Bulgarien Grækenland KUGs Balkantur 2011 Side 21

Dimitrovce

Ved landsbyen Dimitrovce nordøst for Svilengrad gik vi en lang tur i en flot biotop på en jævnt skrånende bjergside. Fin afvekslende vegetation og store grupperinger af krat. Vi fandt kun 2 græske landskildpadder her. Den ene havde sat sig ud i det fri i forårssolen, og var klar til fotografering. Den anden gemte sig inde i et uigennemtrængeligt krat. Vi søgte intenst efter flere, men nej! Videre!

Vi fortsatte turen mod nordøst i det landområde langs grænsen mod Tyrkiet, som med gamle rustne jernskilte på tilkørselsvejen beskiltes som граничната зона Border Area (grænseområde). Her er meget øde og næsten ingen mennesker. De små og spredte, delvist forladte bebyggelser bærer præg af, at det tidligere eksistensgrundlag i form af militære forlægninger nu er væk. Til gengæld er der masser af flot natur. Vi gennemsøgte den ene skildpaddetomme biotop efter den anden. Alle betingelser for landskildpadder var til stede, men vi fandt ingen. Nu var det ellers lunt med temperaturer omkring 20 grader C. Størsteparten af dette naturskønne område er ifølge et skilt nu et EU-støttet ørnereservat!

Vi fik undersøgt en del biotoper her i grænseområdet ind til Tyrkiet grundigt uden at se så meget som en skildpadde, og vi besluttede derfor til sidst at forlade dette naturskønne område og fortsætte vores tur nordpå.

Vi fortsatte turen ad de hullede og ødelagte bulgarske veje. Vi kørte igennem den ene nedslidte og triste by efter den anden. Overalt lå nedlagte og opgivne fabrikker og tilførte byerne en kedelig aura af tristhed og håbløshed.

Lige så flot og betagende naturen er i Bulgarien, lige så forstemmende og deprimerende er de små og mindre byer. De huse og fabrikker, der stadig er i brug, er gennemført trøstesløse i den velkendte østeuropæiske arkitektoniske betonudførelse, og vedligeholdelse er ikke engang en by i Bulgarien.

Sliven

Vi kørte mod byen Sliven for at finde endnu et egnet KUG-hotel for natten her i Bulgarien. I gamle dage blinkede de modkørende bilister i Danmark med forlygterne, når der var politi forude. Det gør man sandelig stadig i Bulgarien med stor omhu. Og da der er meget politi allevegne i Bulgarien, blinkes der sandelig en hel del, når man er ude at køre.

Sliven er på 90.000 indbyggere og er en stor industriby samt administrativt hovedsæde for den på gældende region. Den rummede tilsyneladende ikke den sædvanlige bræmme af nedlagte produktionsanlæg, men så faktisk ud til at være et velfungerende (og forurenet) kraftcentrum efter østeuropæisk standard. Byen er trist at skue, men forfaldet er slet ikke så iøjnespringende som i så mange andre byer, vi så på denne tur.

Vi kørte som sædvanlig rundt i byen for at lære den at kende og for at finde et lovende hotel. Der var ikke rigtig noget, der sådan trak, og tiden gik.

Da vi for fjerde gang passerede et markant og splinternyt hotelbyggeri, gav vi op og holdt ind her, selvom det så lidt "krævende" ud. Da vi forhørte os hos portieren, skulle man bare have usle 40 Leva. (20 Euro). Vi fik et fint værelse her højt hævet over industribyen.

Da vi senere gik vores aftentur i byen, opdagede vi et fint gågadekvarter med hyggelige restauranter under de høje træer. Så en smule hygge er der dog tilført denne ikke særligt charmerende, men meget udprægede og kedelige østeuropæiske industriby. For en gangs skyld så vi også en del unge mennesker i denne by. Formentlig er det hovedstaden og de øvrige store byer som Sliven, der trækker de unge mennesker til sig fra "Udkantsbulgarien". De kan jo ikke allesammen blive tjenere og bartendere i det indhegnede charterreservat Sunny Beach ved Sortehavet. De drev rundt i grupperinger og lignede i grunden ikke folk med fast arbejde.

Lørdag den 23. april 2011

Om morgenen beklagede portieren, at der denne morgen ikke var morgenmad på hotellet (man kan aldrig gå ud fra noget på Balkan), men der var en fortrinlig servering i et hjørnelokale i det lokale svar på IKEA overfor. Så der kunne vi da bare gå over! -Jamen han havde da ret! Det var der! Stedet var ret søgt også af andre end kunder til det store indkøbsmekka.

Vi kørte herefter op i bjergene til den lille landsby Sedlarevo. Efter forlydender skulle denne landsby være tæt bestykket med landskildpadder, også store eksemplarer, og skildpadderne skulle kunne ses overalt i og ved byen. Men selvom vi søgte både i selve bebyggelsen og i nogle fint udseende biotoper på bjergsiderne udenfor byen, ja så fandt vi ingen overhovedet! Hvor var de blevet af? For de skulle da være kommet frem efter overstået vinterhi? Det var lunt med temperaturer over 20 grader her i formiddag!

