Forsiden side 1 side 2 side 3 side 4 side 5 side 6 side 7 side 9 side 10 side 11

side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17

Kroatien, Montenegro, Bosnien og Herzegovina

Side 8

Fredag den 26. april 2013

Igen en solskinsmorgen. Planen for i dag var at fortsætte mod nordvest og undersøge landområderne her for biotoper med dalmatinske landskildpadder. Vi startede med at gå en tidlig, solbeskinnet morgenrunde i den spændende by. Da vi kom tilbage til den søde Lejla, lavede hun morgenmad til os, og vi drog af.

 

 

 

 

 

 

Vi besøgte en kunstsmedie, der også var antikvitets/marskandiserforretning. Messingrørene til venstre i døråbningen er gamle granat/patronhylstre fra balkankrigen. Nogle af dem har man "smukkeseret" med sirlige hammerslag. Der var mange mærkelige ting i denne forretning. På et bord lå for eksempel i en bunke med våbendele et magasin til en AK 47 maskinpistol. "Kalashnikov!", sagde manden opfordrende til mig. Nej tak, jeg var ikke interesseret. Heller ikke i det, som han havde i baglokalet. Derimod købte jeg en håndsmedet hængelås, der forestiller en landskildpadde. Den gav mig senere seriøse problemer, men mere herom senere.

 

Vi forlod den spændende by Mostar og bevægede os fortsat mod nordvest. Vi fandt flere biotoper, som virkede lovende for en regulær indsats fra KUGs side. Viljen og interessen var selvfølgelig usvækket, men også denne formiddag var udbyttet nul og niks. I de dyrkbare områder var alt pløjet op og taget i brug til dyrkning af korn og grønsager, og ikke mindst var der nyetablerede vinmarker. I de stenede områder, som landbruget havde ladt udyrket tilbage til skildpadderne, fordi plovskæret ikke kunne komme i jorden for sten og klippe, var der bare ingen skildpadder at se.

 

Vi kørte gennem landsbyen Grab. I byens eneste vejkryds stod et gammelt vejskilt med angivelse af retningen til nogle af denne verdens hovedstæder. Der lå også en cafe ved navn Gradac. Her gik vi over og bestilte kaffe hos den rare dame. Vi prøvede at forhøre os, om der var landskildpadder i området. Det kneb med sproget, så hun hentede sin mand, der kunne tysk fra dengang han arbejdede hos Opel i tyskland.

Han fortalte, at der tidligere havde været mange skildpadder her, men de var væk nu "på grund af bilisterne og de unge mennesker, der slog dem ihjel". Vi skulle da også lige have at vide, at det var ham, der i sin tid havde lavet det store vejskilt, der stod i vejkrydset. Han fortalte også, at hans datter havde nogle landskildpadder gående i sin have. Hans kone tilbød straks at vise os dem. Det var jo et tilbud, vi ikke kunne afslå! Så fik vi da med sikkerhed set i det mindste nogen skildpadder i dag.

Datteren er her ved at tage sine skildpadder op af deres "frilandsanlæg" for at vise os dem. Der skal lige fjernes nogle tagsten ovenpå buret for at skaffe adgang ned til dyrene, der ses nede i bunden for enden af den røde pil. Der er intet grønt at se. Skildpaddernes bur står i skyggen nord for en bygning i haven. Det vil sige, at skildpadderne aldrig bliver udsat for solens lys. De var da også ret kolde, og de havde svamp i skjoldene (manglende UV-lys). Senere på året, når varmen kommer langt op over 30 grader i skyggen, får dyrene deres funktionstemperatur af baggrundsvarmen, men aldrig af solens strålevarme.

 

Datteren spurgte, om vi ikke ville have nogle skildpadder med. Det var en gave fra hende og familien. Vi kunne jo kun svare, at det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre. Vi forklarede hende, at vi ikke kunne få dem med hjem uden de påkrævede papirer. Det slog hun sig så undrende til tåls med. Da vi forlod hendes have, gav hun mig et skildpaddeskjold, for noget skulle jeg da have. Jeg ville ikke skabe yderligere forlegenhed ved at sige nej tak, så jeg tog det med. Senere blev det sat ud i naturen. Der kræves jo også CITES-papirer på skjolde, for at man kan tage dem med hjem.

Vi tog tilbage til cafe Gradac i Grab og tag afsked med cafeens værtspar. Vi var blevet fyrsteligt behandlet, men der er heller ingen tvivl om, at vi var et helt specielt indslag og et velkomment afbræk i den rutinemæssige dagligdag. Fra vi kom til stedet, og til vi efter kaffe og efter besøg i datterens have tog afsked med de gæstfri og hjertelige mennesker, var vi de eneste gæster på cafeen.

 

 

Kroatien (igen)

Vi måtte erkende, at Bosnien-Herzegovina i 2013 (ligesom Montenegro) ikke rummede beboede landskildpaddebiotoper i større omfang (og i de beboede biotoper var antallet af eksemplarer bestemt overskueligt). Vi satsede nu på at være helt anderledes heldige på vores tur tilbage til og videre gennem Kroatien. Vi var nødt til at fortsætte kørslen ind i Kroatien mod nordvest, hvis vi ikke ville tvinges så langt fra kysten, at vi var helt sikre på, at der ihvertfald ikke var skildpadder.

