..... ..........

 

Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 19 Side 20

Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Startside

Tyrkiet Grækenland Rejseberetning april 2010 Side 18

Poros (fortsat)

Bredrandet landskildpaddehun Testudo marginata i den lille biotop ved stranden på Poros.

Den meget lille og meget hyggelige biotop ved den lille bortgemte strand på Poros havde jeg besøgt med udbytte i 2005 med John og i 2007 med Jesper. Den ene af de 2 tavernaer viste sig at være nedlagt, og den anden var endnu ikke gjort klar til sæsonen, så vi måtte "nøjes" med at se efter skildpadder.

Der var som sædvanlig bredrandede landskildpadder her ved stranden.

Vi gik med det samme igang med at se efter landskildpadder her. Vi fandt da også i løbet af 1 times tid 8 bredrandede landskildpadder på 24-28 cm. og 2 bredrandede landskildpaddeunger.

Denne marginatahun stivnede ved øjenkotakt med fotografen. Og nu regner det også!

 

Bredrandet landskildpaddehan på biotopens endnu tørre grus. Der falder store dråber

Det efterhånden halvtriste vejr var nu kommet så langt i sin udvikling, at det begynte at dryppe. Alligevel fandt vi endnu i nogen tid bredrandede landskildpadder fremme her i denne meget lille biotop.

Meget flot bredrandet landskildpaddehan i sin garage ved stranden.
Nu kommer han lidt frem. Mon ikke, at det er skildpaddebid, der ses i bladene?.

Biotopen her ved ved den lille strand er meget grovgruset og stenet. Med andre ord meget tør og ret ufrugtbar. Derfor har der ikke rigtigt været jordbehandling mellem de meget gamle oliventræer, og derfor har biotopen bevaret sig selv som velfungerende levested for bredrandede landskildpadder. Habitaten her vil holde sig fin og afbalanceret, indtil der ad åre bliver bygget hoteller, mv., her ved vandet.

Meget fin lille bredrandet landskildpaddeunge ved den lille strand på Poros.

Den stenede grund her i biotopen betyder, at vandet hurtigt løber væk. Allerede her i april måned er græsset og urterne tørret halvvejs ud. I modsætning til de frodige biotoper på Peloponnes, hvor den lille dværgform Testudo weissingerii lever. Men hvor nogle hævder, at den lille størrelse skyldes de karge biotoper. Det er jo lige omvendt. Der går store bredrandede landskildpadder her i den halvgule og tørre vegetation. Tørt græs og tørre urter vokser bredrandede landskildpadder åbenbart fint på! Man behøver ikke skifte grøntfoderet ud derhjemme i skildpaddegården, bare fordi det ikke længere er friskt og grønt!

Fin lille bredrandet landskildpaddehun på toppen af nordøen. (Man stikker sig infamt på de torne her!)

Efter vores genemvandring af denne meget lille biotop på størrelse med en fodboldbane, kørte vi op på toppen af den store nordø. Som altid var vi hele tiden på udkik efter en skildpaddehabitat. Vi fandt den lille tilbageblevne rest af en biotop, som man var i fuld gang med at pløje væk. Den er givetvis helt væk nu, hvor disse linjer skrives. Vi fandt her en enkelt bredrandet landskildpaddehun på 23 cm.

Herefter var luften blevet så kølig og fugtig, at vi lige så godt kunne bruge vejret til transport, som til mere eller mindre heldig fortsat opledning af landskildpadder på Poros. Vi besluttede at tage færgen tilbage til Peloponnes og fortsætte turen sydpå.

Poros set fra toppen af nordøen mod syd hen over den lille sydø. Peloponnes bagved.

Vi fandt undervejs en taverna lige før dæmningen til sydøen. Så fik vi vores sorte Nescafé "Δεν το γάλα δεν ζάχαρη - no milk, no sugar!" og cola, før vi fortsatte til den lille travle færge, der fra sydøen sejler frem og tilbage til Peloponnes.

Poros set fra den lille færgehavn Galatas på Peloponnes. De små motorbåde er vandtaxier.

