Startside Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19

Side 20 Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Side 25

Denne artikel er senest ændret i August 2011

		Bulgarien og Grækenland Rejseberetning fra KUGs Balkantur april 2011 Side 1
	Vi fandt på turen:	Græsk landskildpadde (Testudo hermanni boettgeri) Maurisk landskildpadde (Testudo graeca ibera)

 

Grækenland

Søndag den 10. april 2011

Dér sad den! Midt i det timian- og rosmarinduftende, lune græske forår. Årets første landskildpadde i den fri natur!

Et stykke vest for landsbyen Lithotopus ved bunden af den unikke, opstemmede Kerkinisø i Nordgrækenland fik vi ved middagstid øje på den første landskildpadde på KUGs (Kratluskere Uden Grænser) apriltur 2011. Det var en fin græsk landskildpadde Testudo hermanni boettgeri.

Hermed var kratluskeriet på forårets KUG mission startet. Jan tog straks billedet til venstre og sendte det hjem til dokumentationsafdelingen i Situationsrummet i Danmark.

I år havde KUG besluttet at sende en opklaringsenhed på 2 mand til Balkan med Bulgarien som topografisk hovedgrundlag for undersøgelserne.

KUGs arkiver over indsamlede oplysninger om spektakulære fund, og vores markante efterretningsresultater fra Balkanmissionen 2010 formulerede af sig selv strategien for Balkantouren 2011! Opgaven for Balkanmissionen i år var selvfølgelig at genoptage og fortsætte:

Denne morgen var Jan og jeg efter det sædvanlige, behagelige natlige cruise over Adriaterhavet kørt i land i den nordgræske færgehavn i Igoumenitsa, hvor færgen fra Italien landsætter biler og passagerer, inden den fortsætter sejladsen til Patras på Peloponnes.

Vi havde som sædvanlig gennemført turen fra Danmark til Grækenlandsfærgen i Ancona i Italien i Den Gule Gummibåd ad hovedvej E45/E47. Denne behagelige og meget indarbejdede rutinetur for langtursfreaks er som bekendt ret grundigt beskrevet i de tidligere rejseberetninger. ("Same procedure as every year". )

Varmen kom som sædvanlig til os syd for Hamburg, så vi byttede de langærmede T-shirts ud med de kortærmede. Aftenen i Irschenberg var så lun, at vi kunne nyde et glas rødvin i solnedgangen i det fri på græsset foran motelværelset, hvor man nyder udsigten til Alperne.

Da vi passerede Brennerpasset næste dag, stod termometret på 10 grader, men temperaturen øgedes konstant og massivt under kørslen ned gennem Norditaliens forårssol med de blomstrende frugttræer, intensivt dyrkede grønne marker og vinmarker.

Da vi befandt os midt i det sædvanlige, totale kaos ved færgeterminalen i Ancona, stod temperaturen på 32 grader.

Hver gang vi befinder os i Anconas stressende ragnarok af frustrerede og forvirrede, opmarcherende og ombordkørende bilister, der dirigeres rundt af alt for mange ophidsede mænd med trillefløjter, og som med fordrejede ansigtsudtryk råber og skriger på flere sprog og kommanderer/giver modstridende anvisninger og forholdsordrer til personbiler og lastvognstræk, tænker vi på vores hjemlige internationale færgehavne i Rødbyhavn og i Puttgarden. Her kører man som bekendt bare i forlængelse af motorvejen frem til en fredelig person i en lille boks, betaler billetten (Jan har brobizz), får at vide, hvilken bane, man skal køre hen i, og kører selv ombord og sætter bilen. Elementært, hurtigt, velfungerende, nemt og smidigt. Når færgen ankommer i det næste land, kører man på samme enkle måde bare i land og fortsætter turen.

I Ancona har man nu senest lagt færgernes billetsalg flere kilometer fra færgehavnen (tidligere lå det naturligt nok i færgehavnen og skabte til gengæld dengang yderligere kaos her). Tilkørslen foregår gennem byen ad smalle veje og gader med blandet og tæt, lokal og international, tung trafik. Nu og da skal man endvidere over stærkt befærdede betonramper og broer. Rundkørsler og kryds er der mange af, og der er mange lyskurve undervejs gennem byen. Man holder med korte mellemrum stille i lange køer. Man får sandelig afprøvet nervesystemet her, hvis man er lidt sent på den. Næsten hvert år har man flyttet billetsalget et nyt sted hen, og tilkørselsvejene bliver også løbende lagt om.

Man finder dog til sidst den store parkeringsplads til billetsalget, hvor byens kolossalt mange færgelinier til vidt forskellige destinationer i Middelhavet alle har til huse. Her sættes bilen, og man begiver sig hurtigt til fods ind i bygningen, finder skranken til det relevante rederi og stiller sig i kø her, mens man håber på, at der stadig er plads på dagens afgang, selvom man igen nåede frem lidt senere end beregnet.

