Forsiden side 1 side 2 side 3 side 4 side 6 side 7 side 8 side 9 side 10

side 11 side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17

Kroatien, Montenegro, Bosnien og Herzegovina

Side 5

Mandag den 22. april

Dagen startede med fuld sol, men det skyede hurtigt til, og snart kom regnen. Hvad nu? Det besluttedes at begynde dagen med at være klassiske turister i byen Bar. F. eks. slentre rundt i gaderne, drikke espresso under baldakinerne på fortovsrestauranterne og gå på indkøb. (Vi blev mindet om, at det er nemmere at købe interesante ting med hjem, når man er kørende til Balkan i egen bil. Det er problemløst, når tingene bare kan smides ind bag i bilen med en skovl. Det er noget helt andet, når man skal have indkøbene med hjem i et fly). Vi ville med andre ord nyde indtrykkene og tage pulsen på en travl erhversby i Montenegro. -Og håbe på, at regnen snart igen hørte op.

På Hotel Sidro var der også kun varmt tevand og varm mælk til morgenbordet. Heller ikke på dette hotel var kaffe en integreret del af morgenbuffeen. Der skulle dog kun indblandes 2 tjenere her, før det kunne lade sig gøre at bestille og betale særskilt for en kop kaffe.

Efter at have "gjort" Bar (jeg fik bl. a. købt et armbåndsur, der stadig går helt præcist), bevægede vi os efter nogle timers forløb videre ned mod syd. Vi fulgte fortsat kysten. Det småregnede stadig. Adriaterhavet mister altså sin flotte blå farve, når det regner. Snart ophørte bjergene, og vi kørte til sidst i områder så flade som Lolland. Her var imidlertid alt enten opdyrket eller udstykket til hoteller, restauranter og sommerboliger. Det hele var øde og lukket ned, fordi vi var uden for sæsonen. Vi afsøgte nogle små, mulige biotoper, der dog ikke viste tegn på at huse landskildpadder.

Vi sluttede ved Montenegros landegrænse ind til Albanien. Herefter satte vi kursen mod nord. Atter gjorde vi holdt og gik en tur i det våde vejr. Vi passerede en nedlagt vingård og så os om. I en affaldsbunke sad minsandten en europæisk sumpskildpadde (Emys orbicularis) oveni noget klar plastikfolie! Der var ingen søer eller damme i nærheden, men vi har også på tidligere rejser til Balkan set europæiske sumpskildpadder på landjorden langt fra vådområder. Det måtte være den svage varmeafgivelse fra plastikken på affaldsbunken, der havde lokket den til at tage ophold her. Det regnede mere og mere, og vi fortsatte i KUG-bilen.

 

Turen blev lagt nordpå op til lige før Albaniens grænse mod Skadarsøen. På bjergryggen kørte vi nu mod vest og afsøgte søens sydlige bred. Heller ikke i dag fandt vi landskildpadder ved søen. Nu var vejret jo heller ikke det bedste, og der var heller ingen iøjnespringende skildpaddebiotoper her. Men hvor er der også flot her ved denne sø.

 

Niksic

Vi kørte længere ind i landet. Vi havde ikke held til at finde skildpaddebiotoper, men havde fortsat en stor naturmæssig oplevelse ved at køre gennem dette bjergland. Vi valgte byen Niksic for natten. Vi runderede en del. Fandt endelig et hotel, men det var lukket for mange år siden. Vi bad så GPSen vise, hvad den duede til i "find-nærmeste hotel"-programmet. Den viste os lige til Hotel Sindcel. Jamen det er da i grunden imponerende! Sådan en GPS er virkelig en voldsom landvinding.

Niksic er Montenegros næststørste by. Den har ca 75.000 indbyggerere og er center for industri. For fremmede er der ikke meget at komme efter, medmindre man kommer i udelukkende forretningsmæssigt øjemed.

Det var en kold og regnfuld aften. Det medførte selvfølgelig ikke, at KUG blev på hotellet om aftenen.

