kaffe." Jeg spurgte, om vi så ikke kunne få kaffe, hvis vi særskilt bestilte det. Tjeneren hentede en kollega ind, og orienterede ham om problemet. Han stod og kikkede lidt usikkert på os, indtil han lyste op og hentede en yderligere en person ind i lokalet, der åbenbart havde tilstrækkelig med myndighed til at kunne tage stilling til dette skæbnetunge problem. Denne administrerende overtjener så alvorligt på mig og meddelte mig indtrængende, at hvis man imødekom anmodningen, så skulle kaffen altså betales særskilt. Bare så jeg vidste det. Da jeg oplyste, at det var vi da sandelig med på, lavede man forbløffet kaffe til de 2 excentriske og ekstravagante udlændinge.

Da vi pakkede KUG-bilen foran det fashionable Hotel Lighthouse, bemærkede vi, at hotellet er fint restaureret til og med 3.sal. Ovenover er altaner og facade urørt og er begyndt at drysse hist og her. KUG havde iøvrigt netop værelse på 3. sal. Elevatoren kørte ikke længere og havde ikke trykknapper til flere etager end 3. Det er vel igrunden rettidig omhu. Man gennemreparerer og ibrugtager de nederste etager til hotel. Hvis det med tiden kan løbe rundt, så har man altid udvidelsesmuligheder opad i adækvat omfang. Og man kan vel også investere i de tomme betonsiloer ved siden af. Hvis de stadig holder sig oprejst til den tid.

Kotor bugten

Vi fortsatte sydover ad den smukke vej. For at komme videre, skulle vi ned på den anden side af Kotor bugten, som er Adriaterhavets største og dybeste bugt. Indsejlingen er meget smal. Hvis denne bugt havde ligget i Norge ville man kalde den en fjord. Der er faktisk tale om en stor forrevet kløft, som er oversvømmet af vand. Naturen er også enestående smuk her. Vi kunne have taget en færge, og på den måde sluppet over på den anden side i en fart, men vi valgte at køre hele vejen ad den maleriske hovedvej Jadrolanska Magistrale, der lige på bredden løber hele vejen rundt om bugten. Det er en lang, men smuk tur. Vi håbede jo at finde biotoper for landskildpadder her, men de høje bjerge går hele vejen rundt lige ned i søen. Altså ingen biotoper.

Da vi kørte gennem den smukke og gamle by Kotor, der har givet bugten navn, lå den store færge til Ancona i Italien ved molen. Hele Dalmatien er stadig stærkt præget af den italienske fortid, både stilmæssigt og kulinarisk. Der er stadig stærke bånd og familiemæssige tilknytninger til Italien. Italiensk er et af de mest talte fremmedsprog her. Den store italienske færgehavn Ancona er iøvrigt velbeskrevet i KUGs tidligere rejsebeskrivelser fra Balkan.

 

Vi kom rundt om Kotor bugten og fortsatte sydpå, mens vi løbende gennemgik biotoper. De første forsøg var imidlertid forgæves.

 

Et af de mange spektakulære punkter i Adriaterhavet set fra Jadronska Magistrale er øen Sv. Stefan (Skt. Stefan). Mange koryfæer har boet her på dette udsøgte sted i Montenegro. For eksempel Orson Welles, Elizabeth Taylor, Sophia Loren, Prinsesse Margaret, Carlo Ponti, Ingemar Stenmark og Kirk Douglas. Boris Spassky og Bobbi Fischer har spillet skak her.

Som følge af dette, måtte Bobbo Fischer iøvrigt søge asyl i Island og erhverve islandsk statsborgerskab for at undgå retsforfølgning og fængselsstraf i USA. Han havde ved dette skakspil overtrådt USAs embargo mod det daværende Jugoslavien. Der er intet nyt under solen!

Biotop syd for Sv. Stefan

 

 

 

 

Vi undersøgte en biotop langt syd for Sv. Stefan, og her fandt vi 2 voksne dalmatinske landskildpadder (Testudo hermanni hercegovinensis). En han og en hun. I Kroatien så vi, at biotoperne overalt er ved ad at blive pløjet op til især vinmarker. Vi bemærkede, at dette også er tilfældet her i Montenegro. Tempoet er dog endnu ikke oppe i samme omdrejninger her i landet. Denne biotop er også under oppløjning. De skildpadder, der ikke bliver pløjet ned, har ikke rigtig nogen steder at overleve, og vil derfor også forsvinde.