Sedlarevo er en af de uendeligt mange stille, triste, nedslidte og delvist forladte landsbyer, som vi fik at se på denne tur. Kun et enkelt hus skilte sig ud ved et iøjnefaldende forsøg på energisk istandsættelse. Vi så ikke en mors sjæl her på stedet. Landsbyen ligger helt for sig selv i utroligt smukke omgivelser i bjergene, men om nogle få år er der vel ikke mere tilbage her på stedet end den skønne natur, der til sidst vil overtage det hele. Men kommer skildpadderne så også tilbage igen?

 

 

Vi forlod til sidst den mennesketomme landsby Sedlarevo og gennemgik flere biotoper i byens omegn. Uden at finde landskildpadder. Vi så nogle få europæiske sumpskildpadder Emys orbicularis i nogle vådområder, og det var det hele.

 

Vi vendte nu næsen mod sydvest og bestemte os for at fortsætte turen i denne retning, således at vi kunne slutte dagen af med at finde et hotel i byen Haskovo.

Ved landsbyen Kalojanovo var 2 af de sædvanlige gamle sovjettiske ZAZ lastbiler, som i sin tid blev efterladt i Bulgarien af Den Røde Hær, sat til service og reparation på den lokale tankstation. Jan skulle lige (efter kaffen) foretage en sagkyndig inspektion af sådan en gammel bamse. Den havde strømfordeler til 6 tændrør! Denne gamle sag er med andre ord benzindreven! -Og tørstig som en elefant! Men den er jo også fra en tid, hvor Sovjetunionen betragtede benzin og olie som nærmest uendelige resourcer og ikke prissatte den slags nævneværdigt. Bemærk de mange brugte dæk! Brugte automobildæk og fælge sælges overalt i Bulgarien, hvor disse nødvendige autodele er er en meget stor artikel.

Bortset fra E 79 i Strumadalen er de bulgarske hovedveje i elendig stand. Biveje og sideveje er i håbløs stand! Ikke alene er belægningen kørt i stykker, men der findes også overalt dybe huller i kørebanen, som i et enkelt hug kan ødelægge forjulsophænget, dæk, fælg og styretøjet, hvis man ikke er dybt koncentreret om sin kørsel. Når man bemærker, hvordan bulgarerne suser afsted på disse veje med total foragt for naturlovene og køretøjerne ("den skal bare have nogen tæsk!"), kan det ikke undre, at der overalt på tankstationer, på gadehjørner og i vejsiden er salgsudstillinger af brugte bildæk og fælge. Som følge af den massivt hårde bulgarske færdselskultur på de ødelagte veje, betragtes fælge tilsyneladende nærmest som sliddele, der skal skiftes med mellemrum, ligesom dæk og bremser.

Bulgarsk folkevogn syd for Simeonovgrad. Både hestetrukne og motortrukne køretøjer skal bare have nogen tæsk i Bulgarien! Brugte bildæk og fælge er iøvrigt også en stor artikel til de hestetrukne køretøjer!

Et af de værste hovedvejstykker, vi blev udsat for i Bulgarien, var hovedvej E 85, der over en ca. 10 km. lang strækning før Simeonovgrad var så hullet og fyldt med dybe kratere i asfalten, at kørslen for vores vedkommende foregik i zigzag over hele kørebanen vekslende mellem 1. og 2. gear, medens vi forsøgte at undgå at dumpe i med hjulene og helt at undgå at "køre igennem" til fælgen og beskadige denne (eller ødelægge hjulets afbalancering) som en anden bulgarsk automobiljockey. Vi skulle jo holde Den Serbiske Taxa 100 % intakt til brug for det lange stræk hjemad, herunder især på Autobahn fra færgehavnen Ancona i Italien til Danmark. (-Det gik godt!)

Turen gik videre mod Haskovo forbi de evindelige nedlagte produktionsanlæg, der ligger og skæmmer omgivelserne overalt. Da vi på hovedvej E 85 skulle krydse floden Marica ved Simeonovgrad, var den spritnye højbro netop lukket igen og spærret for trafik. (Byggesjusk?) På Balkan skænker man selvfølgelig ikke en tanke, at der kunne komme nogen trafikanter, der aldrig havde været der før, så vi fik kørt gennem den lille by nogle gange, før vi fandt frem til den gamle bro, som vi passerede med tungen lige i munden. Det var da også på tide, at den blev skiftet ud. Det ser rædselsfuldt ud, at man på Balkan altid lader de gamle broer blive liggende ved siden af (op til ialt 3 ved siden af hinanden, har jeg set) og falde sammen uden at fjerne dem, når de nye tages i brug. Men i denne situation var det da heldigt nok, at den gamle bro stadig eksisterede. Den er nok stadig i brug de næste mange år, hvis det går som det plejer her!

Læs videre på side 22

Startside Side 1 Side 2 Side 3.Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9

Side 10 Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18

Side 19 Side 20 Side 22 Side 23 Side 24 Side 25