Forsiden side 1 side 2 side 3 side 4 side 5 side 7 side 8 side 9 side 10 side 11

side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17

Kroatien, Montenegro, Bosnien og Herzegovina

Side 6

Hum jernbanestation (fortsat)

Lige ved siden af og delvist sammenbygget med den nedlagte jernbanestations gamle hovedbygning lå et større bygningskompleks. Til højre på sidebygningen ses en del af gavlen at være skudt væk. Der ses store anslagshuller fra granater i murværket rundt omkring, og en fuldtræffer har sat bygningens centrum i brand. Bag den retablerede naturstensmur foran står en mindetavle over de mange personer, der kom ulykkeligt af dage her under balkankrigen først i 1990erne. Alt her i Hum var helt øde og forladt. Der er flere grunde til, at skildpadderne har det hele for sig selv i dag. Billedet er taget fra det store, nedlagte sporareal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var en meget mærkelig oplevelse at gå rundt her i stilheden på den gamle nedlagte jernbanestation, hvor dalmatinske landskildpadder havde retableret sig i den årelange uforstyrrethed, der har hersket her. En uforstyrrethed, der ikke alene skyldtes, at den i sin tid meget travle jernbanestation nu for længst er nedlagt, men også skyldtes de senere ulykkelige begivenheder under balkankrigen, der medførte, at ikke bare jernbaneterrænet, men også hele området nu er mennesketomt og forladt.

Dalmatien var indtil den 1. verdenskrig (der som bekendt startede med et pistolskud i Sarajevo i dette land) en del af det Østrig-Ungarske kejserrige. I den periode begyndte man byggeriet af et omfattende net af smalsporede jernbaner i Dalmatien. Sporvidden var kun 760 mm. På ovenstående kort, der viser status for 1911, kan man se, at Hum var en betydningsfuld jernbanestation med forbindelser i 3 retninger. Her steg man om fra banen til Trebinje, når man skulle videre til Ragusa, som Dubrovnik hed dengang. Det har taget flere dage at rejse med toget helt op til hovedstaden Wien, men det var dog en voldsom forbedring i forhold til muldyret, som var eneste transportmiddel indtil da! Man udbyggede disse jernbaner i tiden op til den 2. verdenskrig, og nedlagde de fleste igen i 1970erne. Nogle få er bygget om til normalspor

Vi måtte nu løsrive os fra dette nærmest uvirkelige sted (KUG alene i Verden). Der måtte være mere at undersøge for KUG her i området. Først gennemgik vi uden resultat en biotop på den anden side af den helt stille by Hum. Så bestemte vi os for at tage ud på den anden side af Trebinje. Vi kørte de mange kilometer tilbage til nutiden ad asfaltvejen ovenpå den smalle jernbanedæmning. Fortsat uden at møde nogensomhelst.

Vest for Trebinje

På vej vestpå ad hovedvejen så vi i vejsiden en landskildpadde, der skulle til at krydse over den tæt trafikerede vej. Vi standsede bilen og fik skildpadden bragt i sikkerhed langt væk. (Men senere på dagen har den såmænd nok igen forsøgt at krydse asfalten det nye sted.)

Det var en dalmatinsk landskildpaddehan (Testudo hermanni hercegovinensis). Den dalmatinske landskildpdde har som regel to sammenhængende sorte bånd på bugskjoldet som det fremgår her. Østarten af græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) har derimod den sorte farveaftegning siddende i mere usammenhængende "klumper" på bugskjoldet.

 

Biotop længere vest for Trebinje

Vi fortsatte mod vest og havde held med at finde et par dalmatinske landskildpadder i en biotop. Fra Trebinje og rigtig mange kilometer mod vest langs floden Trebisnjika (der som nævnt er en såkaldt " sinking river") ligger et enormt stenet område, som er meget utilnærmeligt og helt umuligt at dyrke op, fordi overfladen består af den rene og faste klippegrund (selvfølgelig kalksten). I dette udstrakte område findes meget spredt enkelte biotroper med få landskildpadder hist og her.

 

 

 

 

Floden Trebisnjika væltede afsted med voldsom kraft. Det var store vandmængder, der flyttedes her. Det meste af floden er på denne strækning inddæmmet af en betonkant, der på grund af den høje vandststand ikke for tiden er meget bevendt. Den ses flere meter nede under vandoverfladen i det krystalklare vand.

 

 

 

 

Skyggerne begyndte at blive lange, og vi var klar over, at Trebinjes omgivelser fortjente lidt mere op mærksomhed. Vi besluttede at tage ind til byen og igen få udleveret et værelse på Hotel In. Så kunne vi fortsætte i morgen.

 

Forsiden side 1 side 2 side 3 side 4 side 5 side 7 side 8 side 9 side 10 side 11

side 12 side 13 side 14 side 15 side16 side 17