Tolo

Vi fortsatte nu mod det lille gamle fiskerleje Tolo, og undersøgte undervejs en hel del tilsyneladende oplagte steder. Men vi fandt overhovedet ingen landskildpadder. Vejret var ellers blevet bedre igen. Til gengæld nød vi turen gennem det smukke græske forårslandskab. Vi måtte lede grundigt efter vejen til Tolo, der efter anlæg af en rundkørsel ved Nafplio endnu ikke er beskiltet. I Tolo fandt vi en glimrende ferielejlighed, som vi hyrede for natten. Et af aftenens mange vigtige samtaleemner var: "Hvad er forskellen på en biotop og en habitat?"

Søndag den 25. april 2010 startede med lunt forårssolskin, og vi glædede os til at komme væk fra lejligheden, få noget morgenmad og komme op på bjerget lige nord for Tolo. Vi havde haft fornøjelsen af myg om natten, og gad vide om der ikke også var væggelus i den lejlighed? I april er man dejligt fri for at anvende airconditioneringen i Grækenland, for temperaturerne er meget behagelige for os danskere, og så kan man jo sove for åbent vindue, som man er vant til. Men det har lidt omkostninger. Det kløede på hele kroppen!

Igen fik vi tavernaens bedste bord. Det er fordelen ved at rejse på Balkan i april!

Vi hyggede os med morgenbord med elskværdig betjening på en af de mange tavernaer på hovedgaden i Tolo. Tolo er ved for alvor at blive turistet, men i april måned har man heldigvis det hele for sig selv på Balkan. Bortset fra på turisthotellerne, får man ikke friskbagt morgenbrød til morgenbordet i Grækenland. Her står den bare på tvebakker, sandkage og forskellige små alubokse med marmelade og honning. En gang i mellem med gammelt hvidt brød fra dagen før. Men fra og med frokosttid får du pragtfuldt friskbagt brød til maden. (I Grækenland står der altid en bakke brød på bordet på tavernaerne).

Græske bagere bager brød i absolut topklasse, men de står altså bare ikke op om natten og går i gang, som de danske! Men til morgenkaffen skal du bare huske at bestille en toast. Det laver de allesammen! Her får Sune friskhentet æblejuice. Senere gik han over til appelsinjuice. I Grækenland betyder appelsinjuice saft fra friskpressede appelsiner. Den lille appelsinpresser står ikøkkenet i alle tavernaer. Det er noget helt andet end det kemiske produkt lavet af appelsinkoncentrat, som man under navnet juice sælger på kartoner i Danmark.

Tidligere fin skildpaddebiotop. Nu forcering af hegn og udgravninger.

Vi ville op på det sydvendte bjerg lige bag Tolo. I 2005 havde jeg sammen med John fundet flotte bredrandede landskildpadder her i den dengang endnu uberørte biotop. Det viste sig at være forbundet med lidt forhindringer at komme derop. Tidligere vandrede man bare op ad bjerget. Nu er der hegnet ind mange steder, der er gravet og flyttet jord til veje og parkeringspladser, der er bygget ferielejligheder, og der er støbt fundamenter til endnu flere. Biotopen skrælles målrettet væk af bulldozere og blokeres og ændres af den nye urbaniserede struktur. Når det ikke er landbruget, så er det turistindustrien, der er landskildpaddernes største fjende i Grækenland.

Splinternye ferielejligheder hvor jeg i 2005 fotograferede bredrandede landskildpadder.
Øjebliksbillede: En gammel bredrandet landskildpadde til venstre, nybyggeri til til højre.
Foto fra 2005, da hotellerne lå nede i byen og skildpadderne gik i naturens fred oppe på bjerget!

I Tolo er det gået fuldstændigt efter bogen. Det er fint at frede skildpadderne, men det batter ikke alverden, når man ikke freder biotoperne. Vi fandt kun 2 gamle ramponerede bredrandede landskildpadder her i den nu kraftigt afsnørede og indskrumpede biotop. Det er ikke velgørende at få bekræftet sine gnavpottede fordomme om den konstante destruktion af landskildpaddernes biotoper på Balkan i almindelighed og i Grækenland i særdeleshed Og Tolo levede op til de negative forventninger.

Ak, hvor forandret. Her tages formentlig det sidste skildpaddebillede nogensinde her!

Læs videre på side 19

Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 19 Side 20

Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Startside