Bulgarien Grækenland KUGs Balkantur 2011 Side 22

Haskovo

På vejen ind til denne by, som er på 100.000 indbyggere og som er hovedbyen i "Haskovoprovinsen", passerede vi i byens udkant som altid i østeuropæiske byer den sædvanlige bræmme af store møgtriste og nedslidte betonlejekaserner.

Vi ronderede i bymidten i Den Serbiske Taxa, indtil vi besluttede os for Hotel Haskovo. Haskovo er en aktiv og forurenet industriby ligesom Sliven, biltrafikken var hektisk, og byen havde endda mangel på parkeringspladser i centrum.

Vi satte bilen fra os i en ledig parkeringslomme for at tilbagelægge de sidste par hundrede meter hen til hotellet til fods, for at forhøre os om ledigt værelse. Forskellige grupperinger af yngre mennesker hang ud her. Da vi forlod bilen, blev vi i den stille gade passet op af en lidt ældre og selvsikker (påtrængende) "direktør for det hele". Han havde et par håndfaste typer med som ledsagere og fortalte, at han kunne skaffe alt. Det var lidt i overkanten for os. Han ville så vise os et hotel og sørge for en p-plads til os ved hotellet. Vi havde nu også selv fået øje på den samme ledige plads foran hotellet, som var reserveret til hotelgæster med de sædvanlige mobile "hotelkegler", men han lod sig ikke afvise. Vi kørte bilen hen til stedet, og han lod keglerne flytte for os og overdrog os pladsen. For en sikkerheds skyld gav jeg ham omgående et par leva. Han forlod derpå tilfreds stedet sammen med sine afdelingschefer. (-Det var ikke drikkepenge. Det var "beskyttelsespenge!" Bilen var da også helt uskadt næste morgen.)

 

Da vi forlod hotellet kort efter for at finde et stykke autentisk miljø i centrum til indtagelse af fortøjningsøllen, passerede vi et bevogtet parkeringsanlæg. Her kører vi ind næste gang!

Aftenen var lun! Nu kom foråret endelig for alvor til Bulgarien! Restauratørerne satte masser af borde og stole ud på fortove og pladser. Folk flokkedes udenfor i den indbydende og behagelige udendørstemperatur og byens centrum blev levende med den af os nordboere så misundte "sydlandske stemning". Aftensmaden blev nydt hos en gammel kone, der drev et meget lille og "personligt" indrettet sted. Hun lod os forstå, at hun havde kun 2 slags mad/retter at vælge imellem på menuen. Vi tog hver sin ret, og hun gik glad ud i køkkenet og gik i gang. Efter først at have sørget for klap og rødvin til os, selvfølgelig! Fin mad. Ekstremt billigt.

Søndag den 24. april 2011

Nogle gange i nattens løb hørtes råben, tummel og lyden af ting, der gik itu (flaskekast?) et eller andet sted nede på gaden/ude i byen, så det var rigtig spændende at gå ned på gaden og se til bilen straks om morgenen. Men den stod som nævnt helt ubeskadiget og veloplagt på sin plads i den lune morgensol i den nu stille og forladte gade.

Ved indcheckningen på Hotel Haskovo om aftenen havde den søde pige i receptionen omhyggeligt udfyldt spisebilletter til os, således at vi kunne få morgenmad i hotellets restaurant søndag morgen, som var påskedag her i Bulgarien. (Påsken er forskudt her på Balkan, som vi opdagede på KUGs tur til Albanien i 2009).

Da vi forlod værelset om morgenen, fortalte den kønne, morgenfriske portier os imidlertid, at restauranten havde lukket i påsken, så hun overdrog os i stedet kompensation i form af nogle store, formidable, bokse med flere slags brød, smør, forskelligt pålæg, pølser, tomater, oliven, frugt og hårdkogte påskeæg! (Balkan overrasker hver dag!) Så havde vi da rigelig frokost med i bilen. Morgenkaffen gik vi ned og fik i en café i gågaden, inden vi forlod Haskovo. Forårsluften lunede hurtigt op i den livgivende morgensol.

Vi kørte afsted i den flotte solskinsmorgen. Nu var varmen endelig kommet til Bulgarien for alvor!. I dag måtte der da være flere skildpadder at se, end vi tidligere havde fået lov til på denne tur!