På vejen til centrum ligger et lille og herligt skummelt vandhul, hvor KUG fik sin fortøjningsøl. Intet er ændret her de sidste mange år (bemærk for eksempel det jugoslaviske flag). Som vi så det på de små steder på touren i 2011 i Bulgarien, er der også her en brændeovn til at fyre lokalet op. Vi er nu oppe i de kølige bjerge. Vores søde og bestemt ret kønne værtinde satte sig på anfordring i positur ved baren. På et tidspunkt vil pietetsløse mennesker sikkert lave stedet om til en tidsvarende cafe.

Tirsdag den 23. april 2013. Iskold morgen. Regnen var dog ophørt. I dag ville vi undersøge området ved og nord for Niksic. Denne byc ligger 50 km fra kysten, og derfor skulle der ikke være skildpadder så langt inde, da den dalmatinske landskildpadde kun skal leve i en smal stribe på op til højst 20 km fra Adriaterhavskysten. Men det skulle da efterprøves. Vejret var dog ikke lige det bedste til en sådan undersøgelse.

Først morgenbuffeten. Vi var kun lige akkurat nået ind i serveringslokalet, da en høflig tjener spugte, om vi ville have kaffe eller te! Nu troede jeg ellers lige, at jeg havde lært det! Men man kan altså alligevel godt vælge kaffe til morgenmaden i Montenegro. Ihvertfald nogle steder!

Vi kørte rundt om de 2 tildels opstemmede søer Slansko og Krupacko. Der var naturmæssigt flotte områder, men vi fandt ingen landskildpadder her. Som så mange andre steder stod vandet her mange meter over det normale og ind over de tilgrænsende marker og enge. Man så de isolerede trætoppe stikke op af vandet.

Det sker dagligt på Balkan, at man må afvente, at en fåre- eller gedeflok passerer vejen under opsyn af hyrden. Dette syn af adrætte dyr på friland bliver man jo aldrig træt af. Men denne flok var anderledes. Mindst hver 3. dyr humpede af sted på et eller flere defekte ben. Hvad var der dog sket med de stakkels dyr her i denne flok?

Var vi alligevel for langt fra kysten? Ja, vi var da dobbelt så langt inde i landet, som den angivne afstand fra kysten for den dalmatinske landskildpaddes udbredelsesområde. Vi kørte nu yderligere mod nordøst for at se nærmere på områderne. Landskabet hævede sig mere og mere. Vi kom højere og højere op. Nikic ligger 650 meter over havets overflade, og vi nåede hurtigt op over 1.000 meter. Landskabet blev helt nøgent, goldt og øde, så langt øjet rakte. Ingen tvivl tilbage. Det ville være helt umuligt for landskildpadder at leve så langt inde i landet her på/i disse barske bjerge. Så fik vi da konstateret dette ved selvsyn. Vi vendte om.

 

Bosnien og Herzegovina

Bosnien-Hercegovina er 51.129 km2 stort. Det er en stat, der er opdelt i to enheder: Føderationen af Bosnien og Herzegovina og republikken Srpska.

Landet har Kroatien, Serbien og Montenegro som nabolande og har alene adgang til Adriaterhavet gennem Kroatien i en 2o km smal "korridor".

Der bor ca 4.700.000 i Bosnien-Herzegovina. Landet søger for tiden om at blive optaget i EU.

Vi kørte tilbage mod sydøst. Og var nu tæt på grænsen til Bosnien og Herzegovina. Det så ud, som om solen skinnede derovre. Tjaeh, før eller siden skulle vi jo derover, så hvorfor ikke tage over grænsen allerede i dag og prøve lykken? Vi kom hurtigt gennem den højt beliggende grænsestation og kørte ned fra højderne. Ned i den varme sol.

Bosnien-Herzegovina er fuldt opdateret på Østeuropakortet i min GPS, så her var det lige så komfortabelt at finde rundt, som i de 2 andre lande i Dalmatien.

