Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 11 Side 12 Side 13

Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19 Side 20 Side 21 Side 22

Side 23 Side 24 Side1 Side 2 Startside

Tyrkiet Grækenland Rejseberetning april 2010 Side 3

Gelibolu

          

Torsdag den 15. april 2010 måtte vi sande, at hotellet var endnu mere primitivt, end det så ud til aftenen før. Værelsesprisen var da billig, men portieren har sikkert stukket lidt af beløbet i lommen (det var som sædvanlig på Balkan uden regning), så det burde have været endnu billigere. Tingene var ret defekte, som for eksempel den dinglende vandvarmer, der løb hele natten, og som vi ikke turde bruge/røre ved, heller ikke om morgenen. Rengøring var heller ikke noget, man overdrev der på stedet. Den slags tager man med. Vi var på Balkan.

Morgenmad kunne man ikke få på hotellet, (mon ikke vi havde betakket os), så efter at have forladt hotellet og pakket bilen fandt vi det eneste morgenmadsted, der havde åbent. Kratluskere står jo tidligt op, så den lille by var endnu ikke rigtig vågen. Den lille restaurant havde kun tyrkisk morgenmad: Varm suppe og te! Vi spurgte den rare gamle mand i biksen, om han havde brød og kaffe. Overhovedet ikke!

 Det eneste valg vi fik, var, om det skulle være den lyse suppe eller den mørke suppe. Vi tog den mørke. Den var kraftig, men når den står og snurrer konstant og bare bliver suppleret/spædet op efterhånden, som timerne og dagene går, bliver den vel også kogt godt ind. Teen var også rigtig god for te at være.

Det var endnu for koldt til at skildpadderne ville være fremme, så vi besluttede at starte dagen med at være turister i denne pittoreske lille by, der endnu ligger udenfor turistindustriens fangarme. Man indånder og fornemmer en egen rolig atmosfære ved at slentre rundt i en stille eksistens som Gelibolu og opleve, at den langsomt vågner.

Men det bryder det søvnige billede at se alle de maskinpistolbevæbnede politi/militærpersoner stå vagt ved hoveddøren til alle de offentlige bygninger. -Og foran bankerne.

 

Jan fandt en herrefrisør, hvor han fik den helt store og meget servicefyldte, grundige og professionelle klipning til kun 5 Lira. Vi fik begge serveret te under den tidkrævende seance. Ikke noget dansk stress og tidjageri her. Jeg ærgrede mig over, at jeg, dagen før vi tog afsted, var blevet kilppet derhjemme til et helt andet beløb.

Vi besøgte også en lille dyrehandel, som havde en ung pige bag disken. Den havde det enkle sortiment af fugle (kanariefugle, zebrafinker og undulater) og akvariefisk (guppier, sværddragere og slørhaler), som de små dyrehandlere havde i Danmark i 60erne.

På havnen havde en lille taverna sat stole og borde ud på kajen. Nu kunne vi vel så få vores morgenkaffe? Cappucinoen var fremragende, så vi måtte have en extra kop. Ved denne kaj lægger færgen til det tyrkiske fastland til. Ved at tage færgen sparer man ca. 600 km.s kørsel over Istanbul.

Taifurköy

Nu begyndte solen at bryde frem, og snart blev temperaturen så høj, at skildpadderne var på vej frem. Vi genoptog derfor den systematiske afsøgning af Gallipoli, som vi havde påbegyndt dagen før. Vores vejkort over Gallipoli viste sig om muligt endnu mere fyldt med fejl og unøjagtiheder end vores fejlbehæftede kort over Grækenland. Sådan er alle vejkort over Balkan åbenbart. Vejkortene over Albanien viste sig at være lige så defekte, da vi var der i 2009. GPS? Glem det!

Ved Taifurköy fandt vi mellem frisk gennempløjede marker en lille stump uberørt biotop, bestående af et par græsbevoksede skråninger med små markstykker kantet af krat. Disse endnu uberørte markstykker er nok snart også pløjet op.

Foråret på Gallipoli er lunt med blomster og sommerfugle overalt, og en luft fyldt med duften af blomstrende kryddserurter og lyden af fuglesang. Fuldstændig som på Balkan iøvrigt.

Her ved Taifurköy fandt vi kun en enkelt gammel maurisk hun i den smule biotop, som traktorerne havde ladt tilbage. Det er ved at være lukketid her! Vi fortsatte kørslen efter at have bemærket os de sørgelige rester her ved Taifurköy.

Kort efter så vi et eksemplar af "Den store Biotopspiser". -En effektiv og bumstærk traktor. Dem så vi mange af i dag. Denne desværre ikke endemiske art skaber udbytte og velstand for landbruget og dermed også for den hidtil ludfattige halvø.

Karainebeyli

Den videre fart på Gallipoli bragte os til en biotop ved Karainebelly. Denne afvekslende biotop rummede ikke meget. Vi så kun 2 pæne mauriske hanner på 15 og 17 cm.

 

 

Biotopen ved Karainebeyli så ellers så lovende ud, men udbyttet var overskueligt. Efter grundig gennemsøgning af området kørte vi videre.

Findikli

Da vi passerede kortets sidste uigennemsøgte vejstrækning ved landsbyen Findikli, måtte vi bremse op for en maurisk landskildpadde, der krydsede vejbanen. Det var et ramponeret eksemplar, som åbenbart havde været udsat for lidt af hvert. Der var dyrkede marker til begge sider, så formentlig lever/levede? den sit triste liv i vejgrøften.

Efter dette havde vi gennemkørt samtlige farbare veje på Gallipoli. Så vi fandt ikke flere landskildpadder på denne halvø. Selvom vi var grundige i vores afsøgning, vil der selvfølelig være nogle skrænter, bjergskråninger og enge, der er undgåeet vores opmærksomhed. Men det bliver ikke til meget, vi ikke fik afdækket.

 

Efter oplevelsen af skildpaddens vejpassage ved Findikli var det endvidere blevet sent på dagen, og vi kørte igen til den lille charmerende by Gelibolu, hvor vi fandt et fortrinligt hotel (med morgenmad) 200 meter fra gårsdagens hotel Onur.

Om aftenen var vi igen turister i den hyggelige by og besøgte den fine restaurant.

Læs videre på side 4

Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 11 Side 12 Side 13

Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19 Side 20 Side 21 Side 22

Side 23 Side 24

Side1 Side 2 Startside