Hen på eftermiddagen måtte vi videre, og vi fortsatte kørslen mod nord og senere mod vest, stadig med Kerkinisøen på højre hånd. Vi holdt kaffepause (Nescafé) i stolene foran en taverna på gadehjørnet i centrum af den lille (ret kedelige) by Kerkini og nød synet af et classic car orienteringsløb. Det var underholdende at se de flotte gamle Ferrarier og Porscher, mv., holde stille i vejkrydset foran tavernaen, medens føreren og observatøren indbyrdes diskuterede, fordi de var i klar vildrede om den fortsatte rute. Og se dem komme tilbage igen og vælge en anden rute. Og igen. Så kan de måske lære at få lavet nogle retvisende vejkort i Grækenland, kan de .

Apropos kaffe i Gækenland: Hvis du bare vil have en almindelig banal kop kaffe er der (udenfor turiststederne) som hovedregel 2 muligheder. Enten Græsk kaffe eller Nescafé. Den græske kaffe er en lille kopfuld, hvor de knuste bønner svømmer rundt i kaffen. Den smager fint. Hvis du ikke vil have disse bønnerester/grums i din kaffe, vælger du Nescafé. Pulverkaffe har aldrig været "min kop te", men i Grækenland er den altså rigtig god. Nescafé er brandet grundigt ind i den græske bevidsthed. Selv på komfurerne i de private hjem ser du en meget lille ekstra kogeplade specielt til den. På tavernaerne serveres den i større kopper/krus helt skummet op i toppen.

Kerkini Wetland

Vi fortsatte videre nord om Kerkinisøen mod øst. Her flader landskabet ud, men mod nord kan man se silhouetten af det flotte bjergmassiv, der ligger på grænsen til Bulgarien. Dette bjergmassiv strækker sig gennem hele Balkan fra Adriaterhavet til Sortehavet, og det danner grænse for hele Nordgrækenland fra vest til øst. I Vironia drejede vi af fra landevejen og kørte stik syd. Dette bragte os lige ind i den centrale del af det såkaldte Kerkini Wetland, der omfatter det meste af Kerkinisøens flade østbred. I modsætning til vestbredden, der ender op i bakker og bjerge mod vest, forbliver østbredden et sumpet marskområde, der mange steder ligger under søens overflade. Derfor afgrænses en stor del af søen mod øst af en dæmning. Umiddelbart efter at have krydset jernbanen drejede vi til højre ind på en grusvej/dyresti, der førte ned i et engareal mellem vandløb, små søer, damme, moser og krat. Der var en øredøvende lydmur af kvækkende frøer. Vi standsede Den Gule Gummibåd og blev enige om at slå lejr her for natten i den skinbarlige natur lige ved siden af bilen.

Da vi steg ud af bilen, opdagede vi, at vi holdt midt i en fællesbiotop for græske og mauriske landskildpadder. Vi fandt dog ikke så mange, og efter 1 times tid udsatte vi de fortsatte undersøgelser af denne habitat til næste dag. For nu var det blevet endnu mere køligt, og det lignede (næsten) dansk råkoldt fugtigt forårsvejr, og skildpadderne havde i det store hele gemt sig væk for resten af denne dag.

Inden vi sluttede dagen af, ville vi lige se os om og nå at danne os et indtryk af dette usædvanlige vådområde. Vi kørte derfor vest på helt hen til søen, der her ved Megalochori afgrænsedes af Kerkinisøens østlige dæmning. Dæmningen er nødvendig for at Kerkini Wetland ikke skal leve mere op til sit navn end højst nødvendigt. Og for at man kan dyrke hele området længere mod øst. Uden dæmning ville alt dette også være sø. Vi kørte herefter en stor del af området øst for Kerkinisøen igennem og konstaterede, at dyrkede marker ligger som en ring om hele søområdet mod øst. Til sidst returnerede vi til habitaten syd for Vironia, hvor vi havde besluttet at slå lejr.