 

Vi kørte igen gennem flot natur. Vi undersøgte selvfølgelig dennne natur for skildpaddebiotoper, men vi fandt ingen skildpadder. Vi gjorde lige en afstikker mod nord for at få stadfæstet erfaringen fra Montenegro: Når man bevæger sig "for langt" ind/op i landet, skifter det karakter til goldt månelandskab. Der kan simpelthen ikke leve landskildpadder herinde/heroppe! Tilbage til "skildpaddebræmmen", dvs højst 20 km fra Adriaterhavskysten.

Trebinje

Vi bevægede os til byen Trebinje for at slutte dagen af her og finde en seng for natten. GPSen førte os direkte til et fint lille hotel, der imidlertid var fuldt optaget. En usædvanlig oplevelse for KUG på denne årstid! På den anden side af den smalle gyde lå dog Hotel In, der meget gerne ville have os boende for natten.

Trebinje er en meget gammel by. Men den er i dag meget moderne og levende. Byen har ca 31.000 indbyggere. Trebinje er i dag hovedstaden i den serbiske del af Herzegovina. Byen rummer smukke gamle huse i maleriske gamle kvarterer. Om aftenen er byen fuld af liv.

Og der er liv hele aftenen! KUG så mange mennesker og herunder masser af glade unge mennesker overalt i den lune forårsaften.

Onsdag den 24. april 2013. Solskin fra solen stod op. I dag skulle vi finde dalmatinske landskildpadder. Det var her ved Trebinje, at den dalmatinske landskildpadde i sin blev fundet og beskrevet allerførste gang, så der måtte da være nogle endnu? Lad os så komme igang!

 

Den kønne og charmerende by Trebinje gennemstrømmes af floden trebisnjika. Vandet stod flere meter over de flisebelagte promenader i lodens sider. Vi så senere, at denne svulmende flod ca 20 km fra Trbinje bare endte lige foran et bjerg! -Som om der var en bundprop, der stod åben! Og det er der faktisk! Denne svulmende flod dukker lige op af jorden i fuldt omfang og buldrer afsted i sit leje. Flere gange undervejs forsvinder den pludselig ned i jorden og dukker pludselig op af jorden igen et helt andet sted mange kilometer væk! og. Den dukker op igen sidste gang lige før Dubrovnik og løber her ud i Adriaterhavet. Floden er 187 km lang. Kun 96,5 km kan ses i dagslys. Resten af floden løber uset nede under jordoverfladen. Den regnes for en af de længste såkaldte "sinking rivers" på denne planet!

Stille morgen i Trebinje.

Vi søgte efter skildpaddebiotoper rundt om Trebinje. Der ligger her meget store områder, der er så stenede, at de aldrig vil kunne opdyrkes. Vi så ingen landskildpadder, men der kan udmærket være nogle stykker her, selvom biotoperne er lidt fattige på det, som landskildpadder efterspørger. Men der går sikkert ikke så mange landskildpadder her.

Her står en dyrefælde! Hvad fanger man dog her? 2 meter foran fælden stod sensoren.

 

 

Landminer

Vi kom forbi et stort område, der effektivt var afspærret med pigtråd, mv. Det lignede et gammelt militært terræn, som tilsyneladende bare var opgivet og forladt. På en port så vi pludselig et ældre rødt skilt med den lakoniske tekst: "Mines". Området så rigtigt lovende ud som skildpaddebiotop, men selvfølgelig holdt vi os helt udenfor.

På et tidspunkt valgte vi at køre ad en ret smal, men fint asfalteret vej gennem det stenede område. Ved vejens begyndelse stod et skilt, der på serbisk oplyste noget om militær og noget, der kunne udlægges som 3 meter og et eller andet om de meter. Vejen stødte op til det militære teræn, som vi tidligere havde passeret under vores testudotrekking. Vi undlod derfor først at benytte vejen. Men da vejen var afsat på vores vejkort, og da GPSen viste, at der var en vej, tog vi den alligevel.