Efter udfærdigelse af billetter og nødvendige papirer og betaling går det tilbage til bilen, og nu fortsætter hækkeløbet gennem de mange alt for små, tæt trafikerede gader ned til havnen, hvor man forsøger at finde færgeklappen til præcis den færge, man har købt billet til. I disse små og smalle gader må der ind imellem ventes på passage af modkørende tung trafik og af færgetræk fra netop ankomne andre store færger. Endvidere sker det, at man før havnen og på havnen afskæres af meget langsomt kørende rangertræk bestående af uendeligt lange rækker af godsvogne med hvinende hjul. Så bedst som man troede, at man lige havde nået det hele inden afgang, så rejser nakkehårene sig igen. Og omsider når du så frem til crescendoet/heksekedlen, dvs. den hektiske og uberegnelige ombordkørsel i en kakafoni af trillefløjter og bilhorn. Hvis det så også er stegende varmt, er hele det komprimerede scenarie noget, der bestemt gør indtryk! Især på dem, der prøver det første gang.

(Det er mildt sagt ikke hensigtsmæssigt, at et massivt antal af store internale færgeforbindelser, der besejles af meget store skibe, alle er komprimeret sammen i den lille, gamle, industri-og fiskerihavn her i Ancona. Måske vil man ad åre også få bygget en kæmpestor international færgehavn her ved Ancona, ligesom den, man for EU-midler har lagt ovre i Grækenland i Igoumenitsa.)

Du bør derfor altid være nået frem til bygrænsen mindst 1 time og helst 2 timer før afgang, hvis du vil passe på dit blodtryk! Ancona er stedet, hvor drenge bliver til mænd! Men belønningen venter i form af fadølshanen på det solbeskinnede agterdæk, når du puster ud og nyder udsejlingen på Adriaterhavet, der er turkisgrønt ved Ancona (havbunden består her af lyst sand.). Senere under sejladsen bliver Adriaterhavet azurblåt. Vi sejlede som sædvanlig med Anek Lines, fordi vi er vanedyr og godt tilfreds med skibene fra dette rederi, og selvfølgelig også fordi afgangstidspunktet passede ind i planerne.

Ancona set fra skibets agterdæk, mens Italien forlades i solskin som sædvanlig.

Skibene fra de 3 konkurrerende rederier på ruten, Anek Lines, Minoan lines og Superfast har alle gennem nogle år besejlet denne distance med skibe af næsten samme størrelse, der kan medtage ca. 1.800 passagerer. I år har Minoan Lines indsat skibe, der kan medtage 2.800 passsagerer. Som det ses på billedet, er disse skibe næsten dobbelt så store som de andre. Næste år sejler vi nok med Minoan. For lige at prøve det af!

Når alle biler er kommet ombord og er nogenlunde ordentlig fordelt på de mange bildæk trods de mange koleriske trillefløjtemænds energiske forsøg på det modsatte, vil du se de samme mange mænd stå linet op på rad og række i skibets store reception. De har nu alle lagt arbejdstøjet og er iført skibets fine uniform. Du får i receptionen udleveret nøglen til din kahyt, og en af disse nu fint uniformerede personer viser dig vej til din "cabin". Han er nu venlig, hjælpsom og smilende. (Udsigten til drikkepenge?).

Senere under sejladsen ser du de samme mange mænd som venlige og imødekommende og rutinerede tjenere i og ved skibets restauranter, barer, fadølshaner, kiosker, mv. Næste morgen er de iført arbejdstøj, og er i gang med daglig rengøring og vedligeholdelse (herunder maling af skibet), og de udfører de nødvendige sømandsmæssige funktioner ved færgens rutinemæssige udkast af anker, svajning/vending af agterstavnen ind mod molen, fastgørelse af fortøjninger, sænkning og fastgørelse af de store færgeklapper, mv. Mange af dem gentager trillefløjteseancen fra dagen før, nu for kolerisk at søge at hindre dig i at få din bil kørt roligt og ubeskadiget i land.

Personbilerne dirigeres ved ombordkørslen som regel ned ad små ramper til flere, lavere liggende, særlige personbildæk flere etager under det store lastbilvogndæk. Når utålmodige, sydeuropæiske bilister fra disse dæk næste morgen prøver at komme i land forbi de andre bilister (bilerne startes selvfølgelig allesammen længe før, der er mulighed for at køre op fra bildækket) ved at foretage uventede og uoverlagte bakninger og vognbaneskift samt accellerationer med fuglesang fra dækkene på færgens ramper og jerndæk, og når færgens rigelige personale heller ikke er indbyrdes enige med hinanden i, hvordan skibet skal tømmes for biler, opstår der kulørte situationer i verdensklasse, hvor bilhorn igen blander sig med trillefløjter i den øvrige larm og kvælende udstødningsgas. (Jeg har selv under denne forestilling oplevet biler blive tilføjet mindre vævefejl i karosseriet, og så er de dirigerende mænd pludselig pist væk.) Færgerne er blandt andet derfor altid forsinkede. Men det skal alle transportmidler selvfølgelig altid være på Balkan!

Men hvorom alting er: Der er åbenbart slet ingen som helst faggrænser her i rederiet? Smidig personaleanvendelse er det da. Tordenskjolds (her mange) soldater udfører alle funktioner, og ingen holder pause.

