Bulgarien Grækenland KUGs Balkantur 2011 Side 20

Kalejdzievo (fortsat)

Maurisk landskildpadde Testudo graeca ibera i fællesbiotopen ved Kalejdzievo.

 

Fællesbiotopen her ved Kalejdzievo var en megastor skålformet udskæring i den sydvendte bjergside. Der var alle former for vegetation i form af græsser, forårsblomster, urter, krat, enkeltstående træer og lys løvskov. Pragtfuld!. Nævnte jeg fuglesangen?

Men igen nåede vi frem til det tidspunkt, hvor der ikke viste sig flere landskildpadder her, selvom vi søgte nok så grundigt. Vi kørte videre mod sydøst.

Undervejs gik det op for os, hvorfor vejen fra Krumovgrad gennem den sydlige del af Rhodopebjergene var så usædvanlig god efter bulgarske forhold. Efterhånden som vi nærmede os grænsen til Grækenland og passerede gamle rustne jernskilte, der markerede og fortalte, at nu kørte man ind i граничната зона Border Area "grænseområdet" (givetvis totalforbudt område før murens fald), så vi den ene nedlagte og forladte militærkaserne efter den anden. Triste og tomme, monumentale bygninger med knuste ruder. I de små lokalsamfund anvendte man stadig gamle militærgrønne ZAZ-lastbiler, som i sin tid blev efterladt (solgt?) af Den Røde Hær. Og man brugte også andet gammelt militært rullende materiel, nogle stadig med røde stjerner på siderne af køretøjerne.

Der var en rigtig betagende natur overalt i de sydøstlige Rhodope bjerge. Der så også ud til at være mange skildpaddebiotoper. Men vi var så højt vejrs på det meste af denne tur, at temperaturen ikke var meget over 10 grader. (Temperaturen falder jo som bekendt 1 grad for 100 meter, man kommer til vejrs.) -Og så er der jo ingen landskildpadder fremme! Endnu! Ja, nu var den sevet ind! -Vi var for tidligt på den! Vi så iøvrigt ikke ret mange mennesker her i de udstrakte tidligere såkaldte grænseområder, der stort set ligger helt øde hen. Kun lidt zigeunere/romaer og et par lokale folk. Der var ingen trafik på vejen.

 

Zelezino

Ved den lille samling af huse ved navn Zelezino var vi kommet ned i lavere højder igen, og vi undersøgte igen engang en smuk biotop på en sydøstvendt bjergskråning.

Vi gennemtrawlede dette fine sted, der bød på smuk, afvekslende vegetation og fritliggende klippestykker samt en hel del vandløb. Vi fandt en enkelt ung og meget flot maurisk landskildpadde Testudo graeca ibera. Men så fandt vi heller ikke mere indenfor landskildpadder her. Vi så derimod et par europæiske sumpskildpadder Emys orbicularis midt ude i en lille sø.

Den tiljordede lille mauriske skønhed.

På ny satte vi os ind i Den Serbiske Taxa og fortsatte kørslen videre ad den ensomme og flotte vejstrækning.

Denne zigeunerlejr ved landsbyen Huhla var i det væsentligste opført af plastiksække og plastikposer. Går der indsamlede landskildpadder i plastikkasserne her i lejren?

Ved den lille landsby Huhla passerede vi en meget enkel og hurtigt oprettet Zigeunerlejr inde på marken. Selvfølgelig vendte vi lige en gang indbyrdes oplysningerne om, at zigeunere/romaer systematisk indsamler landskildpadder til konsum og videresalg. Vi ville dog ikke gå hen til lejren og spørge, om vi kunne købe et antal til udsætning. Men måske indsamler de først, når de har modtaget konkrete bestillinger?

På den anden side af Huhla fører vejen over floden på toppen af en dæmning, der opstemmer floden Arda til en stor sø. Her var der var masser af vand i flodsengen på den anden side af dæmningen. På dæmningen blev vi igen standset af 2 politifolk, der ville se pas og studere Den Serbiske Taxa nærmere. Igen bad de ikke om at se noget så polifremmed som kørekort! Vi fik efter denne politiforretning lov til at passere over til den anden side her.

Svilengrad

Vi fortsatte mod Svilengrad, hvor vi bestemte os for at søge natlogi. Byen er "provinshovedstad" og har 18.000 indbyggere. Den har 2 grænsovergange. 1 til Grækenland og 1 til Tyrkiet. Byen ligger desuden på motorvejen fra Sofia til Istanbul og har derfor betydeligt mere liv end de bulgarske byer, vi hidtil havde set.

Vi ronderede som sædvanlig i den ret livlige by og faldt for det flotte udseende på det femstjernede Metropol Hotel Princess midt i det gamle centrum. Nu ville vi sandelig forkæles. Vi har nok set lidt luvslidte og krøllede ud efter en lang dags kratluskerier i de tornede biotoper (der er nogle infame torne på mange af de bulgarske buske), så den kønne portier bekræftede kun nølende, at der var et ledigt dobbeltværelse. Men så livede hun op og satte triumferende det afgørende stød ind: "Men det koster 90 Leva!" (45 Euro). Vi fortalte hende venligt , at det skulle da ikke skille os ad. (Vores dobbeltværelse på Motel Irschenberg ved Alperne på turen ned kostede små 90 Euro, så det....)

Vi indtog vores fortøjningsøl på fortovsrestauranten hos konkurrenten overfor hotellet, hvor vi også senere spiste rigtig godt til aften. Vi fik derpå en fin og underholdende aften i denne ret levende by. Stedet bærer præg af et forsøg på målrettet opradering og modernisering med tilstræbt "vestlig" arkitektur og "smag", som bestemt ikke er lige vellykket overalt. Der var blandt andet også en stor bygning indeholdende en stor, dunkel bar med udelukkende lilla neonrørbelysning og møbler betrukket med imiteret leopardskind. Tjaeh! Der var heller ingen gæster. Bortset fra os.

Fredag den 22. april 2011

Vi fik påny en flot og solbeskinnet morgen. Hotellet havde ikke åbnet restauranten (man kan aldrig gå ud fra noget på Balkan), men viste os over til konkurrenten, hvor den bulgarske morgenmad ventede på vores værelsesnummer. Det var altså ikke en konkurrent, men havde samme ejer? Den blå himmel hvælvede sig over byen, men det var endnu ret køligt, så vi gik vores sædvanlige oplevelsestur i den vågnende by. De morgenfriske vandrere havde dynejakker på i den kølige morgen. På torvet stod et tårnhøjt vejskilt. Til højre stod der til Istanbul, til venstre stod der til Sofia. Så blev man ligesom fuldstændig klar over, at man er kørt helt ned i bunden af Sydøsteuropa i Den Serbiske Taxa.

Efter vores slentrende opvarmning i gaderne i centrum forlod vi Svilengrad og kørte (efter nogle forgæves forsøg på at hitte den rigtige vej) ud af byen og over floden mod nordøst i forårssolen.

Læs videre på Side 21