Kozlec

 

Ved Landsbyen Kozlec brugte vi megen tid på nogle sammenhængende biotoper. Her var meget flot natur. Smukke bjergsider. Masser af græs og urter. Krat og lys løvskov. Og den obligatoriske gedehyrde. Igen fandt vi ikke så meget, når vi taler landskildpadder. Kun nogle få mauriske landskildpadder. De var meget smukke, og alle var de meget frisk tiljordede. Var de netop kommet frem fra vinterhi? Lå der flere tilbage i jorden, som endnu ikke havde gravet sig op?

 

 

 

 

Efter nogle timers vandring her i den flotte forårsbiotop (du ved: fuglesang, summende bier, duftende timian, osv.) måtte vi se at komme videre, for der var ikke flere skildpadder "at komme efter", selvom vi brugte megen tid på søgningen. Vi måtte erkende, at vi på grund af datoen snart ikke havde flere skud i bøssen. Vi skulle til at indlede hjemturen. Der var jo et stykke vej!

Vi forlod Kozlec og kørte sydpå mod byen Momcilgrad. Da vi passerede denne by på vej mod Krumovgrad, stod der et stort blåt skilt ved en vejgaffel, hvorpå der stod Greece med en pil ned ad vejen mod Makaza. På kortet er der ganske rigtigt anført en grænseovergang her i et pas, der ligger i 679 meters højde. Vi havde undervejs besluttet at forlade Bulgarien nu og køre den direkte vej ned til motorvejen E 90 i Grækenland, således at vi hurtigt kunne komme tilbage østpå.

Da vi drejede af mod grænsen, så vi ikke det nævnte blå skilt, der viste mod Grækenland, men vi var utvivlsomt på rette vej mod passet. Strækningen var flot og det blev smukkere og smukkere, efterhånden som vi bevægede os op ad ad den snoede bjergvej. Med tiden begyndte det dog at blive påfaldende, at der ikke var anden færdsel end os på en vej, der førte direkte ind i Grækenland. Selvfølgelig benyttede vi det gode vejr til at se på nogle flotte biotoper undervejs. Men igen uden at se skildpadder. Det var dog også lidt køligt, fordi vi var ret højt til vejrs i bjergene her syd på.

Pludselig gik motoren i stå! Det gjorde hjertet osse! Nu var gode råd vist særdeles dyre. Man kunne dårligt komme længere væk fra alting end lige her! Hvor var her pludselig helt stille! Og ingen mobildækning! Det viste sig, at det bare var et nøglevedhæng, der havde skubbet startnøglen delvis ud på grund af rystelserne fra den elendige vej! Vi kom til os selv igen, skubbede nøglen ind, drejede den, startede motoren og fortsatte kørslen.

I et vejsving sad der overraskende en uniformeret politimand på kørebanen på en klapstol, og en kollega til ham opholdt sig i et lille betonhus ved siden af. Igen skulle der vises pas og gøres rede for vores færden her. Igen skulle passene inddrages, mens der taltes over radioen med et hovedkvarter om os. Herefter fik vi så på nødtørftigt engelsk at vide, at grænsen var lukket. Ingen begrundelse. (Der var udbrud af mund-og klovsyge i det sydøstlige Bulgarien, så mon ikke det var grækerne, der havde lukket af?) Nærmeste grænseovergang var Svilengrad, fik vi at vide. "Tilbage til Momcilgrad med Jer! Der drejer I til højre". Der var meget langt til Svilengrad, og det lå jo i stik modsat retning af vores rejsemål. Men først måtte vi jo køre tilbage ad den samme vej i modsat retning mod nord til Momcilgrad.

Metlicka

Ved landsbyen Metlicka gik der pludselig en maurisk landskildpadde midt på kørebanen. Som sædvanlig standsede vi straks. Her var der dog ikke den sædvanlige risiko for skildpaddens liv og velfærd.

Den sidste times tid havde der ikke været andre hesteløse køretøjer på denne vejstrækning end os. Der var flere køer på vejen end biler.

En hyrde passerede vejen med sin flok af køer. Klokkerne bimlede i den stille forårsluft. Skildpadden havde besluttet at krydse vejbanen i den modsatte retning af køerne. En af køerne skulle da lige hen og skubbe blidt til skildpadden med mulen. Koen er jo vegetar, men for en sikkerheds skyld mobbede vi den lige lidt væk fra skildpadden. -Hvis den nu trådte på skildpaddeskjoldet!