Efter at være sluppet i land i Igoumenitsa i Grækenland, er det faktisk ren afslapning at komme ud på den nye motorvej (E 90), hvor man uforstyrret af ret megen anden trafik hurtigt suser østpå.

 

Lithotopus

Vi var på vej til det helt specielle kratluskerhotel Hotel Oikoperiitis i landsbyen Kerkini i Nordgrækenland, som vi lærte at kende på balkanturen sidste år, og som vi havde besluttet skulle være vores base de første par døgn på dette forårs KUG mission. Nogen tid efter at være kørt fra på motorvejen aftalte vi, at nu trængtes der til en pause i kørslen.

Vi kørte gennem landsbyen Lithotopus og konstaterede, at der i modsætning til sidste år stort set ikke løb vand igennem sluserne i dæmningen. Sidste år væltede vandet igennem, da vi var her.

Var smeltevandsperioden allerede overstået, eller var den ikke begyndt endnu?. Vi kom her jo en uge tidligere i år. Men alligevel?

På den anden side af Lithotopus fandt vi et sted, der så ud til at være en lovende biotop. Her satte vi bilen fra os midt i forårsssolen og begyndte vores fredelige vandring i den friske og sartgrønne vegetation, medens gøgen kukkede og bierne summede i den krydderurteduftende lune luft. (Som altid i foråret på Balkan.) Lige her måtte der være skildpadder. Og lige her fandt vi som nævnt den første af slagsen. Der var som sædvanlig også mange andre reptiler, blandt andet hugorm (Vipera ammodytes) og smaragdfirben.

 

Inspirationen til at besøge lige netop dette sted kom fra vejkortet, hvor området så lovende ud med koter, beliggenhed og verdenshjørner. Jan og jeg har med årene udviklet vores gennemprøvede fremgangsmåder mht. at "stampe skildpaddebiotoper op ad jorden", og et vejkort i en god og detaljeret målestok er selvfølgelig et godt udgangspunkt for dette.

Den endelige vurdering foretages selvsagt med øjnene, inden motoren stoppes og bilen forlades.

Men den lille (formentlige) grusvej, der på kortet førte op til stedet fra den asfalterede landevej eksisterede ikke i virkeligheden. Dette er ikke usædvanligt.

Jeg har haft mange vejkort over Grækenland i hænderne. Endnu har intet af dem været hverken målfast eller retvisende. Men i stedet faldt vi uforberedt over et indbydende område (dette sker tit), og vi gik i gang med at kratluske her.

Det var solskin, vindstille og temperaturen var 21,5 grader. Ikke en lyd kunne høres ud over naturens egne forårslyde fra faunaen på stedet. Vi fandt i løbet af kort tid små 20 græske landskildpadderTestudo hermanni boettgeri og 2 unge mauriske landskildpadder Testudo graeca ibera.

Der var en del af de "kerkinilyse" græske landskildpadder, som vi også så mange af på KUGs tur i 2010 i dette hjørne af Nordgrækenland. I engelsk herpetologisk litteratur betegnes disse lyse eksemplarer "Golden Hermannies".

Her ved Lithotopus var de fleste landskildpadder flotte og rene og blanke i skjoldet. De havde med andre ord været så længe oppe fra vinterhi, at de sædvanlige jordtilsmudsninger, som man ser på eksemplarer, der netop har gravet sig op fra vinterhi, for længst var tørret af under skildpaddernes daglige vandringer gennem den friske vegetation.

Vi så voksne og også meget gamle græske landskildpadder, men ingen unger. -Hvorfor har meget gamle eksemplarer, der har levet så længe, at vækstringene er forsvundet/ slidt af, altid disse meget karakteristiske "hammerlakslaghuller" i rydskjoldpladerne? Efter at de er dannet, lever skildpadderne fortsat i mange år, og hunnerne er fertile som hidtil.

Denne biotop var fuldstændig uforstyrret af landbrugsdrift og uden besøg af mennesker. Skildpadderne var uden de sædvanlige skjoldskader, man ellers så tit konstaterer på skildpadder, der nu og da uforvarende kommer på tværs af menneskelige sysler og adfærd.

Skildpadder er iøvrigt nok en af de dyrearter, der er nemmest at fotografere.

For det første er skildpadder altid fotogene. For det andet er de som regel kun fremme i solskin, og siden fotografiets første dage er solskin erfaringsmæssigt altid et tungt lod på vægtskålen, når man vil skabe et billede, som andre gider kikke på!

Af gode grunde er der rigeligt med tid til at indstille apparatet og finde den rigtige vinkel og variere perspektivet.

Med en zoom behøver man heller ikke at være så tæt på dyret, at det bliver skræmt.

Faktisk har man så god tid til hele øvelsen, at man kan tillade sig at sidde ned på bjergsiden i forårssolen på den dertil indrettede og tage sine billeder i ro og mag. -Mere afslappet/arrogant kan det da ikke blive .

 

Vi fik med andre ord en drømmestart den første dag på denne tur.

Læs videre på Side 2

Startside Side 2 side 3 side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19

Side 20 Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Side 25