Vi passerede grænsen, og igen var det den kroatiske grænsepost, der tog opgaven seriøst og med stor grundighed undersøgte, hvad hver enkelt bil indeholdt af typer. Herefter kørte vi gennem det massive bjergområde og ud til kysten, hvor vi valgte byen Makarska til at afslutte dagen i og sove i om natten. Byen har ca 14.000 indbyggere. Den er ved at udvikle sig til turistcenter.

Da vi under kørslen ned til havnen gjorde holdt for at checke en lokalitet med skiltet apartmani blev vi kontaktet af en mand på scooter, der havde fulgt os et stykke tid. Han ville tilbyde os at leje sin fine lejlighed. Det gjorde vi så, og jeg spurgte, hvordan han kunne se, at vi var fremmede, når vi nu kørte i en kroatisk indregistreret bil. Det fremgik af nummerpladen, sagde han. Alle udlejningsfirmaerne havde domicil i en lille lokalitet i Kroatien, hvor skatter og afgifter var minimale. KUG-bilen var derfor indregistreret der. Dette fremgik af bogstaverne DA på nummerpladen.

Han fremviste en fin lejlighed, som vi tog. Der medfulgte også garage i husets kælder. Han tilbød endog at køre bilen ned i garagen for os! Uha, nej tak! Værten fortalte indtrængende om alle de udgifter han havde haft på sin ejendom pga optagelsen af Kroatien i EU. Blandt andet havde myndighederne meddelt ham, at EU stillede krav om en ganske bestemt type kloak! Gad vide, om min kloak hjemme er EU-godkendt efter disse regler?

 

 

 

Lørdag den 27. april 2013

Solen forsvandt kort efter daggry. For en enkelt gangs skyld var det ikke vindstille og havblik, som KUG ellers er vant til på forårstourene på Balkan. Det regnede dog ikke. I dag ville vi til øen Brac for at lede efter landskildpadder.

 

Brac

Brac er 396 km2 stor, dvs 1/3 større end Møn. Det er Kroatiens største ø. Som alle andre øer og halvøer i Kroatien er Brac et stort og meget højt bjergmassiv, der stikker op af Adraterhavet.

Der bor ca 15.000 mennesker på Brac. De lever af turisme, fiskeri og landbrug. Alt, hvad der kan komme under ploven, dyrkes.

Der er rigtig mange vinmarker, og der står oliventræer i alle revner og sprækker af grundfjeldet.

Hovedbyen er Supetar på øens nordlige side. Den har færgeforbindelse til Split.

 

 

Efter en usædvanlig frisk vippetur (det er ellers næsten altid havblik i Adriaterhavet i sommerhalvåret) landede vi i færgehavnen Sumartin og begyndte systematisk at afsøge øen. Der var hist og her nogle meget stenede biotoper, hvor der faktisk godt kunne have levet dalmatinske landskildpadder, men vi så ingen overhovedet. Nu var vejret denne formiddag bestemt heller ikke det bedste!

Vi holdt kaffepause på havnemolen i den lille pittoreske fiskerby Pucisca. Ved en bod stod en en ensom pige og havde stenfigurer til salg. Brac har lige fra oldtiden været kendt for sine flotte hvide kalksten. Romerne brød kalksten her, og disse stenbrud kører stadig. Hun havde blandt andet nogle ret fine figurer af landskildpadder i sten. Men en meget stor skildpaddefigur på 20 kg kan/skal man nok ikke lige slæbe med hjem i flyet. Vi spurgte hende selvfølgelig, om der levede landskildpadder her på øen. Jo, det gjorde der da. Hun havde skam selv en skildpadde gående hjemme i haven.

 

 

Vi gennemgik næsten hele øen Brac uden at se så meget som en eneste landskildpadde. Hen på eftermidagen begyndte det at regne, og vi bestemte os for at overnatte på øen og fortsætte næste dag her på Brac. Vi kørte til hovedbyen Supetar og bad GPSen finde et logi. Den fandt en lejlighed til os. Vi checkede ind og gik ned på havnen i øsende regn.

 

 

Søndag den 28. april 2013.

Solen skinnede igen denne morgen. Planen for i dag var at gøre Brac færdig. Hvis der var skildpadder på denne ø, skulle de findes i dag.

 

 

Så lige en kop kaffe i solen på en cafe nede ved vandet. Ledsaget af friskbagt, varmt ostebrød fra bageren ved siden. -Og så hurtigt i fuld gang igen på de sidste dele af øen, som vi ikke havde ransaget endnu. Vi fik gået tur i nogle fine biotoper, men fandt heller ingen landskildpadder på Brac i dag.

Som overalt i den bjergrige del af Kroatien var der stenbunker og stengærder, hvor end man vendte sig. Der er også brugt løs af de store mængder af sten til at opføre overnatningshytter til hyrderne. Invendig var de fleste af disse stenhytter tykt sodsværtede af de bål, som hyrderne har måttet tænde for at holde varmen udenfor den varme sommertid. Hvad siger du så? Naturskønt beliggende etværelses med fri varme, god ventilation og iskoldt rindende vand i kilden 100 meter væk.

Læs videre på side 9

Forsiden side 1 side 2 side 3 side 4 side 5 side 6 side 7 side 9 side 10 side 11

side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17