Et stykke nede ad vejen stod et fabriksnyt skilt inde i området 3 meter fra vejen. Dette røde skilt overså man ikke bare! (Stod der måske på skiltet ved vejens begyndelse, at man højst måtte fjerne sig 3 meter fra vejen? Var det betydningen af den serbiske tekst?)

Vi fortsatte i bilen adskillige kilometer ned ad vejen. Vejen var så smal, at der ikke var plads til at 2 biler kunne passere hinanden. Hvis man mødte en modkørende bil, blev det et spørgsmål om viljestyrke eller fordragelighed, hvem der skulle bakke. Langt! Problemet opstod ikke for KUG. Vi mødte ingen. Der var ikke andre end os i området. Der stod undervejs flere af de røde forbudsskilte 3 meter fra vejen. Området så ellers lovende ud, men vi kunne dy os. Vi skulle ihvertfald ikke ind og jokke på noget derinde! Vi blev omhyggeligt i bilen og holdt den midt på vejbanen.

Under balkankrigen i begyndelsen af 1990erne lagde alle parter store mængder af landminer ("hidden killers") ud i Bosnien-Herzegovina. Der er ganske vist fjernet rigtig mange, men det antages, at der endnu ligger over 200.000 aktive landminer i naturen i dette land. Dette er et dybt seriøst problem for landet. I årene efter krigen indtil nu, har landminer angiveligt kostet langt over 600 mennesker livet, og ca 1.200 personer er blevet alvorligt såret af at træde på landminer. Dette sker fortsat hele tiden. Så sent som i skrivende stund den 16. juni 2013 gik det galt i Bosnien-Herzegovina for 5 legende børn. En dreng på 10 år blev dræbt på stedet. De andre 4 blev alvorligt såret!

Hum jernbanestation

Med eet blev vi opmærksomme på noget påfaldende ved den fine, smalle, asfalterede vej, som vi kørte på gennem det minerede område. Selvom omgivelserne var stenede og kuperede, lå vejbanen på en dæmning, der gik nærmest vandret gennem terrænet. Desuden gik dæmningen snorlige over mange kilometer. Dæmningen var endvidere nu og da klædt op med omhyggeligt tilpassede sten. Det var da voldsomt, så mange resourcer, man havde anvendt på denne smalle vej! Jamen, det var da selvfølgelig et oprindeligt jernbaneplanum! Banen var forlængst nedlagt, og efter at man havde fjernet skinner og sveller, havde man bare lagt asfalt på. Og vips havde man en fin vej til landsbyen Hum direkte igennem det umulige terræn. Grunden til at vejen var så smal, var selvfølgelig den, at jernbanerne i Bosnien-Herzegovina i sin tid blev bygget som smalsporbaner pga det bjergrige terræn.

 

Da vi nåede frem til Hum, gik vi selvfølgelig i gang med at undersøge det nedlagte jernbaneterræn. KUG har på sine rejser erfaret, at gamle og lukkede jernbanestationer som regel altid er ideelle landskildpaddebiotoper. For det første ud fra devisen: Hvor menneskelig aktivitet ophører, retablerer landskildpadderne sig i de nu uforstyrrede omgivelser. Der kommer ikke længere andre personer end sådan nogle som KUG. For det andet er gamle jernbaneterræner altid således struktureret, at det øverste jordlag består af et tykt lag grus (-jernbanesvellerne blev oprindeligt altid lagt i et tykt lag grus). Gammelt grus giver et veldrænet bundlag for skildpaddebiotopen, og skildpadderne kan efter behov grave sig ned helt ubesværet i gruset. Skildpaddehunnerne kan bekvemt grave æglægningsgruber, og grus er glimrende vækstjord for de urter, som skildpadderne lever af. Der gik da også ganske rigtigt en håndfuld dalmatinske landskildpadder her på det gamle jernbaneterræn!

 

 

Læs videre på side 6

Forsiden side 1 side 2 side 3 side 4 side 6 side 7 side 8 side 9 side 10

side 11 side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17