Med hyppige mellemrum ser man overkørte scheltopusik på vejen i hele Damatien. Derimod ser man forholdsvis sjældent overkørte skildpadder. Dette skyldes jo ikke, at skildpadderne i Dalmatien er mere adrætte end scheltopusik. Det skyldes nok heller ikke, at bilisterne i Dalmatien er voldsomt meget mere hensynsfulde overfor skildpadder, end bilisterne på det øvrige Balkan. Det er sikkert en påvisning af, at der simpelthen ikke er så mange skildpadder tilbage i Dalmatien.

(Nu vi taler om hensynsfulde bilister i Dalmatien: Ligesom i Makedonien kører bilisterne i Dalmatien roligt og hensyntagende med stor respekt for den øvrige færdsel (herunder fodgængere midt på vejen). Færdselskulturen her er flere niveauer over den, man ser hos de rethaveriske danske bilister og langt over den, man ser hos de koleriske og agressive græske bilister.)

Skadar

Skadarsøen er Balkans største sø. Den danner grænse mellem Montenegro og Albanien. Størrelsen varierer mellem 370 og 530 km2. Vandstanden er selvfølgelig størst om foråret. I år var der masser af vand. Det stod langt ind over marker og enge.

Vi kørte nordpå og østpå og afsøgte den nordlige bred af Skadarsøen. Herunder gennemgik vi flotte vådområder. Der var ingen skildpadder at se. På et tidspunkt lagde en bil sig efter KUG-bilen og forblev der. Hvad nu?!

Da vi holdt ind på en rasteplads, kørte bilen op på siden af os. Føreren præsenterede sig som ejer af Hotel Pelikan i byen Virpazar, der ligger lige ud til Skadarsøen. Han tilbød os kost og logi. Han havde på en eller anden måde gættet, at vi var fremmede. Vi afslog høfligt og fortsatte.

Dagen fortsatte selvfølgelig med at vi kørte igennem Montenegros flotte bjerge og så efter biotoper. Vi havde ikke tid til at flytte på hotel, mv, lige nu. Vi havde fortsat naturskønne oplevelser, men fandt ikke flere landskildpadder i dag.

Typisk Balkan:

På bjergvejen er asfaltvejen brat faldet ned ad bjerget. Men der er da lagt nogle bildæk, så du er skam behørigt advaret. Bare riv rattet i bund til højre i panik, sæt sort gummi af på kørebanen, mens du laver skærende høj fuglesang fra dækkene, og du suser forbi i sikkerhed inde i gruset til højre med adrenalinen pumpende ud af ørerne.

Afspærring og advarselsskilte? Hvorfor nu det? Forvarselstavle? Hvorfor nu det? Bildæk fungerer da fremragende! Du skal da bare bruge øjnene, når du kører bil. Om natten? Ja, men hvis man kører rundt i bjergene på Balkan, når det er mørkt, så er man da selv ude om det!

Her højt oppe i bjergene og muttersalene mange kilometer væk fra nærmeste hus, ligger dette forfærdelige og trøstesløse sted. Helt hegnet ind i pigtråd og med bevogtet port. Pælene, der holder pigtråden, bøjer indad foroven. Her skal folk med andre ord holdes inde og ikke ude. Der var ikke en levende mors sjæl at se, mens KUG var her. Ingen skilte eller andet, der kunne røbe, hvad dette her er for et etablissement. Men een ting er helt sikker! -Der grines ikke her!

Man vender sig uvilkårligt om og ser prøvende i den stik modsatte retning af den skræmmende og depressionsskabende bygning. Jo bilen holder der heldigvis stadig! Og vi er stadig udenfor pigtråden. Der er ikke nogen at se. -lad os hellere se at komme væk!

Bar

Nu begyndte skyggerne at blive lange. Vi kørte til havnebyen Bar. Bar er Montenegros største havn, og det præger byen, der har ca 25.000 indbyggere.

Bar er en af de mest solfyldte middelhavsbyer med 270 solskinsdage om året. Desuden hævder man, at byen har verdens ældste levende oliventræ, der angives at være 2.000 år gammelt. Også her i Bar ser man et eksempel på de tætte forbindelser mellem Dalmatien og Italien. Bar har nemlig også færgeforbindelse til den store færgehavn Ancona i Italien.

2 hoteller var åbne. Det blev Hotel Sidro, som blev KUGs residens i Bar for den kommende nat. Vi bemærkede under vores aftenpromenade, at størstedelen af den makedonske flådes krigsskibe ligger og ruster op i et af havnebassinerne.

 

 

Det var for en gangs skyld køligt denne aften (regn i morgen?), så vi spiste til aften indendørs. Nemlig i den fornemme yachtclub Aurum Marina på havnen. Der var ikke ret mange andre end KUG, der denne aften nød den exclusive betjening her.

Læs videre på side 5

Forsiden side 1 side 2 side 3 side 5 side 6 side 7 side 8 side 9 side 10

side 11 side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17