 

Da vi satte skildpadden ind i græsset efter at have foretaget vores fotodokumentation, kom den store overaskelse! Skildpadden havde hul i skjoldet! Den har altså været holdt i fangenskab, og man har boret det evindelige hul til snoren, der skulle holde skildpadden fasttøjret. Men denne her skildpaddde var altså sluppet løs. Eller var den direkte genudsat her dette øde område? Besynderligt at det lige var den, der skulle vise sig at blive den sidste landskildpadde, vi fik set i Bulgarien på KUGs Balkantur. Den havde iøvrigt svampeangreb/skjoldråd i de bageste skjoldplader.

Hov! Den mauriske landskildpadde, der krydsede kørebanen ved Metlicka, havde et boret hul i skjoldet. Var det hyrdens skildpadde, der havde revet sig løs? Dette må siges at være en hel speciel afslutning på vores herpetologiske iagttagelser i Bulgarien på denne tur. Vi fandt ikke særlig mange landskildpadder i dette land. Og den sidste vi så, var et eksemplar, der gik mutters alene her i de øde sydlige bjerge. Men det drejede sig til gengæld om en skildpadde, der var genudsat, eller som selv var undsluppet fangenskab!

Lige en hurtig runde i området for at se, om der skulle være flere skildpadder. Det var der som sædvanlig ikke. (Hver gang KUG ser en skildpadde krydse vejen, når vi er på Balkan, ser vi selvfølgelig efter flere i biotopen rundt omkring kørebanen. Men vi finder aldrig flere!)

Herefter tog vi afsted igen nordpå. I Momcilgrad måtte vi lige tage en kop kaffe i solen på en lille velbesøgt fortovscafé, mens vi drøftede den ændrede situation.

Vi bestemte, at vi ikke ville dreje til højre mod Svilengrad, som anvisningen fra politifolkene lød på. (Det ville da ellers være helt fint med en tur til Tyrkiet igen i år, men tiden!) Vi ville dreje til venstre. Med andre ord ville vi tage hele turen tilbage gennem bjergene i Bulgarien til grænseovergangen på hovedvej E 79 i Strumadalen.

"Værsgo´, det bliver så lige en rask tur på små 500 km. ad proptækkervejene gennem Rhodopebjergene og Pirinbjergene, De herrer!" Nå, nej, der blev sagt: "Værsgo´, her er kaffen!" Men nu måtte vi se, om vi virkelig kunne nå hele strækningen i dag! Afsted-afsted! I dag stod den ikke på ret mange flere kopper kaffe på hyggelige små bulgarske kaffemaskinesteder.

Vi holdt derfor ikke mange kaffepauser på turen tilbage mod vest gennem bjergene. Af gode grunde fraråder KUG, at man kører bil i Bulgarien efter mørkets frembrud. Vejenes tilstand er simpelthen for ringe til, at det kan anses for at være rigtig forsvarligt. Men vi skulle jo gerne nå så langt som muligt, så vi besluttede at tilsidesætte vores egen rådgivning, og vi fortsatte undtagelsesvist kørslen efter mørkets frembrud i den dybeste koncentration!

Da vi var nået ind på E 79, var det buldermørkt, og vi havde nu bestemt os for, at vi nok hellere måtte overnatte på vores gamle Hotel Strimon i Kresna. På strækningen gennem slugten lige nord for Kresna før en vejtunnel fangede bilens forlygter pludselig en stor affladet sten (ca. 40 cm. x 40 cm. x 20 cm.) liggende lige foran på kørebanen. Hurtig undvigemanøvre reddede bilen (og os). Lidt længere fremme inde i vejsiden sås en holdende bil med tændte lygter og ødelagt forhjul og forparti. Han havde ikke haft samme success med denne sten som os. Stenen er formentlig en af de mange sten, der hele tiden falder ned på kørebanerne fra bjergsiderne i Bulgarien. De ligger overalt. Problemet betragtes som løst ved de sædvanlige advarselstavler om faldende sten. Ingen fjerner tilsyneladende stenene. Men nu lå det da helt fast! Vi skulle ikke køre en meter længere i mørke, når vi om lidt nåede frem til Kresna.

Læs videre på side 23

Startside Side 1 Side 2 Side 3.Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9

Side 10 Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18

Side 19 Side 20 Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Side 25